Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2014 G.D. Vajra, Freisa Kyè, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Freisa Kyé, Piemonte, ItalienAzienda Agricola G.D. Vajra var også repræsenteret på H.J. Hansen Vins Winemakers Fair … ikke med vinmageren himself, men en sælger fra huset. Jeg udvalgte en enkelt vin fra huset, nemlig denne Freisa Kyè.

G.D. Vajra – der ligger i byen Vergne i herlige Piemonte – har jeg skrevet om mange gange tidligere, så det skal jeg ikke trætte jer med. I stedet kigger jeg nærmere på denne lille interessante vin, som er lavet på den mere ukendt drue Friesa, som også nogle gange kaldes Fresa.

Druen findes primært i Piemonte og koncentreret omkring  Asti , Langhe, Chieri samt Monferrato. Man mener, at navnet måske kommer fra det franske ord fraise, som betyder jordbær.

Druen er i familie med Nebbiolo, men er stilmæssigt meget anderledes. Den har ganske vist en syre og tannin som Nebbiolo, men slet ikke dennes klasse og rige bouquet .

Vinen blev meget udbredt i 1800-tallet, da den var resistent over for meldug. I dag kan man teknisk holde syren og de tørre tanniner i balance ved kold gæring og kortere skindkontakt.

Denne 2014 Freisa Kyè er lavet på 100% Freisa druer fra marken San Ponzio ved Barolo. Marken ligger i 390-410 meters høje og har en undergrund med masser af ler. Vinstokkene er plantet i 1979-80 af Aldo Vajra.

Druerne høstet normalt i midten af oktober … omkring 20-30 dage senere end den øvrige høst. Druerne afstilkes 100% og derefter laves vinen med lang gæring, efterfulgt af en malolaktisk gæring samt 18 måneder lagring i dels barriques samt 25 hektoliter egetræsfade.

Næsen har bestemt elementer fra Nebbiolo … læder, roser, lakrids, tør jord, tobak, kirsebær, jordbær, men virker helt klart langt mere krydret i udtrykket. Det er ikke den fint, sarte og lette næse, men er tæt, kompakt, krydret og med lidt mere rustik kraft.

Smagsmæssigt er det faktisk også lidt som en krydret Barolo, blot lidt mere rustik. Vinen har en fin syre, virkelig typisk italiensk, har pænt med kraft, selvom der er fin elegance. Det er sgu en rigtig lækker vin og mange vil nok også blindt skyde på Nebbiolo.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 365 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Julien Sunier, Beaujolais Village Wild Soul, Bourgogne, Frankrig

2017 Julien Sunier, Beaujolais Village Wild Soul, Bourgogne, FrankrigEt af aftenens højdepunkter var klart at smage Beaujolais vinene fra Julien Sunier … og jeg startede med hans herlige landlige og læskende Beaujolais Village Wild Soul.

Den gode Julien er vi tidligere stødt på her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans 2015 Fleurie. Dengang var jeg også oppe at ringe over hans vin. Jeg har også tidligere smagt vin fra Juliens broder Antoine Sunier, som også er sprunget ud som vinbonde … om end jeg klart synes, at Julien laver de mest interessante vine.

Julien Sunier stammer selv fra Bourgogne, men slog sig i 2005 ned i byen Avenas i Beaujolais, da han købte den gamle gård Le Ferme des Noisetiers. Før det havde han arbejdet i både New Zealand og Californien inden han vendte hjem for at arbejde med Nicolas Potel i Nuits-Saint-George og Jean Claude Rateau i Beaune. Det var hos disse vinbønder, han blev bidt af den biodynamiske tilgang.

Derefter blev han ansat af Mommessin i Beaujolais, som ledte efter en vinmager, der kunne højne kvaliteten af husets vine. Og den opgave løste Julien gennem hans 5 år hos Mommession. Han sorterede bl.a. ud i leverandørerne og i skabte i stedet kontakt med nogle af Beaujolais bedste drueavlere.

Men Julien Sunier ville selv være vinproducent, så i 2008 grundlagde han sit vinhus, i starten alene med få hektar lejede marker i både Fleurie, Morgon og Régnié. Valget i Beaujolais skyldes dels kærlighed til området, men også at markerne der er langt billigere end fx i den nordligere del af Bourgogne.

