Vi skal helt tilbage til 2019, hvor jeg sidst smagte vin fra Weingut Bründlmayer og dengang var det en Zöbinger Heiligenstein Riesling Alte Reben 2012, men nu smager jeg 2021 Riesling Terrassen.
Modsat Heiligenstein er Riesling Terrassen lavet med en blanding af druer fra forskellige marker, der dog alle ligger på terrasser i 200-300 meters højde.
Jorden fra de højest beliggende marker er her meget rig på sten, hvilket giver en vin med mange nuancer af mineralitet og et godt lagringspotentiale, mens de lavere beliggende marker har federe jord, der giver tidligt modnende vine, der er meget charmerende som unge. Netop ved at blande de to typer får man vin, der både viser finesse og kraft.
Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne transporteres nænsomt til vineriet i små boks. Efterfølgende selekteres og presses druerne forsigtigt, hvorefter vinen gærer ved 15-20 grader på stål.
Hvor dufter Riesling Terrassen dog godt … så subtil, afdæmpet, balanceret og sart. Der er pærer, dåsepærer, fersken, honningmelon, lemon, akaciehonning samt lidt sød wienerbrød.
I munden er vinen voldsom blød og smager rasende godt, har lidt dæmpede citroner, syltede citroner, lemon og alt så vel doseret med en frisk og fin elegance. Både syren og den lille mineralitet er så fint afdæmpet, rund og samlet gør det vinen utrolig smagfuld, så klart 5 store tomler med pil op.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.