Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Château Palvié, Palvie Blanc Sec, Sud-Ouest, Frankrig

2022 Château Palvié, Palvie Blanc Sec, Sud-Ouest, FrankrigChâteau Palvié er en del af Vignobles Jérôme Bézios og ligger i Cahuzac-sur-Vère, der er en del af appellationen Gaillac i Sud-Ouest i Frankrig og derfra smager jeg en 2022 Palvie Blanc Sec.

Vignobles Jérôme Bézios drives af Jérôme Bézios og han ejer og driver reelt 2 vinslotte, nemlig Domain The Merchants’ Cross med 30 hektar ved Montans og så Château Palvié med omkring 20 hektar i Cahuzac-sur-Vères.

Begge vinslotte ligger i appellationen Gaillac, men det startede med Domain The Merchants’ Cross, som Jérômes far Jean-Marie Bezios grundlagde tilbage i 1970’erne, mens Jérôme først kom med i driften i 1998 … og først senere er Château Palvié ejendommen kommet i familiens eje.

Her smager vi først en Palvie Blanc Sec fra netop Château Palvié og lavet på 100% Mauzac, som jo er en traditionel, fransk hvid druesort, der findes i hele det sydvestlige Frankrig. Druerne er høstet fra 50-80 år gamle vinstokke med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Nogle steder på husets hjemmeside står der også, at det kun er 80% Mauzac og så 20% Sauvignon Blanc, mens der andre stedet står, at det er ren Mauzac. Vinen er lavet i ståltanke med CO2 under lav temperatur, men lagret på egefade sur lie i 9 måneder.

Duftmæssigt er det en dyb, tæt og fyldig hvidvin … den har en skøn kombination af dåsepærer, abrikos, saftige ferskner og måske er en del af abrikoserne lidt tørret. Den har en disket smøragtig tyk jakke på med lidt vanilje, hasselnødder og brunet smør, en ret sødkrydret syre, der virker intens, maskulin og let røget …det dufter faktisk ret lækkert.

Smagen er anderledes end forventet. Selvom den duftmæssigt er en smule chardonnaysk i stilen, så er smagen meget anderledes. Her er der en sødbitter frugt, tørret abrikos, grapeskal, syltet grape, bitre cideræbler … men alt egentlig ganske cremet og næsten olieret. Der er ikke så megen syre … eller i hvert fald er syren mere mørk, bitter og kommer først frem langt inde i munden. Anderledes, men er sgu nærmest et lille kraftværk af en hvidvin, der til prisen er ekstremt spændende. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Leitz, Eins-Zwei-Dry Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Leitz, Eins-Zwei-Dry Riesling, Rheingau, TysklandDerefter fortsatte jeg så med søstervinen fra Weingut Leitz og selvfølgelig på Riesling – Rheingau er jo en af Riesling druens højborge – og det blev med en 2023 Eins-Zwei-Dry Riesling.

I modsætning til Sauvignon Blanc søsteren, så er denne RIesling udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og det gælder altså både den alkoholiske gæring og efterfølgende lagring.

Den har dog lidt samme feeling som foregående Sauvignon Blanc med en vis fedme. Men duftmæssigt kommer der også her tydligere mineralitet frem sammen med en lidt linolieagtig note sammen med citroner, pigeonæbler, fersken og abrikos. Der er ingen petroleum og således alene svag antydning-

I munden er det en frisk – let fyldig – Riesling, hvor der er syltede citroner, friske citroner, kandiseret grape, syrlig æblemost og har i det hele taget et frisk bid … med lidt kropslig fylde. Der kommer også nogle grønne krydderurter af basilikum og citronmelisse. Den virker levende, spiller på tungen og spræller i munden, så 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 119kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, Østrig

2023 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, ØstrigLad os fortsætte med lidt Riesling, så næste vin blev en 2023 Furth Riesling fra Weingut Malat, der både driver et vinhus og et 4-stjernet hotel på Hafnerstraße i byen Palt ved et af Donau flodens mange sving.

Vinen har jeg smagt før … i en årgang 2021 og dengang fortalte jeg også en masse om vinhuset, historien og deres marker.

Det gør jeg ikke denne gang, men kigger alene videre på denne 2023 Furth Riesling. Den er lavet med Riesling druer fra marker ved  Furth i Göttweig.  Al høst er foretaget ved håndkraft, hvorefter vinen gærer på naturlig vis på stål for slutteligt at lagre på store, gamle, neutrale træfade. Vinen har kun 1,1 gram restsukker pr. liter.

