2021 Globus Wine, My Way Riesling, Washington State, USA

2021 Globus Wine, My Way Riesling, Washington State, USANæste vin er lidt anonym … og sådan smager den også. Det er en vin, der er lavet med købte druer fra Washington State i USA og kommet til Danmark i store tanke, hvor der så tappes på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn og flot etiket … den hedder My Way Riesling og måske er det håbet, at den gamle sang og klassiker fra Frank Sinatra vil smitte lidt af på vinen.

Det betyder dog også, at der ikke rigtigt findes nogle oplysninger om vinen eller hvordan den er lavet. Der står dog på på etiketten, at det er en Sweet vin, men niveauet for restsukker kan jeg ikke se.

Duftmæssigt er der sgu ikke megen Riesling karakter … vinen har i stedet en lidt støvet, kedelig og papkasseagtig aroma. Med lidt luft i glasset og et par slyngture, så kommer der dog lidt eksotisk frugt op med fersken, ananas og hyld … men karakterløs og uden intensitet eller den mindste Riesling sjæl.

I munden går det yderligere galt, for det er sgu en pænt sød og meget saftevandagtig vin, hvor volumenknappen til sødmen lige er skruet godt op. Der er sød, vandet og at den kommer fra Washington State kan ikke smages … den kunne være fra hvor som helst og det kunne også lige så godt være en anden drue … Riesling kan slet ikke smages, så dermed 78 point.

Forhandles vistnok i Bilka, hvor en flaske kunne fås til 50 kr.

Vinanmeldelse 3/7