Tag-arkiv: 5½

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, TysklandDet 3. Chardonnay sæt sluttede med denne 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Johannes Jülg fra Weingut Jülg … som jeg mødte i en onlinesmagning for under en måned siden.

Referatet fra den smagning og masser information om vinhuset kan du finde i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Der smagte vi kun Johannes’ Spätburgunder vine, men den sympatiske og dygtige vinmager kan bestemt også lave hvidvine, hvilket jeg tidligere har erfaret og det er denne Opus Oskar Chardonnay et fint bevis på.

Vinen er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med sødmen, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.

Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … som nu også 2019 Opus Oskar Chardonnay.

Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.

I næsen var vinen bestemt ikke aftenens mest opulente vin, men selvom der både var fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte og fersken, så har vinen også en mere klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte,  blomstervand, røg, brændt træ, fennikel og samtidig også sødme. Med luft i glasset åbnes der for sluserne, hvorved mineraliteten også bliver større og mere jernagtig elegant.

Men sjovt nok er smagen meget mere rund, blød og cremet end duften egentlig indikerede. Her er syren knap så dominerende, for der er mere finesse, venlighed … blid og lys feminin frugt, hvilket igen er pærer og fersken suppleret med krydret sødme og samtidig også salte mineraler. Jeg endte på 94 point, som omgående veksles til 5,5 store tomler.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Kumeu River Wines, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New Zealand

2017 Kumeu River, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New ZealandDet 3. sæt i den store Chardonnay smagning startede med denne 2017 Hunting Hill Chardonnay fra Kumeu River Wines, der ligger ved den lille by Kumeu i Auckland … den øverste del af nordøen i New Zealand.

Historien om vingården startede i 1937, hvor det kroatiske par Mick og Katé Brajkovich rejste fra deres landsby Živogošće og slog sig ned i Henderson i den vestlige del af Auckland, hvor de sammen med deres søn Maté arbejdede i de lokale vinmarker og frugtplantager. I 1944 havde de sparet penge nok til at købe en ejendom i Kumeu med en lille vinmark.

Det blev vingården, som dengang blev kendt som San Marino Vineyards og selvom Mick døde i 1949, så fortsatte Maté og Katé driften … senere med hjælp fra Matés kone Melba, hvis bedsteforældre også var immigreret til New Zealand fra Kroatien.

I løbet af 1960’erne fik parret fire børn … Michael, Marijana, Milan og Paul, som voksede op med vin og som voksne kom med i driften, men det var først i slutningen af ​​1970’erne og starten af ​​1980’erne, at vingården fik sin helt store succes. Det skete, da man gik væk fra de hybrid druesorter, som man hidtil havde anvendt og til mere kendte sorter som Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot og Cabernet Franc.

I 1983 besøgte sønnen Michael Frankrig og blev begejstret for bourgognevinene, så da han kom retur, så begyndte de straks at eksperimentere med burgundiske vin under navnet Kumeu River. I de efterfølgende år satsede de så meget på den type vin, at de også ændrede vingårdens navn til Kumeu River Wines.

Det er især husets hvide Chardonnay vine, som vinder stor anerkendelse og fx har den gode Robert Parker sagt om Kumeu River Wines; Producing New Zealand’s Greatest Chardonnays, Not To Mention The World’s.

I dag drives vingården fortsat af de 4 søskende med hvert deres ansvarsområde, hvor Michael er vinmageren, Paul står for salg til udlandet, Marijana for markedsføring og Milan har ansvaret for vinmarkerne, mens deres mor Melba har haft det overordnede ansvar siden Maté Brajkovich døde i 1992.

Brajkovich familien har samlet 30 hektar egne marker, men får derudover druerne fra 10 hektar hos lokale vinavlere. Det betyder en årlig produktion på omkring 250.000 flasker vin og det er næsten udelukkende på Chardonnay og Pinot Noir … samt lidt på Pinot Gris.

Her smager vi deres 2017 Hunting Hill Chardonnay, hvor druerne kommer fra vinmarken Hunting Hill, som første gang blev beplantet tilbage i 1982 og genplantet i 2000. Druerne er høstet manuelt og derefter presset uden afstilkning. Gæringen er sket i egefade alene med druernes naturlige gærceller efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring på egefadene i 11 måneder.

