Tag-arkiv: Italien

2012 Fratelli Alessandria, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2012 Fratelli Alessandria, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienDa jeg sidst drak 2012 Barolo Monvigliero fra vinhuset Fratelli Alessandria sammenlignede jeg den med Natalie Portman … smuk som ind i helvede, let, yndefuld, elegant, stærk og streng.  Nu er det søstervinen Barolo Gramolere i samme årgang.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 8 kilometer sydvest for Alba. Det stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der – som nævnt – alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale  smagte jeg tilbage i december sidste år og var voldsomt begejstret for.

Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Denne Barolo Gramolere er lavet med Nebbiolo druer fra marken Gramolere, der ligger ved Monforte d’Alba mellem markerne Gavarini og Bussia i 400 meters højde. Vinstokkene på marken er over 40 år gamle.

Barolo Gramolere er lavet på rustfrie ståltanke med maceration i 20-25 dage, hvorefter vinen lagrer i omkring 3 år i store 20-40 hektoliter slavonske egefade efterfulgt af 2 måneder i ståltanke og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Og hvis Barolo Monvigliero er som Natalie Portman, så er Barolo Gramolere ren Julia Roberts … voksen, smuk, elegant og altid med en inderlig nerve og en ægte latter.

I glasset er vinen let transparent med antræk til brunlige nuancer, mens næsen er sådan helt Barolo klassisk med læder, roser, violer og lys frugt med lækker modenhed. Det er kirsebær og hindbær, lidt overgæret og byder derudover på røg, tørrede blomster, lidt fennikel og lakrids … fuck det dufter dejligt, let og modent.

I munden er der masser af garvesyre, faktisk tonsvis af tanniner og en moden, lækker italiensk syre, elegant og rank med den flotteste nerve. Det er ribs, hindbær, fennikel og modenhed. Det smager herregodt og måske lidt mindre struktureret end Monvigliero … langt mere laid back på en usædvanlig smuk Julia facon.

Købt hos den lokale Vinspecialisten til 475 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2004 Borgogno, Barolo Le Teorie, Piemonte, Italien

2004 Borgogno, Barolo Le Teorie, Piemonte, ItalienJeg har før fået Borgogno på Bistroteket, og på den front blev denne aften ikke anderledes, da næste vin nemlig var en smuk 2004 Barolo Le Teorie fra det  gamle, traditionelle vinhus i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno og vin fra huset blev endda drukket ved den officielle fest for Italiens samling i 1861. Men der var især Cesare Borgogno, der – som den yngste af 4 søskende – efter overtagelsen af vingården tilbage i 1920 fik vinhuset sat på verdenskortet. Han var en ledende og karismatiske figur, og hans entusiasme medførte væsentlige nyskabelser i vinhuset.

Cesare begyndte bl.a. at gemme en del vine fra de bedste år og de bedste Barolo’er. De blev simpelthen sat ned i de mørke kældre. Dengang rystede folk på hovedet og tænkte, at Cesare måtte være forrykt, men i dag repræsenterer kældrene en del af Langhes historie og en væsentlig værdi.

I løbet af 1950’erne foretog Cesare også en renovering af vinhusets kældre … et arbejde som – efter Cesares død i 1968 – blev afsluttet af Cesare barnebarn Ida Borgogno, som fortsatte driften sammen med hendes mand Franco Boschis, som efterfølgende overdrog driften til deres børn Cesare og Giorgio.

Cesare nåede også inden sin død at ændre vinhusets navn til Giacomo Borgogno & Figli … opkaldt efter Cesares far, og det navn har vinhuset stadig, selvom det i dag ikke længere er ejet af Borgogno familien.

I 2008 blev vinhuset nemlig solgt til familien Farinetti, som ganske vist har renoveret den store hovedbygning, men beholdt de historiske kældre intakt.

Siden 2012 har det været Andrea Farinetti, som har drevet vinhuset og dets i alt 20 hektar jorder. Omkring 4 hektar er skov, mens de resterende 16 hektar er vinmarker, primært tilplantet med Nebbiolo samt Dolcetto and Barbera.

De bedste parceller ligger på markerne Cannubi, Connubi San Lorenzo, Fossati, Liste samt San Pietro Delle Viole.

Denne Barolo Le Teorie er en vin, som de ikke længere laver på Borgogno, men lavet i en serie af 3 Barolo vine, som vinhuset har kaldt Barolo Le Teorie.

