Byggesjakket

Byggemøde 8. september 2018 … og lidt om en fodboldlandskamp

Et byggemøde er ikke en fodboldlandskamp, men nærmere et spil mellem 6 spillere, hvor de 5 af dem render forvirret rundt i druer og vinlande for at score points. Vi kalder det mere retvisende for en vinøs blindsmagning, men der er modsat – eller måske netop lig – en fodboldlandskamp ingen holdfølelse, men ren angriberegoisme om at score flest mål. Men alt det med landshold vender vi tilbage til.

Alligevel holder vi af disse byggemøder, for udover den spillemæssige egoisme, så handler byggemøderne om fælles hygge, sjov, godmodige drillerier, gamle røverhistorier, god mad og lækre vine … lidt som 3. halvleg af en fodboldkamp. På et byggemøde lyder vi dog endnu klogere end i et svedigt, halvdugget omklædningsrum efter 2 kasser øl … sådan da.

Det var arbejdsdrengen aka kulien Flemming, som var den 6. spiller … eller rettere træner og dommer denne aften. Som vært havde han nemlig fået alle opgaverne … lave lækker 3-retters middag, servere en røvfuld lækre vine i en blindsmagning og så ellers forsøge at holde styr på de 5 mere eller mindre ustyrlige spillere.

Bolden blev givet op kl. 17.00 … og der havde alle indfundet sig på banen. Brix aka Tånummanden havde varmet op med lidt gin forinden … hvilket tilsyneladende skulle vise sig at være en aggressiv om end succesfuld strategi for hans vildskud i blindsmagningen … men som man siger, heldet forfølger de tossede. Og dermed må Wanna-be Lyngvild, Kim Schumachers uægte søn og Tånums svar på Otto Leisner siges at være meget heldig.

Vi startede ude under Flemmings overdækkede terrasse med første glas hvidvin samt lidt snacks. Forinden havde jeg dog lige serveret sjakket et lille glas lyserød-grumset og friskpresset druesaft medbragt i en 0,5 liter Egekilde vandflaske.

Jeg havde nemlig samme eftermiddag høstet druerne på de to vinstokke under min overdækkede terrasse i et forsøg på at lave min egen første vin … et blend på Solaris og Leon Millot. Om det nogensinde bliver til vin er imidlertid noget usikkert.

Således beriget af 2 x frugtjuice … den friskpressede samt en et par år ældre Viognier fra Julien Cecillon i Rhône bød Flemming os indenfor til det opdækkede bord.

Det var med andre ord tid til at starte en 3-retters middag, som Flemming i løber af dagen havde forberedt til de sultne spillere.

  • Forret; Lakseroulade med spinat
  • Hovedret; Oksefilet med bagte kartofler, champignon, tomater og løg
  • Dessert; Chokoladekage med is

For alle de madglade – og hvem er ikke det? – bringer vi som vanligt lige billeder og korte beskrivelser af maden.

Lakseroulade med spinat

Smuk forret med denne lakseroulade med spinat, hvortil der var lidt dressing. Ovenpå lidt af de gul kaviar/rogn og hjemmebagt brød … tror da nok, at det var hjemmebagt.

Oksefilet med bagte kartofler, champignon, tomater og løg

Oksekød er altid godt til mænd. Flemming synes selv, at kødet var en smule sejt, men det synes jeg nu ikke. Han havde lavet nogle dejlige kartofler, som var drysset med rasp og bagt i ovnen sammen med lidt tomater, løg og champignon. Dertil også en sovs med masser af champignon.

Chokoladekage med is

Senere fik vi desserten ,,, en tung, syndig chokoladekage med lidt is til, hvilket smagte helt fantastisk.

Vinene havde Flemming styr på … havde fundet en hel røvfuld lækre vine, som ventede på det lille landshold. Rækkefølge var også perfekt afstemt … først 2 hvidvine efterfulgt af 12 rødvine, hvor den sidste dog var et ekstranummer på foranledning af Tånummanden … en svag fætter til Grauballemanden.

