Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte denne Brunello di Montalcino i årgang 2016, men her er det altså årgangen nyere og fortsat lavet af den mega- og kæmpestore Schenk koncern under navnet Tenute Poggiocaro.
Schenk mastodonten har jeg skrevet om før … de laver over 600 forskellige vine og bare i koncernen italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen,
Denne Brunello er- så vidt jeg kan se – produceret på Schenk Italias produktionsanlæg Lunadoro, som ligger ved landsbyen Valiano i Montepulciano området.
Den er lavet på 100% Sangiovese fra udvalgte marker omkring Montalcino. Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring og en macerationstid på omkring 20 dage. Efter endt gæring har den så lagret minimum 36 måneder på traditionelle slavonske egefade samt næsten to år på flaske, før den er klar til frigivelse.
I glasset er vinen – i forhold til foregående vin – langt mere lys, men kun med små brunlige nuancer langs kanten, men de er næsten ikke synlige. Men i duften er der en ret lækker duft, som faktisk virker en kende moden og meget dragende. Der er tørrede kirsebær, amarena kirsebær, læder, røg, allehånde, enebær, laurbærblade og nærmest en smule parfumeret samt med lidt fadnoter.
Smagsmæssigt også meget godkendt … en let, tør og moden frugt bestående af blommer, kirsebær og lidt ribs, godt med tanniner, der lige markerer og strammer tøjlerne. Syren er vild, tanninerne er oss’ småvilde og det bliver virkelig et godt Brunello bid og virker som en ung vin med læder og er læskende og frisk … og tror egentlig, at den er bedre end 2016’eren.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.