Tag-arkiv: Frankrig

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, FrankrigDen anden Kylie Minogue Wines vin var en Signature Rosé og en mere almindelig vin, for det er en Terres du Midi vin og lavet på kendte druer, men er heller ikke alkoholfri, for den har 12,5% i styrke.

Terres du Midi vin omfatter normalt vine fra Languedoc omkring Montpellier og Narbonne samt Roussillon ned mod Pyrenæerne og den spanske grænse.

Det er fortsat Benchmark Drinks, som står som producent, men de har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave og flaske vinen. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer, laver og flasker vin på deres store anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Signature Provence Rosé er lavet på et mix af 80% Grenache og 20% Cinsault, men atter er der ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle dog være lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 3 måneder

Duften er … særegen. Den virker meget urtet, har godt med grønne stilke, noget bark og nogle jernagtige noter, jod, gran samt gazebind, hvilket først rammer næsen. Først derefter detekteres noget frugt, der kommer meget forsigtigt med moreller og lyse kirsebær.

Smagen er meget spinkel og tynd … frugten er rabarber, moreller, lyse kirsebær samt noget citron, som giver en smule syrlighed samt lidt lemon til at give små bitre noter. Det er dog slet ikke en sød vin, men har nogle ganske tørre elementer, som samlet set giver et godt bid. Med lidt tid i glasset kommer der lidt mere fylde … samtidig med en anelse let peber. 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Domaine les Roches Bleues, l’Héronde Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine les Roches Bleues, l'Héronde Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigTopvinen hos Domaine les Roches Bleues er denne enkeltmarksvin l’Héronde Côte de Brouilly, som jeg også sluttede med og i en årgang 2020.

Her kommer Gamay druerne er gamle vinstokke, der er 65 år gamle og står på marken l’Héronde … en lille lieu- dit beliggende på den sydøstlige skråning af Mont Brouilly og har en undergrund med dioriter … altså de blå sten af ​​vulkansk oprindelse.

Denne l’Héronde Côte de Brouilly er – som de forrige – også lavet med gæring og maceration på  hele klaser over 14-15 dage. Gæring er sket helt spontant alene med druernes egne gærceller og det sker med temperaturkontrol på 20 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12-18 måneder på gamle 35 hektoliters fad inden den flaskes ufiltreret med lidt eller ingen sulfitter. Der bliver kun lavet i omegnen af 4.000 flasker af hver årgang af denne vin

Denne l’Héronde Côte de Brouilly er egentlig lidt en fortsættelse af foregående og dermed meget elegant, afdæmpet, kontrolleret og så helt burgundisk, fin og sart, blot med Beaujolais karakter, saftighed, masser af kirsebær, blomster og tulipanstilke, men også klart mere fadpræg med vanilje, karamel og mælkechokolade. Det bliver sgu som en bondsk nerve pakket ind i vat … vild tiltrækkende.

Smagen er også klart den bedste af de 6 vine fra Domaine les Roches Bleues, for her smelter vinen næsten på tungen med cremet, blød og saftig frugtsmag. Læg oveni nogle umamiagtige noter, en intens samt en dyb syre, sorte kirsebær, brombær, syltede citroner og det går sgu nu op i en højere enhed og vin vinøse sjæl smelter blødt med. Sådan … klasse Beaujolais Côte de Brouilly  95 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine les Roches Bleues, Brulhié Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine les Roches Bleues, Brulhié Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigNæste beaujolaisvin fra Domaine les Roches Bleues var da også en enkeltmarksvin fra et lille plot/parcel med blå klipper i undergrunden og det er deres 2021 Brulhié Côte de Brouilly.

Her kommer Gamay druerne er ganske gamle vinstokke, der er mellem 20 og 90 år gamle og står på marken Brulhié, som ligger på den sydlige skråning af Mont Brouilly og har jordbund med dioriter, som jo netop er blå sten af ​​vulkansk oprindelse.

Brulhié Côte de Brouilly er også lavet med gæring og maceration på  hele klaser over 14-15 dage. Gæring er sket helt spontant alene med druernes egne gærceller og det sker med temperaturkontrol på 20 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12-18 måneder på store, gamle træfade inden den flaskes ufiltreret med meget lidt eller ingen svovl.

Denne Brulhié Côte de Brouilly virker allerede fra første snif utrolig elegant og det er som om, at der ikke her er noget som helst, der lige vender forkert … meget fin, sart og virker klart – indtil videre – som den mest burgundiske af Domaine les Roches Bleues vinene. Det er selvfølgelig fortsat bondsk, landlig og saftmættet, men der er langt mindre end de foregående, for her er tingene fint kontrolleret samt afdæmpet med kirsebær, jordbær, hindbær, lemonskal og samtidig med mere fadpræg af vanilje, karamel og lys chokolade.

