2020 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, Italien

2020 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, ItalienNår tunge, mundhule, svælg og sjæl lige har ventet sig til god Nebbiolo, så napper vi da bare endnu en Piero Bussi vin og det blev denne 2020 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna.

Både med den forrige 2021 Autumnalis samt denne 2020 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, så er der nu på etiketten skrevet Nebbiolo i stedet for Rosso som i tidligere årgange, Det giver god mening, for jeg tænker, at Nebbiolo lyder mere tiltrækkende end blot en Rosso, der jo normalt ikke siger så meget om indholdet.

Som med Autumnalis kommer Nebbiolo druerne fra området Calosso i 350 meters højde, men her altså udelukkende fra marken Bricco Castagna.

Ellers er vinen lavet som Autumnalis med traditionel gæring og maceration i store betontanke. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques.

I glasset virker vinen mørkere end lillesøsteren Autumnalis og ellers er proppen også klart i en finere og mere lækker kork. Når du dufter til vinen er der også stor forskel, for  nu er der virkelig skruet op for fadnoterne og virker samtidig betydelig mørkere og er således ingen fin, let og stringent Nebbiolo. Det skal du dog ikke lade dig snyde af, for der kommer fortsat  læder, violer, roser, noget grøntsagsfond og så ellers en frugt af mørke kirsebær, blomme, tranebær og hindbær, nogle våde fade, chokolade, sød tobak, finsk lakrids og vanilje.

Hvor smager den godt … WAUW … nærmest en Nebbiolo med turboen sat til, steroider i kroppen, et fedtlag til at dække sixpacken på maven og et bredt smil. Det gør også smagen federe, ret smooth og cremet, hvor frugten er kirsebær, brombær og endda lidt figner, men tanninerne er fortsat vildt tørre og markante, selvom fadene tør vinen op og giver denne fyldige og flotte balance. Det er på rigtigt mange måder en stor vin, så dermed 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 119 kr. Det er faktisk alt for billigt, men lad vær’ at sige det til Italux.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, ItalienTrangen til mer’ Nebbiolo efter Bruno Giacosas Nebbiolo d’Alba var stor, så fluks røg proppen yndefuldt op af en flaske 2021 Monferrato Nebbiolo Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero.

Jeg ved fra tidligere årgange, at det er en god og endda – modsat Giacosa – prisbillig Nebbiolo, der byder på masser af kvalitet, kæmpe drikkeglæde og Nebbiolo kvaliteter.

Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter den første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at frasælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af hans søn Federico. Samlet  driver de i dag 12 hektar vinmarker.

Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Monferrato Rosso Autumnalis er på 100% Nebbiolo fra vinmarker ved Calosso i 350 meters højde, omkring 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i store betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.

I starten virker næsen lidt lukket … skal åbenbart lige have lidt tid til at tø op og jeg har ikke travlt. Men med lidt optøning i vinglasset så dukker der også en lidt tør og støvet aroma op, indtørret læder, lidt knuste og tørrede rosenblade, tørv, sorte te-blade, jod og en frugt, hvor der er godt med tranebær, masser af kirsebær og ellers både granatæbler og ribs … samt en lille snas vanilje.

I munden er der både syre, bitterhed og sødme. Det er måske nok ingen elegantier, men der er masser af tørhed, syrlig frugt med lidt syrlige kirsebær og tranebær, bitter balsamico, bitter lemon most og denne støvede og stenede mineralitet. Syren er tør, direkte og bitter, som forstærkes af tørre og let bløde tanniner samt en lille sødme, som bløder det hele en tak mere op. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Chouette Pinot Noir, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Chouette Pinot Noir, Jura, FrankrigVi lukkede den interessante vinsmagning med Domaine Pierre Richard vinene med en 2022 Chouette Pinot Noir.

Denne er huset top Pinot Noir og er også lavet med gæringen og maceration i ståltanke over 15 dage.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder i ståltanke, men også på nogle amfora lerkrukker.

Vinen har næsten samme duft som foregående Arbois Pinot Noir, men klart mere tæt og koncentreret. Der er mere tyk blæk, grafit og mere animalsk og landlig. Der er jordbær, hindbær, salte mineraler … men virker imidlertid også mere lukket og har samlet benene.

I smagen er vinen dog ikke helt så lukket … har power og kraft, klart flere tanniner, som virker strammere, men også mere både salt og peber, som river lidt sammen med frugt af blommer og jordbær på en rimelig rustik facon. 92 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Arbois Pinot Noir, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Arbois Pinot Noir, Jura, FrankrigDe sidste 2 vine fra Domaine Pierre Richard var begge på Pinot Noir og den første var en 2022 Arbois Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra marker i Arbois og fra 25 år gamle vinstokke.

Som med de to foregående vine er den vinificeret alene på tanke af stål … her med gæringen samt maceration over 40 dage inden lagring i ståltanke i 8 måneder.

I næsen er vinen let, rustik … har noget grafit, blæk og nelliker sammen med en frugt af jordbær, hindbær, appelsin samt salte mineraler … og samtidig fornemmes der faktisk også noget svovl.

Smagsmæssigt er vinen let, saftig og læskende, der er lidt peber, men ellers godt med frugt som jordbær og hindbær, har en frisk syre samt lemon, citroner og mineraler … har faktisk en kalket og metallisk eftersmag, hvor peberen også kommer frem. 89 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Trousseau à Bobo, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Trousseau à Bobo, Jura, FrankrigVi skulle selvfølgelig også smage en Trousseau vin fra Domaine Pierre Richard og det blev en 2022 Trousseau à Bobo.

Trousseau er en druesort, der stammer fra Jura, men som også i århundrede har været dyrket i det nordvestlige Spanien og forskellige dele af Portugal

I Spanien kendes Trousseau mest under navnet Merenzao eller Verdejo Negro, mens den i Portugal kendes som Bastardo … især findes der masser af vine på druen på Madeira. Det er specielt i Jura, at druen virkelig kommer til sin ret … her giver den ofte lyse med saftig kirsebærfrugt.

I Arbois i Jura betegner de Trousseau og Poulsard som to af Juras oprindelige røde druesorter, selvom begge druer i de senere år har mistet terræn til den mere populære Pinot Noir.

Trousseau modner sent og udbytterne er også svingende … og det er druens syreniveau også. Selvom sorten er vanskelig at modne i Jura, er dens vine dog traditionelt skattet i distriktet og mange anser Trousseau vine fra Jura som verdens bedste.

Hos Domaine Pierre Richard kommer Trousseau fra 25 år gamle vinstokke og er alene vinificeret på ståltanke … både gæringen over 15 dage og den efterfølgende lagring.

Duften er let med noget flæsk, hængt kød … men på en let måde, men frugten er klart mørkere end foregående Poulsard. Der er sorte kirsebær, skovbær, rå champignon, hæfteplaster, jod samt en bondsk sødme i frugten.

Smagen er også let … men tungere og mørkere end foregående, men virkelig frugtrig, læskende og har samtidig mere syre, hvorfor den er mere madvin. Den er faktisk lidt beaujolaisagtig i smagen med denne rustikke og lidt bondsk side, godt med kirsebær, mens der også er flere tanniner og mere modstand i saften. 91 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Pierre Richard, Poulsard, Jura, Frankrig

2020 Domaine Pierre Richard, Poulsard, Jura, FrankrigVi skulle også smage de røde vine fra Domaine Pierre Richard og startede med denne lyse og legesyge Poulsard.

Poulsard er en rød, fransk druesort, der specielt findes i Arbois i det nordlige Jura, hvor den bruges til at fremstille både hvide, rosé, røde og mousserende vine.

Poulsard har et tyndt skind. hvorfor rødvine på druen har en nærmest bleg farve … så meget, at de ofte forveksles med rosévine, men derudover har den en sart duft af parfume, et ganske fint indhold af syre, mens tanninerne er få.

Denne 2020 Poulsard fra Domaine Pierre Richard er lavet med druer fra 30 til 40 år gamle vinstokke fra marker med ler og mergel, hvor druerne er høstet manuelt. Vinificeringen er sket udelukkende på ståltanke … både gæringen over en uge og lagringen i ståltanke over 12 måneder.

I glasset er vinen ganske lys og nærmest Pinot Noir transparent, dufter virkelig blomstret med masser af lette og lyse bær, jordbær, lyse kirsebær … virkelig frisk og har også noget blæk, grafit samt en smule krudt.

Smagen er så fin, let og læskende … saftevand for voksne, har godt med jordbærsaftevand, jordbæris og tranebærjuice, har let sødme, lang, lys samt frugtrig eftersmag … det smager sgu godt og det er absolut en vin, som jeg er helt pjattet med. 93 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Domaine Pierre Richard, Vin Jaune, Jura, Frankrig

2014 Domaine Pierre Richard, Vin Jaune, Jura, FrankrigVi fortsatte Domaine Pierre Richard smagningen med mere Savagnin, for den næste vin var nemlig en ægte Vin Jaune, som nok er den mest kendte vin fra hele Jura området.

Det er en specialitet i Jura og næsten alle vinproducenter i området laver vinen, der er fremstillet på samme måde som sherry.

Den er lavet på Savagnin druer, som høstes, når de er så modne som muligt, hvorefter den lagres på fade i mere end 6 år. I takt med at vinen fordamper, så oxiderer den også og skaber et lag af gær, flor eller slør.

