Tag-arkiv: Italien

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienNår vejret herhjemme står på frost og blæst, så er det altså rart at varme sig på lidt vino fra det solrige, smukke Toscana. Det gør vi med lidt Rosso di Montepuliciano fra Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt lige på den vestlige side af  byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter.

Poliziano blev etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede sine første vinstokke. I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker.

Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som Il Poliziano og deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 120 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Her har vi altså Carlettis Rosso di Montepulciano DOC … en appellation, som opstod i 1989 og denne vin er lavet siden appellationen opstod. Den er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter 20-40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Og det er sgu ganske lækker saft, hvor næsen byder på en stram, italiensk, raceren syre, kirsebær samt lidt mørkere bær, tør jord, syrlige drops samt eg. Der fornemmes også ganske svagt en lille smule vanilje, men ellers virker aromaen sådan meget ren og stålsat.

Og det smager fandeme godt, og når en almindelig Rosso smager sådan, så har man ikke brug for så meget andet. I smagen er der klar og ren frugt, modne samt mærke kirsebær, lidt tobak, lækker syre og alligevel en vis saftighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Moretti Omero, Argo Passito IGT, Umbrien, Italien

2009 Moretti Omero, Argo Passito IGT, Umbrien, ItalienAtter en lille reprise, nemlig en lille – men tør – dessertvin Argo Passito IGT fra den søde Guisy på Azienda Agraria Moretti Omero. Jeg smagte sidst vinen under et besøg på vingården, men da var det en årgang 2012 og her har vi endnu mere alder på.

Vinen er sjovt nok ikke lavet helt efter reglerne for Montefalco Sagrantino Passito DOCG, men er derimod lavet som en IGT vin. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfor vinen er en IGT vin og ikke lavet under den officielle appellation, men kan ikke umiddelbart finde årsagen, for det ser ud til, at vinen er lavet på samme måde.

Med en Montefalco Sagrantino Passito DOCG skal druerne tørre minimum to måneder og derudover skal vinen lagre i mindst 30 måneder … begge dele ser ud til at være opfyldt.

Men måske kommer nogle af druerne udenfor det officielle område eller måske har udbyttet været større end det foreskrevne maksimum på 80 hektoliter pr. hektar, men sidstnævnte tror jeg imidlertid ikke på. Vinen skal ha’ minimum 30 gram restsukker pr. liter og det virker også som tilfældet.

Denne Argo Passito IGT fra Moretti Omero er lavet med druer, som tørrer fra høsten primo oktober til hen i december. Det gør, at 100 kg. druer bliver til 30-35 liter Passito vin, som efter vinifikation lagrer 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt fornemmes der med denne 2009’er lidt alder, men der er også nogle syrlige balsamiske noter, sødme, modne blommer, modne kirsebær, chokolade, kaffe og svag parfumeret … måske lidt blomster.

Det bliver aldrig helt oversød dessertvin, for den balancerer samtidig med en vis tørhed og tanniner, som dog i denne vin er afbøjet gevaldigt. Selvom det er sød nektar, så bevarer vinen noget struktur fra de tørre Sagrantino vine.

Herhjemme forhandles vinen af Niche Vine, hvor en flaske på 50 cl. koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, ItalienVi skal smage lidt mer’ vin fra Umbrien, nemlig denne Grechetto Colli Martani DOC fra økø-bonderøven Roberto Di Filippo … en vin, som var første i smagsrækken til en Montefalco smagning, som jeg holdte for Randers Vinlaugh forleden,

Jeg har smagt vinen tidligere på vingården i Umbrien, blot i den nyere årgang 2016, hvor vinen blot hedder Grechetto Umbia IGT. Roberto sendte 2015 årgangen på markedet under den mere bredde appellation Colli Martani DOC, som omfatter det meste af Perugia området inkl. Montefalco, mens den i årgang 2016 er en Grechetto Umbia IGT.

Årsagen er rimelig simpel … nemlig at Roberto Di Filippo laver vinen på 100% Grechetto. Det er tilladeligt under Colli Martani DOC, som blot skal indeholde 85% Grechetto, men ikke tilladt som en Grechetto Umbria. Der skal vinen ganske vist indeholde mindst 50% Grechetto, men også mindst 20% Trebbiano Toscano.

Grechetto – der udtales som gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og det er en lille, fin charmetrold af en vin … godt med tropisk frugt, fersken samt lidt mineraler, sten, flint og nogle krydrede elementer. Smagsmæssigt meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor sådan en flaske i årgang 2016 koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienSå er vi der igen … hos det imposante vinhus Tenuta Castelbuono med en Ziggurat Montefalco Rosso DOC, som jeg sidst smagte for præcis ét år siden, da jeg blev inviteret til Anteprima Sagrantino af det lokale Consorzio Tutela Vini Montefalco og besøgte Tenuta Castelbuono som første vingård under opholdet.