Og selvfølgelig dyrker Julien markerne både traditionelt og efter biodynamiske principper. Det betød bl.a. at han bibeholdt de 60 år gamle stokke, som var tilplantet med en tæthed på 10.000 stokke pr. hektar, hvilket var meget normalt før traktorens tid.

Med tiden har Julien nu fået bearbejdet gårdens jord, således han i dag samlet har 7,2 hektar egne vinmarker, nemlig Niagara og La Tonne i Fleurie,  Les Charmes, Py og Corcelette i Morgon samt endelig Enoeilat, Les Forchets og Baseronze i Régnié.

Julien laver samlet 4 forskellige vine, hvilket sker helt gammeldags. Således presses druerne i på en gammel basket press, hvilket giver det mest nænsomme og bedste pres. Mosten gæres ud ved lave temperaturer på 22-23 grader, hvilket giver mindre farve, mere delikate tanniner og langt mere komplekse vine.

Denne 2017 Wild Soul under appellationen Beaujolais-Village er selvfølgelig ren 100% Gamay, som kommer flere af Suniers marker i de 3 forskellige områder. Vinen er lavet med spontangæring samt  macération carbonique, altså metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen.

Der tilsættes ingen svovl under hverken gæringen eller lagringen, som sker sur lie i store ægformede tanke på 3.000 liter. Ved aftapning på flaske er der kun tilført meget lidt svovl.

Næsen er vild, blodig og landlig. Det er bio kant, som stikker helt af, men hvor det charmerende. Det er aromatisk og rustik kostald, en dampende mødding, ukrudt, en spand maling, sved og så mørk power. Der er kirsebær, blåbær samt salte mineraler.

Det er klart en bællevin, som er rund, blød og saftig som ind i helvede. Den har saftsødme, masser af blåbær, men samtidig er det en vin med masser af karakter. Der er rustikt, landligt, spændstigt, saftigt og gud, hvor den smager godt. Jeg er sgu vild med den … og den er helt sikkert en fri sjæl … wild soul.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2010 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigVed næste bord traf jeg vinbonden Michel Digioia fra Domaine Digioia-Royer, der ligger i den lille landsby Chambolle-Musigny og jeg skulle første smage noget helt specielt … en ældre 2010 Chambolle-Musigny, selvom det i min bog ikke er specielt gammel for en god bourgognevin.

Domaine Digioia-Royer er oprindelig grundlagt i 1930’erne af Victor Moretti, men blev i 1982 overtaget af datteren Geneviève Royer-Moretti. Siden 1999 har det dog været hendes svigersøn Michel Digioia, der som 3. generation nu driver vingården.

Der var oprindelig kun laves ganske lidt vin på vingården, idet de fleste druer fra høsten blev solgt til andre producenter, men det ændrede Michel i 2003 og startede med at producere og sælge vinene selv under navnet Domaine Digiola-Royer.

Siden er der købt yderligere vinmarker … arealet er øget fra 2,5 hektar til i dag 7 hektar og Michel er også startet med at eksportere vinene, således omtrent halvdelen af den årlige produktion i dag sælges til andre lade.

Det er fortsat en ganske lille produktion, og Michel Digioia overvejer da også at udvide endnu mere. Men det skal ikke ske for enhver pris, for hvis ikke der er tid og plads til at nusse om hver eneste vinstok, så bliver produktet ikke i den høje kategori, som Michel ønsker sig.

Størstedelen af domainets 7 hektar vinmarker er beliggende enten i Chambolle-Musigny eller lige uden for, og det var først, da man i 2011 købte jord i Nuits-Saint-Georges, at man bevægede sig lidt væk fra landsbyen.

Domainet er ikke certificeret økologisk. Det skyldes dog alene Michels manglende kommercielle indsigt, da der i dag hverken bruges pesticider eller herbicider. En forandring som Michel satte i værk straks efter, at han havde overtaget ansvaret for vinmarkerne.

Stilen er rustik og meget klassisk, men med et stort fokus på terrioren og Pinot Noirs udtryk. Der bruges kun fade med en vis skepsis, og til domainets bedste vine, oftest kun brugte fade.