Den består af 3 vine fra henholdsvis 2004, 2006 og 2008 og hver med sin egen anderledes etiket og med druerne fra markernes Cannubi, Liste, Fossati og San Pietro delle Viole … og alle lagret mindst 4 år i husets kældre.

Og sikke en lækker næse … virkelig tør med både blæk, lakrids, tobak, solbær, blåbær, en smule animalsk babybræk – på den gode måde – eg, røg og har faktisk en smule fedme i frugten, der samtidig er lækker moden i udtrykket.

Selvom damen er fra 2004, så har hun masser af tanniner og tørhed,  mega tør, faktisk monster mega tør. Frugten har en lidt sjov smag, klart til den modne side, cremet og fin lækker og alle omkring bordet var vist tilpas med vinen. Det smager også rigtig godt.

Købt på Bistroteket, hvor en flaske koster 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Provinco Italia, Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite, Puglia, Italien

2016 Provinco Italia, Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite, Puglia, ItalienNu er jeg jo nok ikke den hurtigste sækkevogn på genbrugsstationen, og derfor er det også svært at forstå, at denne Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite fra Provinco Italia allerede i produktionen har fået 99 point fra Luca Maroni trykt både på flaske og en smuk kasse. Men point og smuk indpakning sælger vist.

Men det siger måske også en del om den gode italienske vinanmelder Luca Maroni, som jeres vinblogger tidligere har mødt. Ved den lejlighed var det vist tydeligt, at Maroni er godt indspist med den italienske vinindustri, specielt den syditalienske. Ved den lejlighed repræsenterede han nærmest producenten Schenk Group.

Denne gang har Luca Maroni – der hvert år bedømmer omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien – arbejdet sammen med det store vinfirma Provinco Italia, som designer vine til supermarkeder og slige vinbutikker.

Det ligger i den lille by Rovereto, 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona, men laver altså vine fra det meste af Italien.

Og ja … det firma er jeg stødt på flere gange tidligere, nemlig da jeg smagte deres Grande Alberone Rosso og deres Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superior … begge vine lidt af en uskøn fornøjelse.

Det er et firma, som primært laver billige vine og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Denne Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite er – som navnet siger – en appassite, hvilket betyder, at druerne hænger på vinstokkene til, at de begynder at tørre og er basis for fede og søde vine. I dette tilfælde er det sorterne Primitivo og Negroamaro, men jeg har faktisk ingen oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret på barriques og trækker 15% højoktan.

Næsen er også både fed og solvarm med lidt blæk, lakrids, blommer, mint, kaffe, vanilje, chokolade og kakao. Det er flommefedt, virkelig godt med sol, tørret frugt, figner og dadler.

Og uha hvor er det en fed basse. Der er masser af saft og voldsom sødme, så vi nærmer os næsten en dessertvin og det er sgu alt for voldsomt for jeres blid vinblogger. Der er Ribena solbærsaft på epo-piller, men flad, overdone og syrefattig.

Forhandles af Meny supermarkeder, hvor prisen ligger på 149,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2014 G.D. Vajra, Freisa Kyè, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Freisa Kyé, Piemonte, ItalienAzienda Agricola G.D. Vajra var også repræsenteret på H.J. Hansen Vins Winemakers Fair … ikke med vinmageren himself, men en sælger fra huset. Jeg udvalgte en enkelt vin fra huset, nemlig denne Freisa Kyè.

G.D. Vajra – der ligger i byen Vergne i herlige Piemonte – har jeg skrevet om mange gange tidligere, så det skal jeg ikke trætte jer med. I stedet kigger jeg nærmere på denne lille interessante vin, som er lavet på den mere ukendt drue Friesa, som også nogle gange kaldes Fresa.

Druen findes primært i Piemonte og koncentreret omkring  Asti , Langhe, Chieri samt Monferrato. Man mener, at navnet måske kommer fra det franske ord fraise, som betyder jordbær.

Druen er i familie med Nebbiolo, men er stilmæssigt meget anderledes. Den har ganske vist en syre og tannin som Nebbiolo, men slet ikke dennes klasse og rige bouquet .

Vinen blev meget udbredt i 1800-tallet, da den var resistent over for meldug. I dag kan man teknisk holde syren og de tørre tanniner i balance ved kold gæring og kortere skindkontakt.

