Tag-arkiv: Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Massimo Rivetti står bag næste vin, som også var en Barbera, nemlig deres Barbera d’Alba Superiore Froi.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Druerne til Barbera d’Alba Superiore Froi kommer selvfølgelig fra marken Froi, som med en sydvest-vendt eksponering omkranser Rivettis ejendom i Neive. Vinstokkene er 30-40 år gamle og høsten sker med håndkraft i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med daglig overpumpning. Vinen lagres efterfølgende 8 måneder i ståltankene, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Barbera d’Alba Superiore Froi har slet ikke samme fedme, som foregående Barbera, men langt mere friskhed i frugten, nærmest lidt gæret udtryk fra frugten, jordbær, kirsebær, masser af eg og pænt med vanilje, lidt lakrids samt en smule blomster.

Vinen smager næsten også blomstret og parfumeret, men er samtidig rund, blød med masser er frisk kirsebær frugt, den rustikke Barbera syre, lidt lakrids, en fin saftighed og med svage tanniner. Det smager godt, nemt drikkelig, men måske en anelse til den neutrale side.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr. mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienBarbera d’Asti Frem laves af Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn placeret i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar.

Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Denne Barbera d’Asti Frem er også lavet med druer fra omkring 400 meters højde, selvfølgelig 100% Barbera, og lavet helt traditionelt og lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Barbera d’Asti Frem tidligere og været begejstret … men ikke denne gang, hvor næsen afslører en lidt for sød vin, som nærmest virker overdone. Frugten er meget sødlig, måske endda lidt gæret i udtrykket med blommer, svesker og figner, hvilket så suppleres med fadnoter af kanel samt masser af vanilje.

Smagen er også meget sød, selvom det hele leveres blødt og cremet, men det bliver alt for fluffy, lidt for meget, så vinen mangler helt klart syre, rygrad og elegance. Hvad sker der? Jeg er ellers meget stor Scagliola fan, men denne rammer ved siden af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPodere Lamberto er et lille agriturismo, som ligger ved den lille by Chianciano Terme omkring 5-6 kilometer syd for Montepulciano i Siena provinsen i Toscana. Udover udlejningen drives der også en lille restaurant … og så laver familien også et par vine, bl.a. denne Vino Nobile di Montepulciano.

Det lille, hyggelige agriturismo drives af det venlige og gæstfrie ægtepar Vittorio og Silvia Bagnasco sammen med deres sønner, bl.a. den ældste søn Damiano, som også hjælper lidt til med specielt værelsesudlejningen.

Værelsesudlejningen omfatter et gammelt, charmerende bondehus med plads til 12 personer, de 2 lejligheder Il Querciolo og Il Girasole samt de 4 værelser l’Orso, il Riccio, Le Pannocchie og La Ginestra.

Derudover er der selvfølgelig en lille restaurant, som anvendes til gæsternes morgenmad eller en hjemmelavet middag, da Silvio er en ægte italiensk mama til at lave mad.

Derudover anvendes restauranten på Podere Lamberto selvfølgelig også til små vinsmagninger, idet Vittorio også laver en smule vin. Faktisk laver han alene to forskellige vine, nemlig en Rosso di Montepulciano og så også denne Vino Nobile di Montepulciano.

Men Vittorio har nu også alene 1,6 hektar vinmarker, som ligger i 550 meters højde med primært Sangiovese og lidt Canaiolo Nero, Mammolo, Colorino og Merlot, men alt dyrkes økologisk. Den årlige produktion er også meget beskeden med sølle 5.000 flasker, som primært anvendes lokalt på det lille agriturismo.

Denne Podere Lamberto Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 80% Sangiovese og de sidste 20% er Canaiolo og Colorino. Efter høsten foretages der en sortering af druerne og derefter afstilkning og blød presning.

Den alkoholiske gæring sker i rustfrie ståltanke, som I kan se på billedet ovenover. Gæringen varer normalvis en uge, hvorefter vinen hviler med skindet en yderligere periode på op til 3 uger. Derefter gennemgår overføres mosten til en malolaktisk gæring, hvilket så efterfølges af lagring i 12 måneder på store 10 hektoliter egefade samt 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en virkelig herlig landlighed … godt med mødding, armsved og vitaminer fra marken samt masser af frugt, ja nærmest proppet med bær, blommer, svesker og blåbær. Der er fylde, er lidt balsamisk i frugten, men har også noget fadpræg med sød tobak, vanilje, chokolade og modellervoks.

I munden en vis tørhed, og vinen byder smagsmæssigt – som næsen – på masser af frugt og en stor venlig imødekommenhed. Der er blæk, kirsebær, blåbær og der er unge tanniner og et lille peberbid. Det er blødt og rundt, men har samtidig tilstrækkelig med syre, så der fortsat er styr på tingene. En vin, som mange vil kunne li’.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Ampeleia, Bianco di Ampeleia, Toscana, Italien

2016 Ampeleia, Bianco di Ampeleia, Toscana, ItalienBesøg hos Houlberg kræver nogle gange en bred horisont og rummelighed … fx overfor en grumset orangevin som denne Bianco di Ampeleia fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af det schweiziske ægtepar Heather og Peter Max Suter, som i 1960’erne havde købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

I dag er det alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Det er den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig den fantastiske vingård Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om flere vine derfra, og det er såmænd også den vingård, som danske Emil Skytte har arbejdet på … ham som står bag vinen Ætheria, som jeg gav 7 af de fede houlbergske tommelfingre.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 120 hektar jord, men alene 45 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del.

Siden 2009 har man arbejdet biodynamisk på gården, og vinene er nu certificeret økologisk. Visionen for Ampeleia er at være en selvforsynende enhed uden input udefra. Gødning kommer fx fra farmens egne køer. Man vil skabe vin, der på den mest naturlige måde formidler landskabets mangfoldighed.

I kælderen bruges traditionelle og naturlige metoder – dvs. man hverken tilsætter eller fjerner noget fra vinen. Alle vine gæres spontant og der bruges kun fadlagring på topvinene Ampeleia.

Resten af vinene lagres på cement, for at bevare et så rent udtryk som muligt. Der svovles minimalt ved flaskning, hvilket er med til at give vinene et herligt saftigt og læskende udtryk.

Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante Bouschet og Marsellan.

Derudover har Ampeleia Società Agricola også nogle marker, som er tilplantet med mange forskellige lokale sorter, og denne Bianco di Ampeleia er netop sådan en vin fra sådan en mark … altså et fieldblend på alskens druesorter.

Marken hedder Vigna delle Pieve og ligger i 300-600 meters højde, med sand- og grusholdig jord. På marken er det Trebbiano som den primære drue, mens resten er andre grønne, lokale sorter, som alle er høstet manuelt med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er spontangæret med 10-12 dages maceration og er efter endt fermentering modnet 6 måneder på cementtanke. Og jo … den er ganske orange i glasset, men grumset orange.

Næsen er molto speciale … ikke vildt givende, men der kan lokkes lidt syrlig abrikos frem, vilde blomster, surkål, katteurt og lidt bio bio aromaer, men også nogle varmere noter, måske endda let honning.

Smagen er ligeledes en kende til den neutrale side, men har bestemt noget modent frugt af en slags, tørrede abrikoser er mit bedste bud. Det er blid og syrefattig vin, smager ganske godt, men jeg falder ikke svimlende ned af stolen … heller ikke fordi, at det er orangevin, for der mangler sgu lidt bund og syre.

Købt hos Bichel Vine til 180 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienTid til forkælelse … i gang med at kokkerere lidt svineskank. I det elegante Nude Stem Zero glas har jeg hældt lidt lys Nebbiolo saft … en Langhe Nebbiolo Serena fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada og det er sgu nærmest mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Men sig det ikke til andre … lad det være vores hemmelighed. Livet er dejligt.

Jeg var imponeret, da jeg smagte Ada Nadas 2011 Barbaresco Elisa til blot 175 kr., men denne Langhe Nebbiolo Serena – igen opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 piger Elisa, Serena og Ginevra – gør mig sgu også så glad, så jeg giver grisen et muntert klap på skanken.

Druerne – selvfølgelig 100% Nebbiolo – kommer fra nogle af familien Nadas 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone beliggende i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes derefter, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de ligger med skallerne med 5-8 dages maceration og gæring ved 28-30 grader. Derefter presses druerne og mosten overføres til anden ståltank til den malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt kun 3.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det ærketypisk piemontisk Nebbiolo … masser af læder, violer, roser samt en herlig, stram italiensk syre, lys frugt, ribs samt en virkelig lækker modenhed i frugten – uha – lidt eg, grønne blade, mentol og røg. Dufter vildt godt.

I munden er det dejlig stram og tanninholdig lys frugt, pænt med syre og lethed. Det er en levende og frisk vin, nærmest med Barolo kvaliteter, selvom den måske er letbenet. Men let til bens er ingen skam, når det smager sådan her og til prisen en totalt no-brainer. Jeg har fået dyr Barolo, som ikke når denne til sokkeholderne, så er du Nebbiolo fan aka Neb-lover, så får du masser af kvalitet og drikkeglæde i denne Langhe Nebbiolo Serena.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 85 kr.

 Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienDenne Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg smagt rigtigt mange gange og – hånden på hjertet – uden rigtigt at blive kæreste med den skarptungede, krævende, italienske donna.

Jeg har således skrevet om vinen her på bloggen i både årgang 2007, 2009, 2010 og 2012, men nu opsøger jeg igen et muligt kærlighedsforhold med 2014’eren. Ellers har jeg mere været forelsket i hendes søstre, fx den geniale Barbera d’Alba Peiragal eller søstrene med ægte Barolo i blodet, hvilket selvfølgelig er synd for denne mindre danseglade Barbaresco søster.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

I næsen masser af eg, tør, støvet og har masser af italiensk, balsamisk syre, frugten måske en kende federe end forventet, selvom vi fortsat er i den lyse afdeling med lyse blommer og en smule ribs, men klart en mørkere Nebbiolo end forventet. Derudover er der lidt mynte, animalske elementer og læder.

I munden virker vinen alt for ung, men det er dog heller ikke en vin, som skal ligge for lang tid, hvilket jeg erfarede, da jeg for blot en måned siden smagte vinen i en årgang 2007. Smagen er frisk og ganske syrlig … det er virkelig stramt med lyserød frugt, ribs, granatæbler, lidt peber og tydelige tanniner. Denne donna er tilsyneladende ikke imponeret af mine tilnærmelser … ikke imødekommende og venlig, men lidt et syrehoved.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor prisen er 235 kr., men fra 1. februar til 30. april kan vinen købes til 150 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   thumbthumbthumbthumb

2017 Ada Nada, Vino Rosato Emma, Piemonte, Italien

2017 Ada Nada, Vino Rosato Emma, Piemonte, ItalienFra Elisa til Emma … sidste uge bød på en overbevisende 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada. Nu hedder vinen Emma og er en Vino Rosato … altså rosévin på en regntung vinterdag. Men sådan er der jo så meget.

Mens den smagte Barbaresco er opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 børn … pigerne Elisa, Serena og Ginevra, så har jeg imidlertid ingen anelse om, hvor denne blegrøde rosévin hedder Emma. Alle pigerne kan i øvrigt ses på billedet ovenover med moder Anna Lisa.

Vino Rosato Emma har intet årstal på etikette, men en lille kode L01-18 afslører, at vinen er flasket i januar 2018 og dermed lavet af druer fra 2017-høsten.

Det er ren Nebbiolo, og efter høst ligger druerne 24-36 timer ved 18-20 grader og macererer lidt inden de presses. Derefter sker den alkoholiske gæring af saften og når den er afsluttet, så lagrer vinen i ståltankene omkring 3 måneder inden vinen flaskes uden filtrering. Derefter ligger vinen 2 måneder på flaske og der laves årligt beskedne 1.300 flasker af denne rosévin.

Næsen er en kende neutral, men jeg fanger lidt jordbær. Efter lidt tid åbner vinen en smule mere op, selvom duften aldrig bliver eksplosiv eller meget givende. Der kommer en tør og umiskendelig stram, italiensk syre og det giver lidt liv i de lyserøde underskørter.

Smagsmæssigt er der både hindbær, grape og bitterhed. Det er en frisk vin med et bittert og syrligt bid, og Emma vil klart danse bedre på terrassen med lidt sol, samba og hede andre hede rytmer. Hun kan dog lige krave op på 4 fede fingre.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 75 kr., men lidt vildt at man blot for 100 kr. mere kan få deres mageløse Barbaresco Elisa.

 Vinanmeldelse 4/7

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDenne Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto er lidt en underlig, sær og mærkelig vin … smager slet ikke som Nebbiolo, men mere som noget fra det sydlige Italien. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Azienda Agricola Roberto Sarotto ligger lidt øst for den lille by Neviglie. Det er omkring 10 kilometer øst for Alba i det dejlige piemontiske landskab. Vingården er oprindelig grundlagt i 1800-tallet af Giuseppe Sarotto, som selv kom fra Barbaresco og slog sig ned i Neviglie som landmand.

Da han døde, blev vinmarkerne delt mellem hans 3 sønner Giulio, Giovanni og Giacomo … og Azienda Agricola Roberto Sarotto er en videreførsel af Giacomos del. Giacomo begyndte nemlig efter arven at lave sine egne vin hjulpet af sin  søn Giovanni og senere hans barnebarn Luigi Giovanni.

Fra 1870 til midt tæt på 2. verdenskrig ekspanderede familien og specialiserede sig i produktionen af vine på Dolcetto, som de bulk i træfade bl.a. eksportere helt til England. Efter krigen optog Luigi Giovannis søn Angelo driften, bl.a. med nye druesorter, men solgte alle druer til andre producenter og kooperativer.

Det ændrede Angelos søn Roberto i 1991, da han overtog driften fra sin fader og lige siden har familien brugt alle druer til deres egen produktion … ja endda udvidet med køb af en 20 hektar stor vingård i Barolo området.

Dermed har familien samlet 50 hektar vinmarker, som er fordelt i både Barolo, Barbaresco, Neviglie og Gavi. Til at hjælpe Roberto er der hustruen Aurora, men også Robertos forældre hjælper til med driften på gården.

Roberto Sarotto laver primært kraftige og bløde vine med et tydeligt præg af fad og hvor den kraftige syre er under kontrol. Han har et stort moderne vineri, hvor der er en kapacitet på 5.000 hektoliter, heraf 800 hektoliter i egefade.

Denne 2004 Villa Aurora Barbaresco Riserva er lavet af nogle gamle fade, som gamle Angelo Sarotto havde gemt væk og var glemt. Da Roberto fandt fadene med den glemte Riserva vin, så besluttede han, at den skulle flaskes … og det er altså denne vin.

Næsen er ganske opulent, men bestemt ikke uinteressant. Der er en smule babybræk – på den gode måde – mørk frugt, ja nærmest tørret mørk frugt, blåbær, lidt læder, masser af mælkesødme, mælkechokolade, kanel og sød tobak.

I munden er vinen også ganske sød … også alt for sød, så det minder på ingen måder om Nebbiolo, men snarere om noget fra Syditalien. Men samtidig er vinen dog virkelig tør, så det stritter lidt i forskellige retninger, men jeg nåede ikke at blive fan af denne vin.

Er tidligere forhandlet i Irma, Spar og andre supermarkeder, men prisen har jeg ikke et bud på.

Vinanmeldelse 3,5/7

2009 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, Italien

2009 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, ItalienNæste vin på Houlbergs Vinblog er en 2009’er Brunello di Montalcino Pelagrilli fra vinhuset Siro Pacenti, som holder til 2-3 kilometer nordøst for Montalcino by.

Siro Pacenti er oprindelig grundlagt i 1970, da Siro Pacenti købte en lille landejendom bl.a. med den tilhørende vinmark Peligrilli. Han gik i gang med at tilplante alle vinmarkerne. Det var dog først i 1988, hvor sønnen Giancarlo Pacenti overtog driften, at der for alvor kom gang i vinproduktionen.

Dels var vinstokkene først der ved at være klar til at give druer af god kvalitet, og derudover havde Giancarlo også masser af idéer til vinproduktionen efter besøg i Bordeaux, hvor han var blevet venner med Professor Yves Glories, som var leder af det ønologiske fakultet ved universitet i Bordeaux University.

Giancarlo opkøbte yderligere marker, bl.a. nogle marker syd for Montalcino, herunder marken Piancornello, som hans bedstefar engang havde ejet og tilplantet med Sangiovese vinstokke.

Derudover indgik han i et samarbejde med den franske professor, idet han havde en plan om at lave to vine, en Brunello di Montalcino og en Rosso di Montalcino inspireret af modellen fra Bordeaux om en 1. vin – altså Brunello’en – og en 2. vin, som selvfølgelig så var Rosso’en.

Derudover skulle vinene selvfølgelig laves i moderne stil … med Bordeaux som forbillede, dvs. lagring på 225 liters barriques og gerne nye fade. Og helt skidt var det åbenbart ikke, for siden 1995 har Giancarlo Pacentis Brunello hvert år fået de prestigefyldte 3 glas – Tre Bicchieri – i den italienske vinbibel Gambero Rosso. I dag er Giancarlo kendt som en af de bedste Brunello producenter.

Der er i perioden 2001-2004 bygget en topmoderne vingård med state-of-the-art vineri. Samlet har Siro Pacenti i dag 22 hektar vinmarker, alle tilplantet med Sangiovese, og det danner basis for 4 forskellige vine, nemlig Giancarlos Rosso di Montalcino, en Brunello di Montalcino Pelagrilli, en Brunello di Montalcino Vecchie Vigne og endelig Brunello di Montalcino Riserva PS.

Denne Brunello di Montalcino Pelagrilli er selvfølgelig lavet med druer fra vinhusets nordligste mark Pelagrilli, og det er 100% Sangiovese fra 25 år gamle vinstokke.

Vinen er vinificeret i store temperaturstyrede ståltanke, maceration i 18-20 dage og har derefter lagret 24 måneder på franske barriques og derefter en periode på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 20.000 flasker af vinen, som jeg tidligere har smagt … dog blot i årgang 2010.

Hvor er den dog lækker … herlig lys og transparent i glasset, og det fortsætter i næsen med masser af lyse og syrlige bær, granatæbler, ribs, lyse blommer, italiensk streng syre, te-blade, en kulkælder, lidt jernbanesveller, læder, gazebind, medicinskab, røg og eg. Den er klart mere lys i udtrykket end 2010’eren.

I munden er frugten dog en tak mørkere end i duften, tranebær, ribs og blåbær, en let tør- og bitterhed, masser af tanniner, som sammen med en streng syre virkelig giver vinen karakter og bid. Samlet bliver det både blødt, fokuseret … hvalpefedtet er smidt og det giver en sindssygt lækker vin og klart bedre end 2010’eren.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt ligger på 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2011 Cantine Adanti, Arquata Umbria Rosso, Umbrien, Italien

2011 Adanti, Arquata Umbria Rosso, Umbrien, ItalienGee I miss Montefalco, som jeg besøgte for snart 2 år siden i februar 2017. Men så er det jo godt, at man bare kan proppe en vin op og få lidt umbriske vibes … selvom denne Arquata Umbria Rosso fra Azienda Agricola Adanti er en IGT vin, som ikke er lavet på de sædvanlige lokale druer.

Adanti var desværre ikke et af de mange vinhuse, som jeg besøgte under mit besøg i Montefalco, selvom jeg dog i løbet af dagene i Umbrien smagte Adantis Sangrantino vin. Efterfølgende har jeg også smagt deres 2011 Arquata Montefalco Rosso … søstervinen til denne.

Cantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco. Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede.

Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie.

Denne Arquata Umbria Rosso er lavet på 40% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot samt 20% Barbera, som kommer fra 2 forskellige lerholdige vinmarker i Bevagna. Efter høsten er druerne afstilket, knust og gæring sker i rustfrie ståltanke ved 28 grader med 4 ugers maceration. Efter endt fermentering lagrer vinen 24 måneder på barriques efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på både mørk og gæret frugt, en mørk balsamisk og moden syre, blommer, solbær, kakaopulver samt nogle grønne blade og grene med en snert eukalyptus.

I munden er det en fyldig, mørk og fløjlsblød vin, som er meget smooth og har godt med power. Der er lakrids, vanilje, en smule mælkechokolade mellem den mørke frugt, en ganske pæn tørhed og masser af tanniner, som egentlig ikke er Montefalco stramme, men blot sidder i munden lang tid efter et sip af vinen. Det er sgu ganske flot produceret vin … pænt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 5/7