Denne almindelige Chambolle-Musigny er lavet ved, at klaserne afstilkes 100%, hvorefter druerne knuses, ligger med skindkontakt i 15 dage førend presning og gæring. Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring lagrer vinen 16 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Selvom vinen ikke har vild høj alder, så er der faktisk godt med modenhed over duften, som er lidt mulle med gamle gardiner, toast, en lys og moden frugt, måske endda lidt kandiseret i frugten, men jeg ved ikke, om jeg vil sige, at vinen har ældet med ynde.

I munden er det også moden frugt, og det kan jeg egentlig godt lide. Det er lyse bær, lidt lakrids, tanninerne okay polerede og der er også en vis tyngde over vinen … elegant uden at imponere, men lang eftersmag og samlet en dejlig oplevelse.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 535 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, FrankrigJeg skulle selvfølgelig også lige smage en af David Moreaus røde bourgogner, for det er vel de vine, som spiller hovedrollen i området. Det blev denne Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau … for hvorfor ikke bare nøjes med at smage fra den øverste hylde i vinhuset?

Clos des Mouches marken er egentlig først tilplantet i 1964 og havde i mange, mange år været opgivet … ja faktisk siden den store phylloxera katastrofe. Det skyldes formentlig, at der blæser en kølig vind gennem marken, og det har tidligere gjort det svært at opnå fuld modenhed af druerne. I dag er dette dog ændret … dels pga. klimaændringer, men også en større efterspørgsel efter vine i mere kølig stil.

Vinen er lavet ved, at druerne delvist afstilkes inden de knuses og ligger i en kold premaceration i en begrænset periode, afhængig af hvordan vinen – ved daglige smagninger – udvikler sig. Derefter sker den alkoholiske gæring alene på druernes naturlige gærceller og der foretages pigage i den første del af denne gæring.

Netop fordi pigagen foretages i den første del af gæringen, så sker der kun et yderst begrænset udtræk af farve og tanniner. Herefter gennemgår vinen den malolaktiske gæring og lagrer så 17 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

I næsen er vinen total burgundisk med masser af grønne noter, lethed, lyse bær, ribs, kirsebær, lyse blommer. masser en ung eg, røg og i det hele taget virker vinen voldsom ung, spændstig og frisk. Måske også for ung på nuværende tidspunkt.

Smagen er blød, præcis med en markant og flot syre, lidt aggressiv i syren, afbarkede grene, masser af bitterhed, ribs, granatæbler, saltlakrids samt en monsterlang eftersmag. Men det er næsten barnemord, for vinen er alt, alt for ung endnu med masser af potentiale.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 475 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, ØstrigVed næste bord mødte jeg den herlige, festlige vinmager Urban Stagård, som ejer og driver vingården Lesehof Stagård. Jeg fik en snak med ham og smagte to af hans vine. Den første var denne Riesling Steiner Schreck.

Vingården Lesehof Stagård ligger lige udenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich. Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique. Det er Urban, som I kan se sammen med jeres trofaste vinblogger på mit selfie ovenover.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen rytme og det grundige markarbejde samt den minimalistiske tilgang er årsagen til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Jeg startede med at smage denne Riesling Steiner Schreck, altså en enkeltmarks Riesling fra marken Steiner Schreck, som siges at være den stejleste mark i hele Kremstal.

Det siges, at, marken har sit navn Schreck – forstrækkelse – efter de vagter, som i høsttid passede marken og forsøgte at skræmme tyve væk. Marken havde dengang en stor tæthed i vinstokkene, hvorfor det var svært at se, når der var folk i marken.

Ved høsttid var der ofte tyve på marken for at stjæle druer, men vagterne kunne fra kirketårnet af Frauenbergkirchen – hvor der var frit udsyn udover marken – råbe tyvene an og dermed skræmme dem væk … og derfor hedder marken i dag Steiner Schreck.

Vinstokkene er 50-60 år og druerne høstes selvfølgelig med håndkraft. Vinen er derudover lavet med så lidt intervention som muligt, spontangæring og Urban lader også vinen gære så lang tid som overhovedet muligt. Vinen lagrer derefter en periode sur lie, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Den naturlige tilgang til produktionen kan duftes i vinen, som er lidt funky med en klar bio kant, lidt våd hund, æteriske olier, sten, granit, let pærer, æbler, masser af røg og snert af lemon.

Smagen er virkelig intens og frugtrig med pærer, æbler, fersken og man imponeres særlig af en virkelig lang, lang eftersmag. Vinen er lidt parfumeret, har lidt lemon og citronsyre, men er på ingen måder særlig eksplosiv, men sådan lidt dæmpet, sagte og forsigtig i dens udtryk, men det smager sgu godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinot Noir Symposium, Californien, USA

2012 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinot Noir Symposium, Californien, USA Mer’ Pinot Noir … Gert E kræsede for os, men denne var langt mere varm, muskuløs og klart oversøisk, nemlig en 2012 Pinot Noir Symposium fra Fort Ross Vineyard & Winery.

Vinhuset er jeg stødt på tidligere, faktisk da jeg smagte en vin på Pinotage fra dem. Fort Ross Vineyard & Winery ligger lidt udenfor den lille by Jenner i Sonoma med kun et par kilometer til havet, omkring 10-15 kilometer nord for Russian River og tæt på det gamle Fort Ross … en russisk/amerikansk bosættelse fra gamle dage.

Det er et bjergrigt område med vinmarker op til 500 meters højde, hvor der er godt med tåge. Husets vinmarker – der er fordelt på 32 forskellige parceller – er nogle af de marker, som ligger tættest på Stillehavet og beliggenheden medvirker til, at klimaet betegnes som et såkaldt cool-climate.

Fort Ross Vineyard & Winery drives af Lester og Linda Schwartz. De mødtes i 1960’erne i Sydafrika, hvor de begge studerede på University of Cape Town. Lester var søn af en advokat og landmand, men studerede geologi, mens Linda var både komponist, pianist og studerede musik. De tilbragte dog deres fritid på lokale restauranter, hvor de smagte nogle af de lokale vine.

Lester endte sine studier med at læse til advokat og Linda fik sin doktorgrad som komponist … og de blev gift i 1967. Knap 9 år senere flyttede parret dog til USA, hvor Lester fik arbejde som advokat i San Francisco, mens Linda studerede kunst.

Imidlertid savnede Lester det landlige liv fra sin barndom, og da parret samtidig havde en drøm om at blive vinavlere, så købte de i 1988 et stort, uberørt areal i det kystnære område ved Jenner med udsigt til Stillehavet.

Der byggede de et stort hus… selv følgelig inspireret af arkitekturen fra Sydafrika, bl.a. med runde, ovale værelser og selvfølgelig opført i træ.  Samtidig begyndte de også at tilplantet noget af jorden og det blev starten på Fort Ross Vineyard & Winery.

Efter flere års eksperimenter konkluderede de, at jorden var meget velegnet til Chardonnay og Pinot Noir. I løbet af de næste 10 år plantede de flere vinstokke, byggede vandreservoir, installerede drypvanding og byggede espaliersystemer til opbinding, så druerne kunne få så meget sol som muligt.

Siden 2009 har Fort Ross Vineyard haft er tæt samarbejde med vinmageren Jeff Pisoni og han har også hjulpet med at lave denne 2012 Pinot Noir Symposium, der – splitte mine bramsejl – slet ikke er Rolf ren, men lavet på 96% Pinot Noir og 4% Pinotage. Hvorfor de stopper 4% anden druemost i, forstår jeg dog ikke.

Druerne håndplukkes i små spande i de kølige timer om natten. Efter yderligere håndsortering sker maceration og fermentering på temperaturstyrede ståltanke med 1-2 daglige omrøringer.

Vinen overføres herefter til franske egefade, hvoraf 25% er nye og lagrer 10-11 måneder. Igennem hele processen holdes de forskellige kloner og parceller adskilt og vinen flaskes ufiltreret.

Frugten i næsen er mørkere end hos den europæiske familie, brombær, blåbær, blommer og samlet set lidt overekstraheret suppleret med præg fra egefade, brændte fade, læder, grafit, lidt mentol, og tørrede blomster. Den er lidt fed og ganske frugtrig.

Smagen har også en smule marmelade gefüll i frugten, tæt og fed solbær, engelsk lakrids, men virkelig flot balanceret. Der er kompakt Pinot Noir og igen meget maskulin i udtrykket. Der er nogle mineraler og jern, som sikrer en vis strenghed.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Billard Père et Fils, Beaune 1. Cru Les Chouacheux, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Billard Père et Fils, Beaune 1. Cru Les Chouacheux, Bourgogne, FrankrigPå besøget hos Gert E blev vi også forkælet med masser af god Pinot Noir. Vi startede med en ægte bourgogne … Beaune 1. Cru Les Chouacheux fra Domaine Billard Père et Fils, der ligger ved den lille by La Rochepot i Côte de Beaune.

Vingården drives af Jérôme Billard, som I også kan se på billedet ovenover. Domænet er gået i arv fra far til søn gennem generationer, men det var Jérôme, som – efter overtagelsen af driften – startede med at producere og sælge vinene i eget navn. Før Jérômes overtagelse havde hans far blot solgt druerne til det lokale kooperativ.

Domaine Billard Père et Fils har samlet 12,5 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger under Hautes Cotes de Beaune, men derudover har man også marker i Saint Romain, Saint Aubin 1er Cru, Auxey Duresses og Beaune.

Markerne drives efter økologiske principper, udbyttet holdes lavt med bl.a. kraftig beskæring, alle druer høstes med håndkraft og der anvendes alene druernes naturlige gærceller ved gæring. Der laves årligt 90.000 flaske vin på gården.

Denne Beaune 1. Cru Les Chouacheux er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor druerne er vinificeret i rustfrie stålkar med 15 dages maceration og pigeage aka fodtrampning. Efterfermentering er vinen lagret 1 år på barriques, heraf 20% nye fade.

Næsen har masser af klassiske burgundiske træk med grønne, afbarkede grene, mælkede noter, blæk, jordbær, kirsebær, peber, kanel, røg, jord og er måske lidt til det kraftige i stilen.

I munden er det blødt og saftigt, smeltende blød, lys frugt, som aer dig på kinden, smyger sig rundt i mundhulen, breder sig og fader blidt ud. Nam. Vinen har en virkelig behagelig tørhed.

Kender ikke til importør eller pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, TysklandFra den mørke kælder på adressen Hauptstraße 24 i Erden skal vi nu smage denne Riesling Qualitätsschaumwein Brut Crémant. Kendere vil allerede på den særprægede etiket ha’ spottet, at det er endnu en vin fra Andreas Schmitges på Weingut Schmitges.

Den gode vingut Andreas’ Crémant Riesling Brut har jeg tidligere smagt i både årgang 2014 og 2015 … begge har jeg også skrevet om tidligere på Houlbergs Vinblog og været ganske begejstrede for.

Crémant Riesling Brut er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken. Den er lavet med blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det gule æbler, som er most en smule, lidt abrikos, fersken og et lille flor af blomster, gæret dej, ristede hasselnødder, citros og svag mineralitet. Det dufter virkelig godt … en forførende aroma, hvor de gule æbler dominerer.

Boblerne er friske uden at blive voldsomme, der er let sødme, abrikos, svag grape med en smule bitterhed, men samlet er det en fyldig, blid og rund crémant med god balance. Det bliver ikke for sødt eller for syrligt, selvom den bestemt er til den tørre side. Igen endnu et møjlækkert alternativ til champagne.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDem som kender det houlbergske univers – blogmæssigt eller in real life – ved, at fredag immer ist Spätburgunder tag i det houlbergske hjem.  Og her til aften har jeg i al hast åbnet en ærketysk Spätburgunder Trocken fra Weingut Hanewald-Schwerdt og dermed atter opfyldt min strenge vinøse uskrevne rettesnor, ledetråd og lov for en fredag.

Weingut Hanewald-Schwerdt holder til i byen Leistadt, som ligger lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz og ejes af Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen. De havde hver især drevet deres respektive huse siden 1995.

Vinhuset drives dog af næste generation, nemlig de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011. Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på.

De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder … en storesøsteren til denne fredagsvin.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim. Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fin Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … 7 dobbeltværelser og 1 enkeltværelse.

Nå, men her er det altså drengenes almindelige Spätburgunder … en almindelig Gutswein, som er vinificeret i åbne kar med maceration, gæring og er efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern, altså både store og små egetræsfade.

I glasset dejlig lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder væske med en lidt krydret næse. Der er lidt jordbær, hindbær, kirsebær og svagt mørkere bær, kanel, tobak, blomster, bolsjesødme, røg og måske endda også lidt skovbund. Faktisk en fin næse.

Smagen er let, saftig med både sødme og en smule mineralitet og jern, selvom det er ganske sagte. Der er modne kirsebær, krydrede elementer, men fandeme også stor drikkeglæde. Det er en billigere Spätburgunder, som passer perfekt på sådan en fredag … så kan det kun blive en god weekend. Giv den godt med luft … vi kravler op på 5 tomler i fredagsbaren.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Chateau Ste. Michelle, Chardonnay 50 Years, Washington State, USA

2016 Chateau Ste. Michelle, Chardonnay 50 Years, Washington State, USAJeg smagte forleden denne jubilæumsvin … en vin som markerer, at det amerikanske vinhus Chateau Ste. Michelle nu har lavet vin i over 50 år. Vinen er deres Chardonnay 2016 … årgangen 50 år efter vingården opstod som Chateau Ste. Michelle.

Den amerikanske vinfarm ligger ved byen Woodinville i Columbia Valley i Washington States. De første vinstokke blev allerede plantet der ilbage i 1960’erne af den store, amerikanske – og nu afdøde – ønolog Andre Tchelistcheff som startede en vinproduktion under navnet Ste. Michelle Vintners.

Vingården har dog sine rødder helt tilbage til 1912, hvor gården blev bygget af tømreren og baronen Frederick Stimson, men det var altså først langt senere, at vinproduktionen begyndte på gården.

Det skete under navnet Ste. Michelle Vintners og ledet af den legendariske vinmager Andre Tchelistcheff fra Californien. De første vinstokke fra Ste. Michelle Vintners blev plantet på Cold Creek Vineyard i 1972 og denne vinmark er den dag i dag én af de ældste og mest anerkendte vinmarker i staten.

I 1976 blev der bygget et decideret slot til vingården – fransk inspireret selvfølgelig – og samtidig ændrede vingården også navnet til Chateau Ste. Michelle.

Vingården voksede herefter stødt, og ejer i dag 575 hektar vinmarker i Columbia Valley fordelt på 4 større lokationer, Cold Creek, Canoe Ridge, Horse Heaven og Indian Wells.

Chateau Ste. Michelle har deres produktion på 2 lokationer, hvor den ene vingård er afsat til hvide og en anden til de røde vin. På slottet, som ligger i byen Woodinville, laves de hvide vine, mens de røde vine laves på godsets vingården Canoe Ridge Estate Winery i den østlige del. I dag er den primære vinmager Bob Bertheau sammen med Raymon Mckee og Vendy Stuckey

Denne Chateau Ste. Michelle Chardonnay 50 Years fra Columbia Valley, hvor markerne ligger i læ fra Cascade Mountains. Druerne kommer fra forskellige marker og vinifikationen er sket på rustfrie ståltanke.

52% af vinen er derefter gæret malolaktisk og lagret sur lie 6 måneder på en blanding af franske og amerikanske egefade, heraf 10% nye fade. Derefter er vinen sammenstukket med den ikke malolaktisk gærede og ej faglagrede del for at give den en vis friskhed.

Næsen byder heller ikke på en fed, amerikansk faglagret Chardonnay, men er er langt rankere. Der er kvæde, abrikos, melon, endda lidt tørret i frugten, eg, røg, spegepølse samt et kalkagtig præg.

Smagen er blød, dejlig og aromatisk. Igen nogle røgede elementer, cremet, blød og alligevel med en lille smule fedme, mens syren er lidt for vag og blid, men det er nok også den største anke. Samlet er det en Chardonnay, som smager rigtigt godt … og fint at det ikke bliver overdone og over-oaked. Lander lige et sted mellem 4½ og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7