Duftmæssigt er det en meget fyldig, fuldfed, fadfed og nærmest flæsket vin med lidt bacon, brunet smør, pæn koncentreret sødme, eksotisk frugt med både fersken, modne abrikoser, pærer, æbler og citronskal, svagt lidt vanilje, men fadpræget er sgu egentlig meget afdæmpet og fint. Der er også lidt nødder, brunkål og søde krydderier.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, for det er en blød, fyldig og smørcremet Chardonnay, rund, opulent med rig frugt som pærer, lemon og saftige fersken og salte popkorn. Samtidig har vinen en fin, levende og stram syre med masser af mineralitet. Det er en vin, som læner sig sindssygt meget op af de burgundiske slægtninge.

Forhandles af FineWines, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USA

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USAI næste sæt startede vi med denne 2018 Sanford & Benedicte Chardonnay fra det californiske vinhus Sandhi Wines.

Vinhuset ligger i Lompoc omkring 10 kilometer nordvest for Solvang og vel omkring 150 fra Los Angeles.

Sandhi Wines er en lille producent, der er grundlagt i 2010 af Rajat Parr, vinansvarlig i Michael Mina Restauranterne, samt vinmageren Sashi Moorman. Han havde tidligere arbejdet for Stolpman og lavet sit helt eget vinhus Piedrasassi i 2003.

Siden 2013 har han også – udover Sandhi Wines – været medejer af Domaine de la Côte. I Sandhi Wines laver de to vinnørder en række vine fra udvalgte vinmarker fra Sta. Rita Hills i Santa Barbara County … og alene vine på Chardonnay og Pinot Noir.

Sanford Winery var desuden det første stop for Miles og Jack i kult-filmen Sideways … filmen der fik verden til at åbne øjnene op for Pinot Noir fra USA.

Her smagte vi altså hans Sanford & Benedicte Chardonnay, hvor druerne kommer fra marken Sanford & Benedict, der oprindelig er plantet tilbage i 1971 af Richard Sanford.

Druerne er alene presset minimalt for at få den reneste saft og gæringen er sket på den naturlige gær i gamle egetræsfade samt cementtanke og efterfølgende lagret på egetræsfadene i 8 måneder. Ingen klaring eller filtrering ved aftapning.

I næsen godt med fylde, godt med fad, men bestemt ikke overdone Chardonnay. Der er træ, tørt træ, sandeltræ, blomsterpollen, pærer, fersken, røg, blide urter, mere mineralsk end de forrige og en sjov lille slagside, nærmest med ymer og sur mælk, lemon, mynte og måske endda lidt nødder.

Smagsmæssigt har vinen en flot tørhed og slet ikke en dyb, fyldig eller tungsindig krop, men der er godt med friskhed og en beskeden smørtung indgang i munden. I stedet har vinen en frisk, skarp samt nærmest syrlig smag, men med varme i glasset kommer der flere og flere aromaer. Der er grape, lemon, pærer og fersken, kalkede noter samt en fin inderlighed … og måske lidt uretfærdigt, at vinen endte sidst denne aften, for det er sgu et godt glas Chardonnay.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Neudorf Vineyards, Moutere Chardonnay, Nelson, New Zealand

2018 Neudorf Vineyards, Moutere Chardonnay, Nelson, New ZealandFørste Chardonnay i glasset til Mr Rubys store Chardonnay smagning viste sig at være den totalt anmelderroste Moutere Chardonnay fra huset Neudorf Vineyards i New Zealand.

Neudorf Vineyards ligger en kilometers penge nord for den lille by Upper Moutere i Nelson vinområdet i den nordligste del af Sydøen … lige ved den tasmanske bugt.

Neudorf Vineyards ejes og drives af Tim og Judy Finn. De var oprindelig et par rigtige hippier, som købte vingården i 1978 uden moderne bekvemmeligheder … kun elektricitet i få værelser, intet varmt varm og alene et gammelt brændefyr og tilsvarende brændekomfur.

På det tidspunkt var vine fra New Zealand ikke var særligt kendte, men Tim og Judy var besat af bevægelsen “tilbage til jorden” … som et mildt oprør mod materialismen samt en drøm om at lave smukke vine.

Tim Finn var egentligt forsker ved Ruakuras landbrugsforskningscenter i Hamilton med speciale i dyreadfærd. Han havde bl.a. studeret sygdomme og social adfærd i malkekvægsbesætninger i New Zealand, hvor besætningerne var blevet større og større.

