Tag-arkiv: Italien

2014 Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Piemonte, ItalienMange regner kooperativet Cantina Sociale Produttori del Barbaresco som et af Italiens bedste vinkooperativer og det er derfra, at vi – som første vin fra Steffen – smagte deres  Barbaresco 2014.

Produttori del Barbaresco ligger selvfølgelig i Barbaresco by og har bl.a. fået deres succes ved, at de alene koncentrerer sig om én druesort og ét vindistrikt. Så de tilknyttede vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder.

Allerede tilbage i 1894 forsøgte Domizio Cavazza at samle alle vinavlerne i Barbaresco. Domizio var selv rektor for den kongelige landbrugsskole i Alba, var bosiddende i Barbaresco og grundlagde kooperativet Cantine Sociali, som bestod af 9 Barbaresco vingårde.

Cavazza havde forstået, at der var forskelle mellem Nebbiolo druer dyrket i Barolo distriktet sammenlignet med de samme druer, der blev dyrket ved Barbaresco.

Kooperativet Cantine Sociali måtte dog lukke i 1920 pga. en række økonomiske problemer i kølvandet på fascismen. Men i 1958 greb en præst i Barbaresco Domizio Cavazzas idé og grundlagde igen kooperativet … nu med 19 små vinavlere.

De kaldte kooperativet Produttori del Barbaresco … eller helt nøjagtigt Cantina Sociale Produttori del Barbaresco.

De første årgange vine fra Produttori del Barbaresco blev lavet i kælderen i den kirke, hvor præsten prædikede, men nogle år senere byggede man det vineri, hvor kooperativet i dag fortsat laver vinene.

Kooperativet er også vokset og tæller i dag 56 medlemmer, som dækker omkring 100 hektar vinmarker i Barbaresco appellation. Det er næsten 17% af de samlede vinmarker i området og giver en årsproduktion på omkring 420.000 flasker vin.

Hver familie/medlem af kooperativet har fuld kontrol over egen jord, men dyrker Nebbiolo druerne efter nøjagtige anvisninger fra kooperativet.

Produttori del Barbaresco råder over 9 Single Vineyards eller Cru’er, som de også kaldes. Det er markerne Asili, Muncagotta, Montefico, Montestefano, Ovello, Pajé, Pora, Rabaja og Rio Sordo, som hver især har forskellige terroir.

Produttori del Barbaresco er verdensberømte for at lave nogle af Piemontes bedste vine til prisen. Hvor andre producenter benytter ratings og lav produktion i visse årgange til at skrue priserne op til nye højder, der har Produttori bevaret jordkontakten og tænkt på kunderne og derved fået en meget stor fanskare verden over.

De sidste 10 år har man ydermere høstet op til 95 point hos Robert Parker flere gange og vinene har fået de 3 glas 11 gange, hvilket gør Produttori til 1-stjernet producent. Man har endda nogle gange fået de 3 glas i Gambero Rosso for husets almindelige Barbaresco, som vi her smager i årgang 2014.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra en række forskellige marker og er vinificeret i rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 28 grader over 30 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i store egefade og kooperativet laver årligt ikke mindre end 264.000 flasker af vinen.

I glasset virker det som en moden vin med lidt småbrunlige kanter, mens duften også afslører en moden vin, let flæsket bl.a med tørre kirsebær, hindbær, moden og lidt varm i udtrykket suppleret med mentol, stål, violer, læder og lidt krydderier.

Smagsmæssigt er det tørt med syrlig om end blød frugt, moden og saftig, kirsebær, knuste hindbær og lyse blommer. Igen kommer der lidt krydderier, lakrids, grafit, blomster og til sidst et virkelig tannisk bid … flot Nebbiolo Barbaresco.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 324,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Carlo Revello & Figli, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Carlo Revello & Figli, Barolo, Piemonte, ItalienSelvom Revello & Figli laver en god Barbara a’Alba, så er jeg nu mest til Nebbiolo druen, så derfor er det en sand fornøjelse at plaske et glas af vinhusets Barolo 2015 op i vinglasset.

De laver flere Barolo’er hos Revello, men dette er deres intro-Barolo, hvis man kan kalde den sådan? Men alligevel er alle Nebbiolo druerne til vinen fra 60 år gamle vinstokke fra flere af husets marker.

Vinen er lavet med 4 dages maceration i vandrette rotorfermentatorer, hvorefter den gærer videre 10 dage i rustfrie ståltanke, mens den malolaktiske gæring er sket i franske egefade. Så er vinen lagret 24 måneder på franske barriques, heraf 20% nye og 80% brugte fade og lagrer så på flaske indtil 4 år efter høsten.

I glasset er vinen forholdsvis lys, selvom den ikke er sådan helt transparent. Duften er rund og blød, men alligevel med masser af de klassiske Barolo dyder som læder, roser … parfumeret og blomstret suppleret med moden lys frugt, kirsebær, hindbær, ribs, trælim, sten, aske, læder og balsamiske noter.

Smagsmæssigt er det også rund, blød og moden vin, hvor man mærker husets modernistiske tilgang, for frugten er lidt mørkere end forventet med hindbær, solbær, ribs, granatæbler, lidt poleret og rund … men med en utrolig tørhed og uden at tabe syrligheden. Læg dertil tonsvis af ultrastramme tanniner, som hiver dig i ganen, så får du en rigtig stor Barolo.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Carlo Revello & Figli, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Carlo Revello & Figli, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienRevello & Figli er vi tidligere i år stødt på, da jeg smagte en skøn Langhe Nebbiolo. Nu smager jeg yderligere 2 vine fra vinhuset og starter med deres 2017 Barbera d’Alba Superiore.

Vingården ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og to sønner Erik og Niklas. De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.

Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.

Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.

Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.

Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.

Her smager vi så husets Barbera d’Alba Superiore i årgang 2017, som er lavet ved, at der først sker maceration i 6 dage i vandrette rotorfermentatorer, hvorefter der sker alkoholisk gæring over 10 dage på ståltanke, ligesom den malolaktiske gæring også foregår på ståltanke. Efter vinificering lagrer vinen 8-9 måneder på store 2.500 liters botti-fade og 12 måneder på flaske inden frigivelse til salg.

I næsen er det ikke blot Barbera, men Barbera med Nebbiolo gener, hvor der er violer og blåbær i sælsom infight med hinanden og oveni bøtten er der også både hindbær, ribs, blæk, røg, gran, vanilje, knust sten, appelsinskal, gammel balsamicoeddike … lidt af en rodekasse, men på den mest fantastiske måde.

Smagen bare stram, skarp og utrolig tør, syrlig og let. Der kommer også en smule sødme, men for pokker hvor det bare en frisk udgave af en Barbera. Jeg kan godt blive lidt træt af Barbera, som ofte kan blive lidt for bamsefede, men det gælder ikke denne Revello Barbera d’Alba Superiore … tværtimod. Her er det en skarp, fin vin med en frisk syre og dansede, valsende og svævende lethed.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Morra Gabriele, Barbaresco, Piemonte, Italien

2016 Morra Gabriele, Barbaresco, Piemonte, ItalienMorra Gabriele er et nyere vinhus beliggende midt i Alba og derfra kom næste vin … en 2016 Barbaresco.

Morra Gabriele er grundlagt i 2013 af de to venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello, hvor Gabriele tidligere har haft arbejde i Piemontes vinmarker, mens Stefano er sommelier og har arbejdet på restauranter i både Frankrig, Spanien, Italien samt i London i England.

Sammen har de overtaget vinhuset Pautasso Vini, der oprindelig er etableret i 1880 af Gabrieles bedstefar. Siden de overtog vingården, så er driften omlagt til biodynamisk … men de har kun 1,5 hektar med 25-60 år gamle vinstokke.

Her smager vi de to venners Barbaresco 2016, som er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, naturligvis med gæring efter månekalenderen. Derefter er vinen lagret, men hvor lang tid fremgår ikke. Den er tappet uden filtrering.

I glasset har vinen allerede brunlige nuancer, men er ikke lys eller transparent. Næsen er dog moden og rund, mens frugten er sådan meget kirch … vel kirsebær suppleret med tobak, bacontern, læder, grøntsagsfond og en balsamisk syre. Dermed bliver vinen i næsen ingen elegantier, men mere tæt, kompakt og lettere mørk.