Samlet så det vinøse felt sådan her ud:

Og lad mig sige det med det samme … jeg var ovenud begejstret for vinvalget, da det var vine, som havde karakter og mange af dem økologiske eller biodynamiske fra små, spændende producenter.

Mine konservative, fordomsfulde, forudindtagede, let intolerante og måske endda provinsielle medspillere var knap så bjergtaget … men det gav grobund og basis for en god snak om vinene.

Som vanligt skal jeg selvfølgelig nok linke til mine beskrivelser og anmeldelser af de forskellige vine i de kommende dage. Puha … sveder allerede ved tanken om alt det arbejde, herligt ;o)

Udover diskussionerne omkring vinene – og den obligatoriske voksenmobning, godmodige drillerier, generelle chikane og ekstreme forfølgelse af mindste tegn på talefejl eller andre småsvagheder – så var vort danske fodboldlandshold også et af aftenens store debatemner eller rettere konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen.

I konflikten er det store stridspunkt – som jeg har forstået det – de enkelte spillers kommercielle rettigheder, som kolliderer med DBUs officielle sponsorer, som er Carlsberg, Danske Spil og Hummel. Men er det okay, at spillerne har krav pga. deres personlige sponsorer og er det forkert, at landsholdet aka DBU har sponsorer, som stiller krav, som konflikter med spillernes egne sponsorater? Er det ikke en så stor en ære at spille på landsholdet, at det overtrumfer alt?

I takt med indtagelse af vinene blev diskussionerne ikke nødvendigvis mere nuancerede eller berigende, men under alle omstændigheder mere underholdende og intense.

Her argumenterer Coco aka Danmarks grimmeste sygeplejerske for, at det i hvert skal være en ære at spille for det danske fodboldlandshold … tror jeg nok. Læg i øvrigt mærke til Nullermanden aka Brix, som i baggrunden blot nyder hele scenariet … eller måske er han bare faldet i søvn eller modtaget en sexchat på mobiltelefonen.

Og sjakbajs Falken må lægge ører til snakken og på billedet ser det også ud til, at han køber alle argumenterne … or not. Dybest set var alle nok enige i, at det er en ære at repræsentere Danmark, men at sponsorinteresserne i dag kommer til at styre alt for meget.

Så er det alligevel nemmere at blive enige om, hvor næste vin kommer fra og hvilken drue, som vinen er lavet på … eller er det nu også det? Her er Jesper i gang med at hælde næste vin i glasset for efterfølgende at holde emhætten nede i glasset, snuse, smage og komme med et normalt sindssygt vildskud.

Men helt skidt gik det imidlertid ikke i blindsmagningen, og som det måske kan ses af det allerøverste billede, så kommer vi ikke foreløbig til at glemme, hvem der løb med aftenens sejr.

Tånummanden vil frem til næste byggemøde helt sikkert nævne hans heldige placering omkring 5 millioner gange. Det med det heldige vil han dog nok undlade.

Og herover signalerer Keeper og Falken også deres respektive placeringer som henholdsvis nummer 2 og 3. Flot og overlegent i bedste byggesjak stil. Respekt.

På billedet ovenover mangler der måske lige taleboblen; Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor John Faxe Jensen ikke ringede til mig, da han skulle stille med et vikarlandshold. Det giver ingen mening. Kan I forklare mig det? Der er noget galt.

Og vi slutter referatet med et billede af eftertænksomhed og sender samtidig en stor tak til Flemming for en fantastisk aften. Amen.

Vinanmeldelser

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Villa Hochdörffer, Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandGodramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken hedder næste vin, der kommer fra Weingut Villa Hochdörffer. Det er et lille familieejet vinhus, der ligger i den lille by Landau-Nußdorf i Pfalz.

Familien Hochdörffer, som vi kan se på billedet ovenover, er 6. og 7. generation, så det er en familien med stolte traditioner omkring vinproduktion. Det er farmand  Hans Martin Hochdörfer, som ejer vingården, men de 3 børn deltager også i driften. Det er dog primært sønnen David, som hjælper faderen med produktionen i vinkælderen.