Denne 2014 Freisa Kyè er lavet på 100% Freisa druer fra marken San Ponzio ved Barolo. Marken ligger i 390-410 meters høje og har en undergrund med masser af ler. Vinstokkene er plantet i 1979-80 af Aldo Vajra.

Druerne høstet normalt i midten af oktober … omkring 20-30 dage senere end den øvrige høst. Druerne afstilkes 100% og derefter laves vinen med lang gæring, efterfulgt af en malolaktisk gæring samt 18 måneder lagring i dels barriques samt 25 hektoliter egetræsfade.

Næsen har bestemt elementer fra Nebbiolo … læder, roser, lakrids, tør jord, tobak, kirsebær, jordbær, men virker helt klart langt mere krydret i udtrykket. Det er ikke den fint, sarte og lette næse, men er tæt, kompakt, krydret og med lidt mere rustik kraft.

Smagsmæssigt er det faktisk også lidt som en krydret Barolo, blot lidt mere rustik. Vinen har en fin syre, virkelig typisk italiensk, har pænt med kraft, selvom der er fin elegance. Det er sgu en rigtig lækker vin og mange vil nok også blindt skyde på Nebbiolo.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 365 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Poderi Marcarini, Barolo Brunate, Piemonte, Italien

2010 Poderi Marcarini, Barolo Brunate, Piemonte, ItalienMit næste vinøse møde var med unge Andrea Marchetti, som er seneste generation på vingården Azienda Agricola Poderi Marcarini. Jeg bad ham servere sin bedste vin og det blev denne Barolo Brunate i en ældre årgang 2010. Sikke en krævende vinblogger!

Poderi Marcarini ligger i La Morra og grundlagt i midten af 1800-tallet af Giuseppe Tarditi, men siden 1990 har det være Manuel Marchetti, der som enke mand efter Luisa Bava – oldebarn efter den gamle grundlægger – repræsenterer 5. generation.

Manuel Marchetti driver Azienda Agricola Poderi Marcarini med sine børn Francesca, Lisa og Andrea … og sidstnævnte er altså den unge mand, som I kan se på billedet ovenover fra aftenen på Winemakers Fair.

Han er langsomt ved at overtage driften og produktionen af vinen fra deres 15 hektar vinmarker, som ligger ved La Morra, bl.a. parceller på de klassiske marker Berri, La Serra og Brunate.

Derudover har familien også lidt marker i Roero, hvor druerne til deres hvide Arneis dyrkes, og i Neviglie, hvor druerne til deres Moscati dyrkes. Samlet når de således op på 20 hektar vinmarker samt en årlig produktion på omkring 125.000 flasker vin.

I produktionen arbejdes der med beskæring af planterne og begrænsning af drue produktionen, for at opnå bedst mulige kvalitet.

Deres vine opnår generelt gode ratings af de førende italienske vinguider, herunder 2-3 glas i Gambero Rosso for de fleste årgange af netop denne Barolo Brunate. I vinkælderen bruges kun store tønder på 20-40 hektoliter, så vinene kan modnes langsomt.

De er således på alle måder traditionalister, og de høster kun fuldmodne druer. Gæringen er strengt kontrolleret og macerationen med skindkontakt varer i mindst 4 uger. Når den malolaktiske gæring er afsluttet, så lagrer vinene i mindst to år.

Udover vinproduktionen, så har familien også en vinbutik centralt i La Morra by samt et lille agriturismo aka hotel i Neviglie, altså længere mod øst forbi Monforte d’Alba,

Denne Barolo Brunate er lavet på præcis samme måde som beskrevet ovenfor. Druerne kommer fra Brunate marken, hvor Marcarinis vinstokke er plantet i periode mellem 1978 og 1987. Og så maceration i mindst 4 uger, malolaktisk gæring samt lagring på 20-40 hektoliter gamle egefade i 2 år.

I næsen er der læder, blomster, meget luftbåren og æterisk aroma, hvor vi stikker næsen i sky og fanger moden frugt og gamle fade. Der er en typisk italiensk og balsamiske syre, mentol, kirsebær, endda lidt tobak, tørrede bær, lakrids, fennikel og en gammel habit i et mølædt klædeskab. Hvor dufter det godt, modent og lækkert.

Vinen er også blød i 5. potens, så den smelter nærmest i munden og smager rigtigt godt. Det er cremet, modent og fløjsblødt, tanninerne fortsatte sindssygt markante og voldsomme sammen med en lys og omgængelig balsamisk syre + en megalang eftersmag. Det er sgu rigtigt lækker Barolo.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i nyere årgang koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, ItalienProduttori dei Colli et ikke en vingård i Piemonte, men et projekt aka samarbejde mellem Solera, Cantina Clavesana og vinkonsulenten Gianfranco Cordero, der er bl.a. også arbejder for G.D. Vajra og andre producenter. Denne Langhe Rosso er en af vinene fra samarbejdet og lavet på kooperativet Cantina Clavesana.

Cantina Clavesana ligger i byen Clavesana lidt sydvest for Monforte d’Alba og er grundlagt tilbage i 1959 af 32 initiativrige vinbønder anført af Enrico Gallo. Det har specialiseret sig i at producere vine på Dolcetto og tæller i dag omkring 340 medlemmer med samlet 515 hektar vinmarker.

De øvrige partnere i Produttori dei Colli projektet er – som nævnt – Gianfranco Cordero, som er en anerkendt italiensk ønolog, der tidligere fra 1979-1986 har arbejdet på en lang række vingårde i Italien.

Men siden har han igennem 25 år arbejdet som vinkonsulent, i dag primært gennem sit konsulentfirma Cordero Consulenze og har derudover en række poster med forskning indenfor den italienske vinindustri. Det er i øvrigt Gianfranco Cordero, som I kan se på billedet ovenover.

Solera er et norsk foretagende, som siden 1924 har stået for vinimporten til det vor nordiske broderfolk. De samarbejder med importører i 34 forskellige lande og er altså også en af initiativtagerne til projektet Produttori dei Colli.

Så vidt jeg kan se, så laves der to vine i dette samarbejde … en Barolo og så denne Langhe Rosso, som dels udgives på flaske samt i en 3 liters bag-in-a-box.

Vinen er et skønt mix på 50% Barbera, 25% Nebbiolo samt 25% Dolcetto. I nyere årgange er der også lidt Pinot Nero i. Vinifikation sker på rustfrie ståltanke, men Nebbiolo druerne har lagret 12 måneder på egefade, men de øvrige sorter blot er lagret på ståltankene.

Denne Produttori dei Colli Langhe Rosso har i glasset en pæn mørk farve, så det er klart både Barbera og Dolcetto druerne, som giver vinen de mørke nuancer.

Næsen er ganske animalsk, først lidt babybræk – på den fede måde – roser, læder, violer, italiensk syre samt kirsebær. Der er klart nogle Barbera karaktertræk i duften … fyldige, rustikke og landlige.

Smagen er meget syrlig på en lidt blomstret måde, virkelig tør med blåbær, brombær, pænt med tanniner, men det bliver samlet set en kende kantet og rustikt. Den bider lidt af mig, men det er vel en af kvaliteterne i nogle af de italienske vine.

Forhandles af Megavin.dk, hvor en flaske normalt koster 129 kr., men i uge 17 kommer op tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, Italien

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, ItalienHvis man en aften helt alene,  tutto solo – under månens skær og til tonerne af Kys Hinanden med Dario Campeotto, skulle dele en flaske vin med den smukke Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi, så skulle det ubetinget være hendes Solitario. Den får den blødeste side frem i alle stærke mænd.

Det en hybrid, pærevælling og bastard af en vin. Et gadekryds, som ikke passer helt ind, men smager ganske fantastisk. Normalt ligger restsukkeret på 4 gram pr. liter i en Amarone, mens en Recioto mindst skal ha’ 70 gram pr. liter, men ofte ligger langt højere. Solitario har 21,2 gram restsukker pr. liter og så skulle man jo blot tro, at det er en sød Amarone.

Det kan lyde lidt klamt, men det er det på ingen måder, men det vender jeg tilbage til lige om lidt. Solitario er – som Amarone – lavet på 35% Corvina, 20% Rondinella, 35% Corvinone samt 10% af Oseletta og Croatina.

Druerne kommer fra husets vinmarker i Mezzane di Sopra og  alle druer høstes med håndkraft og fragtes til vingården i små kasser, så druerne tager så lidt skade som muligt. Herefter tørrer druerne i 3½ måned. Efter vinifikationen lagrer vinen hele 54 måneder i nye franske egetræsfade og herefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 30 måneder inden frigivelse.

Ved første snif tænkte jeg; åh nej … en totalt overmoden vin, hvilket også understøttes af en brunligere farve i glasset. Men vent et kort øjeblik, for så åbnes der for en ekstraordinær vinoplevelse. Næsen byder på en klar sød og nøddet aroma med masser af modne blommer, syltede sorte kirsebær, chokolade og vanilje.

Det dufter mer’ af dessertvin end af Amarone og med en – for dessertelskende søde mænd – meget berusende duft, som får dig til at trække på smilebåndet. Alligevel er vi ikke helt ovre i dessertland, for der er – sammen de flydende nødder og chokolade – også blandet en gammel og sød balsamisk eddike i gryden.

Smagsmæssigt er det også klart en anderledes vin og med den høje, nærmest dessertsødme i vinen, så tænkte jeg strakt på ost. Men vi dog ikke helt ovre i Recioto land, for der er også tanniner samt en vis grad af syre i vinen, selvom det hele leveres fløjlsblødt og cremet med en gammel, stoisk dekadence. Der er en smule Sagrantino Passito over vinen … blot med venetianske gener.

Det er som nævnt en vin lidt udenfor nummer … en vin, der er lidt sin egen. Jeg synger stadigvæk ost, ost, ost, jeg vil ha’ ost, måske endda en Gammel Ole. Mange vil måske være lidt forskrækkede over en sådan vin og måske sige, at den ikke passer ind.

Jeg er dog tilhænger af vinøs vildskab og vine, som udfordrer normen, og der er Solitario helt perfekt, for den smager simpelthen ganske fantastisk. Nyd den til lidt dessert eller ost. Fanden svær at rate … og så alligevel ikke, for det er en fantastisk oplevelse, selvom prisen også ligger i det højere luftlag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 749 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, Italien

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, ItalienNu tester Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi igen jeres flittige vinbloggers hjerte … ikke kun med hendes søde smil og betagende ydre, men mest af alt med endnu en 17% højoktan vin, denne gang vinen Tisbe på ren Cabernet Sauvignon.

La Guaite di Noemi ligger på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono. Vinhuset drives i dag af den unge, smukke Noemi Pizzighella, som I også kan se på billedet ovenover.

Det var hendes far Stefano Pizzighella, som i 1987 købte den lille ejendom for at starte en produktion af olivenolie fra de tilhørende olivenlunde på bakkerne ved byen. Men allerede efter nogle år, så begyndte familien også at plante vinstokke på den højeste del af markerne … den del, som kaldes Le Guaite.

Og i 2002 var markerne så produktive, at familien startede med at lave vine, ærketypiske Valpolicella vine, men allerede i 2006 overtog Noemi ansvaret for vinproduktionen. Derfor hedder vingården i dag også La Guaite di Noemi.

La Guaite di Noemi har samlet 10 hektar vinmarker, men olivenolie fylder også fortsat godt, hvorfor familien har hele 3 hektar med oliventræer med sorter som Grignano, Leccio di Corno og Casaliva, som giver basis for de efterspurgte olivenolier.

Noemi laver forskellige vine, en bl.a. en Rosso, en Valpolicella Superiore, en Ripasso, en Recioto og Amarone della Valpolicella, men har også tidligere eksperimenteret lidt … bl.a. med denne Tisbe, lavet på Cabernet Sauvignon med efter Amarone metoden med tørrede druer.

Cabernet Sauvignon druerne kommer fra vingårdens marker ved Mezzane di Sopra i Valpoliella. Efter høst har druerne tørret i 3½ måned og efter endt fermentering i rustfrie ståltanke er vinen lagret i nye franske egetræsfade 36 måneder og sidenhen mindst 16 måneder i flasken inden frigivelse. Der produceres kun en yderst begrænset mængde af denne vin.

I næsen er det tyk, sort frugt, men en snert af frisk syrlighed masser sig frem imellem den tykke aroma af fede noter, hengemt gammel balsamico, kaffe, chokolade, blåbær, solbær, eg samt noget let og blomstrende. Der er potens i duften.

Og sikke en power i munden … samtidig med, at frugten virker fuldstændig frisk, nærmest blåbær med lagret friskhed, hvis man kan sige sådan? Det er vildt cremet og blødt med svag peber, fede tanniner, intens mørk syre, som bliver ved med at sidde og kildre din drøbel i lang tid, men den høje alkohol mærker du faktisk ikke noget til … i hvert fald ikke førend du drukket flasken. Smagen efterlader munden med en syrlig og sød lang eftersmag. Det er Cabernet Sauvignon på epo i 6. potens.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Enrico Santini, Poggio al Moro Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2010 Enrico Santini, Poggio al Moro Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienEnrico Santini startede egentlig som kommis i et supermarked og arbejdede der i 15 år inden han besluttede at følge sin passion for vin. Nu er han selvstændig vinbonde i Bolgheri og står bag denne Poggio al Moro Bolgheri Rosso.

Enrico Santini stammer selv fra Bolgheri og har i dag hans vinhus tæt ved byen Castagneto Carducci i Bolgheri i den sydlige del af Toscana ikke så langt fra havet. Han blev træt af arbejdet i supermarkedet i 1995 og startede med at arbejde i en vens vineri omkring 3 års tid inden han i 1998 startede for sig selv.

Det blev en start helt uden at have hverken redskaber, vinificeringsudstyr eller et vineri … altså en start som en rigtig garageproducent. Han købte imidlertid nogle marker med lånte penge og startede at tilplante markerne, som han passer både meget omhyggelig og total økologisk. Vinene producerede han så i bogstaveligt stand i sin garage og kælder.

I dag er Enrico Santini en anerkendt producent i Bolgheri og han har samlet 15 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker. På markerne dyrkes han Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Sangiovese og Petit Verdot samt de hvide sorter Vermentino og Sauvignon Blanc.

Han laver årligt omkring 50-55.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine … en hvid og 3 røde, herunder altså denne Poggio al Moro Bolgheri Rosso, som han årligt laver 30.000 flasker af. Vinene laves i dag med lidt hjælp fra vinmageren Attilio Pagli.

Poggio al Moro Bolgheri Rosso er lavet på 30% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 10% Syrah. Hvor druesort vinificeres separat med en maceration og gæring over 3-4 uger og en efterfølgende lagring i 3 måneder på franske barriques.

Og sikke en dejlig næse med mørk og sort frugt, tobak, lakrids, blæk samt en mørk, tyk og lagret balsamisk syre. Smagen er blød, rund og tilbagelænet. Syren er rund og behagelig og vinen kraftig, fed og samtidig med en friskhed i frugten. Der er bestemt tanniner, men det samlede indtryk er, at dette er en dejlig, sød og elskelig bredbaget italiensk mamma. Det er klart 4½ balsamicofedtede fingre med pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Marchesi Antinori, Brunello di Montalcino Pian delle Vigne, Toscana, Italien

2009 Marchesi Antinori, Brunello di Montalcino Pian delle Vigne, Toscana, ItalienSidste Brunello var klart den bedste i koblet … Brunello di Montalcino Pian delle Vigne fra den store og legendariske vinhus Marchesi Antinori.

Huset har jeg selvfølgelig skrevet om tidligere og hvis du vil læse lidt om det legendariske vinhus, så læs fx det blogindlæg, som jeg skrev, da jeg smagte deres 1990 Solaia.

I stedet kigger vi nærmere på denne 2009 Brunello di Montalcino Pian delle Vigne, hvor druerne kommer fra Antinoris Pian della Vigne vingård, der ligger omkring 6 kilometer fra Montalcino by og er opkaldt efter en jernbanestation beliggende på godsets arealer i det 19. århundrede.

Pian delle Vigne ejendommen er på 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker og ejendommen blev købt af Antinori tilbage i 1995, hvor han også for første gang lavede denne Brunello di Montalcino Pian delle Vigne.

Vinen er lavet med de bedste druer, som efter høst afstilkes og så presses. Derefter gærer mosten 15 dage i rustfrie ståltanke ved 27 grader. Derefter følger en malolaktisk gæring og lagring i egetræsfade på 30-80 hektoliter i omkring 2 år.

I modsætning til de forrige Brunello’er, så er næsen langt mere let, luftig, tæt og spændstig. Frugten virker også lysere, mer’ kirsebær, mirabeller, lyse blommer og samtidig med pæn modenhed samt en balsamisk syre, som samlet giver en smuk lækkerhed. Der er noter fra blomster, læder, tobak samt lidt chokolade.

Smagen er også let, luftig og blød … smelter nærmest i munden. Det flyder bare og glider behageligt ned. Det er virkelig blødt, blidt med kirsebær, blommer og smager sgu fremragende. Det er svært ikke af blive bare en lille smule imponeret.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7