Smagsmæssigt viser Nebbiolo druer imidlertid tænder … virkelig monstertør vin, lys og syrlig, mens tanninerne også er tørre, giver masser af bid og udtørrer munden demonstrativt. Frugten er ribs, tranebær og hindbær … alt er skarpt og stringent.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør og prisen på vinen i denne årgang 2016 er 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Silvio Grasso har jeg smagt før og været totalt forelsket i. Og nu er jeg det igen.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, der vistnok ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera samt Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2015 og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men skynder mig i stedet at få vinen i glasset og læner mig frydefulgt tilbage i stolen.

I glasset er vinen igen lys og transparent, hvilket får mine håbefulde forventninger til at stige et par etager. Og hvor dufter det altså bare pissegodt … pardon my french. Op af glasset strømmer nemlig en lys, fin og vanedannende aroma med violer, roser, mentol, timian, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs … sådan let våde og gæret. Der kommer også et let fadpræg, hvor både røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler vil lege med. Og uha hvor de leger.

Smagsmæssigt har vinen en lidt svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør, jordbær og egentlig meget frugtrig smag. Med luft i munden mærker du vitterlig et markant tanniske Nebbiolo bid, men syren bliver dog aldrig helt vild og tør, for den lille kække, søde side gør helheden venlig, måske endda nærmest saftig og læskende. Det er monsterlækker Langhe Nebbiolo, der vil kunne slå mange fine Barolo’er omkuld. Det bliver 5 kæmpe hjerteformede fingre med amorspil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 104 kr., hvilket må siges at komme i kategorien røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2016 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienHoulberg har været der før … smagt denne Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini på adressen Via Alba Monforte tæt ved Castiglione Falletto. Denne gang smager jeg vinen i 2016 årgangen.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2013 og 2015, så vinhuset har jeg skam skrevet om tidligere.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno. Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene. Først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaske vinen fuldstændig ufiltreret.

I glasset er vinen forholdsvis lys og lettere transparent … med en lidt modenbrun farve i kanten. Op af glasset strømmer masser af Barolo karaktertræk … læder, blomster, violer, masser af tørt træ, cedertræ, tør kakao, lidt mentol samt en moden frugt med en lille sødme. Det er blommer, jordbær, tranebær, lakrids og appelsinskal. Det er ikke en vild ekspressiv duft … sagte, men alt virker på rette plads.

I munden er det en lidt varm og fyldig Barolo og klart en kende mørkere end 2015’eren. Det er comfortblødt, varmt og rundt, men fortsat med tydelige og tørre tanniner, som dog aldrig for alvor gør vild væsen af sig eller bliver aggressive. Der er sort te, træ samt en frugt med både syrlighed, bitterhed og pæn tørhed … fin og frisk, men en postgang rundere end 2015’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Terrescure Vinaria, Sìlei Bianco, Toscana, Italien

2020 Terrescure Vinaria, Sìlei Bianco, Toscana, ItalienSommervarmen er tung … jeg har taget min bærbare og sat mig udenfor i skyggen under kirsebærtræet med en flaske hvidvin. What’s not to like? Vinen er en Sìlei Bianco fra Terrescure Vinaria.

Terrescure Vinaria ligger i  Certaldo 50-60 kilometer nord for Sienna og drives af Andrea Valiani, der er en veteran med over 40 års erfaring indenfor vinindustrien. Han har sammen med sønnen Marco i 2016 startet Terrescure Vinaria,. hvor de laver vin … dels fra deres egne 10 hektar vinmarker, men også med druer købt fra andre vinavlere.

Denne Sìlei Bianco er en blanding af Vermentino og Sauvignon Blanc, alle druerne høstes manuelt i begyndelsen af september og vinificeres separat i temperaturstyret rustfrit stål.

Vinen fik sit navn under blandingsprocessen, da Andrea Valiani lavede den perfekte blanding og udbrød si lei, som betyder hun er perfekt! Så det blev vinens navn.

Frisk næse, lidt grøn … har lidt hyld, blomster, pærer, melon, blomstervand, Jolly Time, lidt muskat og har en smule fyldighed oveni de lidt småtropiske aromaer.

I munden er vinen lidt mere syrlig end forventet, hvilket bestemt er klædeligt. Der er lemon, citroner, gule æbler og det giver både syre samt lidt bitterhed. Men det er uden, at vinen bliver for syrlig, for der er bestemt også lidt sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Masciarelli, Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2017 Masciarelli, Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienDet sidste vin ved Masciarelli  vinsmagningen blev atter fra vinserien Marina Cvetic opkaldt efter Mariams mor. Det er den fine, røde 2017 Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva.

Det er en vin, som Masciarelli Tenute Agricole først startede med at producere i 1997 og igen på 100% Montepulciano druen.

Og hvert år laver Miriam ikke mindre end 250.000 flasker af vinen. Druerne kommer fra en lang række af deres marker i San Martino sulla Marrucina i Chieti og det er Colle di Paolo, Fonte Filippo, Schiavone og Colle Rosina.

Vinen er lavet med gæringen på rustfrie ståltanke … samlet 10-15 dages fermentering og samlet 20-30 dages maceration. Derefter er vinen lagret på nye og brugte franske egefade 12-18 måneder og mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva er langt mørkere i glasset end den foregående Gianni Masciarelli Montepulciano, mørk og næsten behåret. Der er blæk, tjære, frisk og dyb mørk frugt, både brombær og sorte kirsebær, tør og krydret … virkelig masser af blæk, lidt bio bioagtige, landlige og balsamiske noter, tørre valnødder samt en tør sødme.

Smagen er meget blød, men for pokker hvor er der skruet op for kraften og intensiteten. Der er tanniner, men de er forholdsvis bløde og forstyrrer på ingen måder. Det er en tør vin, men den mørke frugt er intens med en let bitter tone og godt med brændte elementer.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 25,90€ … svarende til 193 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDe sidste 2 vine, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede for os var rødvine og den første var denne Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo.

Vinen er – som navnet siger – lavet på Montepulciano druen og fra 4 forskellige plots på vinmarken Lereto Aprutino i Pescara provinsen i 250 meters højde og høstet med et udbytte på 9 tons pr. hektar.

Vinen er alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke med 15-20 dages maceration og lagring i 20 måneder. Det er en vin i serien Gianni Masciarelli opkaldt efter Miriams far, der kun blev 52 år og døde i 2008. Der laves årligt omkring 180.000 flasker af denne vin.

Dejlig landlig og nærmest beaujolaisagtig næse, som slet ikke er mørk, men i stedet til den lyse og lette side suppleret med kirsebær, jordbær, mynte, estragon, aske og cedertræ. Det er lidt rustikt, men på en elegant, let og ubekymret måde.

Smagsmæssigt er det også en let, luftig og meget venlig vin … kirsebær, jordbær, tør og smooth, nogle lette og bløde  tanniner, nogen krop, okay syre … men først og fremmest pænt let med stor drikkeglæde.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienMed næste hvidvin fra Masciarelli tog vi et gigantisk kvantespring. Det var med den monsterlækre Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva årgang 2019.

Igen er den en vin på én sort, nemlig Trebbiano d’Abruzzo og lavet fra to vinmarker i Chieti området, nemlig Bucchianico i 260 meters højde – den I kan se på billedet ovenover – og så San Martino sulla Marrucina i 420 meters højde. Druerne kommer fra 18-20 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 7-8 tons pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i nye franske egefade med cryo maceration i 12 timer efterfulgt af almindelig gæring og så er vinen lagret 12 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … sikke en fuldfed, fadtung og aromatisk næse, tyk opulent med både blomster, vanilje og er også en smule røget. Det er virkelig bamselækker vin med både marcipan, kalk, mango, ananas, papaya og svagt lidt spidskommen.

I munden er vinen blød, cremet, røget med masser af kraft, lidt maskulin med grillede citroner, lemon, en bastant syre og en sød bitterhed. Der er en fyldig bamsefed vin med aromatisk dybde og hvor smager det da bare godt. Det er på mange måder en vild vin.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 33,50€ … svarende til 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7