Ova Nova på Tulstrup Kro

Nogle gange kan ens arbejde være en ekstraordinær fornøjelse. Onsdag var sådan en dag, idet et møde var henlagt til Tulstrup Kro, hvor vi havde lagt vores skæbne i hænderne på indehaveren Thomas, som driver kroen og med Ova Nova “Tasting menu” tilbyder en eneststående gastronomisk helhedsoplevelse med flere små retter samt masser af overraskelser og spændende vinmenu. Den var vi helt med på, og det skulle blive en flot aften med nærmest pink, erotisk Spumante, dejlig New Zealansk Sauvignon Blanc og fabelagtig Gaja … og så en super dejlig menu, som virkelig giver “value-for-money” … i ganske overvældende grad.

Kælderen Ova Nova I

Kælderen Ova Nova II

Ova Nova var i forhold til tidligere besøg nu henlagt til den hyggelige kælder, som Thomas møgsommeligt havde udgravet under kroen. Anstrengelserne så nu imidlertid ud til at blive belønnet, for kælderen byder på både hvælvede lofter, rustik hygge, pels på stolene og god vin i reolerne. Allerede fra starten føler man sig godt tilpas, og denne onsdag aften var vor lille kvartet endda eneste gæster i kælderen og kunne dermed brede os godt. Den kælder må da sælge billetter!

Udefra syner kroen ikke af noget særligt. Jeg har tidligere … for en del år siden … arbejdet i Ry, men aldrig været forbi kroen, men det var nu også før Thomas og hans ambitioner om at lave en gourmetrestaurant indtog området. Imidlertid ændres indtrykket hurtigt, når du kommer indenfor i kroen. Flotte og moderne lokaler med enkle nordiske streger, blå mursten på endevæggen og moderne møbler. Læg dertil en flot udsigt over bølgede marker og smuk udsigt over Knudsø … så kan det ikke blive meget bedre.

Og ambitionerne i køkkenet er store, så jeg skal lige lede jer gennem de retter, som vi smagte denne aften. Da det jo imidlertid er en vinblog, så selvfølgelig først lige en liste over de smagte vine med link til beskrivelserne af vinene:

Snacks og små hilsner fra køkkenet

Hjemmelavede grissini

Flæskesvær m/trøffeldip

Som intro til maden startede vi med lidt snacks i form af hjemmelavede (og meget skrøbelige) grissini, hvoraf nogle sorte af blæk. Der var også varme flæskesvær og hertil lidt trøffelcreme til at dyppe i. Rent nam.

Herudover lidt røgede chips, som selvfølgelig blev serveret i en glaskrukke fyldt med røg. Den fik jeg desværre ikke taget et foto af. Til at skylle disse herligheder ned, så serverede Thomas en fræk, pink Spumante, en Bepin de Eto, Flavè Rosato Spumante Brut Millesimato fra Veneto, som både overraskede med en elegant flaske og dejlig blid smag.

Appetizer

Appetizer
Inden vi gik ombord i de forskellige retter fik vi en appetizer, lidt salatblade med lidt bagt tomat og lidt pesto, fint nok.

Sprødstegte kammuslinger med blomkål

Sprødstegte kammuslinger med blomkål
Så gik ballet ellers i gang, og ved denne første ret, så var der intense ballettrin fra sprødstegte kammuslinger med blomkål og lidt creme. Har ikke fået noteret helt præcis, hvad retten ellers indeholdt, men det var f….. godt. Gud, hvor jeg dog elsker kammuslinger, og her var tilberedning og tilbehør perfekt. Som solodanser havde Thomas valgt en Sauvignon Blanc fra Konrad i New Zealand, og spot on … godt valg og fremragende vin, så ingen modsigelser her. Intens smag i retten, og én af aftenens bedste retter … helt klart. Ser enkelt ud, men smagte fantastisk.

