2015 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2015 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienI den lille vertikalsmagning af de 3 x graffitiflasker af The Piece Shiraz fra Longview Vineyards sluttede vi med årgang 2015, som er seneste frigivne årgang.

I år er vinen i årgang 2016 endnu ikke frigivet, idet konkurrencen Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art i år ikke – som vanligt – blev afholdt i januar på grund af dårlig vejr, og derfor først holdes senere i år.

I 2017 var det 7. gang, at Longview Vineyards afholdte deres graffiti konkurrence, og samtidig første år, hvor det alene var kvindelige kunstnere, som dystede. Vinderen af konkurrence blev Lisa King, som er inspireret af indie, punk og street-art kulturen.

Hendes graffiti mesterværk – som ses på etiketten – er et farverigt maleri, som forestiller Venus … kærlighedens gudinde.

Vinen er som de øvrige fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter 18 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade. Det er fortsat kun halvdelen af fadene, som så efterfølgende anvendes i den endelige vin.

Duftmæssigt er 2015’eren klart den yngste … en usleben diamant og lidt af en ballademager. Der er selvfølgelig igen nogle af de samme aromaer som hos de 2 andre, lakrids, rå power, gæret frugt, men frugten er mere frisk, blåbær, brombær og vi er igen helt inde i sjælen af de mørke frugter med dyb og inderlig aroma. Det er frisk, gæret og animalsk frugt og det dufter næsten biodynamisk. Der er lidt blomster, sæbe, eg, kanel og grønne urter.

Smagsmæssigt igen saft, kraft, rå power, tæthed og eminent dybde med flot balanceret kant, syre og blide tanniner. Der er masser af eg, våde fade, solbær, peber og selvom det er australsk Shiraz, blødt og rundt, så er dette langt fra marmeladevin, for der syre, elegance, kækhed og sjæl. Eftersmagen er igen lang … det smager sgu bare rigtigt godt og vinen vil kun blive bedre med flere år i kælderen.

Skal der drages en lille konklusion efter at ha’ smagt The Piece Shiraz i 3 årgange, så er der sgu Thumbs Up fra Danmarks flittigste vinblogger. Selvom den meget iøjnefaldende markedsføring med indpakningen i spraymaling emballagen og graffiti-etiketterne måske ved første kig kan virke lidt fortænkt, designeragtig og for meget, så holder det sgu,

Indholdet er tæskegodt australsk Shiraz med kompleksitet, kølig og elegant stil. Jeg vil hellere drikke dette end fx overpriced Penfold Grange og specielt 2010’erne er klart min favorit.

Ved første sip hældede jeg mod de nyeste årgange, men efter lidt tid ændrede dette billede sig totalt … 2010’er har klart et eller to gear mere. Nu anbefaler vinhuset jo også selv, at vinene skal gemmes, så måske det ekstra gear blot skyldes alderen. Køb derfor nogle stykker af hver vin og så gem dem i kælderen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2014 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienMed næste årgang af The Piece Shiraz fra brødrene Saturno på Longview Vineyards hopper vi et par år frem i tiden, nemlig til en årgang 2014.

The Piece Shiraz i årgang 2014 er frigivet i 2016, hvor det var kunstneren Dvate, som vandt konkurrencen Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art. Han har lavet et oldschool graffitimaleri – urban med historie – en moderne illustration af den store australske fugl emuen, der ikke kan flyve, men løbe 50 kilometer i timen og tidligere har levet i store flokke omkring vinhuset i Macclesfield.

Vinen er som 2010’eren fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block vinificeret separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter lagring, som i denne årgang er sat ned til 18 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade. Det er fortsat kun halvdelen af fadene, som så efterfølgende anvendes i den endelige vin.

Duftmæssigt er der selvfølgelig mange ligheder med 2010’eren … lakrids, solbær og mørke kirsebær, kaffe, sød tobak og igen skrald på kraft, tæthed og dybde … fortsat leveret uden flommefedt, men virkelig elegant. Frugten er knap så moden, men klart mere frisk, der er også mer’ cigaræske, blyant, lidt vanilje og en snert animalske aromaer blander sig også. Der er en let parfumeret kant med blomstereng, hvid peber og grøn ensilage.

Smagsmæssigt sparker vi fortsat røv … rå power, tæthed, dybde i skøn symbiose med elegance. Der er en tak mere syre i vinen end hos 2010’eren, hvormed vinen virker mere rank. Det er dog fortsat blød, rund og smuk balanceret vin med eg, røg, vanilje og stor kompleksitet. Det smager hamrende godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2010 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienBusted … taget med maling på fingrene eller i dette tilfælde i glasset. Det er vinøs graffiti og jeres flittige vinblogger har testet, om de 3 store dåser spraymaling i de klare farver grøn, sort og pink kan frembringe vaskeægte streetart urban pieces eller måske legendariske tags.

De 3 store flasker graffitiklar spraymaling er simpelthen 3 årgange af topvinen The Piece Shiraz fra det unge, innovative vinhus Longview Vineyards, der ligger lidt syd for byen Macclesfield i Adelaide Hills vinområdet af South Australia.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1995, hvor de første marker blev tilplantet af Duncan MacGillivray, en australsk forretningsmand, som blev rig på opfindelse og salg af den alkoholfyldte limonadedrik Two Dogs.

Det tog dog MacGillivray nogle år at få styr på produktionen af vin – som måske er mere kompliceret end alkoholisk og sukkerholdig limonadevand – og de første vine fra Longview Vineyards blev derfor først sendt på markedet i 2001.

I 2007 blev vingården så købt af de nuværende ejere, de to brødre Peter og Mark Saturno, hvis familie oprindeligt stammer fra Italien, men har boet i Adelaide Hills gennem generationer. Familien er dog ikke selv vinbønder, selvom brødrenes bedstefar i hans yngre år plukkede druer hos Langhorne Creek og selv lavede lidt vine på Grenache.

Forældrene derimod drev et større hotel samt en større kvægbesætning på deres gård i Macclesfield … nabo til Longview Vineyards, så både Peter og Mark kendte til vingården i forvejen. De havde også tidligere arbejdet i vinforretninger og vinbarer, så de havde den vej igennem opnået stor viden om vin og samtidig kontakt til flere vinproducenter i området.

De boede begge i New York, da de i 2007 fik muligheden for at købe vingården Longview Vineyards tæt på deres forældres ejendom. Mark arbejdede som skuespiller og Peter i en vinforretning. De besluttede sig for, at købe vingården, flytte tilbage til deres hjemegn, og med hjælp fra forældrene samt deres søster, at lave cool climate vine i det kølige – men tørre – Adelaide Hills.

Siden er stedet blevet totalt restaureret og er i dag et attraktive mål for vinturister … kendt for deres fantastiske vine, deres Della Casa italienske, tapasinspirerede specialiteter om søndagen, guidede ture, store gæstfrihed og mulighed for overnatning på deres 4 stjernede indkvartering.

Longview Vineyards har 70 hektar vinmarker og selvom området er cool climate og mest er kendt for druesorter som Chardonnay, Riesling og Pinot Noir, så har brødrene valgt en anden vej, idet deres primære sorter er Shiraz og Nebbiolo, selvom de også har både Chardonnay, Riesling, Pinot Grigio, Pinot Noir, Barbera, Sauvignon Blanc og en smule Grüner Veltliner.

Longview Vineyards har hurtigt udviklet sig til at være et af de mest prisvindende vinhuse i området, og de har bl.a. fået hjælp fra den velkendte Ben Glaetzer, selvom vinene stilmæssigt ikke minder om Glaetzers egne vine. Brødrene Saturno fortsætter dog konstant deres arbejde på at producere vine af højeste kvalitets fra Adelaide Hills og samtidig med masser af sjæl samt innovation.

The Piece er en af brødrenes fantastisk skøre idéer. The Piece er den betegnelse, som man bruger om et graffitimaleri og så er det samtidig også navnet på den bedste Shiraz mark hos Longview Vineyards … beliggende lige mellem deres topmark med Nebbiolo og den større Yakka Vineyard.

Hvis er så mere naturligt end at bruge graffiti som omdrejningspunkt for husets topvin, som selvfølgelig blot hedder The Piece Shiraz og har en funky, street-urban etiket med et graffitimaleri?

Brødrene er selv vokset op med hip-hop kulturen, havde lyttet til Beastie Boys, Nirvana, De La Soul, A Tribe Called Quest samt 2Pac og synes, at det var kedeligt at sidde og lytte til jazz under den årlige Adelaide Hills vinfestival.

De fik derfor idéen om Piece Project … et projekt, hvor de hvert år under Adelaide Hills vinfestivalen laver en event … en lille fest, som de kalder Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art. Der inviterer vinhuset 4 australske gadekunstnere til en battle om at lave det bedste graffitimaleri. De får 5 timer til at lave et kæmpe kunstværk, som ender på husets topvin sammen med kunstnerens tag aka navn.

Undervejs i Piece Project kan kunstnere, venner, gæster og andre interesserede selvfølgelig nyde hippe street hip-hop beats fra forskellige DJ’s, drikke masser af vine fra Longview Vineyards samt nyde mad fra spændende foodtrucks inden de stemmer om det bedste graffitimaleri og den endelige vinder kåres.

Jeg har fra Andrup Vin fået 3 af disse vine til test, og stilen er sgu gennemført. Flaskerne kommer hver især i et aluminiumsrør, som ligner en flaske spraymaling … hver med låg i forskellige farver, her – som nævnt – med grøn, sort og pink, hvor grøn er en årgang 2010, mens de øvrige er 2014 og 2015. Selvfølgelig er alle Shiraz Gloss – Superior Quality – Premium Finish. Woaw. Spray løs!

The Piece Shiraz er en supereksklusiv vin med Shiraz druer fra The Piece marken. Det er dog ikke alle druerne på Piece Vineyard som anvendes til vinen, men alene de absolut bedste og mest modne Shiraz druer, så det kan variere fra år til år, fra hvilke dele af marken, at druerne kommer. Det er dog normalt de mest stenede og tørreste rækker af de 4 blokke SH2, SH3, SH15 og SH13E, der anvendes. Alle druerne høstes naturligvis med håndkraft.

Vinen er fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter lagring. Denne 2010’er lagret 24 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade … altså 300 liters fade.

Men det er nu ikke tilstrækkelig, for det er kun omkring halvdelen af fadene, som derefter udvælges til brug i The Piece Shiraz. Kun det bedste anvendes til vinen og der laves da også kun 2.400 flasker årligt.

Denne årgang 2010 af The Piece Shiraz er frigivet i 2013, så etiketten på vinen er lavet af den mexicanske kunstner Peque, som vandt konkurrencen i 2013. Det er et lille 3-D mesterværk med en illustrativ karikatur af vinguden Bacchus, som helt meditativt nyder et glas Shiraz.

Duftmæssigt er her til at starte med lidt lakrids, god moden og lidt gæret frugt, solbær og mørke kirsebær, sød tobak, lidt kaffe, en smule cigaræske og karamel. Det er fyldigt, behageligt og dufter sindssygt godt. Vinen er ikke overfed, men har en kølig elegance, en moden sødme og en gæret syre, så det virker sammenlagt som svævende fløjl i luften … og jeg smiler bredt.

Smagsmæssigt er det bestemt heller ikke nogen marmelade vin, men er langt mere elegant end de fleste australske Shiraz vine. Der er igen den modne frugt, tæt, dyb og inderlig, men også en rund, men fast bolsjesyre samt nogle blide tanniner. Der er pæn kompleksitet i vinen, som om den hele tiden har et gear mere … og det smager fandeme godt, er blødt og rundt med en bedaget elegance. Der er lidt peber i en lang, smeltende eftersmag. Woaw.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7