Samlet ejer de 40 hektar vinmarker, hvor de fleste marker har været ejet af familien igennem alle generationerne og ligger ved byerne Nußdorf, Frankweiler og Godramstein. De bedste marker er Nußdorfer Kaiserberg, Nußdorfer Herrenberg, Frankweiler Biengarten og Godramsteiner Münzberg.

Udover vinproduktionen driver familien også et lille Bed & Breakfirst, hvor man kan leje værelser … og de lejer endda også plads ud til autocampere midt i en af markerne.

Og så har deres smukke datter Anna Hochdörffer- som på billedet ovenover sider lige mellem sine brødre – også i 2012 deltaget i konkurrencen om at blive den 64. deutsche Weinkönigin. Hun vandt ikke, men blev dog blandt de 3 bedste … kun overgået af vinbloggerens favorit Julia Bertram.

Weingut Villa Hochdörffer laver vinene i de serierne Gutswein, Terriorwein og Lagenwein … denne Godramsteiner Münzberg Spätburgunder Kabinett Trocken er en Lagenwein, som er lavet med etiketten i 2 udgave … denne helt almindelige og så en, som hylder datterens deltagelse i kampen om deutschen Weinprinzessin samme år.

Vinen er vinificeret med gæring ved omkring 20 grader i rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering været lagret på franske barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt byder vinen på lidt nelliker, kardemomme, kirsebær, blåbær og er dermed en lidt mørkere Spätburgunder. Derudover lidt våde fjer … i mangel af bedre beskrivelse samt lidt bagepulver. Der er ingen kostald eller ultralette elementer.

I munden er vinen meget jernholdig og syrlig, men måske knap så mørk i smagen, som duften ellers indikerede, Der er hindbær, ribs, hvid peber, letflydende og lidt en no-nonens vin, hvor der savnes lidt dybde og flere nuancer. Alderen på 6 år kan ingenlunde mærkes, for syren er bestemt meget dominerende.

Købt i Tyskland for 15,50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 
Vinanmeldelser

2017 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir Le Village, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine de la Métairie d'Alon, Pinot Noir Le Village, Languedoc, FrankrigBurgundisk vin fra Languedoc … jo, den er god nok, for i glasset har jeres flittige vinblogger nu lidt Pinot Noir Le Village, som kommer fra vinhuset Domaine de la Métairie d’Alon aka Abbotts & Delaunay, der ligger i den lille landsby Magrie i Limoux med markerne i højlandet omkring byen.

Det er manden på billedet ovenover, som er den bærende kraft i Abbotts & Delaunay, der i 2015 købte vingården Domaine de la Métairie d’Alon og startede med at lave vin med hans elskede Bourgogne som reference.

Han hedder Laurent Delaunay og er en passioneret, kendt 5. generations vinmager fra Bourgogne, som gennem mange år har lavet vin i både Bourgogne samt Languedoc og vi er da også tidligere stødt på Laurent Delaunay her på vinbloggen.

Han ejer nemlig sammen med hustruen Catherine Delaunay det store vinhus Badet Clément & Co, som ægteparret etablerede tilbage i 1995. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt Bourgogne firma, som Laurent Delaunay arvede fra sin bedstefar.

Badet Clément & Co er et stort familieejet vinhus, som i dag producerer vin i flere områder i Frankrig, både i Bourgogne, Rhône, Provence og Languedoc. De har siden 1995 opbygget et sandt vinimperium og er blevet et af de store vinhuse i Frankrig.

Både Catherine og Laurent er uddannede ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine. Dette giver en perfekt kombination af den klassiske og den moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.

Badét Clément & Co har hovedsæde i Nuits-Saint-Georges, har 7 fuldtids vinmagere ansat og ejer store produktionsanlæg 4 steder i Frankrig. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene. Der laves en række vine under navnet Les Jamelles, og jeg har talt mig frem til 26 forskellige vine.

Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 15 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafisk studie, markedsføring og distribution i mere end 55 lande, så der er tale om en ganske stor historie.