Det var dog ikke dyrene, som havde hans allerstørste interesse, men derimod vin og bæredygtig vinproduktion. Og det var baggrunden for beslutningen om købet af den gamle og primitive ejendom.

De startede med et par hektar vinmarker, men da der ikke var nogle traditioner i området, så de måtte prøve sig frem med forskellige druesorter. Merlot, Cabernet Sauvignon, Chenin Blanc og Muller Thurgau duede ikke, men det gjorde Chardonnay, Sauvignon Blanc, Riesling samt Pinot Noir.

Men med hjælp fra naboer, venner samt gode ansatte, så blev vinene i succes. Mange eksperter regner endda vinhuset blandt de fem bedste huse i New Zealand. Neudorf Vineyards er i dag specielt kendt for deres Chardonnay baserede vin Nelson Moutere.

Det er en vin, som er med i Neil Beckett’s antologi; 1001 vine, du skal smage, før du dør. Den er baseret på bidrag fra ikke færre end 45 hovedsageligt britiske og amerikanske vineksperter. Det er en vin, som i årgang endda har fået de magiske 100/100 point af MW Bob Campbell.

Men udover Chardonnay producerer også fremragende Riesling, Sauvignon Blanc og Pinot Noir. Ægteparret har sammen med vinmagerne Todd Stevens og Simon McQuire meget stor fokus på at opnå kvalitet, bl.a. er et lavt årligt udbytte normalt for Neudorf Vineyards.

Man har øje for udbyttet og hvert år fjernes hver anden række på vinmarkerne og to nye rækker plantes i stedet. Dette sikrer, at der opnås et højere antal kvalitetsdruer pr. hektar.

Neudorf har i dag samlet 33 hektar vinmarker to steder i området, nemlig hjemme ved Moutere og så ved Brightwater, syd for Nelson mellem floderne Waimea og Wai-iti.

Neudorf Vineyards 2018 Moutere Chardonnay er lavet med druer fra de vinstokke, som Tim Finn plantede på Home Vineyard tilbage i 1978. Med årene er rødderne nået 5-6 meter ned i den mineralske jord. Udbyttet er i dag er lavt, men som alle Neudorfs marker dyrkes stokkene med stor kærlighed og respekt for naturen.

Drueklaserne presses hele, hvorefter saften gærer spontant alene med druernes egen vilde gær. Efter endt fermentering og derudover malolaktisk gæring, så er vinen lagret 10-11 måneder på franske egefade, hvoraf 10-15% er nye fade.

I næsen er det bestemt ikke en overfed, overoaked Chardonnay … måske endda mere til den lidt neutrale side, lidt krydret, har nogle nødder og så tropisk frugt med fersken, abrikos, melon og modne æbler, suppleret med saltvandagtige noter.

Smagsmæssigt er vinen lidt som duften … beskeden og neutral, sådan let krydret samt grape, lemon som de noter, der dukker først op. Det er egentlig meget cremet, men stikker ikke så dybt og derved bliver vinen sådan nærmest let vandet, men har skam fin smag med æbler, æblemost, grøn lakrids, fennikel og samlet set ganske venlig. Vi ligger lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 658 kr., mens prisen er 494 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Red Newt Cellars, Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, New York State, USA

2016 Red Newt Cellars, Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, New York, USAFørste vin i den spændende New York State Cool Climate Wines Masterclass var denne 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards fra Red Newt Cellars.

Vinhuset ligger på østsiden af Seneca Lake ved byen Hector i Finger Lakes regionen. Det blev grundlagt i 1998 af ægteparret David og Debra Whiting.

Inden etableringen arbejdede David som kældermester på en flere forskellige vingårde i Finger Lakes, mens Debra arbejde på et laboratorie ved Cornell University indenfor mikrobiologi, men også havde en stor passion for mad og vin, som førte hende ind i en gourmet cheesecake forretning og derefter en eksklusiv cateringvirksomhed.

Men da muligheden for at lave egne vine, så startede David i 1998 Red Newt Cellars, mens Debra det efterfølgende år selv åbnede Red Newt Bistro, hvor man selvfølgelig også kunne nyde vinene fra deres vinhus med de første årgange fra 1999.

I starten var det en beskeden produktion på samlet 1.200 kasser vin lavet på druer som Chardonnay, Riesling, Vidal, Cayuga, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.