Hvis man starter med 1 liter, så svinder der undervejs 38% af væsken, så når den er færdiglagret, så hældes den på karakteristiske 62 centiliter flasker. Ved denne Vin Jaune har vinen været lagret i 6 år og 3 måneder.

Det dufter oxydativ af gammel sherry, papkasser, valnøder og grillede mandler, hvid peber, havvand og en frugt, der er fyldig og moden som kandiserede abrikoser, muskatnød, nelliker og peber … klart fyldigere, mere koncentreret og kraftigere end forrige vin. Det er klart en aroma, som enten elsker eller hader … meget særegen.

Smagen er meget koncentreret og cremet med tørrede abrikoser, modne æbler og noget stærkt … lidt som at få en knytnæve lige på munden. Der er salt, citrus, nødder, safran og lidt karry … men for pokker, hvor er der saft, kraft og tung syre. Samlet 92 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine Pierre Richard, Savagnin 54, Jura, Frankrig

2016 Domaine Pierre Richard, Savagnin 54, Jura, FrankrigMed næste vin fra Domaine Pierre Richard – en Savagnin 54 i årgang 2016 – kom der nu mere karakter over vinen.

Savagnin 54 er selvfølgelig lavet på Savagnin, som er høstet med håndkraft, mens gæringen så er sket i store ståltanke.

Vinen er efterfølgende lagret i fade, som dog aldrig bliver fyldt op, hvorved en tynd hinde gær, flor eller slør så udvikler sig på overfladen af vinen i tønden. På fransk kaldes dette lag voile, som faktisk beskytter vinen, men giver en vis oxidering og sikrer den unikke smag og karakter.

Her har vinen lagret 54 mois sous voile … altså 54 måneder under slør … så det er derfor, at vinen har navnet Savagnin 54.

I næsen virker vinen klart oxyderet og har ellers salte mineraler samt godt med valnødder, lidt rådne nedfaldsblade fra efteråret, knasost, havvand, grillede mandler og nogle sherryagtige noter.

Smagsmæssigt viser vinen dog virkelig sin særegen sjæl … har en knivskarp syre, som både er stram, fin, feminin og cool. Der er godt med smag i vinen, masser af æbler, gærede æbler, hyben, lemon og frugten er virkelig frisk, lidt salt … og hænger lang tid i munden og dermed 92 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Pierre Richard, Chardonnay Elegance, Jura, Frankrig

2022 Domaine Pierre Richard, Chardonnay Èlegance, Jura, FrankrigI Jura kaldes Chardonnay også for Melon d’Arbois og det er netop en Chardonnay Elegance fra Domaine Pierre Richard som blev næste vin i vinglasset.

Chardonnay druerne er her høstet med et udbytte på ikke mindre end 60 hektoliter pr. hektar, men Vincent vil selv gerne have udbytte reduceret en smule, hvorfor han arbejder på løbende at reducere det.

Vinmarkerne ligger i omkring 300-400 meters højde og høsten sker manuelt, mens vinen i vinkælderen kun er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret en periode.

I næsen er der klart en svag fedme, men også en vis kridtet mineralitet, hybenroser, tørrede æbler, abrikos, en landlig kostald, nødder og noget varm blomsterpollen.

Smagen er blød … ikke fed, men dog en smule fyldig, har nærmest massiv knytnæve med hvid peber og en smule alkohol … eller i hvert fald en tung syre, lemon, citroner samt en let olieret friskhed. 89 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Domaine Pierre Richard, Crémant du Jura Finambulle, Jura, Frankrig

N.V. Domaine Pierre Richard, Cremant du Jura Finambulle, Jura, FrankrigVi startede – som man ofte gør – Domaine Pierre Richard smagningen med bobler i form af denne Crémant du Jura Finambulle uden årgang.

Det er en Blanc de Noir … altså en crémant lavet på Pinot Noir og efter klassisk champagne metode, Méthode Traditionelle eller Metodo Champenoise .. ja kært barn har mange navne.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen af denne vin, men den skulle være lavet i rustfrie ståltanke og så med andengæring i flaske, men jeg har ingen info om, hvor lang tid vinen har været lagret i kælderen inden degorgering.

I næsen er der godt med nødder, meget landlig med nærmest grøntsager og virker meget vegansk i udtrykket. Der er mango, fersken, kastanjer, noget toast og mandler.

Vinen har et fint og blødt brus, hvor man omgående fornemmer en smule sødme, modne æbler, kvæde … og så ellers lemon og citroner, men samlet meget imødekommende med den lille sødme, blød brus og fine frugt. 90 point.

Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger