De tre sidste vine hos Cantina Montioni … Vini di Montefalco var selvfølgelig Paolos Sagrantino vine. Der skulle vi smage både hans almindelige i 2 årgange og så en forsmag på hans nye Ma.Gia. Men vi startede med den almindelige Montefalco Sagrantio DOCG i årgang 2012.
Paolo sagde selv, at det er husets visitkort … ambassadøren for husets vine og en vin for alle, som elsker Umbrien, landskabet omkring Montefalco og symboliserer den varme velkomst, som man får i landet.
Sagratino druerne er høstet i de første dage i oktober og vinen er lavet på temperaturstyrende rustfrie ståltanke med maceration i 25 dage. Efter fermentering modner vinen i franske barriques i 24 måneder, hvilket efterfølges af 6 måneder på flaske.
Hvordan Montioni så kommer op på appellationens regler om minimum 37 måneder lagring melder historien intet om … men det er jo også Italien og regler vel mest retningslinjer? Wine Spectator har i øvrigt giver vinen 89 point.
Og Paolo kan tilsyneladende li’ sine damer fyldige, for det er en kraftig og fyldig madonna. I næsen er vinen meget, meget moden med overmodne blommer, læder, kaffe og vanilje. Vinen virker langt ældre end en 2012’er og man får nemt nogle associationer til Amarone … eller i hvert fald i den retning.
I munden er vinen blød, cremet og meget opulent … der er fylde og fedme i metermål. Der er også både tørhed og tanniner, som sætter sig i mundhulen, men dog er langt mere integrerede i vinen end fx hos Caprai. Det er ingen let dansepartner, men en tung og fed madonna, som kræver sin mand.
Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 20€ … svarende til 149 kr.