2021 Domaine de la Croisée Comtoise, Tradition, Jura, Frankrig

2021 Domaine de la Croisée Comtoise, Tradition, Jura, FrankrigVi skal med næste vin til adressen Rue du Clos i den lille by Poligny, hvor vi finder det lille vinhus Domaine de la Croisée Comtoise, som jeg nu smager vinen Tradition i årgang 2021 fra.

 Domaine de la Croisée Comtoise er et nyere vinhus grundlagt af det unge par Louis Bourdrel og Chloe Nardin, som i 2021 købte Domaine Xavier Reverchon.

Reverchon er til gengæld et gammelt vinhus grundlagt i 1899 og er beliggende i Poligny i Jura-regionen. Der fulgte 6 hektar vinmarker med i købet og parret besluttede at lave vin under det nye navn La Croisée Comtoise.

Inden etableringen havde Louis efter sine studier i Beaune høstet stor erfaring med ophold i New Zealand, hos Château de Meursault i Bourgogne samt hos 1 er Cru vinslottet Château Haut Brion i Bordeaux.

Vindyrkningen foregår efter bæredygtige principper fra de klassiske Jura druesorter som Savagnin, Chardonnay, Trousseau, Pinot Noir og Poulsard, hvor målet er at frembringe terroirtro vine med stor elegance.

I kælderen foregår vinificeringen med så lidt indgriben som muligt, hvilket selvfølgelig medfører naturlig gæring, typisk lagring på neutrale fade og udelukkende nænsom brug af svovl.

Her smager vi deres vin Tradition, der netop er lavet efter denne metode og på et mix af druerne Poulsard, Pinot Noir og Trousseau, der kommer fra forskellige parceller.

MUMS for pokker … sikke da en dejlig lys og transparent vin i vinglasset med en aroma, der er lys, let, syrlig med en animalsk og syrlig hestestald, noget akrylmaling, acetone og vilde lyse jordbær, ribs, moreller og rabarber. Det er frisk, energisk, æterisk og virker tør med en snas ganske svag vanilje.

I munden sitrer vinen med små elektriske stød af friskhed, godt med syrlighed og fin, æterisk frugt, der er ribs, moreller, jordbær samt en del småsure citroner, sødbitter lemon og grønne urter, meget saftig, læskende og utrolig ren med denne syrlige og friske kant. Det er en frisk, sprød, sitrende og dirrende syrligt lyst velvære. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7