Nå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin Knipser Cuvée X. Her er det dog deres basis cuvée, som alene hedder Blauer Spätburgunder Trocken. Ikke et særligt sexet navn, men det skal man nu ikke lade sig snyde af.
Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Knipser har produceret vin siden 1876.
I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.
I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.
Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.
Lad os få vinen i glasset, lys rød og ganske transparent. Duften overrasker mig med en stor kompleksitet. Der er violer, viskelæder, lakrids og den karakteristiske søde kostald, som ofte findes i de tyske spätburgundere.
Smagen er forfinet, elegant … lidt til den tynde side, og ikke så stor eftersmag, men er man til Pinot Noir, så er det et rigtigt godt glas vin. Jeg er meget positiv over dette køb.
Købt i Tyskland, pris 11,90 € … og det må siges at være billigt for denne vin.
Skulle jeg sammenligne aftenvinen fredag med en person, så må det være en landlig, tysk skolelærerinde iført stram spadserdragt, frodige kurver, et skarpt bid og en mindre pisk i højre hånd.
Vinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.
Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.
Riesling er godt … og meget Riesling er meget godt. Det gode vejr har gjort, at jeg har fået fundet nogle af de hvide vine frem, og lørdag ingen undtagelse … hverken i vejr eller vin. Vinen er en Riesling fra Rheingau i Tyskland, og vinhuset hedder Balthasar Ress, grundlagt i 1870 og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden. Så fik vi også geografien med.
Tirsdag bød bl.a. på denne riesling fra Weingut Max Ferd. Richter i Mosel, ikke langt fra byen Mülheim. Vinmager … odder Weingut, som man siger dernede, er Dr. Dirk Max Ferd. Richter, som er 9. generation i familievirksomheden, som har eksisteret siden 1680.
Det gode ved at hælde en slat af forrige vin i maden er, at der så bliver plads til at åbne endnu en vin denne fredag aften.
Lige et par glas vin efter arbejde … vores gamle tirsdags-tradition gennem mange herrens år. Første glas en riesling fra Mosel … fra Joh. Jos. Christoffel Erben, som ligger i den lille landsby Ürzig, kendt verden over for vinmarken Ürziger Würzgarten – ophavsstedet for nogle af Tysklands absolut største vine.
Søndag igen vin … nu er vindepotet vist også ved at være fyldt godt op, men det er jo ferie og fridag i morgen igen, inden det igen er arbejdsdag. Igen et smut til Tyskland, nærmere bestemt til Rheingau til Weingut Trenz.
Hvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.