I munden er det lidt samme historie … godt med kirsebær, hindbær, blomster og tulipaner, men mere afdæmpet og fint. Det er en saftig, lys og elegant vin, hvor syreniveauet også ligger på et højere niveau med syrlige kirsebær, lemonagtig og småbitterhed. Det er Beaujolais med nerve, dirrende friskhed og lyst bid, femmine tørre og alligevel bløde tanniner. Smuk og vedkommende, så 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Domaine les Roches Bleues, Pierreux Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine les Roches Bleues, Pierreux Brouilly, Bourgogne, FrankrigMed stoisk ro fortsatte jeg med mere Brouilly Beaujolais vin fra Domaine les Roches Bleues og den næste og 4. i rækken var denne 2021 Pierreux Brouilly.

Som de forrige, så er dette også en vin fra en enkeltmark … nemlig den lille lieu-dit Pierreux, der har vulkanske blå sten i undergrunden og 50 år gamle Gamay vinstokke, der her rødderne dybt nede for at så saft og kraft.

Pierreux Brouilly er lavet med gæring og maceration på  hele klaser over 14-15 dage … gæring sker spontant alene med druernes egne gærceller og det sker med temperaturkontrol på 20 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12-18 måneder på store samt gamle træfade inden den flaskes ufiltreret med meget lidt eller ingen svovl.

Nu skruer vi duftmæssigt op for den animalske mødding, for Pierreux Brouilly virker fra start mere landlig, men her er det igen på en fin og næsten sart facon. Den virker blød og bondsk på den rigtige måde, men samtidig også mørkere og mere kødfuld … har bl.a. klart en mørkere frugt med sorte kirsebær og brombær, lidt lakrids, vilde blomster, friskskårne urter og et diskret fadpræg med kakao, vanilje samt søde krydderier.

I munden viser Pierreux Brouilly dog mere sine muskler … intens, kødfuld, tæt og elegant. Det er stadig forbandet saftig, læskende og bondsk, har frugt af kirsebær, brombær og hindbær, men man kan nu også fornemme, at alt stikker lidt dybere og vinen er mere kompleks med flere lag, som langsomt pilles af en for en, når du drikker vinen. Der kommer lakrids, grillet lemon, frisk syre, lidt peber og små balsamiske elementer. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Domaine les Roches Bleues, Les Trois Loups Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine les Roches Bleues, Les Trois Loups Brouilly, Bourgogne, FrankrigVi iler da videre med endnu en Brouilly Beaujolais vin fra Domaine les Roches Bleues og denne gang er det deres 2021 Les Trois Loups Brouilly … de tre ulve.

Det betyder her, at Gamay druerne kommer fra marken  Les Trois Loups ved Pierreux og lige der finder vi en undergrund med Roches Bleues … altså de blå klipper … dybt forvitrede blå vulkanske sten og alluvium, som er en slags rester af småsten og grus fra floder og gletsjere.

På Les Trois Loups er vinstokkene omkring 10 år gamle og som med foregående er druerne er håndplukkede og vinen spontangæret via Macération Carbonique i ståltanke alene med druernes naturlige gærcelle over 12 dage,.

Efter endt fermentering har vinen efterfølgende lagret på egefade i 8-10 måneder inden ufiltrereret flaskning og samtidig er der slet ikke tilsat svovl.

Duftmæssigt er Les Trois Loups Brouilly meget blid, blød og medgørlig som en frue på lykkepiller. Det er sart og feminin på en bondsk måde, så hvis det er tre ulve, så er de her i fåreklæder. Det dufter sgu himmelsk med denne lette, lyse og landlige facon, frugt med jordbær, hindbær og kandiserede lyse kirsebær, har også godt med blomster, tulipanstilke, blomstervand og så mærker man nu samtidig fadaftrykket med lidt vanilje og mælkechokolade, som virkelig klæder vinen.

I munden kommer kirsebærsmagene omgående frem … lette, provokerende, friske og langt fremme i smagsbilledet, bondsk, ren, saftig, læskende, lys og skarp. Der er syrlige kirsebær, granatæbler og hindbær … derudover er der grønne stilke og grønne tanniner, der bider og tager lidt mere fat end hos de foregående vine. Det giver en pæn tørhed i munden suppleret med en høj syre, hvor der kommer lidt citroner med og giver denne syrlige elegance, så nu bidder ulvene for alvor. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine les Roches Bleues, La Baraquée Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine les Roches Bleues, La Baraquée Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigBeaujolais vin nummer 2 fra Domaine les Roches Bleues blev så denne La Baraquée Côte de Brouilly og ligeledes som den første også i en årgang 2022.