I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne, et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne.

Derudover ejer de også et par andre store vinhuse, bl.a. La Cour de Dames med vine fra Languedoc-Roussillon samt La Promenada med vine fra Provence.

I 2005 købte Laurent Delaunay også vinhuset Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af vine i Languedoc-Roussillon. Vinhuset var grundlagt af den australske vinmager Nerida Abbotts, men hedder nu Abbotts & Delaunay og har base i Marseillette nær Carcassonne.

I samarbejde med Nerida Abbotts laver Laurent Delaunay en række vine under navnet Abbotts & Delaunay, men har så – som nævnt – i 2015 også købt vingården Domaine de la Métairie d’Alon, hvor Laurent Delaunay har kastet sig over produktion af vine med Bourgogne som forbillede.

Domaine de la Métairie d’Alon har samlet 25 hektar vinmarker, som er fordelt på 25 forskellige parceller, som ligger på 11 forskellige steder rundt mellem Limoux og Roquetaillade i Languedocs Haute Vallée de l’Aude.

Området er særligt kendt for sine mousserende vine, da klimaet generelt er meget køligt og markerne er placeret på et højt plateau, hvilket passer perfekt til både Pinot Noir og Chardonnay, som Laurent Delaunay dyrker 100% økologisk.

Denne Domaine de la Métairie d’Alon Pinot Noir Le Village er lavet med druer fra forskellige marker omrking Magrie og er således i bedste burgundiske stil en Village vin og fra vinstokke, som er omkring 12 år gamle.

Druerne er knust og afstilket inden de kommer i store, åbne rustfrie stålkar, hvor de undergår en maceration i 2 uger efterfulgt af fermentering ved op til 23 grader,  Omkring 60% af vinen er lagret i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer i 9 måneder, mens de sidste 40% er lagret 6 måneder i brugte egefade.

Duftmæssigt en let vin, som byder dig på lidt kanel, tør jord, kirsebær, ribs og andre lyse bær, eg, marcipan og derudover en anelse blomster. Det dufter ikke af Languedoc.

Og det smager sgu heller ikke, som noget jeg tidligere har smagt fra Languedoc, for den burgundiske stil træder igennem med kølig – om end kraftfuld – Pinot Noir elegance. Vinen er virkelig tør, let og meget tanninrig. Der er masser af frugtsyre, godt afbalanceret vin, hvor den tørre syre og de vilde tanniner river, bider, klæber og klistrer i din mund sammen med krydderier, eg og nogle bitre elementer. Det er elegant hårdt, syrligt, friskt og ungt med stor gemmepotentiale. Languedoc for fanden … dejlig vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr., men køber du 3 flasker er prisen kun 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 
Vinanmeldelser

2013 Le Potazzine, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2013 Le Potazzine, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSå kigger vi sgu på fugle igen … nemlig en toplækker en af slagsen, Brunello di Montalcino fra vinhuset Le Potazzine, som ligger i Montalcino i Toscana, og netop har et par livlige småfugle på deres etiketter.

Le Potazzine er et lille familiefirma, der er grundlagt af Guiseppe Gorelli i 1993. Le Potazzine er det italienske ord for nogle meget farverige fugle, som lever i området. Det er er også kælenavnet for Guiseppes og hustruen Gigliolas to døtre Viola og Sofia, der blev født omkring grundlæggelsen af vingården.

Ja, reelt var det nu pigernes mormor, som gav pigerne kælenavnet Potazzine. Det er moder og døtre på billedet ovenover … og så ikke mer’ om fugle for denne gang.

Før etableringen af Le Potazzine lavede Guiseppe Gorelli vin for sin far på vingården Due Portine-Gorelli og var derudover også konsulterende vinmager for en række andre ejendomme.

I dag er markerne fra Due Portine-Gorelli en del af Le Potazzine. Guiseppe fungerer dog fortsat som vinmager for en række andre producenter i området.