Letrøget lange, jomfruhummere, rygeostcreme, agurk, radise og sprød rug

Letrøget lange, jomfruhummere, rygeostcreme, agurk, radise og sprød rug
Mere fisk … juhuuu … lidt jomfruhummere, røget lange og det var også en flot, præcis og fokuseret ret. Vinmæssigt røg vi til Mosel i Tyskland med en Riesling, en Villa Huesgen, Riesling By the Glass, som fint akkompagnerede hummer og lange, men ellers ikke gjorde det store væsen af sig.

Kyllingerulle med urter, sprøde salater og lufttørret italiensk skinke

Kyllingerulle med urter, sprøde salater og lufttørret italiensk skinke
Herefter lidt kylling med lidt urter m.v. og vi fortsatte her med Rieslingen fra forrige ret … for at kunne give den gas ved næste ret. Det skulle jeg erfare var en god idé.

Ølbraiserede svinekæber med kål, ramsløg og grønne asparges

Ølbraiserede svinekæber med kål, ramsløg og grønne asparges
Svinekæber bliver usædvanligt møre ved langtidsbraisering. Her med øl, hvilket kun forstærkede smagen. Meget intenst. Som vin havde Thomas valgt en Gaja til os. Det er sgu til at få tårre i øjnene af, og det var et “match made in heaven”. Den blide syre i vinen passede fint til den kraftige ret. Det var Angelo Gajas Sito Moresco i en årgang 2010, og det er sgu bare et godt glas vin, så jeg er oppe at ringe med 6 Thumbs Up.

Havtorn … forklædt som rå æg

Havtorn ... forklædt som rå æg
Et pussigt lille indslag, nemlig havtorn … forklædt som en rå æg. Man stopper hele “blommen” i munden, og efter et let pres med tungen, så springer hinden, og du får en eksplosion i munden af havtorn. Sjovt og specielt.

Koldskålsconsommé med jordbær, hjemmelavede kammerjunkere og skovmærke

Koldskålsconsommé med jordbær, hjemmelavede kammerjunkere og skovmærke
Aftenens dessert, lidt koldskål i ny forklædning. Nyt, alligevel med genkendelig smag … og ganske dejlig. Hertil lidt dessertvin, en Moscato d’Asti fra Elio Filippino.

Ova Nova efterlod et flot fingeraftryk … flot aften, endda bedre en Villa Dining hos Malling & Schmidt, og prismæssigt i samme niveau. Vi kom af med 2.400 kr. for 4 mennesker, hvilket er sindsygt billigt for denne flotte oplevelser.

Mit råd … plot Tulstrup Kro ind på GPS’en og … sæt i gang. Med det gastromiske niveau, et godt vinvalg og fornuftige priser, som må Ova Nova blive et sand tilløbsstykke. Jeg skal i hvert fald derhen igen.

2012 Elio Filippino, Moscato d’Asti DOCG, Piemonte, Italien

2012 Elio Filippino, Moscato d'Asti DOCG, Piemonte, ItalienTil aftenens sidste ret, desserten, skulle vi selvfølgelig også nyde et enkelt glas dessertvin, og her havde Thomas valgt denne Moscato d’Asti fra Azienda Vitivinicola di Elio Filippino … fabelagtigt navn i øvrigt.

Vinhuset Filippino har hjemme i byen Neive 12 km. fra Alba i Piemonte og har produceret vine siden det tidlige 19. århundrede. Først i 50’erne kom familiens navn på labels, da man valgte egen produktion frem for at videresælge druerne til andre producenter. Elio Filippino varetager i dag vinproduktionen med hjælp fra hans mor Lucia, hans søster Ivana og hans hustru Miriam.

Produktionen af familiens røde vine sker næsten udelukkende på Piemonte druesorterne Nebbiolo (Barolo, Barbaresco) og Barbera (Barbera d’Alba). Familien producerer dog også to fremragende hvide vine på druerne Arneis og Cortese di Gavi og ligeledes produceres en lækker Moscato d’Asti, og det er netop denne vin, som vi har i glasset.

Duftmæssigt masser af overmodne æbler, honning, nødder, muscat og æblekage/-tærte. Smagsmæssigt selvfølgelig masser af sødme med hint af nødder, men også lidt friskhed, som klæder vinen. Lidt bitter i eftersmagen, hvilket også gør nuancerne i vinen større, så det ikke bare bliver en stor sød frugtbombe.

Forhandles bl.a. af SB Vinimport, pris 77 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, Italien

2010 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, ItalienIndehaver Thomas fra Tulstrup Kro havde sagt, at vi ikke fik så mange vine (vi skulle jo også køre), men at han i stedet havde fundet lidt bedre vine, og det skal jeg love for med næste vin. Bøjer mig i støvet, for det var sgu aftenens oplevelse … udover maden selvfølgelig Thomas! Vinen var denne Sito Moresco fra selveste Angelo Gaja, som jo er en levende legende.

Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed er nået op det niveau, som det i dag er. I 1960’erne tog han til Frankrig for at studerede de store vinmageres teknikker, hvorefter han vendte hjem til de familie ejede jorder i Barbaresco med hovedet fyldt med radikale ideer. Ideer der indbefattede udtydning af vinstokke, temperaturstyret gæring, malolaktisk gæring, franske fade og ikke mindst franske druesorter! Det var alle sammen ideer, som gav anledning til familiære diskussioner og ikke mindst løftede øjenbryn fra omgivelserne. Derefter blev der plantet Cabernet Sauvignon, hvor der før stod Nebbiolo, og eksperimenteret med nye produktionsformer.

I dag er Angelo Gajas vine nogle af verdens bedste, takket være hans fremsynede tanker. Dernæst har han haft stort positivt betydning for mange andre producenter, som har været lidt at implementere hans gode ideer.

Gaja råder i dag over 97 hektar i Piemonte og 76 hektar i Toscana. Vinmarkerne er naturligvis ideelle, men helt afgørende er dog Gajas store personlighed og hans kompromisløse kamp for at producere det ypperligste, og han går gerne sine helt egne veje. Bl.a. tog han som helt ung (24 år) det drastiske skridt at reducere udbyttet fra 75/80 hl. pr. hektar til ca. 35 hl. pr. hektar. Det havde ingen før ham haft mod til.

Gajas vine er perler, hvoraf nogle er kostbare som få og andre i grunden ganske fornuftige i pris, især når man tager de flotte kvaliteter i betragtning. Gaja har aldrig været billig, men han byder på oplevelser, hvorom man må sige: “ingen over ═ og ingen ved siden af”, og der er kvalitet og smagsoplevelser for hver eneste krone!

Druerne til denne Sito Moresco kommer fra adskillige af Gajas egne vinmarker, bl.a. den 10 hektar store Sito Moresco vingård i Barbaresco. Navnet Sito Moresco betyder betyder Morescos sted, og refererer til den tidligere ejer af denne vingård. Vinen er lavet på druerne ​​Nebbiolo, ​​Cabernet Sauvignon og Merlot og næsten med en trediedel af hver. Etiketten pryges af et par yndige fasaner, som er vist for at mindes de smukke fugle, der bebor skovene, der støder op til Gajas vinmarker.

Og lad os så komme til indtrykket af denne vin. Duften er intens frugt med søde kirsebær, blæk, let krydderi. Det der adskiller duften fra andre er nok den store frugtintensitet, som vinen besidder. Den er frugtrig som bare pokker. Smagen er fløjl på ganen, men fortsat med god syre/tannin og godt med tørhed og urter. Man overraskes igen og igen af den store blidhed i vinen … det er bare i orden. Flot valg og mega Thumbs Up.

Fås hos Vinoble, pris 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Weingut Villa Huesgen, Riesling By the Glass, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Villa Huesgen, Riesling By the Glass, Mosel, TysklandTil næste ret blev der også serveret hvidvin, en Riesling fra Mosel … nemlig fra vinhuset Villa Huesgen. Vi er i Traben-Trarbach ved Mosel, hvor familien Huesgen har været vinbønder og vinhandlere siden 1735. Familien har endda haft en afgørende aktie i Mosels historiske ry som et af verdens bedste steder til produktion af Riesling.

Huesgen har deres hjem og vingård i en imponerende Art Nouveau villa, tegnet af den berømte Berlin arkitekt Bruno Möhring og bygget i 1904. Den dag i dag er villaen fortsat hjem for familien, hvor det er Adolph Huesgen, 9. generation, som står for vinproduktionen. Hos Huesgen fokuseres der udelukkende på Riesling, som har optimale betingelser på de som varmeoplagrende skråninger med skifer i jordbunden.

Villa Huesgen har 65 hektar vinmarker plantet med Riesling og vinstokkene er op til halvfjerds år gamle. Jordbunden er som sagt grå skifer, og stokkene står med en tæthed på 10.000 vinstokke per hektar, og det gennemsnitlige udbytte er 65 hl / hektar. Adolph forsøger fortsat at udvide markerne ved køb af nye jordarealer, og til det formål bruger han et gammelt kort fra Napoleon Bonaparte, som viser, hvad der historisk var anset for at være de bedste vinmarker.

Der produceres alene tre vine på Huesgen, nemlig Riesling By The Glass Qba, Schiefer Riesling og Riesling Kabinett. Her har vi Riesling By the Glass, meget engelsk klingende navn, og umiddelbart skulle man mene, at vinen dermed er lavet for at please det internationale marked. Vinen er huset basisvin, og lavet på rent stål uden fad af nogen slags. Oprindeligt anvendte man egetræsfade på Huesgen, men da Adolph overtog produktionen, så startede han først med at smide alle egetræsfade ud.

Duftmæssigt har jeg noteret mig lidt søde æbler, lidt Riesling … ikke petroleum, men lidt lemon, grapefrugt, flersken og abrikos. Der fornemmes også klart lidt syre i duften, mens smagen egentlig giver en god syre/sødme balance, men ellers efterlader dig med et lidt neutral indtryk. Finder at vinen måske er en anelse for meget til den søde side, men måske harmonerer det med den engelske titel og sigtet imod et internationalt publikum.

Fundet flere steder, bl.a. Grauballe Vinhandel, Vinoble og Vild med Vin. Prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2010 Konrad, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2010 Konrad, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandAftenens første hvidvin … også et flot valg, nemlig denne Sauvignon Blanc fra vinhuset Konrad Wines Limited. Vi er i New Zealand, helt præcis i byen Renwick i Marlborough området.

Konrad Wines ejes og drives af Hengstler familien, nemlig af ægteparret Konrad og Sigrun samt deres to sønner Conrad og Carlo. Familien stammer egentligt fra Tyskland, men udvandrede til Melbourne, hvor de først boede i en periode på over 20 år. Men igennem talrige rejser gennem New Zealand havde Konrad opdaget Sauvignon Blanc fra Marlborugh og blev straks forelsket i denne vin. Og så var der ikke langt fra tanke til handling, og snart var familien flyttet til Marlborough for at blive en del af vinindustrien.

Familien plantede deres første vinstokke i 1996 og producerer i dag en række vine fra deres to vingårde i Wairau og Waihopai Valley i Marlborough. I alt ejer familien i dag omkring 40 hektar med vinstokke, og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Pinot Noir, lidt Gewurztraminer og Riesling.

Her har vi netop en Sauvignon Blanc i en årgang 2010. lavet på ren stål … arhhh, dog har 3% fået fransk eg for at give lidt kompleksitet til vinen. Lad os endelig kigge nærmere på vinen, som helt klart var aftenens bedste vin.

Duftmæssigt masser af tropiske frugter, der er abrikos, ananas, lidt honning, lidt sødme, vanilje, eg, armhule, fennikel … i det hele taget en fabelagtig duft. Smagsmæssigt er første indtryk en slående flot balance og elegance. Den smager bare rigtigt godt, og slutter flot af i en blid og meget behagelig eftersmag. Mums en dejlig hvidvin.

Forhandles i Vinoble, pris 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Bepin de Eto, Flavè Rosato Spumante Brut Millesimato, Veneto, Italien

N.V. Bepin de Eto, Flavè Rosato Spumante Brut Millesimato, Veneto, ItalienFabelagtig start på Ova Nova på Tulstrup Kro … en spumante i charmerende flaske, fræk lyserød Rosato … ligner en halv million, og smager også ganske fremragende. Indpakningen i den lidt karakteristiske karaffelagtige flaske er mildest talt spektakulær. Man siger at skønhed kommer indefra, men det gør jo ikke noget hvis man også er lidt lækker udenpå … noget vi mænd jo ved alt om.

Denne Flavè Rosato Spumante Brut Millesimato kommer fra Veneto producenten Bepin de Eto, som ligger i den lille by San Pietro di Feletto, tæt på Venedig og Adriaterhavet i nogle helt vidunderlige bygninger. Vingården har været i familien Ceschins eje i generationer, og de seneste 40 år med Ettore Ceschin i spidsen.

Deres ide er at have egne vinmarker – ikke noget med at opkøbe druer fra andre, og der ejes i dag omkring 100 hektar vinmarker.

Gennem 12 år har man samlet sten fra egne marker, og løbende brugt dem til at bygge den meget smukke moderne vingård. Intet er overladt til tilfældighederne, og det går igen i husets vine. Høj kvalitet i druer og de nyeste metoder i kælderen. Salg og markedsføring er overladt til døtre og svigersønner, mens Ettore selv går i marken – og tryller med stål tanke og trætønder i vinkælderen.

Hos Bepin de Eto laves der en række rødvine og hvidvin, men specielt på de mouserende vine har vinhuset en høj kompetence, enten det drejer sig om Prosecco eller Spumante, som denne Flavè Rosato Spumante Brut Millesimato, lavet på druesorten Incrocio Manzoni 13.0.25, som er en krydsning af Raboso og Moscato d’Amburgo. Krydsningen er opfundet af Professor Luigi Manzoni og kaldes i dag også bare Manzoni Moscato og anvendes i mange Spumanter … eller hvordan man nu ellers lige siger Spumante i flertal !!!

Og som sagt … fabelagtig, sexet indtryk med den elegante flaske, erotisk pink indhold og duftmæssigt er der også til både gården og gaden, hindbær, jordbær, fersken, meloner med lidt nødder … gode nødder. Smagsmæssigt fine bløde bobler, meget blød i udtrykket, god friskhed og en dejlig nøddeagtig eftersmag. Hver eneste Don Juan, jysk forfører eller maskulin førsteelsker bør have nogle stykker af denne Spumante liggende på køl … just in case. Det er ren erotik på flaske … og så til forbuftig penge … men det behøver du jo ikke fortælle det pågældende bytte.

Dansk importør er Furesø Vin Engros, men har ikke kunnet finde prisen herhjemme. I Tyskland koster vinen omkring 11,90€.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigNæste vin var denne Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack, hvorfra jeg tidligere har smagt rigtigt mange vine. Jeg har da også tidligere skrevet lidt om Sipp Mack her på bloggen, bl.a. da jeg smagte gårdens 2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, så jeg vil ikke trætte jer med en masse info om selve vingården.

Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine, ved at det er en vin med flere druetyper. Denne vin har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin. Druesammensætningen, som består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat, giver vinen flere facetter i såvel duft som smag, og den har med Riesling druen en god basis, der giver vinen friskhed.

I glasset er vinen duftmæssig meget neutral, lidt thai-tee duft, lidt Riesling syrlighed og en omgang Muscat sødme. Ikke nogen stor duft. Smagsmæssigt også en anelse tynd og neutral.

Købt hos Jysk Vin, pris 66,50 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2012 Nederburg, Foundation Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2012 Nederburg, Foundation Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaEn af tirsdagens vine var denne Foundation Sauvignon Blanc fra et af Sydafrikas største vinhuse, nemlig Nederburg. Nederburg er beliggende i Paarl dalen, som grænser op til de storslåede Drakenstein bjerge samtidig med, at ejendommen er omgivet af andre store vingårde, som producerer nogle af verdens bedste vine.