La Baraquée er lavet på  Gamay druer fra – Vieilles Vignes – altså gamle vinstokke på marken La Poyebade i området ved Conroy og her igen med pink granit som undergrund i marken.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i ståltank alene med druernes naturlige gærceller med den klassiske Macération Carbonique. Efter endt fermentering har vinen efterfølgende lagret på brugte egefade i 8 måneder inden ufiltrereret flaskning og samtidig er der slet ikke tilsat svovl.

Duftmæssigt virker La Baraquée Côte de Brouilly mørkere, mere tæt og intensiv end foregående, men vinene fra Côte de Brouilly har også – sammen med Morgon – ry for at have mere bundbræk end de mere bløde Brouilly vine. Det må vi se, om også er tilfældet med de andre vine fra Domaine les Roches Bleues.

Vi har fortsat i næsen den samme bondske og landlige note af kandiserede kirsebær, jordbær og nok også lidt mørkere bær, en snas banan og så ellers pænt med blomster og så noget kul, grafit, tryksværte og en mere udtalt tørhed.

I munden er det dog en læskende, saftig beaujolaisvin, som virker temmelig fin, tør og frugtrig. Igen er der godt med røde samt syrlige kirsebær, hindbær og tranebær … og her virker tanninerne lidt mere markante, mens syren også er lidt mere tør, bidsk og tannisk. Det giver sgu bid, friskhed tonsvis af drikkeglæde … 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine les Roches Bleues, La Croquante Brouilly, Bourgogne, FrankrigJeg startede smagningen af Domaine les Roches Bleues vinene med denne Brouilly vin, som de kalder La Croquante, der vel mest kan oversættes til noget i stil med “den sprøde” og det er da også i en frisk årgang 2022.

La Croquante Brouilly er husets entry-level vin, hvor Gamay druerne kommer fra 25-60 år gamle vinstokke på plots med pink granit som undergrund.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i ståltank med den klassiske Beaujolais carbonisk maceration, og har efterfølgende lagret på stål i 6-8 måneder inden ufiltrereret flaskning.

Sikke da dejlig aroma … virker lidt afdæmpet i stilen, meget stille og cool, har lyse kirsebær, jordbær og ribs … virkelig god frugt og så lige denne nærmest blomstrede note med tulipanstilke, blomstervand i vasen suppleret af en lidt nøddet note af salte peanuts … og alt på nærmest landlig, bondsk, saftig, lys og let facon.

I munden er det bestemt også en bondsk vin med denne tætte kirsebæragtige saftighed. Det er læskende saftigt, drønlækkert og alligevel med grov hverdagscharme, hvor duften mest er kirsebær, hindbær og tranebær med en lille tannisk kernefrugt bitterhed, men tanninerne bliver aldrig vilde … mere saftige med masser af frugt og så denne lille saftige lemonagtige bitterhed, som samtidig gør vinen ret frisk og sprød. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg smager … en håndfuld fine vine fra Domaine les Roches Bleues

Beaujolais vinhuset med det pudsige navn “de blå klipper” aka Domaine les Roches Bleues – er Vignoble en Agriculture Biologique – og ligger på adressen Route du Mont Brouilly et par kilometer nord for byen Odenas.

Mont Brouilly er vel knapt et bjerg, men nok nærmere en stor bakkeknold, men den er af vulkansk oprindelse og gamle historier fortæller, at  bakken blev dannet af resterne, da fortidens kæmper gravede ud til det, der skulle blive til Saône floden.

Det skulle også være ganske vist, at Brouilly har fået sit navn fra en vis Brulius, der ifølge legenden var en overraskende elsket løjtnant i Julius Cæsars hær af kejserlige romerske legioner.

Men der er lige dér i skyggen af Mont Brouilly, at vi finder Domaine les Roches Bleues … artisans-vignerons gennem 3 generationer, som laver både Brouilly og Côte de Brouilly vine.

Côte de Brouilly er jo – sammen med Brouilly – den sydligste af de 10 Beaujolais Crus … og dækker blot sølle 330 hektar vinmarker, så det er samtidig den mindste  Beaujolais Crus målt i både areal og mængden af producerede vine.