I dag ligger produktionen på 20.000 kasser vin, men har ikke selv egne vinmarker, som druerne kommer fra en række vinavlere, som David har lavet langtidsaftaler med. De får således druer fra flere forskellige områder som fx fra Ken og Harlan Fulkerson i Lahoma og markerne 7’er Block – Pentecostal, 8’er Block, 9’er Block, The Knoll og Grief Block. Derudover fra andre vinalvere … marker som Tango Oaks, Glacier Ridge, Curry Creek og endelig Nutt Road Vineyard.

Siden 2014 har vinproduktionen været lagt i hænderne på Kelby James Russell. Han er selv født og opvokset lidt nord for New Yorks Finger Lakes Wine regionen. Efter gymnasiet gik Kelby Russel på Harvard University og tog en bachelorgrad i statskundskab og økonomi.

Men det fik ham til at indse, at han ikke ville den vej og i stedet vendte han tilbage til Finger Lakes for at forfølge en karriere inden for vinindustrien, hvor han i 2009 fik arbejde hos den legendariske vinproducent Peter Bell på Fox Run Vineyards.

Der arbejdede Kelby i 3 år og lærte faget, men efterfølgende samlede han yderligere erfaring i udlandet. Således har han arbejdet på både Whitehaven Winery i Marlborough på New Zealand, Pipers Brook Vineyards/Kreglinger Estates i Tasmanien samt Yalumba Winery i Barossa i Australien inden han vendte hjem og blev ansvarlig vinmager på Red Newt Cellars.

Her smager vi Kelbys 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, hvor druerne altså kommer fra marken The Knoll i Lahoma. Marken har sit navn The Knoll – lille bakke  – efter marken, der netop ligger på en lille bakketop.

Marken har en lidt sandet jord, mens vinstokkene er fra klonen Geisenheim 239 Riesling. Efter høst er druerne er alle afstilket inden en 3 dages udblødning. Så er druerne presses let og mosten så hvilet yderligere 3 dage inden spontangæring er sket på rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen har vinen været lagret i tankene sur lie 10-11 måneder. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen en dejlig, let næse … nærmest både med blomster, diesel, petroleum og linolie, citrus, modne æbler, ananas, fersken, mango, lidt nødder og egentlig smukt afstemt og afdæmpet i aromaerne, således ingen bliver for dominerende. Der fornemmes også godt med jern og knuste sten.

I munden er der også en imponerende flot balance. Der er smag fra citroner, en meget ren og rank frugt … breder sig virkelig i munden med stor intensitet, men har samtidig en smuk, diskret sødme og stor venlighed. Der er god syre, men igen afdæmpet uden at blive dominerende eller for vild. Med luft i glasset kommer der også en grape og lemon bitterhed frem … det er rasende god Riesling.

Forhandles herhjemme af americanwine.dk, men er pt. udsolgt, hvilket ikke er underligt, for prisen på 75 kr. er simpelthen tæt på rent tyveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2014 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, FrankrigDa jeg sidst i marts testede en hel røvfuld bourgognevine, bl.a. en del Jean Gagnerot vine, var jeg mest begejstret for deres 2013 Pommard 1er Cru La Platière.

Den smager jeg nu igen, blot i årgang 2014, som endda regnes for en langt bedre årgang end 2013 i Bourgogne.

De vine, som jeg dengang testede , kan du finde i mit blogindlæg Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine.

Jean Gagnerot er ikke et decideret vinhus, men et brand, som nu ejes af den megastore vinkoncern GCF Group. Oprindelig blev Jean Gagnerot vinene produceret på Chateau de Corton-André, men det blev solgt i 2014.

Selve det kendte slot blev solgt til Frey familien, der i forvejen ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og Domaine Paul Jaboulet Aîné. Men den store negociantforretning Maison Corton-Andre blev solgt til Maison Béjot Vins & Terroirs og med i handlen til Béjot fulgte også masser af vin i kælderen.

Senere er Béjot blevet opkøbt af Les Grands Chais de France aka GCF Group og nu er nogle af de overtagne vine nu solgt under Jean Gagnerot brandet … og herunder altså også denne 2014 Pommard 1er Cru La Platière fra netop dét år, hvor negociantforretning Maison Corton-Andre faktisk ophørte med at eksistere.

Vinen er selvfølgelig lavet med Pinot Noir druer fra La Platière marken, der ligger som en af de nordøstligste af 1er Cru markerne i Pommard og har helt usædvanligt en sydvestlig eksponering på La Grande Combe ned mod floden L’Avant Dheune, der løber gennem Pommard og skiller byen i to.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Duftmæssigt er 2014’eren klart mere oprejst, strunk, rank samt langt syrligere end 2013’eren. Der er heller ikke helt samme frugt … jordbær aromaerne mangler lidt, så det bliver mest ribs, hindbær og granatæbler. Fadpræget også mærkbart langt mindre, men det fornemmes dog sammen med grønne urter, bagepulver, svag chokolade, men klart mere skinger.

Smagen er heller ikke så rund, varm og comfy som 2013’eren, men syren er til gengæld stram, mineralsk og mundspidsende med en lys bitterhed. Som med 2013’eren er der bestemt ikke det mindste tegn på alder, for det er ungt, fint, tørt og tanninerne er tørre, vilde og man føler næsten, at vinen endnu er alt for ung.

Den har sgu et langt syrligere væsen end 2013’eren, så dermed fremstår den skinger, stram, vild samt næsten utæmmet. Men man må give den … hænger vildt lang tid i munden. Med lidt luft i glasset dæmpes nogle af kanterne, så dermed vil mit råd være … smid den i kælderen eller dekanter absolut vinen i nogle timer forinden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 625 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, TysklandSidste gang jeg smagte vin fra Weingut Rings i Freinsheim var på vinbaren Kinfelts Kitchen & Wine i Hamburg sidste sommer og dengang var den en fed, rød 2016 Das kleine Kreux. Nu er der igen Rings i glasset … deres 2019 Ungsteiner Nussriegel Riesling 1G.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Det er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af hans  datter Trudi samt hendes mand Willi Rings.

Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er nu fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer og de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og så både Erste Lage og Große Lage vinene, hvor denne Ungsteiner Nussriegel Riesling selvfølgelig kommer fra marken Ungsteiner Nussriegel, der ligger ved byen Ungstein lidt sydvest for Rings vingård.

Marken er en Erste Lage mark, der ligger tæt ved vinruten i Pfalz og nabo til Große Lage marken Ungsteiner Weilberg mod vest. Marken har en undergrund af rød sandsten, sand samt lerjord med kalksten og har selvfølgelig sit navn Nussriegel fra nogle fine karakteristiske valnøddetræer, der for mange år siden voksede ved vinmarken.

Jorden bearbejdes efter biodynamiske principper. Forskellige urter og blomster sås mellem vinrækkerne for at tiltrække  insekter. Kun hestegødning bruges som gødning. Efter håndplukning er druerne presset uden afstilkning, hvorefter mosten fermenterer spontant med druernes naturlig gær. Vinen er herefter lagret  i rustfrie ståltanke og i store træfade sur lie i 10 måneder.

Direkte op af glasset strømmer en fin aroma … hvor første note er petroleum, diesel og sødlige, overmodne, halvgærede æbler, smuk intensitet, godt med røg, noget luftig og syrlig med lidt blomsterstøv, knuste sten og pressede citroner. Syren virker næsten sitrende og så dukker der ganske svagt lidt nødder og kastanjeolie op. Vinen har en sådan cool, kølig og råkold stil.

Smagen har både stor cremethed og krystalklar syre … sådan lidt olieret og samtidig krisp, pivskarp med citroner, gule og grønne æbler, lemon, krydret røg. Men får i pose og sæk. Man fornemmer næsten at knase hele kernehuset i æblerne, hvilket sammen med kontrollerede bitre elementer skaber en rank og frisk vin, selvom den også opleves så levende, rund, elegant og vellavet.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Arnoux-Lachaux, Pinot Fin, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Arnoux-Lachaux, Pinot Fin, Bourgogne, FrankrigVed vor gourmetaften skulle jeg igen møde lidt vine fra Domaine Arnoux-Lachaux … først deres basisvin Pinot Fin i årgang 2014, som jeg havde smagt før, men også i en nyere årgang 2018.

Navnet Pinot Fin er et ord, som de lokale kalder de gamle stokke på markerne i Chambolle-Musigny, Vosne-Romanée og Nuits Saint-Georges. Vinen er lavet med gæring i gæringskar og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder på fade, der er anvendt 1 eller 2 gange tidligere. Vinene fra Domaine Arnoux-Lachaux er meget efterspurgte og altid hurtigt udsolgte … de bedste er endda særdeles svære at skaffe.