Klinisk, steril og pivfrisk duft med en snert petroleum, et snert nødder, luftig og inderlig kalket mineralitet samt en kølig frugt med grønne æbler, lemon, citroner og nogle umodne nektariner. Der er også godt med frugtsten og druekerner,

I munden minder vinen virkelig meget om 2021’eren med masser af citronsyre, lemonsaft, umodne æbler … spids, syrlig, ætsende syrlig, hvilket giver et vildt frisk bid. Der er sgu så megen syre, at emaljen på dine tænder næsten krakelerer på en dejlig masochistisk måde og får dine storetæer til at stritte op i vejeret. Det er en rigtig skarp lille syrebasse og dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Edmond Monnot, Maranges 1er Cru Les Clos Roussots, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Edmond Monnot, Maranges 1er Cru Les Clos Roussots, Bourgogne, FrankrigMaranges er en mere ukendt appellation syd for Santenay i den sydlige del af Côte d’Or og den forbinder Côte d’Or med Saône-et-Loire. Her smager jeg en 2021 Maranges 1er Cru Les Clos Roussots fra Domaine Edmond Monnot.

Vinhuset holder til i Dezize-lès-Maranges i Côte-de-Beaune og er grundlagt i 1920 af André Monnot.

I dag er det dog hans barnebarn Stéphane Monnot, som driver stedet. Han overtog som 3. generation driften fra sin far Edmond Monnot i 2007 og driver det sammen med sin hustru Christelle, der også selv er fra en familie af vinbønder, da hun kommer fra Saint Amour i Beaujolais.

Monnot familien ejer i dag 9 hektar vinmarker i Maranges og på deres vinmarker har vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 35 år. Markerne ligger næsten udelukkende i Maranges, men de ejer også lidt vinmarker i Santenay, hvorfra nogle af deres Chardonnay druer kommer.

Ud af husets 9 hektar er de 6,5 hektar marker med Pinot Noir, 1,5 hektar er med Chardonnay og derudover har de 1 hektar Aligoté og samlet er 5 hektar 1er Cru marker.

Denne 2021 Maranges 1er Cru Les Clos Roussots er lavet med Pinot Noir druer fra den 28 hektar store mark Roussots i Maranges, men Monnot ejer blot en parcel på sølle 0,8 hektar på marken, som har primært ler- og kalkholdig jord, ligger i 290 meters højde og har 60 år gamle vinstokke.

Gæringen er sket over 21 dage med løbende punch down og efter endt fermentering er vinen lagret samlet 18 måneder … hvoraf de 12 måneder er på Allier egefade med 20% nye fade og derefter 6 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske.

I forhold til de foregående burgundiske vine, så er denne i duften langt mere grøn. Det er både grønne blomsterstilke, eukalyptus og rosmarin, mens frugten er klar, ren og skarp med hindbær, rabarber, kirsch, kirsebærsten samt vilde jordbær men samtidig meget koncentreret, direkte med læder og cedertræ.

Smagsmæssigt har vinen også en nærmest grøn nerve … en hård, direkte, ren, frisk og koncentreret frugt af både rabarber, mirabeller, jordbær og syrligbitre kirsebær … masser af bid og samtidig utrolig flot afbalanceret. 92 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster325 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Jean-Marc Pillot, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2022 Jean-Marc Pillot, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSvagt sydøst for Chassagne-Montrachet finder vi den burgundiske vinbonde Jean-Marc Pillot og fra ham smager vi en basis rødvin … en 2022 Bourgogne Pinot Noir.

Jean-Marc Pillot er 4. generation på vingården, men det er specielt under Jean-Marcs ejerskab, at vinhuset for alvor har fået slået sit ry fast som én af regionens mest fremragende producenter.

Mens Jean-Marc Pillot respekterer de tidligere generationers klassiske traditioner, så er han også kendt for sin nyskabende tilgang til vinproduktion. Han skaber vine med præcision, klarhed og en dybde, der taler til både traditionelle og moderne vinelskere.

Han har sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger i både Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Meursault, Saint Romain, Montagny, Santenay og Rully … mange af marker er 1er Cru vinmarker og Jean-Marc laver årligt omkring 60.000 flasker vin – nogenlunde lige mange hvide og røde.

Denne basis Bourgogne Pinot Noir er lavet med druer, der udelukkende kommer fra gamle vinstokke på marker i Chassagne-Montrachet, der efter manuel høst er afstilket og så derefter kommet i  den pneumatiske presse.

