Jeg startede smagningen af vinene fra Vejrhøj Vingård med denne 2019 Daler … en mousserende vin lavet på druesorten Hibernal og efter den traditionelle metode med andengæring på flaske.
Hibernal er ikke en druesort, som jeg før har smagt, men det er en hvid drue, som blev udviklet i 1944 af Heinrich Birk ved Geisenheim Instituttet og er en genetisk krydsning af Seibel 7053 og Riesling klon 239.
Hibernal har haft plantesortsbeskyttelse siden 1977 og kom på listen over tilladte sorter i 1999. Grundtanken med Hibernal var at udvikle en skadedyrs- og svampebestandige vinstok, som samtidig har en god vinterhårdførhed selv mod kraftigere frost.
I dårlige år er Hibernal modtagelig for meldug … men giver fyldige og friske vine, der smagsmæssigt kan minde en smule om Scheurebe, I dag er druen mest udbredt i Sydøsteuropa.
Denne 2019 Daler fra Vejrhøj Vingård er først vinificeret med spontangæring på ståltanke, mens andengæringen er sket over 36 måneders lagring med gær på flasken. Det er en Brut aka tør mousserende vin og har sit navn efter en gammel mønt.
En daler er en international sølvmønt med en vægt på omkring 29 gram og et indhold af rent sølv på mellem 25 og 26 gram. Daleren er blevet præget siden 1519 og de ældste dalere kom fra greverne af Schlick i Joachimstal. Ordet daler kommer da også af Joachimstaler og herhjemme kender vi også ordet daler fra fx en rigsdaler.
Duftmæssigt er næsen lidt vegansk … nærmest med grøntsagsfond, fint med syre og syrlig frugt som citroner, lemon, endda appelsin og virker sprød, blomstret og egentlig ganske rank.
I munden er vinen meget frisk, har godt med syre, stor tørhed, godt som citroner, der er citronsyre sure. Det giver vinen en krisp, sprød og fin struktur, som sammen med en smule sødme gør vinen meget behagelig og velegnet til aperitif på terrassen. 89 point.
Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 250 kr.