2019 Benanti, Contrada Cavaliere Etna Bianco, Sicilien, Italien

2019 Benanti, Contrada Cavaliere Etna Bianco, Sicilien, ItalienDen næste i vor sicilianske raid på Carricante vine er Contrada Cavaliere Etna Bianco 2019 fra vinhuset Benanti, der ligger nordligt i byen Viagrande på sydsiden af vulkanen Etna.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1988 af den 43 år gamle Giuseppe Benanti. Han etablerede gården i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna og kaldte gården Tenuta di Castiglione.

Hans bedstefar var vinavler på amatørniveau i slutningen af 1800-tallet i Viagrande på den sydøstlige skråning af vulkanen, hvor Giuseppe også selv var født.

Giuseppe var en iværksætter i den farmaceutiske industri, men havde samtidig et stort hjerte for vin … og særligt på de lokale druer, så derfor foretog han en undersøgelse for revalueringen af vinene og vindyrkningspotentialet omkring Etna.

Det var en undersøgelse, som varede i tre år og som tillod ham at genopdage de gamle prestigefyldte druer, som også voksede på hans families jorde. Og selvom appellationen Etna DOC havde eksisteret siden 1968, så fandt Giuseppe det bemærkelsesværdigt, at der ikke blev produceret kvalitetsvine i Etna regionen.

Det satte han sig for at ændre, men i stedet for at hyre en kendt ønolog fra det nordlige Italien eller fra udlandet, så ansatte han en ung, lokal konsulent ved navn Salvo Foti, som havde vist sig meget talentfuld, men ikke havde erfaring fra Etna.

De søgte dog gode råd og støtte hos prominente rådgivere fra Piemonte …  ønologer som Marco Monchiero og Gian Domenico Negro, professor Rocco Di Stefano fra Istituto Sperimentale per l’Enologia di Asti samt professor Jean Siegrist fra Institut National de la Recherche Agronomique i Bourgogne.

Samtidig købte Benanti vinmarker på den nordlige skråning af vulkanen, bl.a. ved Rovittello og Castiglione di Sicilia… nogle af de allerbedste områder for Nerello Mascalese.

Efter utallige mikrovinifikationer i 1988-1990, så blev 1991 den første årgang for vingården og produktionen lå på beskedne 20.000 flasker. Det lykkedes Giuseppe Benanti at fremtrylle en ny række af vine, som siden har været en kæmpe international succes.

Ydermere bliver Benanti nu også hyldet for at have reddet nogle af de historiske druer fra Etna … såsom Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio, Carricante og Minnella … sidstnævnte en hvid drue, som virkelig var i fare for at uddø.

Siden slutningen af 2012 har vingården været drevet af Giuseppes tvillingesønner Antonio og Salvino Benanti, men fortsat med deres far som en kontinuerlig inspiration. De har sammenlagt 28 hektar vinmarker og lavet årligt 170.000 flasker vin. Hos Benanti ønsker man kvalitet frem for kvantitet.

Denne Contrada Cavaliere Etna Bianco er en enkeltmarksvin fra marken n Contrada Cavaliere, der ligger i 900 meters højde ved den lille by Santa Maria di Licodia. Der er Carricante vinstokke omkring 50 år gamle.

Druer er håndplukkes i midten af oktober og så presset blødt, hvorefter gæring sker over 12 dage i rustfrie stålkar og druernes egne gærceller. Efter endt fermentering har vinen blot lagret sur lie i ståltanke i 12 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer endnu 6 måneder.

WAUW … sikke en aroma med lidt tertiære, olierede diesel og petroleum noter, linolie, kastanjer, gær, lidt bedaget dekadence med fyldig og tropisk frugt, melon, appelsinskal, modne og let oxiderede æbler, pærer og så lidt mandler eller marcipan.

Smagen er bonedry, imponerende, stram, stringent og krystalklar ren … tør, grøn med masser af mineraler, citrus og klinger virkelig i munden med renhed. Der er som et bor i klipperne, mineralsk med skarphed som et ninjasværd … ikke for alle, men næsten alt for de få. Imponerende og gad sgu godt have en kasse med den i kælderen … men det har jeg desværre ikke. 96 point.

Købt i Tyskland til 37€ … svarende til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7