Duftmæssigt er 2018’eren klart mørkere, mere landlig end 2014’eren og samtidig mere parfumeret. Den har en fantastisk duft, æterisk, fin med skovbær, jordbær, søde mørke kirsebær, sød tobak og lidt grønsagsfond. Der er snert af lakrids eller fennikel samt en lille smule vanilje.

I munden er frugten også mørkere end 2014’eren med sorte kirsebær, skovbær, jordbær, rabarber og ribsgelé. Det er skuet ret godt sammen med nogen fylde, hvilket gør vinen rund og tanninerne er endda også flinke. Der er så meget frugt i vinen og eftersmagen er også fin lang.

Forhandles af Philipson Wine, men er allerede udsolgt … en flaske kostede 350 kr., mens prisen var 329 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Brandini, Filari Corti Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Brandini, Filari Corti Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienMed de to sidste Brandini vine gik vi over til den ædle druesort Nebbiolo, som næsten altid gør far glad. Og det gør denne 2017 Filari Corti Langhe Nebbiolo skam også.

Her har Giovanna Bagnasco lavet vinen på rustfrie ståltanke med spontangæring og det er så efterfulgt af 12 måneder lagring på store egefade inden vinen så endelig er tappet på flaske.

Duftmæssigt skuffer Filari Corti Langhe Nebbiolo ikke … her er både violer, tørrede roser, sorte trøfler, tranebær, ribs, hindbær, meget let, lys og feminin. Der er mentol, lakrids, let vanilje, syrlige drops, sæbe, mulle skovbund, mineraler samt garvet læder. Uha, hvor det dufter lækkert.

I munden er en frisk, let og vild tør vin med lyse bær, ribs, rabarber, granatæbler, masser af stram syre, tørre, lyse og stramme tanniner, bitterhed samt en fin, spinkel krop. Det er jeg sgu pjattet med. Det er bare Langhe Nebbiolo af bedste skuffe … lys, stringent, frisk og skarp … dermed er vinbloggeren så glad, så klart 5,5 tomler og endda samtidig med svag pil op.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Bodegas Asenjo & Manso, Silvanus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Asenjo & Manso, Silvanus, Ribera del Duero, SpanienHvorfor ikke fortsætte med endnu en Crianza fra et andet vinhus fra La Horra i Ribera del Duero, nemlig Bodegas Asenjo & Manso, der ligger små 200-300 meter fra Viña Sastre.

Bodegas Asenjo & Manso er grundlagt i 2004 af Jesús Asenjo og hans brødre. De har boet i La Horra gennem generationer og altid været vinavlere, der solgte druerne til lokale kooperativer. Det går helt tilbage til deres forfader Teófilo Asenjo, som  startede med at plante de første vinstokke  for herrens mange år siden.

Det betyder også, at Jesús Asenjo og familien har 45 hektar vinmarker, hvor deres ældste vinstokke er mellem 30 og 100 år De yngste marker er plantet i 2004 og druerne fra disse marker indgår i dag i produktionen af deres vin Manso Crianza.

De bedste marker er 3 marker plantet mellem 1897 – 1908, hvor druerne anvendes til  topvinen A&M, mens resten af vinene fra den øvre ende af skalaen laves på druer af minimum 60 år gamle vinstokke.

Denne Silvanus er én af husets 5-6 forskellige vin og lavet som en Crianza. Her kommer druerne fra vinstokke, der er 40-70 år gamle og det er selvfølgelig 100% Tempranillo. Som med den forrige er der ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret 14 måneder på primært franske, men også amerikanske egetræsfade. Herefter minimum 14 måneder på flaske inden frigivelse af vinen.

I næsen er det – som forrige – en herlig mørk vin, men knap så voluminøs som forrige, for her er fadpræget ikke så tungt, men fortsat med en duft af våde fade suppleret med mørk frugt som både sorte kirsebær, solbær, tørrede figner, røg, blomster, vanilje, kakao og gammel balsamicoeddike samt nogen let elegance.

Smagsmæssigt er det en sand frugteksplosion, der leveres cremet, blødt og med en flot intens og frisk frugt, som både har bitterhed og mørk sødme. Der er kirsebær, brombær, solbær, let ristede noter,  egetræ, tydelige og tørre tanniner. Det er sgu flot Ribera del Duero med vild lang eftersmag med let spark af power.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 158 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7