Vi fortsætter i det tyske og nu med en vin fra Pfalz, nemlig denne 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir fra Weingut Bernhard Koch, der holder til på Weinstraße 1 i byen Hainfeld.
Vinhuset menes at være grundlagt allerede helt tilbage i 1610 … i hvert fald kan familiens våbenskjold spores tilbage dertil. I dag er det Bernhard Koch, som driver vingården sammen med sin hustru Christine, som står for salg og markedsføring.
Bernhard Koch blev nærmest tvunget ind i familievirksomheden, men er langsomt blevet en dygtig vinmager, bl.a. på grund af sine rejser til andre vinområder. I 1982 besøgte han fx Champagne og har lige siden været lidenskabelig omkring mousserende vine, som Bernhard også producerer på vingården.’
Bernhard og Christines to sønner deltager i dag også mere og mere i driften. Alexander afsluttede således i 2018 sin vinuddannelse på Geisenheim i Rheingay og har haft lærepladser hos både Weungut Knipser i Laumersheim i Pfalz og Dr. Heger i Baden. Hans mindre bror Konstantin er meget interesseret i markedsføringssiden af vinbranchen og er ved at afslutte sine studier i vin og forretningsadministration i Heilbronn.
I 2019 blev Alexander Koch kåret som årets unge vinmager under 35 i Pfalz, hvilket er en kæmpe præstation. Han vandt i øvrigt også prisen for de bedste vine på Spätburgunder i regionen.
Vingården har samlet 50 hektar vinmarker … og det er Bernhard Koch, som løbende har udvidet med køb af flere marker, siden han overtog driften for over 25 år siden. Dengang var gården alene på mere beskedne 5 hektar. De bedste marker er i dag Hainfelder Letten og Kirchenstück.
Samlet ligger produktionen på 450.000 flasker vin, herunder altså denne 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, en af husets fine enkeltmarksvine, men altså slet ikke én af topvinene.
Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret i op til 20 måneder på både barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.
Denne Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir er herlig, smuk, lys, teglfarvet og transparent i glasset … en farve, som bare simpelthen højtidligt løfter forventningerne og allerede ved første duft starter med at indfri, imødekomme og endda imponere jeres vinblogger.
Det er dejlig kølig animalsk hestestald, røg, småbrændte noter, et tydelig fadaftryk med kanel og vanilje, lys og lækker frugt, kirsebær, jordbær, lidt appelsinskal, fuglefjer … kilder lidt i næsen og måske endda også en snert af kaffe. Det er så kompleks og lækkert. Man bliver simpelthen glad i låget, når man dufter til vinen.
Men det gør man sgu også, når man smager denne vin, som er multo elegant. Tynd, fin, let, feminin og præcis Pinot Noir … tilstrækkeligt med tanniner til at holde selerne stramme og sætte sig i munden, sødme til at balancere vinen, varm syre til at ranke ryggen og samtidig en lille tør bitterhed. Det smager sindssygt godt … Spätburgunder aka Pinot Noir af stor klasse.
Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr., hvilket er totalt billigt for denne vinoplevelse. Der bør blive run på de sidste flasker hos importøren.