Dengang smagte jeg vinen i både årgang 2011 og 2012, men her har vi altså vinen i en nyere årgang 2013. Hvis du vil lære mere om vinhuset, så kan du læse om det i blogindlægget; Besøg på Tenuta Castelbuono … det imposante vineri.

Castelbuono er grundlagt i 2001 af Lunelli familien … The Lunelli Group, som vi mest kender som ejerne bag Ferrari, de mousserende spumantevine fra Trentino området, men alt det kan I jo læse i blogindlægget.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel med reference til hjertet af Carapace … Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er eg, kirsebær, solbær, blomster, vanilje, lidt læder og nogle balsamiske noter. Der er en fin italiensk syre, som straks afslører vinens ophav. I munden er vinen frisk og har både sol og syre i skøn forening. Der er frisk frugt, gode tanniner, tæt syre og lidt peber, men ellers er vinen faktisk meget let og omgængelig.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Cantine di Ora, Masso Antico Primitivo Appassito IGT, Puglia, Italien

2015 Cantine di Ora, Masso Antico Primitivo Appassito IGT, Puglia, ItalienSupervin kalder Primitivo druen for en dansker-darling, og det er måske meget rammende … og det gør så denne Masso Antico Primitivo Appassito IGT fra Cantine di Ora en rigtig danskervin. Vi snakker campingvogn, grillbøffer, remoulade, 3-stjernet salami, midt om natten med Kim Larsen og dansk hygge.

Selvom denne danskervin er på Primitivo druer fra Puglia aka Apulien, altså hælen af den italienske støvle, så ligger Cantine di Ora lidt nord for byen Ora i Alto-Aldige omkring 10-12 kilometer syd for Balzano. Vinhuset hedder også Kellerei Auer … men er måske mest kendt under navnet Schenk Italia … og så ringer der måske en klokke?

For Cantine di Ora er nemlig en del af den store Schenk Gruppe, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag udover Schenk Italia i Bolzano også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Nå, men i Schenk Italia aka Cantine di Ora laver de altså vine fra hele Italien inkl. denne danskervin … Masso Antico Primitivo Appassito IGT, hvor druerne først tørres for at opstå større koncentration og mere smag – heraf Appassito, som jo betyder at visne.

Vinen er lagret 6 måneder på franske barriques, og så har den fået de magiske 99 point fra den berømte anmelder Luca Maroni, som jo bare elsker solrige, kraftige, syditalienske vine.

Supervin skriver også selv, at du ikke skal købe denne vin, hvis du er til tørre og tanninrige vine og de fortsætter med at skrive, at det er en af de mest let drikkelige vine, som de har prøvet. Men til en tilbudspris på 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, så får du også både 99 point, sol, sødme og dansk hygge.

Næsen er solrig, varm … tætpakket mørke frugter, overmodne kirsebær, blommer, sødligt krydret og ellers ikke så mange nuancer. Men i munden er der fedme, blødhed, cremethed og total bællepotentiale.

Det er sødt, saftigt og fruen overrasker endda med at sige, at det smager godt, selvom hun mest er til Riesling og Spätburgunder. Det er vaniljeekstrakt og marmelade i flydende form … gumpetung, men meget behagelig og total klar til at campingsæsonen, klapstole, regnvejr, sol samt danskerhygge … og med en campingvenlig pris. Den får 3½ fede Thumbs Up med pil op og er endda tæt på at smide 4 Houlberg tomler efter vinen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., men i øjeblikket kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er kun 360 kr. for en kasse.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Pinino er et ældre vinhus i Montalcino og det står bag næste vin i rækken, nemlig en 2008’er Brunello di Montalcino.

Vinhuset Pinino er grundlagt tilbage i 1874 af Tito Costanti, som selv var notar i Montalcino. Siden 2003 har vinhuset dog været ejet af ægteparret Andrea og Hannes Gamon fra Østrig sammen med ægteparret Max og Silvia Hernandez fra Spanien i en skøn forening og med en målsætning om at lave kvalitetsvine ud fra deres fælles passion for vin.

Hannes og Andrea Gamon kommer fra Vorarlberg i Østrig og har ingen erfaring indenfor vinbranchen, mens Max Hernandez stammer fra en familie af vinproducenter i Toro i Spanien.

Inden de to familier investerede i den italienske vingård, så havde de arbejdet sammen i modebranchen siden 1980’erne, men endte med at sælge deres fælles forretning … og så skulle de jo finde på noget andet. Og da begge familier elskede god mad og gode vine … specielt vine fra Toscana, så blev det således til en investering i vingården Pinino.

For at hjælpe med Pinino projektet har de således hyret ønologen og vinmageren Dr. Paolo Vaggagini. Han hjælper med produktionen af vinene fra husets samlede 16 hektar vinmarker.

Der laves 7 forskellige vine på Pinino, herunder denne almindelige Brunello di Montalcino, selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso druer og hvor vinen har lagret 30 måneder på store egefade.

Næsen er moden frugt, kirsebær, kirsebær, lyse blommer … lidt reserveret i frugten, tobak, champignon, jord og generelt pæn tørhed. I munden er det blød, lys og moden frugt … bløde tanniner og en lille lys strenghed. Tør, syrlig og lys.

Forhandles af Føtex og Bilka, hvor en flaske koster 299 kr., men nogle gange kan fås på tilbud til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Montalbera, Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, Italien

2013 Montalbera, Barbera d'Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, ItalienFra Supervin – den største vinbutik i det jyske – lidt italienske kvalitetsdråber … en Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio fra producenten Montalbera. Og i det houlbergske hjem elsker vi jo Piemonte vine.

Società Agricola Montalbela ligger godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte. Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker.

Vinhuset drives af familien Morando, som har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien. De har således samlet 82 hektar marker alene med Ruché.

Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien faktisk også lidt hasselnødder.

Denne Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio kommer fra marken Lequilibrio og selvfølgelig lavet på 100% Barbera, som får lov af hænge på vinstokkene en tand længere end normalt. Dermed opnås en vis overmodenhed, som giver en lidt federe og mere kraftig vin.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration i 12 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen på en kombination af store, gamle 30 hektoliter egefade samt franske barriques i 12-15 måneder, hvilket efterfølgende af 1 måned hvile på rustfrie tanke inden flaskning og yderligere lagring i 6-8 måneder.

Og allerede i næsen fornemmes det, at denne Barbera er mørkere end normalt for Barbera. Der er power og mørk frugt, blæk, men den italienske syre er der heldigvis fortsat med både violer, hospital, plaster og en lukket førstehjælpskasse. Frugten nærmest dufter saftig, men med en stringent og lækker syre.

I munden er det første indtryk også, at der er power og kraft i vinen, men med lidt luft letter det meste af det overmodne, hvorved den slet ikke bliver så voluminøs i smagen, som dufter egentlig indikerer. Der er nemlig en vis syrlighed … fin piemontisk syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan ved køb af 6 flasker fås til en mere human pris på 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Teatro Latino, Nero d’Avola Terre Siciliane IGP, Sicilien, Italien

2016 Teatro Latino, Nero d'Avola Terre Siciliane IGP, Sicilien, ItalienSå er vi igen hos Leonardo Vianello og Anna Lora i det moderne vinhus Teatro Latino. Denne gang er det med en vin fra Sicilien, nemlig denne Nero d’Avola Terre Siciliane IGP.

Sidst vi smagte en vin fra huset var den fra Puglia, men Teatro Latino er nu heller ikke et traditionelt vinhus, idet de ikke selv ejer vinmarker eller vineri, men i stedet opkøber deres druer hos vinavlere i forskellige områder af i Italien, primært i Veneto, Abruzzo, Puglia samt Sicilien og selv holder til i Soave området … ved byen San Bonifacio øst for Verona.

Teatro Latino er grundlagt i 2014 af Leonardo Vianello, og han driver den lille virksomhed sammen med Anna Lora, der står for marketing og salg. Det er dog alene en del af Leonardos større firma Vianello Wines, som også omfatter salg af vine fra Perini, Dante Rivetti, Pisoni og så Bennati.

Og det er netop Benatti brødrene, som laver vinene, som sælges under navnet Teatro Latino, Benatto ligger nemlig ikke så langt fra Teatro Latino i San Bonifacio

Brødrene Paolo, Giorgio & Claudio Bennati holder nemlig til på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna. Det er en traditionel 140 år gammel vingård, der til dagligt producerer masser af Veneto vine under forskellige brands.

Målet for Teatro Latino er at lave billige kvalitetsvine, som afspejler de områder, hvor vinen kommer fra.  Vinene er opdelt i to serier, nemlig I Classici og La Tradizione … og denne Nero d’Avola Terre Siciliane IGP kommer fra den klassiske serie.

Druerne kommer fra forskellige vinavlere i den sydøstlige del af Sicilien. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret 6 måneder på egefade.

Dyb, mørk frugt i næsen … blommer, solbær, blæk, chokolade, et drys tørrede blomster og krydderier. Der sgu noget goddav, power og venlig sødme i vinen.

Smagen er blød, cremet og fuldfed. Det er saftigt med en pæn portion sødme … uden det dog bliver totalt overdone. Derfor vil vinen også please de fleste på en kold hverdag i februar. Jeg lander på 4 fede tommelfingre … samme rating som husets Primitivo, men jeg vil dog langt hellere drikke denne.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster beskedne 56,55 kr. mod en normalpris omkring 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Molino di Sant’Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, Italien

2015 Molino di Sant'Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, ItalienEr Asso Vino Rosso da Tavola IGT et vinøs es i ærmet, når Asso er italiensk for es? Vinen kommer fra vinhuset Molino di Sant’Antimo, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Molino di Sant’Antimo ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre … og to af dem kan vi se smukt placeret på egetønder på billedet ovenfor.

Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion på Molino di Sant’Antimo ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter også en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Asso Vino Rosso da Tavola IGT.

Vinen er lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot, og i denne årgang 2015 skulle druerne – efter sigende – være deklassificerede druer til Brunello produktionen. Den markedsføres som en Mini-Brunello til langt under prisen på en rigtig Brunello eller Brunello på gule plader og vinen har fået 97 point af den sødmevenlige Luca Maroni. Hmmmm.

Vinen er vinificeret på store rustfrie ståltanke, hvor der også lagrer en periode inden lagring 12 måneder på egefade. Samlet har vinen lagret 18 måneder inden den flaske og frigives.

Næsen er nærmest først lidt æteriske olier, blomster, masser af lys chokolade, lakrids, lidt bonderøv, stald og blød, rund frugt. Det er blommer, kirsebær, figner, marcipan og en smule kolde krydderier. Der fornemmes en vis opulent varme og sødme.

Smagen er også sød … meget sød. Det er formentlig de 15% Merlot, som giver det varme og søde udtryk, som leder tankerne hen på vine fra det sydligste Italien. Det er søde kirsebær, frugtsødme, men også en lille tørhed, som hjælper vinen på vej med en vis bitterhed i eftersmagen.

Desværre smager Sangiovese druerne ikke igennem, hvorfor smagen bliver lidt mushy mushy.  Det er langt fra Brunello, men en rigtig pleaser. Vinanmelderen Luca Maroni elsker sådanne vine … og det gør rigtigt mange danskere også, Det bliver ærlig talt en tand for sødt for mig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr. I øjeblikket kører der tilbud på vinen til kun 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2004 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2004 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin bliver vi i bella Italy … nemlig med en Brunello di Montalcino fra vinhuset Tenuta di Sesta, som ligger i den sydlige del af kommunen Montalcino mellem Sant’ Angelo in Colle og Castelnuovo dell’Abate, nær det velkendte romanske kloster Abbey of Sant’ Antimo.

Tenuta di Sesta har en historie, der kan spores helt tilbage til 1462, hvor paven lod det smukke slot opføre. Siden har ejendommen skiftet hænder adskillige gange for til sidst i 1850 at overgå til Ciacci-familiens eje.

Det var dog først i 1966, at Giuseppe Ciacci begyndte af producere vin på Tenuta di Sesta, faktisk samme år, som Brunello di Montalcino appellationen fik sin DOC status. Derfor er Sesta også én af appellationen første producenter.

I dag dækker ejendommen ikke mindre end 200 hektar, men det er kun de 30 hektar, som er tilplantet med vinstokke, og af disse er det fra ca. 13,5 hektar,  at man høster druerne til Brunello di Montalcino. De resterende marker er tilplantet med oliventræer og kornmarker.

Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, og lavet i ståltanke med maceration i 25 dage og har efter endt fermentering lagret 2½-3 år i store 30-35 hektoliter slavonske egetræsfade med efterfølgende lagring 12 måneder i flasken.

Jeg har tilbage i 2013 smagt vinen i en årgang 2007, men nu er der langt mere alder på. Lad os kigge på, hvad det har gjort ved vinen siden min første smagning.

Duftmæssigt læner jeg mig meget op af første indtryk … altså sødme, blåbær, kirsebær, søde krydderier og urter, masser af eg og brændte fade, toast og som første gang en fin kølig lethed. Alderen på 13-14 år virker bestemt slet ikke til at trykke vinen.

I munden er vinen også meget let, mere blød, blid og cremet med alderen … helt klart. Frugtsyren er ikke længere så markant, vinen er heller ikke længere meget tør, men der er fortsat lidt sødme og fin rund, behagelig eftersmag. Alderen har måske poleret lidt af kanterne af, men samtidig bliver vinen måske en kende mere anonym, men bestemt en dejlig, dejlig vin.

Nyere årgang forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7