Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandGodramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken hedder næste vin, der kommer fra Weingut Villa Hochdörffer. Det er et lille familieejet vinhus, der ligger i den lille by Landau-Nußdorf i Pfalz.

Familien Hochdörffer, som vi kan se på billedet ovenover, er 6. og 7. generation, så det er en familien med stolte traditioner omkring vinproduktion. Det er farmand  Hans Martin Hochdörfer, som ejer vingården, men de 3 børn deltager også i driften. Det er dog primært sønnen David, som hjælper faderen med produktionen i vinkælderen.

Samlet ejer de 40 hektar vinmarker, hvor de fleste marker har været ejet af familien igennem alle generationerne og ligger ved byerne Nußdorf, Frankweiler og Godramstein. De bedste marker er Nußdorfer Kaiserberg, Nußdorfer Herrenberg, Frankweiler Biengarten og Godramsteiner Münzberg.

Udover vinproduktionen driver familien også et lille Bed & Breakfirst, hvor man kan leje værelser … og de lejer endda også plads ud til autocampere midt i en af markerne.

Og så har deres smukke datter Anna Hochdörffer- som på billedet ovenover sider lige mellem sine brødre – også i 2012 deltaget i konkurrencen om at blive den 64. deutsche Weinkönigin. Hun vandt ikke, men blev dog blandt de 3 bedste … kun overgået af vinbloggerens favorit Julia Bertram.

Weingut Villa Hochdörffer laver vinene i de serierne Gutswein, Terriorwein og Lagenwein … denne Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken er en Lagenwein, som er lavet med etiketten i 2 udgave … denne helt almindelige og så en, som hylder datterens deltagelse i kampen om deutschen Weinprinzessin samme år.

Vinen er vinificeret med gæring ved omkring 20 grader i rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering været lagret på franske barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt byder vinen på lidt nelliker, kardemomme, kirsebær, blåbær og er dermed en lidt mørkere Spätburgunder. Derudover lidt våde fjer … i mangel af bedre beskrivelse samt lidt bagepulver. Der er ingen kostald eller ultralette elementer.

I munden er vinen meget jernholdig og syrlig, men måske knap så mørk i smagen, som duften ellers indikerede, Der er hindbær, ribs, hvid peber, letflydende og lidt en no-nonens vin, hvor der savnes lidt dybde og flere nuancer. Alderen på 6 år kan ingenlunde mærkes, for syren er bestemt meget dominerende.

Købt i Tyskland for 15,50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2015 Palliser Estate, Pencarrow Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandPencarrow er en serie af dagligdagsvine fra Palliser Estate, men til en pris på 149,95 kr. i et Meny supermarked, så hører denne Pencarrow Pinot Noir vist til i den dyrere end af dagligdagsvine … i hvert fald efter min tegnebog.

Palliser Estate ligger midt i byen Martinborough omkring 70 kilometer nordøst for hovedstaden Wellington i bunden af Nordøen på New Zealand.  Det er et godt vinområde, som nærmest ligger i en langstrakt nord-syd gående dal og med en undergrund, som er meget lig Bourgognes og med et tørt klima.

Palliser Estate blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Det er i dag et aktieselskab med 211 aktionærer og de ejer samlet 72 hektar vinmarker, som er fordelt på de 7 marker Om Santi, Clouston, Wharekauhau, East Base, Pinnacles, Palliser Vineyard og Winery Vineyard.

Pip Goodwin er CEO og Allan Johnson er ansvarlig vinmager. Han står bl.a. bag denne Pencarrow Pinot Noir, som er lavet af druer fra markerne East Base, Clouston, Pinnacles og Winery sammen med druer opkøbt fra andre vinavlere i området.

Omkring 95% af druerne er afstilket, mens der for de sidste 5% anvendes hele klaser. Lavet med druernes naturlige gærceller og vinen er efter endt fermentering lagret 10 måneder på egefade, heraf 18% nye fade.

Duftmæssigt ikke helt så let i udtrykket, som men måske ville kunne forvente. I stedet er der solrige kirsebær, lidt varme, eukalyptus, blæk, eg, røg, grønne blade samt lidt sten og flint.

Smagen er røde bolsjer, grønne elementer, lette bær, jordbær, rabarber, lyse blommer og ellers lidt jern, men virker ikke helt rund. Vinen virker lidt vandet, kedelig og uden dybde.

Importør er Laudrup Vin, men mit eksemplar er købt i et Meny supermarked til 149,95 kr. Det er til den dyrere side.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, TysklandJeg har fået et par flasker fra BayVine til test. Den første blev et fint lille gensyn fra i sommers … vinen R Riesling fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau.

Sidst smagte jeg vinen i årgang 2014, men her er det dog en nyere årgang 2016. Selvom vinhuset ligger i Rheingau, så er vinen reelt fra Pfalz, men det skyldes, at denne R Riesling Kabinett er lavet med druer opkøbt fra vinavlere i Pfalz længere mod syd.

Weingut August Kesseler er grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler, som I også kan se kigge udover Rhinen på billedet ovenover. Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er bl.a. fra dette samarbejde, at denne R Riesling Kabinett kommer. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

R Riesling Kabinett har gæret i temperaturstyrede, rustfri ståltanke. Den har fået lov til at ligge på bærmen i tilstrækkelig lang tid, før den meget skånsomt bliver tappet på flaske. Vinen har et pænt restsukkerindhold på 26 gram pr. liter.

Selvom det ikke er en dyr vin og en Kabinett med en vis sødme, så er er der – som sidst -igen herlige små noter af petroleum, lidt fersken, tropisk frugt, pærer, selvfølgelig pæn sødme, lidt muskat og jeg fanger også en lidt nøddet aroma.

Smagsmæssigt æbler og æblekompot … det er klart en sød vin, men den bliver dog aldrig alt for sød, for den har også en smule grape og lidt citronsyre, selvom den bestemt er meget omgængelig, let vandet og aldrig bliver helt dyb. Men drikkevenlig vin med masser af Riesling kvaliteter. Det er sgu igen godkendt.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Carmel Road Winery, Monterey Unoaked Chardonnay, Californien, USA

2015 Carmel Road Winery, Monterey Unoaked Chardonnay, Californien, USAMonterey Unoaked Chardonnay fra Carmel Road Winery blev sidste hvidvin i glasset ved den lille – og sene – sommersmagning … en lidt anderledes US Chardonnay.

Carmel Road Winery ligger ved byen Soledad i hjertet af Monterey County i Californien. Vinhuset er en del af det store Jackson Family Wines vinimperium, der – sidst jeg skrev om vinhuset – ejede 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika.

Deres Carmel Road Winery har specialiseret sig i produktion af vine på henholdsvis Chardonnay og Pinot Noir … og jeg har da også tidligere anmeldt nogle af deres rødvine.

Carmel Road Winery eksisteret siden 1997.  Fra starten var målet at lave håndlavede vine, der kunne vise det unikke i Monterey County. Siden den første årgang er landbrugsmetoderne og vinfremstillingen blevet finjusteret for at skabe rene, harmoniske, intenst-smagende vine. Denne proces udvikles fortsat.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker der ejes, men Carmel Road Winery ejer primært 4 større marker, nemlig Panorama Vineyard, Rincon, Clark Ranch og Hacienda Ranch Vineyard.

Alle druer høstes med håndkraft, og for at få perfekt modne druer høstes der i flere omgange. Gæringen foretages med en kombination af vildgær og industrielt fremstillet gær.

Det meste Chardonnay bliver fadgæret, men en lille del gærer på ståltanke for at give vinen mere struktur og en frisk frugtkarakter … og det er bl.a. denne Monterey Unoaked Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra marker ved foden af Santa Lucia Mountains omkring 25 kilometer øst for Monterey og Stillehavets kyst … et område kendetegnet ved, at der dagligt blæser kølige vinde og tåge ind over markerne.

Vinmager er Kris Katos, som I også kan se på billedet ovenover. Han har lavet Monterey Unoaked Chardonnay på ren ståltanke … altså helt uden lagring på egefade, hvilket navnet jo egentlig også lover.

Druerne er håndplukkede og fermenteringen sker på temperaturstyrede ståltanke over lang tid ved lav temperatur, hvorefter vinen også lagrer i tankene sur lie – altså med bærmen – en periode. Det er en vin, som Flaskehalsen har giver topkarakter med 6 stjerner, men der er jeg imidlertid slet ikke … faktisk slet ikke.

Duftmæssigt har vinen en lidt sjov, grøn note, nærmest med syrlige stikkelsbær, jordbær, citroner, fernis, opvaskevand, en gammel hest, gamle gulvtæpper og lidt støvede mineraler. Umiddelbart er næsen lidt svær at forlis med.

Vinen smager dog bedre end duften, og det er rigtigt nok en ikke overfed, amerikansk Chardonnay, men er blød med blød frugt, fersken samt andre tropiske frugter og lidt jern. Det er dog et eller andet, som brænder lidt i smagen og sammenlagt bliver det for mig en smule kedeligt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 La Tunella, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2017 La Tunella, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienFra appellationen Friuli Colli Orientali i vinområdet Friuli-Venezia Giulia smager vi en fed Pinot Grigio vin fra et lille vinhus, der kalder sig La Tunella.

Friuli-Venezia Giulia, der ligger på grænsen til  Østrig og Slovenien, er primært kendt for deres gode hvidvine, men der laves også udmærket rødvin i området. Azienda Agricola La Tunella ligger i Spessa området tæt på Premariacco omkring 15 kilometer øst for Udine og som nævnt i appellationen Friuli Colli Orientali.

Vingården er grundlagt tilbage i 1960’erne af Min Zorzettig sammen med sønnen Livio, men i dag er det 3. generation i form af brødrene Massimo og Marco Zorzettig, som viderefører traditionerne på La Tunella sammen med deres moder Gabriella.

De får dog hjælp fra venen og ønologen Luigino Zamparo til produktionen af vinene fra deres i alt 70 hektar vinmarker, hvor de dyrker et bredt udvalg af både internationale samt lokale druesorter.

Gennemgående for husets stil er et solidt fokus på rene, friske og frugtdrevne vine, såvel røde som hvide, der spænder vidt fra klassiske enkeltdruevine på internationale druer som Pinot Grigio, Chardonnay, Pinot Nero, Cabernet Franc samt vine på mere lokale sorter som Pignolo og Schioppettino.

Gennemgående er stilen på La Tunella kendetegnet ved druetypiske, rene, ikke manipulerede vine med fokus på imødekommende frugt, fremfor lang lagring på fad.

Druerne til denne Pinot Grigio er høstet i den første uge i september og en del af druerne har derefter gennemgået en cryomaceration ved 4 grader i omkring 36 timer, mens den anden del presses med det samme.

Derefter sker fermenteringen stille, langsomt og ganske længe i store rustfrie ståltanke, nemlig i omkring 30 til 40 dage, hvorefter vinen lagrer omkring 4 måneder på de rustfrie stålfade inden vinen sluttelig tappes på flaske.

Næsen viser stolt en fed, flommeagtig braktud … en anelse parfumeret med bl.a. blomster, fersken, kiwi, hyldeblomst, lidt toast samt lidt gær.

Smagsmæssigt er det blødt, sødt med lidt muskat og sådan lidt tilbagelænet. Det er en let nøddet aroma og bestemt meget lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der mangler dog lidt længde i smagen, som bliver en anelse flad.

Forhandles af Sigurd Müller Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2015 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienSå er vi atter hos familien Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna i Valpolicella, Veneto, og i glasset har jeg igen fået deres Valpolicella Ripasso Superiore, som jeg sidst smagte i en årgang 2014.

Casa Vinicola Bennati har lavet vin i over 140 år og blev grundlagt af Antonio Bennati, som selv kom fra Cazzano di Tramigna,

Antonio blev af sine venner kaldt Toni Recioto, da han allerede i en tidlig alder startede med at lave vine med druer, som var tørret på stråmåtter på vingårdens loft. Han lavede søde Recioto vine, som han med hestevogn kørte rundt i lokalområdet og solgte i datidens berømte flasker i stråkurve.

Det var dog sønnen Annibale Bennati, der i 1920 officielt grundlagde Cantine Bennati, som fortsat i dag driver af familien, nemlig af de to brødre Paolo og Giorgio Bennati samt fætter Claudio Bennati.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som Bennati familien ejer, men de laver deres vine i flere serier aka brands, nemlig Selezione Valtramigna, Soraighe, I Gadi, Cornalé og Feudo Italia, men sjovt nok fremgår denne Valpolicella Ripasso Superiore ikke i nogle af disse serier eller af vinhusets hjemmeside.

Derudover laver de så altså også vine for andre vinfirmaer, hvilket er muligt via et forholdsvis nybygget vineri med et topmoderne anlæg og store lagerbygninger. Derudover arbejder familien Bennati også sammen med universitetet i Udine for udvikling af teknikkerne for produktion af vin.

Denne Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Rondinella og Molinara.  Druerne afstilkes, presses og kommer i rustfrie ståltanke, hvor der tilføres udvalgt gær til fermenteringen, som sker ved 24-25 grader.

Derefter macererer vinen med kvaset fra produktionen af Amarone og Recioto vinene, hvilket tilfører yderligere kraft til vinen og dermed bliver det til en Ripasso vin. Vinen filtreres alene delvist inden flaskningen.

Og der er sgu – hånden på hjertet – ikke megen forskel i hverken duft eller smag på årgang 2014 og 2015. Igen er det en fyldig vin, som har godt med frugt, duftmæssigt mørke bær, kandiserede kirsebær, blommer og frugten lidt gæret. Derudover er der mentol og gazebind, eg, kanel og en vis landlighed.

Smagsmæssigt er der det ikke en overfed og overgjort Ripasso, selvom vinen både smager mørk og sød, for den har en virkelig frisk frugtsyre, kul, let bitterhed og meget bløde – næsten umærkelige – tanniner. Vinen er måske snarere lidt tynd i udtrykket, hvilket jeg dog godt kan lide, idet Ripasso’er godt kan blive lidt for fede og gumpetunge. Det er denne ikke.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 96,64 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Rouleaux, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Rouleaux, Champagne, FrankrigDet sidste syre chok fra Clement Perseval blev hans Coteaux Champenois Les Rouleaux, som ligeledes er en enkeltmarksvin og denne er lavet på 100% Chardonnay fra vinstokke plantet i 1981.

Igen er der en smule usikkerhed omkring produktionen, men den er som de to foregående tappet på flaske i juli 2015 … eller omkring 21-22 måneder efter høsten. Der svovles kun i meget begrænset omfang, typisk ved presning og umiddelbart inden flaskning. Gæring sker alene med druernes naturlige gær og vinene er også ufiltrerede. Der er også kun lavet et enkelt fad af denne vin, altså beskedne 300 flasker.

Duftmæssigt er der eg, papkasser, en svag oxidering … varm og rund med både fersken, modne æbler, havvand, salt og noget, som virker specielt eller rodet. Det er grønt, men ikke grønt grønt … mere en varm ensilagearoma, som har gæret et sjovt sted hen. Der er ved nogle snif lidt duft af prop og vi drøftede, om den havde prop … formentlig, men i svag grad.

I munden er rodet måske mere tydelig, for det bliver lidt grødet, dog fortsat med masser af syre, her klart mere en æblesyre kombineret med mineralske saltnoter. Æblesyren er ikke helt stram … lidt på vej med eddikeland og sammen bliver vinen lidt ubestemmelig, uden den egentlig bliver en dårlig vin … slet ikke.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Xavier Vignon, Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vinøse tarotkort – Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages fra Xavier Vignon – viser, at vejrudsigten står på sommer med høj sol.

Sol er også dejligt og i tarotkortenes verden symboliserer solen da også både munterhed og fremgang.

Der er glæde og lyse udsigter forude. Kortet giver også et fingerpeg om frihed og fantasi, så energi og livsglæde vil give dig vind i sejlene … du er på vej til at nå toppen af dine mål og kan forvente succes med alle typer projekter.

Du kan bede det guddommelige om hjælp til at overvinde den sidste hindring. Du har på basis af en spirituel/åndelig indsigt opnået glæde og fred med dig selv. Alt er godt.

Men lad os kigge på vinen og se, om alt også er godt der. Arcane XIX Le Soleil er en Côtes du Rhône Villages vin, hvor druerne kommer fra 9 forskellige parceller i den nordligere del af Sydrhône. Det er 80% Grenache, 10% Mourvèdre og 10% Syrah.

Grenache vinstokkene skulle efter sigende være omkring 100 år gamle og vinen er lavet med gæring og maceration i 1 måned og har efter endt fermentering lagret 15 måneder med en 1/3-del i nye egefade, 1/3-del i betontanke og 1/3-del i rustfrie ståltanke.

Duften er tætpakket kirsebær og blommer, lidt gæret i frugten med en støvet tørhed, er lidt urtet og har krydderier, blyant, kul, lakrids, våde fade, godt med kanel, en smule eukalyptus, blomster, en våd vaskeklud og en vis skarphed.

Det er smagsmæssigt en voluminøs, kraftig og sød vin med mørk, fed frugt, kul, peber, jord, mineraler, chokolade og tørre – men bløde – tanniner. Smagen er mælket, cremet og måske – for mig – en anelse for meget til den søde side.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Gabel, Spätburgunder Tradition, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Gabel, Spätburgunder Tradition, Pfalz, TysklandI det houlbergske hjem kommer der Spätburgunder i glasset både i tide og utide. Det burde jo egentlig være lovpligtigt og måske endda være en del af Sundhedsstyrelsens officielle kostvejledning … altså Spätburgunder i tide og utide, hvis man kan snakke om at det kan komme i utide.

Denne gang er det løst med en Spätburgunder Tradition fra nederste i kostpyramiden og fra Weingut Gabel i Pfalz. Vinhuset ligger i byen Herxheim, som ligger midt mellem Landau og Karlsruhe.

Vingården er grundlagt tilbage i 1655 af Casper Gabel, som efter 30-års krigen sammen med en lang række tyrolske håndværkere flyttede til Pfalz for at genopbygge det ødelagte og affolkede område og endte som vinbonde.

I dag er det 13. generation, som driver vingården … og det er Lisa og Oliver Gabel. De har samlet 20 hektar vinmarker, og de bedste marker er Herxheimer Honigsack, Herxheimer Himmelreich, Herxheimer Kirchenstück, Bissersheimer Steig, Bissersheimer Orlenberg, Kirchheimer Schwarzerde og Kirchheimer Steinacker.

Der dyrker de sorterne Riesling, Kerner, Silvaner, Gewürztraminer, Scheurebe, Grauburgunder, Morio-Muskat, Muskateller, Sieger, Ehrenfelser, Portugieser, Schwarzriesling, Dornfelder, Spätburgunder og Regent.

For at hylde deres historiske ophav har de faktisk også plantet den sydtyrolske druesort Lagrein.

DNA’et hos Weingut Gabel er brug af gamle, store træfade, hvor flere af fadene er over 100 år gamle.

Denne Spätburgunder Tradition er fx vinificeret i sådanne gamle tønder helt traditionelt, hvor den blide mikrobiologiske oxidering giver vinen struktur og kræver en erfaring, som Gabel familien har opnået gennem generationer.

Vinen er også lagret på en kombination af de gamle fade og brugte barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid vinen er lagret.

Duftmæssigt klassiske tyske træk med sød animalsk stald, godt med fadpræg, kølige grønne blade, kanel, nelliker, allehånde … dufter sgu af brunkager og jul, lædersåler, kiwi, jordbær og kirsebær samt et halvt medicinskab. Absolut godkendt.

Smagen er nok lidt for meget til den sødere side, ganske saftig og lettilgængelig. Det er blødt og har måske smagsmæssigt lidt et slattent håndtryk, for syren er lidt vag. Det smager dog ganske fornuftig og har let peber i eftersmagen.

Drik den sammen med lidt røget fisk, let tapas, en ret med lidt gris eller måske Madfilosofies opskrift på Kylling á la Wellington med sennepssauce og forårssalat.

Forhandles herhjemme af Juuls Vinhandel, men denne er ikke set i programmet. Mit eksemplar er købt i Tyskland, hvor prisen er 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Weinerlebnis Kirchmayr, Birnenschaumwein, Niederösterreich, Østrig

N.V. Weinerlebnis Kirchmayr, Birnenschaumwein, Niederösterreich, ØstrigDa vi på Horváth blev udfordret af tjeneren til at gætte, hvilken vin han havde serveret for os, så gættede vi spot on, at det var Obstschaumweine, altså mousserende frugtvin. Fruen gættede på pærer, men jeg holdt mig til æbler, da pærer sjældent har sådan en syre, som denne vin åbenlyst har.

Men fruen fik ret, for dette er en Birnenschaumwein … pæreskumvin, som kommer fra et østrigsk vinhus, der hedder Weinerlebnis Kirchmayr aka Wein- & Sektkellerei Kirchmayr, som ligger i Weistrach i Niederösterreich.

Det holder til i det gamle benediktinerkloster Meierhof Keller og er grundlagt i 1929 af Kirchmayr familien. De laver typiske østrigske vine på Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc fra kalkrige marker i både Kamptals, Kremstal, Donau og Wachau.

Dette er muligt, da Weinerlebnis Kirchmayr har indgået lange samarbejdsaftaler med en lang række vinavlere i de forskellige områder. Kirschmayr har faktisk slet ingen vinmarker selv, men har i stedet en række vinavlere, som således dyrker udvalgte marker for familien.

Det er i dag Andreas Kirchmayr, som står for driften og produktionen af de mange vine. Han overtog driften fra sin far for et par år siden og har siden ændret en del, bl.a. med mere naturlig produktion med spontangæring, lagring i store egefade og en mere strømlinet markedsføring af husets vine.

Udover produktionen af de typiske østrigske vine, så laver Weinerlebnis Kirchmayr også lidt sekt på frugt … en gammel tradition i huset.

Der laves sekt på både æbler og pærer, men den mest roste er denne Birnenschaumwein, som er lavet på samme måde som champagne, altså med 2. gæring på flaske. Den har selvfølgelig også været lagret i den gamle klosterkælder med hvælvede lofter.

Det dufter nu også af overmodne og nyskraldede pærer … endda med en udtalt oxidativ modenhed, gær og lidt modelervoks. Boblerne er sådan medium, ikke for bløde eller for agressive, men ellers er smagen meget behagelig til den syrlige side med stor tørhed, pærer, citron, grape samt bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 11,80€, hvilket svarer til 88 kr.

Vinanmeldelse 4/7