Vingården har samlet 5 hektar vinmarker, alle marker ligger inden for Brunello-appellationen, så der dyrkes udelukkkende Sangiovese Grosso. Den ene mark Le Prata er på 3 hektar og ligger lige ved vingården. Den anden mark La Torre er på 2 hektar og ligger i den sydlige del af Montalcino ved Sant’Angelo i Colle.

På Le Potazzine dyrkes alle markerne økologisk, hvilket dog er uden certificering. Vinifikationen foregår naturligt uden tilsætning af gær og i det hele taget behandles vinen så nænsomt som muligt. Vinifikation og lagring foregår på stål og store fade af slavonsk eg. Lagringskælderen ligger lige under vinifikationsrummet, så al vinen kan flyttes ved hjælp af tyngdekraften uden brug af pumper.

Der laves 4 forskellige vine på Le Potazinne, nemlig denne Brunello di Montalcino, en Brunello di Montalcino Riserva, en Rosso di Montalcino samt IGT vinen Le Potazzine IGT Sangiovese. Herudover laver man også en grappa. Den samlede produktion er på 35.000 flasker årligt.

Druerne til denne Brunello di Montalcino fra markerne Le Prata i 500 meters højde og La Torre lidt sydligere i 320 meters højde. Druerne dyrkes økologisk  – dog ikke certificeret – og alt arbejde foregår i hånden

Vinifikationen sker på den mest naturlige måde med druernes egne gærceller. Druerne macererer og gærer 30-35 dage, hvorefter vinen lagrer 38-40 måneder på store 3.000 liters fade af slavonsk eg. Efter fadlagringen lagrer vinen 1 år på flaske, før den sendes på markedet.

Og hvor er det godt … næsen er moden, afrundet og alligevel syrlig frugt med piemontisk elegance, moden og syrlig som konen og har derudover blomster, parfume, tobak, skovbund, violer, læder, babybræk, hindbær, lyse kirsebær og brune efterårsblade fra træerne.

Smagen er stringent og imponerende med et stenet udtryk … mineraler, kirsebærsten, våde flintesten, kalk, let lakrids, hvilket sammen med de lyse, modne bær går op i en højere enhed. De er Brunello, når det er bedst. Flot vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 650 kr. Det er sgu lidt af en stigning, for blot nogle år siden kostede en flaske 399,75 kr., altså 62% stigning.

Vinanmeldelse 6/7 
Vinanmeldelser

2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalJeg drak forleden et lille glas af denne skønne hvidvin Alvarinho Soalheiro fra det portugisiske vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset ligger fuldstændigt i den nordligste del af Portugal … lige op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Men vi er i Minho provinsen, der også populært kaldes Vinho Verde regionen. Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde … Spaniens største appellation, som er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Og denne Alvarinho Soalheiro er netop sådan en Vinho Verde, som er lavet på 100% Alvarinho … men lad os inden vi kigger videre på vinen, først se nærmere på vinhuset

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção. Druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fersken, gule æbler, en astronaut-is samt en Kung Fu is, blomster, lidt fedme og næsten olieret. Der er sgu smæk på aromaerne med pænt sødme. I munden er det en fyldig vin, god klar frugt, gule æbler, moden frugt, lidt citron, men ellers meget blød og cremet, men lidt vag i syren.  Der er nogle søde krydderier og ellers også nogle bitre og mineralske elementer i eftersmagen.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  
Vinanmeldelser

2013 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2013 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, ItalienSkal man ha’ god Valpolicella Superiore er Ernesto Ruffo et satans godt bud … så simpelt er det. Jeg har igen fået hans Campogadis Valpolicella Superiore i glasset og denne gang i en årgang 2013. Det er en vin, som jeg også kender godt, da jeg også har smagt den i de tre foregående årgange.

Det er fortsat epo-virkende druesaft, som er stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen. Det er Fantomet, Ironman og basserne, som møder månestråle og Cate Blanchett.  Det er underligt, vidunderligt og forbudt for børn … men alt det vender jeg snart tilbage til.

