2020 Quinta da Pegadinha, Loureiro Selection Branco, Minho, Portugal

2020 Quinta da Pegadinha, Loureiro Selection Branco, Minho, PortugalVi fortsætter i Vinho Verde området af Minho vinregionen og denne gang hos den unge ønolog Filipe Lemos, som på vingården Quinta da Pegadinha bl.a. laver denne 2020 Loureiro Selection Branco.

Quinta da Pegadinha har været ejet af Lemos familien siden 1732 og i de sidste 100 år som et blandet landbrug med stor produktion af både brandy, vin, korn, mælk, kød og frugt. En stor del af brændevinsproduktionen blev dog solgt bulk til Quinta da Aveleda.

Men i 1989 besluttede Miguel Lemos, at satse mere på vinproduktion og omdannede nogle af familiens jorder i Vinho Verde fra flodsletter med et unikt terroir til vinmarker.

Siden 2016 har hans søn Filipe Lemos, der uddannet i agronomisk teknik og ønologi, fortsat i faderens fodspor og har endda startet en produktion af vine og oste fra gårdens mælk og druer.

Her smager vi så vinen Loureiro Selection Branco, der selvfølgelig er lavet på 100% Loureiro, som er gæret i rustfrie ståltanke og også lagret samme sted i 6 måneder.

Faktisk dejlig duft … har en anelse tertiære og spændende noter af petroleum, diesel og så tonsvis af blomster. Det giver virkelig en ret luftigt, let og parfumeret aroma, der er meget tiltrækkende. Der er søde mandariner, modne æbler, noget sødme og egentlig en lille fin, feminin og charmerende dame.

I munden bliver damen mere hvas og viser lidt tænder, for vinen har en tydelig og frisk syre, der måske nok er lidt rustik, men det følges af noget bitter lemon, salt, grønne æbler og blomsterpollen. Dermed meget stringent og ren i udtrykket … og så kalder den på sommer. Kom nu sommer … vi skal ud på terrassen og hygge os. 89 point.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 12,11€ … svarende til 90 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 94,68€ eller 705 kr., svarende til 118 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7