Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Weingut Deutzerhof, Grand Duc Reserve Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Grand Duc Reserve Spätburgunder, Ahr, TysklandDen sidste Spätburgunder i glasset hos Weingut Deutzerhof blev denne 2016 Grand Duc Reserve Spätburgunder, som er opkaldt efter en af områdets ugler, der netop kaldes Grand Duc.

Den findes bl.a. ved Deutzerhofs Neuenahrer Kirchtürmchen mark, som har en undergrund med et tykt lag ler, skifer, sten, greywache og basalt. Vinstokkene er heller ikke helt nye, så udbyttet ligger lavt … et sted mellem 25-30 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermenteret i åbne trækar som de forrige vine … altså nogenlunde samme metode til produktionen og alene med druernes naturlige gærceller.

Men Grand Duc Reserve Spätburgunder adskiller sig dog ved, at den er lagret hele 30 måneder på barriques, heraf 12 måneder på brugte fade. Den er en versteigerungswein … en vin, som normalt bliver bortauktioneret og pengene doneret til gode formål.

Næsen er noget anderledes end de foregående … der er masser af egetræ samtidig med langt mere røg, en lidt mulle vinkælder og så en mere moden frugt, som samtidig er noget mørkere … kirsebær, brombær, blommer, vanilje, chokolade og krydderier.

I smagen har vinen masser af frugt, igen de lidt mørkere bær, kirsebær, brombær, blommer … virkelig koncentreret og samtidig meget blød, kraftig og velsmagende. Det er ikke en sådan finesse Spätburgunder, som de foregående, men byder på noget andet … mere fyldig, krydret og lidt federe.

Det er ikke en vin, som kan købes … derfor ingen pris.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, Italien

2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, ItalienVi sluttede til desserten med en sød dessertvin … en 2014 Vinsanto del Chianti Classico fra Castello di Volpaia … igen sendt undervejs af den charmerende og meget talende Frederica Mascheroni Stianti.

Frederica arbejdede egentlig oprindeligt med restaurering af gamle kalk- og oliemalerier, inden hun valgte at hjælpe familien på vingården. Og denne aften delte hun ud af sin viden omkring vingården, arbejdet med vinene og selvfølgelig de 3 vine, som vi smagte fra Castello du Volpaia.

Vinsanto del Chianti Classico er lavet på Trebbiano samt Malvasia Bianca del Chianti. Vin Santo, som betyder hellig vin, er en historisk toskansk vin, som stammer helt tilbage fra middelalderen. Det rygtedes dengang, at vinen blev brugt som et helbredende middel af en kendt mand fra Siena. Deraf navnet santo, som betyder hellig.

Hos Volpaia anvendes kun de bedste druer, som efter høst hænges til tørre i husets vinsantaia … et stort loftrum indrettet til samme formål. Der hænger de i 4-5 måneder uden at blive berørt inden druerne så presses og kommer i små caratelli egetræsfade, hvor vinen så gærer sammen med madre aka modervin … en rest fra tidligere Vinsanto produktion.

Derefter har vinen så lagret 5 år på de små egetræsfade, inden vinen så aftappes på flaske. Vinen har et sødme niveau med 112 gram restsukker pr. liter.

Næsen er nærmest tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler, nødder, akaciehonning, karamel og pænt med sødme. Det dufter sgu rigtigt godt. I munden har vinen egentlig – trods pænt med sødme – et frisk bid. Det er kryokoncentrerede æblemost med en krydret varme, salte nødder, lidt ild fra alkoholen og lidt bitterhed og selvfølgelig masser af sødme. Det smager fabelagtigt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 339 kr., men pt. er på tilbud til 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, ItalienFørste rødvin til Jysk Vins lille Winemaker’s Dinner var fra vinhuset Castello di Volpaia, som jeg skrev om tilbage i august. Her er det deres almindelige Chianti Classico, som dog slet ikke er så almindelig endda.

Vinen blev selvfølgelig præsenteret af Frederica Mascheroni Stianti, som også fortalte lidt om vinhuset, der ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti … men alt det kan du læse om i mit tidligere blogindlæg om husets 2016 Chianti Classico Riserva.

Dette er lillesøsteren … lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, som kommer fra markerne Campo a Pitti, Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Montanino, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia.

Markerne ligger i 400 – 570 meters højde og vinstokkene er plantet i periode mellem 1972-2004 i en jord med sandsten og ler. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og knust let inden gæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader med punch down to gange dagligt.

Derefter sker en efterfølgende maceration i 10 dage inden den malolaktiske gæring og lagring 14 måneder i 450-900 liter store slavonske egetræsfade.

Vinen har en etiket, som viser én af de 4 kirker, som i 1443 blev tegnet arkitekten Michelozzo di Bartolome og bygget indenfor bymuren af Castello di Volpaia fæstningen.

Næsen byder på en dejlig aroma, mørk, gæret, mælket og flæsket i udtrykket, lidt landlig, med tobak, eg, mentol og umiddelbart en lidt mørk og kraftig Chianti. Der er dog samtidig en lille syrlighed med tranebær, ribs, hindbær, kirsebær tilsat lidt svampe. Det dufter faktisk rigtigt godt.

Smagen er langt lettere end duften med en klar ren italiensk syre, pænt tør og har tætte og stramme tanniner. Meget direkte, ren, lys og fin frugt, meget ung og syrlig, men for pokker … det smager mægtigt godt og skræmmende god for en basis Chianti.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men pt. er på tilbud til 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, TysklandBritta Stodden syntes , at vi også lige skulle smage samme vin i den seneste årgang … nemlig årgang 2017, som var flasket i maj i år. Vi protesterede ikke … på den måde er vi ret nemme.

Vinen er selvfølgelig lavet fuldstændig på samme måde som 2016’eren. Druerne høstes med håndkraft og sorteres også manuelt. Alle druerne kommer fra den VDP klassificerede  Große Lage mark Recher Herrenberg. Efter høsten afstilkes druerne og undergår en 18 dages gæring med skindet i temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 17 måneder på en kombination af brugte og nye barriques. Vinen bliver derefter tappe på flaske uden filtrering overhovedet.

Det kan nemt blive en gentagelse af forrige smagsnoter, men 2017’eren er i næsen klart mere grøn. Frugten er nok også lidt mere lys og stringent … ribs, kirsebær, umodne blommer og ribs, og ellers er der igen den søde kostald, den karakteristiske Ahr røgede note, lidt vanilje fra fadene, lidt nelliker, chokolade, mineraler, ristede mandler og grønne urter.

I munden har 2017’eren også klart mere syre, virkelig stram og endnu en smule uforsonlig. Der er således masser af strenghed og dominerende syre. 2017’eren er heller ikke helt så krydret, hvilket specielt kommer til udtryk i eftersmagen. Men den har dog samme lækre, lyse og elegante frugt med ribs, brombær og tranebær.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, TysklandNæste Weingut Jean Stodden Spätburgunder var også en Gutswein, nemlig deres Spätburgunder JS.

Der er egentlig ikke den helt store forskel i produktionen … altså udover en længere lagring, som samtidig heller ikke sker i store egefade, men derimod på barriques.

Spätburgunder JS er således også en cuvée, som er lavet af druer fra Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne er håndplukket og sorteret manuelt med 14 dages gæring med skallerne, mens lagringen har varet 16 måneder på barriques.

Næsen er igen let, lys og transparent … elsker den transparente teglfarve i vinen. Næsen har en meget fin lethed, lyse bær, jordbær, ribs, kirsebær, en snert af den søde kostald, animalsk og røget med bolsjesyre, lidt fagpræg med eg, vanilje, kakaopulver, gazebind, grafit, mineraler, grønne noter og grønne urter.

Smagsmæssigt er syren virkelig i førersædet, stram, præcis og virkelig skarp, men på en kontrolleret facon og samtidig bare alt for ung endnu. Der er lys, fin frugt, ribs, tranebær, peber, røget, toast og tanninerne er ikke vilde, men nogenlunde bløde. Det er hammer god Spätburgunder … og så er det endda kun en Gutswein aka basisvin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, Spanien

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, SpanienBodegas Maurodos var Mariano Garcias 2. projekt efter opstart af Bodegas Mauro. I 1997 valgte han at udfordre sig selv endnu en gang, da han etablerede Bodegas y Viñedos Maurodos på vingården San Román i Toro-distriktet vest for Ribera del Duero. Og derfra smager vi nu vinen San Román.

Vingården San Román ligger lidt syd for byen Pedrosa del Rey og havde ved købet tilhørende 35 hektar vinmarker omkring  San Román de Hornija og Villaester. Det er siden udvidet til i alt 135 hektar bestående af både ældre og yngre vinstokke, primært Tinta de Toro og Garnacha … altså Tempranillo og Grenache.

Vinstokkene har en gennemsnitsalder på omkring 35 år. En del af markerne er beliggende i op til 750 meters højde i et råt klima med bagende sol og næsten ingen regn, som tvinger vinstokkenes rødder til at søge dybt ned i undergrunden for at få vand.

Mariano Garcia har siden opstarten og udviklingen af vingården overladt det meste af driften til sin søn Eduardo, som bl.a. er udlært i Bordeaux og Bourgogne. Og han laver alene 2 vine på Bodegas Maurodos, nemlig basisvinen Prima og så denne San Román.

San Román er lavet på 100% Tinta de Toro, altså ren Tempranillo, som er vinificeret på en kombination af stål-, træ- og cementtanke, og efterfølgende er vinen lagret 24 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade … og både nye samt let brugte.

Næsen byder – udover på mørk og tung frugt – på mere aromatiske elementer, er mer’ blomsterrig og medicinsk. Frugten er pænt tung og koncentreret med fedme, flomme, tørhed og samtidig virker præg fra egefadene og tanninerne mere markante. Der er solbær, mørke kirsebær, hindbær, balsamiske noter, kakao, jern og tør eg.

Smagen er også utrolig tør … det er engelsk lakrids og lakridsrod, mørke og tætte bær, brombær, solbær, masser af krop og fylde, lidt flad syre, noget blæk … men alt sammen meget blødt. Der er måske lidt alkohol eller peber, som brænder en smule i eftersmagen.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 309,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, Spanien

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, SpanienDe næste 6 vine fra de 4 vinhuse Bodegas Maurodos, Bodegas Garmón Continental, Bodegas Aalta og denne Bodegas Mauro har alle en stor fællesnævner, nemlig Mariano Garcia … nok en af Spaniens bedste vinmagere og anerkendt som en af den internationale vinverdens mest kompetente vinproducenter. Vi starter med at smage vinen Mauro fra Bodegas Mauro.

Bodegas Mauro ligger i udkanten af den lille by Tudela de Duero omkring 10 kilometer sydøst for større Valladolid. Det er grundlagt i 1978 af Mariano Garcia … ikke at forveksle med Mariano García Remón, tidligere spanske målmand i Real Madrid i 1950’erne eller den spanske langdistanceløber med samme navn Mariano García.

Mariano García var allerede tilbage i 1968 startet som vinmager på legendariske Vega Sicilia, som han faktisk arbejdede for i 30 år helt frem til 1998, men startede sit lille vinhus i Tudela de Duero … før appellationen DO Ribera del Duero blev etableret i 1982.

Vinhuset opkaldte han efter sin far Mauro Garcia og med i købet fulgte 80 hektar vinmarker med 20-25 år gamle vinstokke med Tinto Fino aka Tempranillo i veldrænet, let jord med kalksten og kalkholdig ler. Og vinene blev solgt med den brede områdebetegnelse Castilla y León, hvilket Mariano Garcia fortsat i dag fastholder.

Det svaret lidt til den italienske IGT betegnelse og betyder samtidig, at man ikke bliver omfattet af appellationens regler og det giver også større fleksibilitet i produktionen.

Bodegas Mauros marker ligger både ved byen Quintanilla de Onésimo – hjemby for den berømte Pingus – i Ribera del Duero, mens en anden del af markerne er beliggende ved vineriet i Tudela de Duero.

Hovedparten af druerne kommer således inden for grænserne af Ribera del Duero, men Mauro anvender som nævnt også druer fra vinmarkerne omkring byen Tudela de Duero … men det betyder reelt ikke så meget for Bodegas Mauro, hvor al fokus er på produktion af gode kvalitetsvine.

I starten skete produktionen i en gammel villa med store vinkælder, men siden 2004 har Bodegas Mauro haft til huse i et stort, moderne vineri … state-of-the-art og det vidner om den succes, som Mariano Garcia har opnået med sine vine fra Bodegas Mauro.

Alt høstes med håndkraft, og der foregår allerede i vinmarken en streng selektering af hver enkelt drueklase. De 80 hektar vinmarker giver basis for 4 forskellige vine på Bodegas Mauro … omkring 15% af den samlede høst bliver til topvinen Vendimia Seleccionada aka Mauro VS.  Den fremstilles af druer fra to af bodegaens bedste marker.

Druerne fra de øvrige marker indgår i denne basis signaturvin Mauro, som vi her har i glasset. Siden 1996 har man i særligt gode årgange også lavet enkeltmarksvinen Terreus og derudover laver Mariano Mauro også en hvidvin på Godello.

Denne 2016 Mauro er lavet på 95% Tempranillo og 5% Syrah fra marker i Tudela de Duero og Traspinedo. Druerne er omhyggeligt sorteret og flyttes alene ved hjælp af tyngdekraften i det moderne vineri. Vinen spontangærer alene på druernes naturlige gærceller med en maceration i 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på en kombination af franske og amerikanske barriques og foudres i forskellige aldre.

Næsen er stor og animalsk … flæsk, bacon, tavlekridt og har nærmest et køligt præg, duften fra et hospital, røgede bær, solbær, enebær, lakridsrod samt norske brystdråber. Det er power, kraft og så alligevel også meget mer’.

Smagen er frisk og lettere end næsen indikerede. Der er runde og mellemrøde bær, bløde tanniner, som er fint integrerede. Vinen har et tørt og frisk bid, meget direkte in your face. Syren lover samtidig, at vinen godt kunne klare nogle år i kælderen inden den når sin absolutte top. Den sniger sig lige elegant op på 5 fingre.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste gamle Bordeaux vin … en 2003 Saint-Émilion Grand Cru er fra et vinslot, der ikke længere eksisterer, nemlig fra Château La Tour du Pin Figeac.

Indtil 1879 var slottet en del af det store Saint-Èmilion vinslot Château Figeac, men slottet blev opdelt i to vinhuse, hvor så den mindste del blev solgt og igen opdelt i 2 halvdele, hvor den mindst del blev til Château La Tour du Pin Figeac. Slottet blev i 1947 købt af Antoine Moueix, som er fætter til legendariske Jean Pierre Moueix. Familienavnet Moueix er ensbetydende med topvine fra Bordeaux’ højrebred, da familien ejer en lang række vinslotte.

Imidlertid blev Château La Tour du Pin Figeac i 2006 solgt til Château Cheval Blanc, som frem til 2011 fortsatte med at lave vine under det gamle navn, selvom en del af markerne allerede fra starten blev en del af Cheval Blanc.

I dag er Château La Tour du Pin Figeac helt forsvundet, og dens dengang 11 hektar vinmarker er nu basis for nogle af vinene fra Château Cheval Blanc.

Denne 2003’er er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc, som er høstet manuelt. Efter afstikning af drueklaserne har vinen gæret i temperaturstyrede ståltanke, så sker den malolaktiske gæring og derefter lagrer vinen sur lie 15-18 måneder på barriques, heraf omkring 60-80% nye fade.

Næsen byder på lidt fed frugt, solbær, solbærmarmelade, lidt gæret i frugten og samtidig er der pænt med fadpræg, fx tør egetræ, godt med vanilje, svampe, fennikel og en lille syrlighed.

I munden er frugten meget stringent, sådan nærmest både solbær og ribs, klart en moden frugt, men den går hånd i hånd med masser af syre, godt med tanniner og okay balance.

Ingen forhandler længere.

Vinanmeldelse 5/7

2002 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2002 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigLidt mer’ Bordeaux med alder … nemlig en 17-årig 2002 Château Grand-Puy Ducasse  5. Grand Cru Classé.

Vinslottet var egentlig oprindelig en del af Château Grand-Puy-Lacoste, hvis historie går helt tilbage til 1600-tallet, hvor det var ejet af M. de Guiraud, som også var medlem af Parlamentet i Bordeaux.

Herefter gik slottet i arv … først til én af Guirauds døtre, som selvfølgelig tog ægtemandens navn. Og da slottets navn dengang, efter de stolte traditioner bestod af et stednavn – her Grand-Puy – samt ejerens navn, ja så skiftede slottet også navn nogle gange.

i 1750 frasolgt ejerne en del af markerne på den store, grussede Grand-Puy bakke. Køberen var Pierre Ducasse, og det var så starten på Château Grand-Puy-Ducasse.