Nederburg stammer tilbage fra 1791, da Sebastian Nederburg fra Sydafrika skænkede et stykke land til den tyske immigrant Philip Wolvaart, som straks byggede ejendommen og plantede vinstokke på området. Nederburg er i dag samtidig Sydafrikas mest vindende vingård, hvilket dog primært skyldes den særdeles innovative og driftige winemaker fra Tyskland, Johann Graue, som købte vingården i Paarl i 1937.

Straks efter overtagelsen begyndte Johann Graue at udvikle et omfattende plante-forbedrings-program, der den dag i dag stadig er igang. Dette program samt planteskolen, hvor der udvikles meget fint plantemateriale til Nederburg, har en stor del af æren for Nederburgs fortsatte succes. Idet Johann Graue indså, at frugtens kvalitet var nøglen til kvaliteten af de vine, man producerede på vingården, etablerede han en stærk vindyrkningstradition, som kom til at udgøre fundamentet for Nederburgs formidable ry og rygte.

I 1944 var Nederburg blevet en jævnlig prisvinder ved det årlige Cape Wine Show og i 1947 vandt Nederburg flere medaljer end nogen anden producent ved dette show. Johann Graues søn, Arnold, studerede vindyrkning i Tyskland og kom hjem for at føre sin fars traditioner videre. Han blev på tragisk vis dræbt i en flyulykke i 1953, men selv ikke hans fravær ved Western Province Wine Show samme år kunne lægge en dæmper på hans præstationer; Nederburg vandt nemlig 12 førstepladser samt trofæet for showets mest fremragende vin.

Heldigvis var Johann Graue i stand til at tiltrække en anden meget talentfuld tysk winemaker; nemlig Günter Brözel, som senere blev et af de største navne inden for sydafrikansk vindyrkning. Günter Brözel tiltrådte i 1956 og udover at videreudvikle Nederburgs navn inden for den lokale vinindustri, var han også i løbet af sine ca. 30 år på vingården stærkt medvirkende til at bane vejen for Nederburg på den internationale vinscene.

Hans vine vandt regelmæssige guldmedaljer ved International Wine & Spirit Competition i London. I 1980 vandt Nederburg flere medaljer ved denne prestigefulde vinkonkurrence end nogen anden sydafrikansk vinproducent. Så det kom ikke som nogen overraskelse, da Günter Brözel i 1985 som den første producent af en sydafrikansk vin vandt den ansete International Wine & Spirits Competition Winemaker of the Year Award i London. Han vandt også Robert Mondavi trofæet for sin nektar-lignende Edelkeur, en noble late harvest vin, der senere blev den vin, som Capes berømte dessertvine blev sammenlignet med og bedømt udfra. Han nåede at vinde yderligere 14 guldmedaljer ved det årlige show samt utallige andre internationale medaljer inden han trak sig tilbage i 1986.

Efterfølgerne har med jævnlige trofæer og medaljer ved SA National Wine Show (Veritas), Michelangelo International Wine Awards, Old Mutual Trophy Wine Show, Tri-Nations Wine Challenge og International Wine & Spirit Competition formået at løfte arven efter Günter Brözel i de mere end to årtier, der er gået siden han trak sig tilbage. I dag står kældermester Razvan Macici i spidsen for et team af sydafrikanske winemakere, hvis arbejde indtil videre har ført til utallige flotte og prestigefulde internationale medaljer.

Af de seneste prisvindende bedrifter kan nævnes, at Nederburg ved Michelangelo International Wine Awards 2006 var den vinproducent, der modtog flest medaljer; en Grand Gold Award og 12 medaljer. Ved sidste års SA National Wine Show vandt Nederburg ikke færre end 32 Veritas medaljer.

Vinen her er en “Foundation” tilegnet vingårdens grundlægger Philip Wolvaart. Ren Sauvignon Blanc. Lad os smage vinen.