Ernesto Ruffo ligger ved den lille by San Bricco di Lavagno omkring 7-8 kilometer øst for Verona. Ernesto er autodidakt og startede med at lave vin til sin familie i midten af 1960’erne, da hans bedstefar døde og ingen i familien ville passe markerne.

Ernesto var egentlig entreprenør, men påtog sig opgaven og satte sig for at lave vin sideløbende med sit daglige job og gennem alle årene har vinproduktionen således nærmest været en hobby, selvom det ganske vist har grebet om sig.

For hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter i dag Ernesto Ruffo som én af de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker vin om året.

Leonardo har dog de seneste år langsomt overtaget det meste af produktionen, selvom Leonardo også arbejder som arkitekt ved siden af vinproduktionen.

Denne Campogadis Valpolicella Superiore er lavet af druer fra de vulkanske bakker omkring San Bricco, ja faktisk de samme marker, som leverer druen til Ruffos Amarone … her er det så blot de næstbedste druer … 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella.

Corvina og Rondinella druerne tørres i 30 dage og efter endt fermentering lagrer vinen 24 måneder på franske 500 liters egefade efterfulgt af 12-15 måneder på flaske. Alkoholen er en kende mindre end foregående år … alene 15,5% højoktan – BANG. 

Campogadis Valpolicella Superiore er fortsat en tyk, fed, kraftig og voldsom magiterning med atombombe intensitet. Det er tørret frugt, blommer, sorte kirsebær, bunden af bedstemors skab, blåbær, dadler og enebær, støvletramp, mahogni ædeltræ, jernbanesveller, lakrids, mørk 85% kakao chokolade, røg samt lidt mentol.

Smagen er også nærmest eksplosiv, potensrig saft med tonsvis af frugt kraft, fedme, sødme, eg, stor tørhed, chokolade og tydelige tanniner. Der er rå power med rå kakao og crossfit for rigtige mænd. Tyg den, bid den og nyd den. Voldsomt og så alligevel satans dragende. Bedre end de fleste Amaroner.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 
Vinanmeldelser

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, ItalienJeg har tidligere smagt et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto … en vin, som fik mig helt op i skyerne, men den almindelige Chianti Classico i seneste årgang 2015 er sgu også satans gode sager, blot til langt mere menneskepenge.

Castello di Monsanto har jeg skrevet om før her på bloggen … så det skal jeg undlade denne gang, men i stedet blot kigge nærmere på denne 2015 almindelige Chianti Classico fra huset, der ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa i Toscana.

Druerne til vinen kommer fra forskellige vinmarker og er et blend på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo and Colorino,Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring i 18 dage, hvorefter den lagrer 12 måneder på store 50 hektoliter egefade af slavonsk eg samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er Castello di Monsanto Chianti Classico dog en lækker vin … næsen er let, fin og alligevel med både mejeri, en smule flæsk, tobak, skovbund, the, hindbær, kirsebær, svømmehal, kul, læder, tør jord, mandler, røg og lidt salt. Den italienske syre fornemmes også klart.

I munden virker frugten trods den unge alder allerede moden, syrlig og forførende. Frisk, saftig med skovbund, lyse modne bær … måske lidt varm årgang, men jeg synes faktisk, at den smager rigtig godt. Og samtidig koster den ikke en herregård.

Købt ved Bichel Vin til 135 kr. på tilbud for 6 flasker, men normalprisen ligger på 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 
Vinanmeldelser

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigBourgogne Les Corbaisons fra Domaine Bernollin er en af de vine, som ikke var med til en tidligere smagning af vinene fra Knud Kjellerup, men det råder vi hermed bod på.

Det er den røde entry-level basisvin hos Domaine Bernollin, selvom det faktisk er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Les Corbaisons, der ligger på et plateau syd for Buxy, omkranset af Montagny 1. Cru marker mod nord og vest.

Marken er beplantet med Pinot Noir, og den gennemsnitlige alder er omkring 40 år. De ældste vinstokke er omkring 70 år gamle. Druerne høstes ved håndkraft, og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun absolut sunde druer kommer i gæringskaret.

