2015 Celler Mas Doix, Les Crestes, Priorat, Spanien

2015 Celler Mas Doix, Les Crestes, Priorat, SpanienVi fortsætter i Priorat, og nu med en rødvin … vinen Les Crestes, som kommer fra vinhuset Celler Mas Doix, som ligger tæt på forrige vinhus … blot nogle få kilometer længere mod nordøst i byen Poboleda.

Vingården er grundlagt i 1998, hvor de to familier Doix og Llagostera gik sammen, droppede salget af deres druer til det lokale kooperativ og genoptog en stolt, gammel tradition med at producere egne vine … en tradition, som var startet helt tilbage i 1850 for fem generationer siden og nu under navnet Celler Mas Doix.

Allerede tilbage i både 1878 og 1888 havde vinen fra familierne opnået sølv- og guldmedaljer ved vinudstillinger i både Barcelona og Paris … og den lidenskab for vin har familierne nu igen fundet i deres vine på Celler Mas Doix.

Samlet har vingården 19 hektar vinmarker, hvor de specielt dyrker sorterne Garnacha og Cariñena dyrket i det specielle Priorat terroir. Det giver basis for 4 forskellige vine samt lidt olivenolie.

Les Crestes er lavet på 80% Garnacha, 10% Cariñena samt 10% Syrah, som kommer fra 20 år gamle vinstokke på en 3 hektar stor mark, der ligger i 350-450 meters højde.

Høsten foregår med håndkraft, og druerne sorteres nøje inden de vinificeres. Vinen lagres i 8 måneder på 2 år gamle franske egefade og aftappes derefter ufiltreret på flaske.

Les Crestes har en krydret næse med blæk, mørk frugt, blåbær, kirsebær, kul, lidt animalsk babybræk – på den gode måde – et let fagpræg, vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er meget saftig og rund med en dejlig stringent syre, krydderier, rosmarin, lavendel, lidt nutty og med en smule peber. Tanninerne er også saftige suppleret med lidt balsamiske elementer og Houlberg hoster fluks op med 4,5 af houlbergske fingre med masser af pile op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 184,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7