Slottet har i dag 40 hektar vinmarker,  som er spredt ud over en stor del af Pauillac … bl.a. med parceller, der grænser op til markerne fra Château Lafite og Château Mouton Rothschild i den nordlige del i Pauillac, mens markerne i den sydlige del grænser op til Château Pichon Baron.

Siden 2004 har slottet været ejet af Groupe Crédit Agricole, som har sat Anne Le Naour ind som teknisk direktør og ønologen Hubert de Bouärd som konsulent for huset.

Men denne 2002 Château Grand-Puy Ducasse Pauillac 5. Grand Cru Classé er altså fra tiden før ejerskabet blev ændret og slottet var ejet af en gruppe investorer.

Vinen er lavet på 62% Cabernet Sauvignon samt 38% Merlot. Al høst foregår selvfølgelig med håndkraft, hvorefter druerne ved ankomst til vineriet sorteres via optisk scanner. Vinificeringen sker i rustfrie ståltanke og efterfølgende 18 måneders lagring på egefade, hvoraf omkring 50% er nye fade.

Det er moden frugt, mørk og fed, lidt vampet, solbær, skovbær, ganske frugtrig og fadene er godt integreret, hvilket suppleres med lidt læder, skovbund og svagt lidt cigaræsker.

I munden er vinen tør og har trods alderen masser af tanniner og liv, frugten lidt blåbær med en frisk syrlighed. Vinen har virkelig et frisk bid, men virker til gengæld ikke så dyb, men det smager godt og igen et tydelig bevis på, at god Bordeaux bare kan tåle masser af alder.

Nyere årgange forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr. i forsalg.

Vinanmeldelse 5/7

2007 Domaine de Chevalier, L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2007 Domaine de Chevalier, l’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVi laver lige en lille bordeauxfil pause med denne 2007 L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan fra Domaine de Chevalier.

Domaine de Chevalier ejes i dag af Bernard familien, hvis historie går helt tilbage til 1155, men har været ejer af vinslottet siden 1983, hvor familien købte vinslottet med dets 18 hektar vinmarker for 23 millioner franske Francs.

Selve slottet kan dog dateres helt tilbage til 1600-tallet, men blev først sådan offentlig kendt i 1865, hvor det blev købt af Ricard familien, der i forvejen drev en bødkerforretning i Bordeaux.

Dengang var slottet kendt under navnet Gascon Chivaley, men senere under Arnaud Ricards ledelse ændrede man navnet til det nuværende Domaine de Chevalier.

Det var specielt Arnaud Richard, der som 21-årig i 1948 overtog ledelse, som udviklede slottet. Han sørgede bl.a. for en renovering af markerne med bedre drænsystemer og fik gjort slottet kendt.

Da Bernard familien i 1983 købte slottet, så satte de den unge Olivier Bernard i spidsen for slottet, og hans første beslutning var at fortsætte med det hold af vinmagere, som hidtil havde lavet vinene på Domaine de Chevalier.

Han sørgede derudover for opkøb af yderligere vinmarker og genplantede en del af de eksisterende. Derudover renoverede han også selve vineriet og byggede et ovalt, cylinderformet kælderrum til lagring af slottets vine.

I dag drives vinslottet fortsat af Olivier Bernard sammen med hustuen Anne og deres to sønner Adrien og Hugo Bernard, som snart forventes at overtage hele driften.

Domaine de Chevalier har i dag over 100 hektar jord, men heraf er alene 45 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

Vinen L’Esprit de Chevalier er slottets andenvin, som i denne årgang 207 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon og 30% Merlot. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke med 4-6 dages gæring ved op til 32 grader og efterfølgende 12-15 dages maceration. Derefter lagres vinen 12 måneder på egefade, der er anvendt to gange før.

Næsen byder på noget fylde, blommer, solbær, blåbær, godt med våd muldjord, kælder, let mulle, en gæret syrlighed, peber, kanel og lidt  engelsk lakrids.

Smagen er til gengæld mere syrlig end forventet, så vinen bærer bestemt sin alder pænt. Den er voldsom tør med blæk og godt med aftryk fra egefadene.

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor en flaske en primeur koster 188 kr.

Vinanmeldelse 5/7