Den samlede cuvage aka vinificering sker i åben tank og varer omkring 3 uger med 7 dages kold maceration ved 9 grader, hvor juicen optager frugt og farve fra de faste stoffer. Derefter omkring  8–10 dages alkoholgæring ved 25-28 grader og efterfølgende 2–4 dages eftermaceration ved 18-20 grader.

Herefter hældes vinen på egetræsfade, hvor den malolaktiske gæring foregår, og lagringen på fad varer 12–14 måneder. Der anvendes 25 % nye egetræsfade og udelukkende franske fade.

Duftmæssigt lidt et blomsterpotpourri, hindbær, bolsjer, bagepulver, sødme, eg, godt med frisk frugt og måske endda også lidt varm i frugten. Smagsmæssigt er der jern, sten, hindbær, godt med frugtsødme og samtidig blød, let og fin. Det er god Pinot Noir uden helt at blæse en bagover.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 
Vinanmeldelser

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandOberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er jeg sgu bare vild med … så enkelt kan det siges. Og her smager jeg vinen i en nyere årgang 2016.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme.

Selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo og laver endda vin i flasker, som er udformet som en kontrabas.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere …  på et besøg på vingården, jeg har også smagt den tidligere årgang 2015, men smagte også vinen tilbage i 2012. Dengang var den i en årgang 2008, som min frue var helt vild med og kaldte den bedste vin, hun nogensinde havde smagt.

Klassisk tysk Spätburgunder i næsen og smuk transparent i glasset, hvorfra der kommer animalsk, sød hestestald med die ganzen schweinerei. Der er hindbær, granatæbler, røg, jern, nelliker og lidt som en buttet teenager … let, ubesværet, frisk og ligetil.

I smagen er frugten lidt stram, tæt og præcis. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Det kommer præcist som på skinner uden de store svinkeærinder … bare herregod Spätburgunder.

Købt på Tyskland til 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  
Vinanmeldelser

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, FrankrigJeg holdt en lille vinsmagning forleden og havde taget denne Riesling Westerberg fra Julien Albertus på Domaine Kumpf et Meyer med … lidt som en lidt funky provokation og et alternativ til mere klassiske vine på Riesling. Men vinen bekræftede bare min tidligere oplevelse … jeg elsker fortsat den mands vine.

Jeg har jo skrevet nogle gange om den unge, lidt sky, men ganske talentfulde vinmager fra Alsace, som laver en række sindssygt spændende vine. I kan læse mere om ham på de tidligere blogindlæg.

Jeg har smagt denne Riesling Westerberg før … blot i årgang 2013, men ikke denne 2014’er før. Den er selvfølgelig lavet med druer fra marken Westerberg, hvor Albertus også har plantet druesorterne  Sylvaner, Gewurztraminer, Pinot Noir samt en smule Muscat.

Markernes dyrkes økologisk, men domainet har først fået deres certificering fra og med årgang 2016. Vinen er lavet ved spontan gæring på barriques, har fået et drys svovl og en let filtrering.

I glasset er vinen virkelig … pisgul morgenurin. Duften er anderledes end Riesling normalt, men alligevel starter vi med lidt klassisk petroleum, men så kommer der funky noter med kogt æblesaft, abrikos, gamle fade, parfumerede elementer, blomster, lidt oxyderet i aromaen og der er lidt plys møbler og en fløjlsbriks over duften, lidt havvand og samlet er det virkelig en pirrende duft, som dog helt klart skiller vandene. Nogle står af … jeg elsker den. Min kone hader den. Men sådan er vi jo så forskellige.

Smagsmæssigt er vinen lidt mindre funky … fin syre med mineraler, æbler … eller måske nærmere æblemost på epo. Syren er ikke knivskarp, men vinen er snarere blød og omfavnende. De mineralske noter og lidt sødkrydrede elementer gør vinen blød og giver balance, så den næsten er helt læskende. Jeg synes dog ikke – som jeg husker det – at den helt er på samme niveau som 2013’eren.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr., men vinen er dog for længst udsolgt.

Rating 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger