2015 Samsø Vin Syndikat, Rødvin, Jylland, Danmark

2015 Samsø Vin Syndikat, Rødvin, Jylland, DanmarkSamsø er en dejlig ø … elsker og savner den simpelthen. Gode naturoplevelser, dejlige steder og en håndfuld gode restauranter. Og minsandten om øen ikke også har sit eget lille vineri, nemlig Samsø Vin Syndikat, hvorfra vi her smager deres rødvin fra 2015.

Samsø Vin Syndikat er et interessentskab grundlagt i oktober 2009 af 11 initiativrige, ældre samsinger i alderen 62-79 år. De havde alle stor interesse for vin og igennem lang tid drøftet etablering af en vingård på øen. Ideen til projektet udsprang af øens vinklub, som de alle var medlem af. De tog derfor på studietur til Alsace og vendte hjem med tilstrækkelig mod til at etablere Samsø Vin Syndikat.

De har langtidslejet en 1 hektar mark ved Alstrup lidt øst for Toftebjerg, sådan omkring midt på Samsø ved den sydlige ende af Stavns Fjord. Der har de tilplantet arealet med omkring 1.400 vinstokke og i 2011 indrettede de også produktionslokaler tæt på vinmarken.

De har plantet de grønne druer Solaris, Orion, Gewurztraminer samt Johanitter samt de røde sorter Rondo, Bolero, Leon Millot og Cabernet Cortis.

Og fra dette laver de både en hvidvin, en rosé, denne rødvin samt en kir, som udover druer også er lavet med solbær.

I 2015 høstede de i alt hæderlige 3.350 kg. druer, herunder 887 kg. Rondo og 80 kg. Rondo. De er bl.a. brugt til denne rødvin, som netop består af 88% Rondo og 12% Bolero, men jeg har dog ikke kunnet finde noget omkring produktionen.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt brombær, hyben … lidt svær at definere, måske lidt som en Gamey, bare langt mere mørk og sødkrydret. Der er egentlig godt med frugt, men lidt lukket og med en underlig, skæv sødme, lidt som et sjovt bolsje.

Smagsmæssigt bliver det en kende surt og usammenhængende … ingen eftersmag og egentlig blot lidt som syrlig saftevand. Der er lidt sødme gemt under syren, men tingene spiller bare ikke rigtigt sammen. Hverken frue eller jeg var pjattet med denne vin.

Købt i Den Gamle Butik i Ballen, hvor en flaske kostede 165 kr.

Vinanmeldelse 1,5/7