Vi skiftede spor med næste vin, som er en frisk 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude Branco fra en kendt vinmager her på bloggen, nemlig Rui Roboredo Madeira.
Det er en frisk hvidvin, som er lavet på de 2 sorter Síria og Fonte Cal, der kommer fra skifterholdige marker i 700 meters højde lidt syd for Douro floden i Beira Interior.
Druerne plukkes med håndkraft og er efter ankomst til vineriet hurtigt presset uden afstilkning. Derefter er gæring sket i rustfrie ståltanke ved 16-17 grader alene med druernes egne gærceller. Derefter er vinen blot lagret 4 måneder i ståltankene frem til aftapning.
Duftmæssigt har vinen en meget ren og næsten vandet aroma … meget spinkel med vandmelon, honningmelon, pærer, stikkelsbær, blomstervand, hvid sodavandsis, solbærblade, tomatstilke med en ganske grøn side suppleret med syltede og salte citroner.
Smagen er også grøn … har en grøn sødlig bitterhed, nogle citroner, umodne grønne æbler, lemon og grape. Vinen er meget surfrisk med mundspidsende syrligt bid, der er stramt, grønt og pågående. Det er ikke en liftlig aperitifvin, men derimod en vin, der skriger på mad og gerne lidt fed fisk … 87 point.
Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat.