En vinsmagning forleden bød på 11 vine fra det australske vinhus Frankland Estate og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for. Vi starter med denne Rocky Gully Riesling, som er husets entry-level aka basisvin og lavet med opkøbte druer.
Frankland Estate ligger ved Frankland River tæt på den lille landsby Rocky Gully og nationalparken Tootanellup Nature Reserve i Great Southern distriktet i Western Australia. Vinhuset er grundlagt i 1988 af Barrie Smith og Judi Cullam, som dog havde købt ejendommen tilbage i 1974 med henblik på fåreavl.
Barrie Smith var selv vokset op på en gård, som leverede druer til en lokal producent, men slog sig i starten til tåls med livet som fåreavler. Men da der allerede var vinavlere ved Frankland River, som havde stort held med at dyrke Riesling, så begyndte parret at undersøge, om de også skulle omlægge og blive vinbønder.
De startede med at læse en rapport fra den californiske professor Doctor Harold Olmo, der i 1956 havde skrevet om potentialet for vindyrkning ved Frankland River. Det er en kølig og våd region med et mildt klima og dermed perfekt til vinavl.
Derefter besøgte Barrie og Judi producenter i Østrig og Tyskland for at hente inspiration og så arbejdede de også på Chateau Senejac i Haut-Medoc ved høsten to år i træk. Da de kom retur til gården i hjemlandet startede de med at tilplante marken Isolation Ridge omkring vingården, begyndte lave vin og det blev starten på Frankland Estate.
I dag har Frankland Estate selv 30 hektar vinmarker, hvilket primært er marken Isolation Ridge Vineyard, mens de så opkøber druer til Rocky Gully-vinene og 3 enkeltmarksvine på Riesling hos andre vinbønder i Frankland River.
Markerne dyrkes økologisk og gården har været certificeret siden 2009. Men derudover ligger Frankland Estate isoleret, og klimaet er så velegnet til vindyrkning, at sygdomme er et meget sjældent problem.
I dag får Barrie og Judi assistance på vingården af deres børn Elizabeth og Hunter, der begge også er uddannet vinmagere. Derudover indgår vinmageren Brian Kent også i teamet, der står for produktionen af vinene på gården.
Frankland Estate er mest kendt for deres sprøde og tørre vine på Riesling, som de producerer i europæisk stil, bl.a. med kold og lang gæring i gamle egefade, mens de røde vine gæres i åbne gæringskar og lagres lang tid på egefade.
Nå, men lad os kigge nærmere på denne Rocky Gully Riesling, hvor druerne som skrevet kommer fra andre vinavlere i Frankland River regionen. Det er knastør Riesling … der er alene et sted mellem 1-2 gram restsukker pr. liter.
Duften har ikke umiddelbart petroleum, men er i stedet herlig stenet med citron, fersken, abrikos, blomster og den animalske aroma, som jeg kalder babybræk og egentlig elsker, sådan lidt sød mødding, intens, frastødende og tiltrækkende på en gang.
Smagen følger sådan set duften spot on … også lidt støvet, stenet med citron, mineraler og stringent syre. Den er måske ikke så kompleks i smagen, lidt rustik, men hold da op, hvor har vinen bare europæiske kvaliteter.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 96,75 kr.