Vinmarkerne er fordelt ved de 6 kommuner Odenas, Quincié, Saint- Lager, Cercié, Charentay og Saint-Étienne-la-Varenne, der ligger i op til 400 meters højde omkring Mont Brouilly, der på toppen indtages af det gamle  Notre-Dame du Raisin Chapelle, der blev bygget i 1955 og dedikeret til la Vierge de Fourvière … jomfruen fra Fourviè.

Vinmarkerne på skråningerne består af både granit samt en hård skifer, som har en karakteristisk mørkeblå og grønlig nuance som er kaldt pierre bleue og den tilskrives æren for vinenes fylde og store finesse bl.a. grundet tiltrækningen af solens varme i løbet af dagen og dernæst at holde varmen til vinstokkene om natten.

Domaine les Roches Bleues

Vinhuset drives af den talentfulde unge vinmager Jonathan Buisson, der som 27 årig kom hjem fra Paris og siden har revolutioneret den gamle familieejede vingård.

Domaine les Roches Bleues er oprindelig grundlagt i 1967, hvor Annie og Louis Bassy købte en mark på 4 hektar med vinstokke på skråningerne af Mont Brouilly med det ønske om at bygge deres egen ejendom der.

De startede deres egen produktion, hvor vinene blot blev solgt lokalt. Men i 1993 blev overtaget af næste generation i form af Christiane og Dominique Lacondemine, som begge også havde en stor passion og respekt for jorden, hvorfor de satte dyrkning af sunde druer i højsædet.

Christiane havde selv undervist i både Frankrig og USA, så hun startede med at eksportere huset vine til udlandet … først en smule til Storbritannien … så USA, Canada, Japan, Nordeuropa og Afrika.

Siden 2019 har det dog været 3. generation i form af Chloé og hendes kæreste – Christiane og Dominiques svigersøn – Jonathan Buisson, der har overtaget driften.

Jonathan læste egentlig først økonomi i Paris, men kom tilbage til Beaujolais for at lære at lave vin, hvilket bl.a. blev yderligere styrket med et ophold i Davayé, førend han i 2018 tog over fra  sine svigerforældre  på skråningerne af Brouilly.

Siden hans overtagelse har han intensiveret det økologisk landbrug  med omlægning til certificeret økologisk drift i 2023, selvom gården faktisk har praktiseret dette i mange år.

Stilen er naturlig og Jonathan forsøger at lade de forskellige plots tale for sig selv … uanset hvor højt markerne ligger eller om de har en undergrund med pink granit eller blå vulkansten.

Jonathan har nu også startet foreningen Les Vigneronnes du Vivant en Beaujolais, som er en sammenslutning af unge vinbønder, der alle sætter den levende natur omkring dem i centrum i vinproduktionen. Som han selv siger, så skal man arbejde med jorden i stedet for at bekæmpe den.

Samlet har familien i dag 10 hektar vinmarker, som ligger indenfor de 2 appellationer Côte de Brouilly og  Brouilly. Markerne er rige på de berømte blå sten på Mont Brouilly … og det er selvfølgelig også derfor, at vinhuset hedder Domaine les Roches Bleues … altså domæne de blå klipper.

Det er selvfølgelig Gamay, som er hoveddruen hos Domaine les Roches Bleues … ja faktisk dyrker man kun denne druesort, men den er jo også totalt indbegrebet af Beaujolais.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Domaine les Roches Bleues … og det er faktisk næsten alle de vine, som huset laver, for udover disse 6 rødvine, så laver de rosévinen l’Amuse Bouche … men den er skam også lavet på Gamau druen.

Dermed har jeg smagte disse vine:

Lidt blandet Gamay … og under de to appellationer Côte de Brouilly og Brouilly … lækker bondsk vin og her fra en producent, der virker så hyggelig, visionær og moderne .. men lavet efter nogle af de klassiske, gamle dyder.

De 3 første er med nogle meget charmerende etiketter, mens de sidste og dyreste har nogle mere kedelig og seriøse etiketter, men tag ikke fejl … indholdet fejler sgu ikke noget … tværtimod,

Konklusion

For sikke et felt … og sikke kvalitet i deres sortiment – men teorien om, at Brouilly vinene skulle være mere bløde end Côte de Brouilly, som skulle være en snas mere mørke, tætte og intensive – fandt jeg ikke rigtigt var tilfældet.

Til gengæld synes jeg, at Domaine les Roches Bleues vinene var virkelig elegante, hvilket særligt kom frem i de sidste to Brulhié og l’Héronde med klare burgundiske referencer, men alle vinene har deres små forskelligheder på denne charmerende, bondske og ganske elegante måde.

Det er faktisk enestående. at smage et helt sortiment fra én producent, hvor samtlige vine er på så flot et niveau og samtidig hænger virkelig godt sammen … fra den billigste La Croquante, der har vildt flot niveau for en hverdagsvin til topvinen l’Héronde med kompleksitet og ynde.

Dertil skal man lægge, at priserne samtidig er meget, meget fornuftige og her ligger mellem 149 til 239 kr. Det er sjældent at finde så dejlige vine til disse priser … så Big Thumbs Up.

2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Pinot Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var også fra Meyrac Estate serien hos det store vinfirma Domaines Paul Mas. Den var jeg mere spændt på, for den skrøbelige Pinot Noir drue er ofte meget sværere at lave gode vine på end den mere forgivende Chardonnay.

Som foregående er dette også en Pays d’Oc aka landvin fra Languedoc området, men atter kommer jeg til kort, når det kommer til oplysninger om produktionen. Heller ikke etiketten på bagsiden af flasken røber noget, så derfor haster vi videre til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der bestemt noget sydfransk over vinen … har nogle letbrændte noter med kirsebær, sorte kirsebær, solbær og samtidig lidt lakrids, grønne urter … men sådan lige i midten af vejen uden at afsløre meget af sin sjæl. Det er en mørkere vin, hvor man skal lede temmelig godt efter Pinot Noir druen skrøbelige og fine aroma.

I munden er det heller ikke typisk Pinot Noir … vinen har nærmere noget rhôneagtig bidskhed, grovhed og virker sådan mere brysk og fyldig i stilen. Der kommer en del peber, som får vinen til at fremstå som havde den noget Syrah karakter. Det er egentlig ikke en dårlig vin, men man skal bare ikke forvente en fin afsmitning fra Pinot Noir druerne, men mere en bastant, stærk, tæt, mørk og rustik sydfransk vin med lidt bulder. 85 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Chardonnay, Languedoc, FrankrigMis en bouteille par Jean-Claude Mas står der bag på etiketten af denne 2022 Meyrac Estate Chardonnay og det betyder, at vinen kommer fra det store vinfirma Domaines Paul Mas.

Domaines Paul Mas er en af de store vinkoncerner i Languedoc-Roussillon området og drives i dag af Jean-Claude Mas, som er 4. generation af vinavlere, der går helt tilbage fra 1892.

Jean-Claude er bogstavelig talt vokset op med vin og har altid vidst, at han skulle arbejde med vin. Han er opvokset i den lille by Pézanas i Languedoc og startede egentlig sin karriere med en handelsuddannelse i England.

Senere vendte han dog tilbage til hjemlandet og blev vinmager i starten af 1990’erne. Efter endt uddannelse arbejdede Jean-Claude så hos producenter som Château Pape Clément og Château Talbot i Bordeaux.

Men midt i 1990’erne vendte Jean-Claude Mas tilbage til hans rødder aka familie i Languedoc, hvor han fik job som direktør i et stort, lokalt vinfirma, mens han sideløbende arbejdede på at lave de første vine fra familiens vingård.

De første vine kom på markedet i 1995 og blev solgt under navnet Domaines Paul Mas. Det var billigere vine, men blev en massiv succes. I dag ejer Domaines Paul Mas selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Der ejes flere vingårde aka vinhuse, selvfølgelig Château Paul Mas, men derudover er det ejendommene Château Crès Ricards, Château de Martinolles, Château Teramas Astruc, Mas des Tannes, Domaine de la Ferrandière, Château Lauriga, Domaine du Silène, Château Jérémie og Château Villegly.

Derudover laves der vine under en række brands som Jean-Claude Mas,  Astélia, Claude Val, Côté Mas, La Forge Estate, Mas des Mas, Vinus og Arrogant Frog.

Denne Meyrac Estate Chardonnayer en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin. Der er til gengæld ikke nogle tilgængelige oplysninger om, hvordan vinen er lavet … formentlig blot på ståltanke, så vi haster videre til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der lidt multifrugtjuice, en halv københavnerstang, godt med fersken, mango, ananas og pærer. Det er måske ikke særlig kompleks eller raffineret, men dufter ganske fint, men virker måske en kende kunstig eller i hvert fald en-dimensionel.

I munden er det også en vin, som mange vil elske … ukompliceret og absolut til den sødere side, selvom om vinen bestemt også har noget syre med grillet lemon og citron. Det er saftige ferskner, gule æbler o dette lille citron og lemonagtige tvist, en smule peber og okay bid, så dermed 86 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7