Tag-arkiv: Italien

2013 Paitin, Nebbiolo d’Alba Ca Veja, Piemonte, Italien

Jans sidste dartpil, sidste skud og trumf i ærmet blev denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja – en mini Barbaresco – fra Azienda Agricola Paitin di Pasquero Elia … et vinhus, der ligger en kilometer sydøst for Neive by i Piemonte.

Vinhuset stammer tilbage til 1796, hvor Benedetto Elia købte ejendommen med vinmarker og vinkælder. Hans søn Giuseppe udvidede senere med flere  vinmarker og købte også en stor underjordisk vinkælder, som stammer tilbage fra 1500-tallet, så det er en vingård, som gennem århundrede har produceret vin. Faktisk har huset endda siden 1893 produceret vinen Barbaresco del Sori Paitin.

Siden 1965 har vingården været drevet af Secondo Pasquero-Elia, som har bygget ny vinkælder og gradvis omplantet og tilplantet med nye vinstokke.

I 2010 indgik Secondo også et samarbejde med konsulenten og superønologen Dante Scaglione, som Secondo var skolekammerat med. Sammen har de fået omlagt produktionen til mere traditionelle dyder og løftet kvaliteten, så vingården i dag skal tælles blandt toppen i Barbaresco.

Vinene vinificeres i dag udelukkende på store fade efter lange macerationsperioder efter gæringen og deres udtryk er koncentrerede, rene og ekspressive på samme tid.

I dag har Secondo også hjælp fra sønnerne Giovanni and Silvano, og sammen passer de husets 17 hektar vinmarker, hvor den bedste mark klart er Serraboella, som leverer druer til husets 3 top Barbaresco’er.

Udover vinproduktionen har driften siden 1997 også omfattet udlejning på L’Agriturismo Paitin … lækre ferielejligheder, svømmepøl og mulighed for spisning.

Denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja er lavet på ren Nebbiolo fra marker sydvest for Alba med vinstokke plantet tilbage i 1995. Maceration i 10-12 dage og derefter lagrer vinen 18 måneder i store fade inden tapningen.

Næsen er multo special … det er blomster, violer, appelsin, rugbrød, grønne og syrlige noter og et slat læder og lidt tobak. Den italienske og insisterende syre er ikke til at tage fejl af.

Smagsmæssigt havde vinen det svært efter den ældre Cornas, og det hele kom til at virke noget syrligt, men der er også tonsvis af stramme, italienske hestekræfter i tanninerne. Derudover er vinen let og luftig med sten, granit og jernagtig næve. Virker utrolig ung, uhæmmet og utøjlet endnu, men det lover godt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169 kr.

Rating 4,5/7 

2009 Pelissero, Langhe Long Now, Piemonte, Italien

Så er det sgu lige fifty/fifty … halv Barbera og halv Nebbiolo i denne Langhe Long Now fra vinhuset Pelissero Azienda Agricola Vitivinicola.

Vinhuset Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn.

Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården. Det er ham, så I kan se på billedet ovenover.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Langhe Long Now, altså lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo, hvor druerne kommer fra marken Cascina Tolino mellem Treiso og Neviglie. Vinstokkene er plantet mellem 1950 og 2001 og denne vin er første gang lavet i år 2000.

Vinen er lavet med maceration på 10-12 dage for Nebbiolo druerne og 25 dage for Barbera druerne i rustfrie ståltanke og derefter er vinen blendet og lagret 15-18 måneder på barriques inden flaskningen. Derefter lagrer vinen yderligere 10-12 måneder,

Duftmæssigt først nogle egenoter, dyb fad … godt brændt fad, dyb engelsk lakrids, moden frugt, solbær, kirsebær, blommer, vanilje og tobak. Smagen er mørk og krydret, igen med masser af mørk frugt og så alligevel en klar syre, som går igen i hele smagsspektret. Den er virkelig svær at placere denne vin. Fyldig, syrlig, kantet.

Forhandles hos SuperVin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2009 Erpacrife, Nebbiolo Brut Zero, Piemonte, Italien

WTF? Pink slash orange mousserende vin lavet på Nebbiolo og lavet af 4 gamle studiekammerater. Det blev velkomstvinen ved seneste vinaften med rødderne.

De 4 studiekammerater hedder Eric, Paolo, Christian og Frederico og de fik den vandvittige idé, at de skulle lave nebbiolovin efter champagnemetoden. Federico hedder Scarzello til efternavn og så ringer der måske en klokke. Han driver nemlig til daglig Barolohuset Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Det vinhus har jeg tidligere skrevet om, bl.a. da jeg sammen med Jan drak en 2006’er Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra vinhuset.

De fire kammeraters navne fremgår i øvrigt med underskrift på etiketten. De øvrige kammerater arbejder også alle hos andre vinhuse, så dette projekt … som de kaldte Erpacrife – efter en forkortelse af deres navne – er alene et hobbyprojekt, som de fire gutter startede i 2010 som et rent nonprofitselskab.

Alle de gamle vinproducenter i Barolo området syntes, at de var skøre, bl.a. fordi prisen på Nebbiolo druer var alt for høj til, at det kunne betale sig. I dag er sortimentet udvidet til også at omfatte en Erpacrife Bianco samt en Erpacrife Moscato … og alle vinene, der produceres i små antal – er meget efterspurgte.

Denne Erpacrife Nebbiolo er lavet på 100% Nebbiolo og druerne er høstet tidligt for at bevare et højt syreindhold og samtidig reducere alkoholen … nogle af de væsentlige betingelser for mousserende vine.

Efter udblødning af druerne følger den første alkoholiske gæring ved lave temperaturer. Det sker i store egefade og efter omkring 6 måneder kommes vinen på flaske til anden gæringen. Den varer mindst 24 måneder inden disgorgement … altså den klassiske fjernelse af gærresterne.

Og ja pinkfarvet med svagt orange skær i glasset samt en næse, som både skriger en smule Barolo, men mest af alt byder på lidt oxyderede noter, æbler, pærer, ribs, roser … virker tør og støvet med en anelse gærnoter samt karameller.

I munden er boblerne meget afdæmpede … næsten lidt flad i udtrykket. Boblerne fiser hurtigt af … ikke at jeg er tilhænger af massiv og dominerende bobler, men her bliver de næsten for blide og for lidt mærkbare. Det er tørt, nærmest tanninrigt med en fin syrlighed, citron og ikke megen sødme. Sjov og charmende mousserende vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 290 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Livio Felluga, Nuaré, Friuli-Venezia Giulia, Italien

Pinot Nero – ja kært barn har mange navne – og Merlot blandet sammen … WTF? Det er nærmest helligbrøde, men det slipper Livio Felluga da ganske pænt af sted med i denne vin Nuaré.

Livio Felluga holder til i byen Brazzano di Cormons … det er i vinområdet Friuli aka Friuli-Venezia Giulia, der jo ligger øst for Veneto op mod Slovenien. Vinhuset er grundlagt i 1956 af Livio Felluga, hvis familie tidligere havde boet i Østrig, Ungarn og ved Grado i bunden af Friuli området.

Familien havde gennemlevet to verdenskrige på tæt hold og Livio havde selv under 2. verdenskrig kæmpet i Libyen, været krigsfange ved Cap Bon og havde derudover tilbragt 3 år i Scotland inden han efter krigen med  familien flyttede til det fredelige Brazzano.

Der købte Livio Felluga et par hektar vinmarker ved Rosazzo, lidt nord for Brazzano og startede vingården. Familien havde tidligere været vinbønder, så det lå næsten i kortene, at Livio skulle blive vinbonde og videreføre familiens traditioner som 5. generation af vinavlere.

Livio Felluga måtte dog starte fra helt fra bunden med at plante vinmarker og restaurere de få marker, der stadig var brugbare i en tid hvor kun få vinbønder turde satse på kvalitetsproduktion. Han mente selv, at Rosazzo var det bedste område til vinproduktion, men mange tvivlede på ham. Det har dog senere vist sig, at netop Rosazzo området er blevet kendt som Friulis bedste.

I dag har Livio Felluga 155 hektar vinmarker i området, og de fleste er beliggende på skråninger optimalt for vinstokke. Livio regnes nok i dag som en af Friuli områdets førende producenter og er blevet berømt internationalt.

Han er specielt kendt for sine hvidvine og ligger en speciel ære i at kunne producere en prestigevin lavet på Friulano, Sauvignon Blanc, Malvasia og Ribolla Gialia. Den velkendte etikette med landkortet over Friuli provinsen er blevet et internationalt kendt brand.

Livio Felluga har fået ikke færre end 20 x 3 glas i Gambero Rosso, den italienske vinbibel, hvilket gør Felluga til ejer af 2 stjerner. Hans topvin Terre Alte på Tocai Friulano, Pinot Bianco og Sauvignon Blanc er blevet et referencepunkt for andre italienske producenter og en af de få italienske hvidvine, der for alvor kan kalde sig verdensberømt.

Som det måske kan fornemmes, så er Livio ved at være en ældre herre, så han får i dag hjælp med vingården af børnene Maurizio, Elda, Andrea og Filippo.

Årsproduktionen hos Livia ligger på 800.000 flasker vin årligt, fordelt på 12 forskellige hvidvine og 5 rødevine. En af rødvinene er denne Nuaré, som altså er lavet på Pinot Nero og Merlot. Blandingsforholdet kender jeg dog ikke.

Nuaré er en IGT vin og lavet med afstilkning, let presning og maceration i rustfrie ståltanke i omkring 3 uger. Den er lagret 12 måneder i henholdsvis rustfrie ståltanke samt små, franske egetræsfade, hvorefter den lagrer yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen sådan vel cirka medium transparent … ikke helt så lys, som Pinot Noir oftest findes, men det skyldes jo formentlig andelen af Merlot i vinen.

Duftmæssigt virker vinen tør med tørre kirsebær, lyse blommer, mint, grønne blade, løvstikke, kakao, blomster og fin syrlighed.  Smagen er meget let og vinen utrolig omgængelig. Frugten er hindbær, kirsebær og måske en smule neutral. Det er i hvert fald dejligt let og frugten sådan meget direkte med lidt jern, peber og behagelig syre.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 129,95 kr.

Rating 4,5/7 

2010 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Sidste vin hos det gamle og historiske vinhus Antonelli San Marco blev selvfølgelig en Passito … dessertvinen Montefalco Sagrantino Passito DOCG her i en årgang 2010.

Det er en vin, som Antonelli lavede første gang i 1979, da vinproduktionen startede på vingården. Druerne er høstet med meget lavt udbytte, alene 15 hektoliter pr. hektar i slutningen af september … altså høstet lidt tidligere og fra de yngre stokke. Det betyder ikke så meget, idet druerne jo tørrer i 2 måneder.

Ved tørringen ligger drueklaserne alene i et lag og der anvendes kun de bedste af de tørrede druer til produktionen af vinen, som sker med en maceration på 10 dage og en fermentering ved 20 grader.

Antonellis Montefalco Sagrantino Passito DOCG lagrer derefter 12 måneder på store 25 hektoliter egefade, 18 måneder i cementtanke og efter flaskning yderligere 12 måneder.

Det er i næsen en af de sødere Passito’er … ikke så syrlig, men har en dejlig krydret sødme, mørk kirsebærmarmelade, tørret appelsinskal samt lidt honningnødder.

I munden fin rød og sød nektar med en lækker og sød syre, som giver en god og vedvarende smag. Smager både sød og aromatisk, men har ikke så tydelige tanniner, som man ellers nogle gange kan finde i områdets dessertvine på Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Montefalco Sagrantino Passito DOCG er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 5/7 

2009 Antonelli San Marco, Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino DOCG er en enkeltmarks Sagrantino fra Antonellis vinmark Chiusa di Pannone … en 2,7 hektar mark, hvor Sagrantino stokkene er plantet tilbage i 1995.

Det var den sidste af de tørre Sagrantino vine hos Antonelli San Marco. Sjovt nok er udbyttet ved høsten noget lavere end hos de andre Sagrantino vine hos Antonelli, nemlig 30 hektoliter pr. hektar. På Chiusa di Pannone marken er undergrunden præget af kalkholdig ler, grus og aflejringer fra oldtiden.

Lavet med maceration i 3-4 uger, fermentering ved maksimum 28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet. Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 24 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 6 måneder i cementtanke inden flaskning.

Derefter lagrer vinen så yderligere i 24 måneder – altså hele 2 år på flaske – inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten er en spids højere end ved den almindelige Sagrantino, nemlig 15%.

Næsen minder en smule om forrige vin … meget blød, moden og balanceret vin. Alderen kan fornemmes med blød frugt, modne blommer, modne kirsebær, lidt mint, læder og lidt sødme.

Smagen er også blød og overmoden … power, peber og tydelige tanniner. Den er rund og megen behagende, så det smager sgu supergodt. Italiensk superkraft pakket i fed, cremet frugt.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 299 kr.

Rating 5/7 

2006 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Og efter en purung 2013’er, så skulle vi selvfølgelig også smage Antonellis Montefalco Sagrantino DOCG vin med lidt alder og det blev med denne 2006’er, hvor man virkelig får en moden, drikkeklar og afbalanceret vin.

Og det er samtidig et godt tidspunkt at smage vinen, for Antonelli siger selv, at vinen opnår sin optimale modenhed omkring 10-15 år efter høsten og nemt kan klare op til 30 års levetid i kælderen. Her er vinen jo netop lige rundet de 10 år efter høst.

Og det kan smages, at vinen nu er ved at være moden. Næsen dufter af modenhed, blommer, kraft, læder og samtidig med en vis elegance. Den har derudover også en lidt grøn, syrlig og urtet side med en smule eukalyptus og estragon.

Smagsmæssigt er det saft, kraft og modenhed i bløde fløjlshandsker og man mærker straks, at tanninerne er godt integreret og spiller fantastisk sammen med en italiensk syre, som er meget levende og livsgivende. Det er langt mere kompleks og balanceret. Super lækker vin.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Anteprima Montefalco Sagrantino … altså en smagsprøve på kommende 2013 Montefalco Sagrantino DOCG fra Antonelli San Marco var næste vin i glasset.

Og vinen er altså endnu ikke helt klar til frigivelse. Det kan også ses på etiketten, hvor årstallet er tilrettet med tusch.

Den er selvfølgelig lavet som 2011’eren, dvs.  druerne høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober, lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet.

Det betyder med andre ord også, at denne 2013 Montefalco Sagrantino først vil være klar til frigivelse i oktober 2017. Vi smagte således vinen 8 måneder før normal frigivelse. Derfor er vinen selvfølgelig også alene en smagsprøve … anteprima.

Det kan også smages … og lad os starte med duften, som klart er mere ung og frisk. Den er proppet med læder, syrlige kirsebær og tonsvis af mint, eukalyptus og estragon. Grøn, urtet og småvild.

I munden er tanninerne dog ikke så vilde, som man ellers vil kunne forestille sig til trods for, at den er en forsmag på Montefalco Sagrantino 2013. Det er fortsat power samt syre i skøn forening.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Efter IGT vinen på Sagrantino, så kom der vaskeægte DOCG Sagrantini i glasset. Vi startede med at smage Antonellis Montefalco Sagrantino i årgang 2011. Ingen klager fra mig der.

Det skulle vise sig, at vi efterfølgende også skulle smage vinen i både anteprima 2013 udgaven samt en ældre 2006’er. Heller ingen klager der.

Vinen er selvfølgelig – siger sig selv – 100% Sagrantino, høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober.  Lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten ligger på 14,5%.

Dufter fandeme godt … pardon my french. Det er power og italiensk syre, hestekræfter og elegance sammen med læder , tør jord, lidt tobak, krydderier og mint. Aromaen med mint fandt jeg i flere Sagrantino vine … måske er det én af de aromaer, som er typiske for Sagaranto?

I munden er vinen sådan meget klassisk Montefalco Sagrantino … og Antonelli er også nærmest sådan en klassisk producent i området. Det er blødt, imødekommende og virkelig lækker. Der er vilde tanniner … specielt hvis du giver den lidt luft, så stikker det sgu helt i vejret. God struktur, god smag og fornuftig Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5/7 

2011 Antonelli San Marco, Contrario IGT, Umbrien, Italien

What the FÅÅÅKKK … ren Sagrantino som IGT vin? Filippo Antonelli startede i 2008 med at lave denne Contrario IGT, som er lavet med druer fra de helt unge Sagrantino vinstokke og uden lagring på egefade … overhovedet.

Dermed opfylder vinen selvfølgelig ikke reglerne indenfor appellationen Montefalco Sagrantino DOCG og dermed bliver denne Contrario – som meget passende betyder modsat eller tværtimod – jo i stedet en IGT vin. Dermed også en god chance for at smage Sagrantino druen helt rent … eller i hvert fald næsten. Det betyder i hvert fald en mere ung og friskere vin, som siges at være meget let drikkelig.

Da Filippo skulle markedsføre vinen med introduktionen i 2008 skete det med et markedsføringsstunt, hvor vinen blev fordelt til en række vinbarer og specialbutikker i Italien sammen med CD’en Contrario med musik af pianisten Maurizio Mastrini.

Det er smuk, stille og meditationsagtig musik, som – ifølge Antonelli – kan formidle dybe følelser og nydes til et glas ung Sagrantino. Jeg har fået CD’en på Spotify og faktisk anbefale jer at lytte til den … virkelig smuk musik. Måske lidt hmmmm GAB i længden.

Der er 10 numre på CD’en, nemlig Autunno, Sole, Risvegli, Vento, Meditazione, La Prima Neve, Contrario, L’aurora, Un Minuto samt Cielo.  Og det hjalp på salget af vinen melder historien dog intet om ;o)

Sagrantino druerne kommer – som nævnt – fra de yngste vinstokke, høstet med 50 hektoliter pr. hektar, og lavet med maceration i 15-20 dage, fermentering ved 25 grader og er derefter lagret på rustfrie ståltanke i 18 måneder, hvorefter den lagrer yderligere 3 måneder i cementtanke inden flaskningen. Derefter yderligere 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vinen langt mere frist, let og lys end de normale Montefalco Sagrantino’er. Den er også en tak lysere i glasset og byder på blæk, citrus, kirsebær og blommer i skøn forening.

I munden er vinen også meget let af en Sagrantino at være. Selv tanninerne virker lettere og frugten dominerer rigtigt meget … virkelig frugtdrevet smag … lidt speciel og frugten er måske også en tand mere direkte og bitter. Jeg ved sgu ikke, om jeg er vild med denne vin, men sjov at prøve.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 149 kr.

Rating 4/7