Saften går derfra til den underjordiske kælder via tyngdekraft, hvorefter gæringen er sket i egetræsfade, hvoraf 30% er nye fade og efter både alkoholisk og malolaktisk gæring, så er vinen lagret først 12 måneder på fadene og så 6 måneder i rustfrie ståltanke.

Det dufter sgu da meget godt … lidt urtet, har animalsk hestestald, lidt rustik og en kende umamiagtig med fade, nødder, Nutella, tobak, chokolade …. meget let og træagtig.

Smagsmæssigt er det en meget ren, klar og fin, har lidt af den eftertragtede sarte og friske frugt, hvor der både er søde og bitre kirsebær og jordbær, men tanninerne er fine og markante. Det er lækker fransk Pinot Noir. 92 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Bernard Millot, Beaune Clos les Longes Blanc, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Bernard Millot, Beaune Clos les Longes Blanc, Bourgogne, FrankrigEn lille burgundisk vinsmagning med Pinochar Wine ved roret startede med et glas af denne 2021 Beaune Clos les Longes Blanc fra Domaine Bernard Millot, der ligger på Rue de Mazeray midt i Meursault.

Domaine Bernard Millot er et lille familieforetagende, der i dag ledes af 4. generation i form af af den unge Emilien Millot. Han fik i 2008 ansvaret for driften af vingården fra sin far og årgang 2010 blev Emiliens første helt egne årgang.

Familien ejer i dag 8 hektar vinmarker i både Meursault, Puligny-Montrachet og Beaune, hvor hovedparten ligger i Meursault, mens de blot har 2 plots i Beaune og en enkelt plot i Puligny-Montrachet.

Deres vinmarker er i det hele taget delt ud på en del forskellige plots, så der laves ikke ret mange af hver vin … selvom der er mange, der gerne vil købe husets vine.

De er ikke certificeret organisk eller biodynamisk, men arbejder efter de gældende retningslinjer herfor. Emilien har ikke planer om reelt at blive certificeret, for de koster jo mange penge, men det kan være, at dette ændrer sig i nær fremtid.

Emilien er uhyre talentfuld, og de nye årgange af hans vine bliver bare bedre og bedre. Fra at være lidt tunge klassiske Meursault vine, begynder hans filosofi at brænde igennem vinene, så de besidder nu en præcision og rankhed, der lover fantastisk for fremtiden.

Han bruger næsten også al sin tid i markerne og arbejder målrettet med at forbedre kvaliteten i alle aspekter af produktionen.

De fleste af husets vine gærer og lagrer på klassiske burgundiske egetræsfade. De bruger kun en meget lille andel nye fade, så deres vine er imødekommende og givende også som unge. Det er en ret klassisk Bourgogne produktion og så vidt muligt fortages alt med håndkraft. Gæring foregår ved naturens hjælp med den naturlige gær der findes i kælderen.

Denne 2021 Beaune Clos les Longes Blanc er lavet med Chardonnay druer fra den lille mark Clos les Longes, der er smukt beliggende højt på skråningen vest for Beaune. Emilien har et lille plot på marken og laver kun meget få flasker herfra.

Gæring er sket alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på egefade og kun 10% er nye fade. Efter de 12 måneder er vinen lagret og klaret i ståltanke over 4-6 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Duftmæssigt har den en lille smørfrakke på, men det er en tynd sommerjakke, hvor der blot kommer en lille smule brunet smør, men ellers er det en let, luftig og blid aroma. Der er en smule nødder samt en kalket mineralitet, mens frugten er fersken, pærer og let abrikos, meget let, afbalanceret og struktureret.

Smagsmæssigt er det en frisk hvid burgundisk vin … har en lille beskeden cremethed og ligeledes fylder fadene ikke særligt meget i smagen, så dermed giver det et frisk og grønt bid, der endda næsten er helt blomstret. 91 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigNæste vin er hvid og burgundisk, for det er en 2020 Pouilly-Fuissé Blanc fra Madame Veuve Point.

Vinhuset er opkaldt efter enkefruen Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Hun var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2022 Pouilly-Fuissé.

Denne 2022 Pouilly-Fuissé Blanc er lavet med presning lige efter høst og sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, hvorefter der sker fermentering og så lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Det er fandeme elegant næse … luftig, let og kalket, mens frugten virker både ren og samtidig en anelse eksotisk. Det betyder således, at der er pærer, honningmelon, fersken, ananas, noget vanilje og i det hele taget fadpræg, som dog er forholdsvis diskret. Der er lidt mandler, akacietræ og lidt tæt blomsterpollen.