Duftmæssigt masser af syrlige grønne æbler, kiwier og grønne stilke. Smagsmæssigt imidlertid ovre i den anden lejr med sødme, lidt cremet i udtrykket, svage krydderier og ellers ikke den store mineralitet. Eftersmagen lidt kort, men bestemt en vin, som mange vil kunne li’.

Købt i supermarked, mener det er SPAR og Kiwi som forhandler, pris omkring 55 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Weingut Duijn, Pinot Noir Bühler Charme, Baden, Tyskland

2009 Weingut Duijn, Pinot Noir Bühler Charme, Baden, TysklandSpätburgunder på en lørdag er godt … spätburgunder er nu altid godt … i hvert fald, hvis det er fra hænderne af en dygtig vinmager. Sådan én findes hos Weingut Duijn, som vi finder i den lille by Bühl, ca. 20 km. nordøst for Strasbourg, nær Bühlertal i Baden-regionen, den sydligste af Tysklands tretten regioner.

Ejeren og manden bag vingården hedder nemlig Jacob Duijn, og er oprindeligt fra Holland. Han har fungeret som chefsommelier på flere tyske top-restauranter, og har sidenhen været salgschef for Segnitz, der anerkendes som Tysklands dygtigste vinimportør.

Det, der for Jacob Duijn startede som en sideløbende hobbyproduktion, blev til et fuldtidsarbejde i 1994. ”Når man altid har haft med vin at gøre, tror man naturligvis, at man ved klar besked”. Jacob Duijn erfarede dog hurtigt, at han som vinbonde endnu havde meget at lære, hvorfor hans nære kontakter i Bourgogne skulle komme ham til stor hjælp.

Jacob Duijns Vinmarker er således beplantede med kloner fra tre af hans gode venner i Bourgogne: Jean Grivot, Emmanuel Rouget og Jean Marc Boillot. Druerne gennemgår en proces i mark såvel som i kælder, der er direkte sammenlignelig med de bedste vingårde i Bourgogne, og der laves tre forskellige kvaliteter, nemlig 1; Laufer Gut Alsenhofen, som er basiskvaliteten. Druerne kommer fra marken af samme navn. 2; Vinen Jannin, som er opkaldt efter Jacob’s datter, kommer fra marken Bühlertaler Engelsfelsen og endelig 3; signaturvinen SD, som kommer fra Engelsfelsen og Sternenberg – to af Badens bedste vinmarker.

Der produceres alene Pinot Noir/Spätburgunder hos Duijn, og selvom der er tale om et forholdsvis nyt vinhus, så har vinstokkene på gårdens i alt 6,5 hektar allerede en gennemsnitlig alder på 30 år. Der produceres omkring 25.000 flasker rødvin årligt, og det gennemsnitlige udbytte er 38 hl / hektar. Alt dyrkes biodynamisk, og siden 2008 har Duijn også været certificeret biodynamisk vinproducent. Det har også betydet, at Jacob Duijn som konsekvens heraf har opgivet sine lejede vinmarker og nu udelukkende fokuserer på sine 6,5 hektar egne marker.

Udover de tre nævnte kvaliteter, så laver Jacob Duijn også 2 sommervine, en rosé på Pinot Noir og så denne Pinot Noir Bühler Charme. Druerne til Bühler Charme kommer fra de vinstokke, hvor alderen er under 10 år. Vinen var oprindelig lavet som “et eksperiment”, men ellers fremstillet på samme vis som Duijns almindelige vine, og har også lagret i barriques, men hvor lang tid har jeg dog ikke kunnet finde oplysninger om. Vinen er imidlertid blevet meget populær og laves nu hvert år. Denne flaske er en årgang 2009.

Duftmæssigt har jeg noteret mig syrlige kirsebær mixet med lidt modne kirsebær, svag kostald og en anelse sødme, men også grønne noter og friske urter. Smagsmæssig en tæt, frisk Pinot Noir, ikke sur, men dejlig syrlig med grønne stilke, mineralitet og tanniner, som mærkes tydeligt i munden. Flot dybde i vinen i forhold til prisen, og generelt et flot glas vin, selvom den mangler den sidste finesse/balance. Jeg har tidligere smagt Duijns vine, og altid været meget begejstret, og denne lille charmetrold fra Bühl ændrer bestemt ikke det billede, så her passer navnet sgu perfekt; Bühler Charme … og så er det til og med et godt køb.

