Jeg er blevet pjattet med ciderne fra både Bretagne og Normandiet. Her smager jeg igen en af slagsen, men denne gang på pærer. Det er en 2018 Vinot Poiré fra Ferme de l’Yonnière.
Ciderhuset ligger ude på landet ved Torchamp lidt syd for den større by Domfront en Poiraie og drives af Jérôme Forget.
Jérôme er specielt i cidere på pærer og han har også selv tidligere været præsident for AOP Poiré Domfront og var medvirkende til, at Normandiets Domfront fik sin appellationsstatus.
Han er en af de dygtigste Poiré producenter i verden og han har samtidig har gjort udvælgelsen af pæresorter til sin specialitet. Han laver flere varianter af pærecider på forskellige pæresorter, alle vildgærede og 100% naturlige.
Han etablerede sit ciderhus i 1995 og har samlet 15 hektar med æble- og pæretræer. Derfra laver han både saft, cidere og nogle lidt calvadoslignende stærkere sager.
Men her smager vi alt hans 2018 Vinot Poiré, der af lavet fra pæresorterne Vinot, Pomera samt Plant de Blanc .. faktisk skal en Domfront AOP ifølge loven skal indeholde mindst 40% Plant de Blanc … og det overholder denne efter sigende.
Der er også Vinot pærer i blandingen og den pæresort har faktisk navn efter, at den smagsmæssigt lægger sig op af vin med et tannisk bid med lidt citron, jod og måske endda grapefrugt, men det må vi jo smage lige om lidt.
2018 Vinot Poiré er lavet totalt øko … ingen tilsætningsstoffer, filtrering eller andet skidt, så dermed er det bare gæret pæresaft med lidt bobler.
Duften er sgu vild … men her er den ikke animalske og landlige stalde, men en syrlig honningagtig aroma med brændenælder, jod, harpiks, hyld, kamillete, mjød, gammel øl, blodribs og så masser af gærede pærer.
I munden et virkelig frisk brus … masser af øjeblikkelig brus, mens smagen er ganske let, frisk og nærmest feminin. Der er ikke denne vilde dybde, men sådan meget ren pærejuicy, Der er masser af pærer i denne cider, citron, en fin og flot balanceret syre … uha … det smager sgu virkelig godt.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 125 kr.