Sådan er smagen faktisk også … både ren og frugtig, men samtidig mærkes fadene også bare en lille smule. Dermed blider det på ingen måde en fadpumpet burgundisk Pouilly Fuissé, men en slank, ren og frugtrig vin, hvor frugten er melon, pærer, fersken og gule blommer. Syren er afdæmpet og det giver en lidt smooth, tynd, blød og cremet smag, der virker kalket, blød mineralsk og med fin struktur. 91 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, Italien

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, ItalienVi bliver med næste vin i Italien, for ved byen Agliano i Piemonte ligger Azienda Agricola Roberto Ferraris og derfra smager jeg nu denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Vinhuset ligger ved Barbera d’Asti og Nizza området og blev grundlagt i 1923 af Stefano Ferraris.

Samlet har man 12 hektar vinmarker, hvor flere har ret gamle vinstokke … nogle endda over 70 år og det er mest Barbera suppleret med Nebbiolo og Grignolino.

Siden 1987 har vingården været drevet af Roberto Ferraris, der er kendt for at lave Barbera vine til den kraftige side, som nu fx denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Her kommer alle Barbera druerne fra 50  år gamle vinstokke på marken La Cricca i 260 meters højde i Agliano Terme. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20-25 dage og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Duften er mørk … meget mørk. Det er koncentreret, fortættet og næsten indkogt mørk frugt af sorte kirsebær, blommemarmelade og solbærlikør, har godt med fadnoter af sød lakrids, muldjord, lerjord samt nogle mælkede aromaer med ymer, yoghurt med vanilje samt drys af mælkechokolade.

Det er kun i munden, at du mærker vinens høje oktantal på hele 15,5%, for der er sgu spark i madammen … det bliver dermed noget likøragtigt med solbærlikør, syrlige og sorte kirsebær, enebær, peber, noget campariagtig mørk bitterhed. Frugten er intens, koncentreret og sammenpakket med masser af styrke, smag, kraft og den fortsætter i lang, lang tid i eftersmagen. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine Machard de Gramont, Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Machard de Gramont, Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2014 Chambolle-Musigny les Nazoires fra Domaine Machard de Gramont og hos Gert E smagte jeg endnu en vin derfra i form af en 2022 Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes.

Pinot Noir druerne til vinen kommer fra gamle vinstokke fra forskellige parceller rundt omkring selve byen. Vinen er lavet med en lang gæring i åbne egekar og en lille andel af druerne er ikke afstilket.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i franske 228 liter burgundiske barriques i 15–20 måneder.

Duftmæssigt er det en meget ung burgundisk vin, der ikke virker helt voksen eller færdigudviklet, har noget jod, tyggegummi, søde kirsebær, tranebær, tørt træ, hæfteplaster, sød tobak, læder, grøn peber, let kanel … meget frugtrig.

I munden virker vinen også pænt skarp … godt med peber, som både bider og snerrer. Der er mest kirsebær, hindbær og jordbær, virker blød og rund, har lidt grønne tomater, skovbund og svampe, men den smager sgu godt og skal lige ha’ tid i glasset til at åbne sig. 92 point.

Forhandles bl.a. af  Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske i årgang 2018 koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalFra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola smagte jeg den røde søstervin … en 2017 Reserva Tinto, der er lavet på et skønt mix af Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon.

Som hos den hvide søster er druerne høstet med håndkraft og ligeledes afstilket 100%. Så er gæring og maceration sket i 5.000 liter franske egekar fra Seguin Moreau.

Efter endt gæring er vinen så overført til franske 225 liter barriques og dér sker malolaktisk gæring spontant. Lagringen på fadene varer 18 måneder, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det sgu skruet godt sammen … dyb, mørk, krydret med tør engelsk lakrids, sorte kirsebær, blommer og solbær. Der er også en snert røg, cedertræ, læder samt mørk chokolade med højt kakaoindhold.

I munden er vinen lettere, friskere og frugten lysere end duftmæssigt, men det virker faktisk rigtigt godt. Der er både lyse kirsebær og blommer, lidt ribs og sødsyrlig æblesaft. Det giver en frisk og frugtrig vin med fin og kontrolleret syre, nogle lyse og tørre tanniner, som dog aldrig forstyrrer eller tager magten. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7