Købt hos Belvini, pris sølle 9,90€

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Weingut Spiess, Pinot Noir Löwenberg Selection Alexander von Essen, Rheinhessen, Tyskland

2008 Weingut Spiess, Pinot Noir Löwenberg Selection Alexander von Essen, Rheinhessen, TysklandPinsens første rødvin … én af de mange (18 helt præcis) spätburgundere, som jeg netop har indkøbt i Tyskland. Vi er på vingården Riederbacher Hof i den lille by Bechtheim i Rheinhessen, lige nord for Pfalz, hvor Weingut Spiess holder til.

Vinhuset Spiess er kendt i Tyskland for høj kvalitet, og drives af brødrene Burkhard og Jürgen Spiess, som begge er kvalitetfanatikere. Streng udbyttereduktion, omsorgsfuld pleje af vinmarkerne, blid behandling af druerne, traditionel tænkning samt moderne kælderteknologi er med til at frembringe vine, som er blevet belønnet med en lang række nationale og internationale priser.

Vingården har af Gault Millau i 2012 fået 3 druer, af Eichelmann også 3 stjerner i 2012, mens bladet Feinschmecker har medtaget vingården blandt de “900 besten Weingüter in Deutschland” med 2,5 gourmetpoints. Det er en typisk familiegård, hvor alle familiemedlemmer hjælper til i driften, og udover Burkhard og Jürgen tæller familien også Ilse, Ute, Johannes og Christian.

Weingut Spiess har i alt  26 hektar vinmarker rundt om Bechtheim samt Westhofen. Riesling udgør 28% af de dyrkede druer og udgør dermed en betydende del af produktionen, men også rødvin fylder godt hos Spiess, idet omkring 50% af markerne er tilplantet med rødvinstokke, bl.a. Portugieser, Dornfelder, Saint Laurent, Schwarzriesling, Cabernet Sauvignon, Merlot og selvfølgelig Spätburgunder. Blandt de bedste marker hører Bechtheimer Hasensprung, Geyersberg, Heilig-Kreuz samt Westhofener Kirchspiel. Der produceres årligt omkring 210.000 flasker vin hos Spiess.

Denne vin, hvor druen sjovt nok kalder ikke kaldes Spätburgunder, men Pinot Noir, er en enkeltmarksvin, nemlig fra marken Löwenberg. Den er lavet specielt for den store tyske vinkøbmand Alexander Baron von Essen, og sælges alene gennem hans store vinfirma, heraf også titlen fra bagsiden af etiketten “Selection Alexander von Essen”. Vinen fremgår således heller ikke af vingårdens egen hjemmeside. Löwenberg markens undergrund er ler/kalkmergel, og alle druerne til vinen håndplukkes, hvorefter vinen fermenteres i 3 uger for derefter at lagre i 22 måneder på egetræstønder.

Lad os hælde lidt af vinen indenbords. Lad os først dvæle lidt ved farven, teglfarvet … druesorten synes afsløret med det samme. Bliver man ikke bare i godt humør, når man ser et vinglas fyldt med Pinot Noir? Duftmæssigt også hurtigt identifikation af druen … sød kostald, kirsebær, klassisk tysk, men også en anelse krydret i udtrykket.

Smagsmæssigt en lidt mere “varm” eller fyldig Spätburgunder end man normalt finder i Tyskland, og ved første indtryk synes vinen en spids for sød og saftevandagtig, men efter et par timer i glasset begynder vinen at åbne mere for flere smagsnuancer og vinder lidt. En meget frugtrig, varm og fyldig aroma. Mangler dog overordnet lidt mere syre, men en meget drikkevenlig vin, som har fået godt med sol. Hmmm, ganske okay.

Købt hos Belvini til 13,90€

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger