2016 Weinhaus Bettina Schumann, Achtkantig Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Achtkantig Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandKan det passe, at denne Achtkantig Blauer Spätburgunder fra  Weinhaus Bettina Schumann har lidt kant … og er det i så fald hele otte kanter, som navnet indikerer?

Vi har i hvert fald taget et par andre sko på med denne Spätburgunder fra den skoglade Bettina Schumann, som jeg skrev om forleden. Nu gælder det jo ikke blot Grauer Burgunder, men kongedruen med flere navne … og Bettina kalder den Blauer Spätburgunder og laver 2 forskellige vine på druen, nemlig denne Achtkantig Blauer Spätburgunder og storesøsteren Haute Volaute Blauer Spätburgunder.

Achtkantig Blauer Spätburgunder er lavet i egefade og er også lagret på eg, selvom den unge winzerin ikke fortæller, hvor lang tid vinen er lagret. Den er som de øvrige vine lavet i det tidligere og for længst lukkede St. Katharinen-Kellerei. Der er 2 gram restsukker pr. liter.

Der er lidt landlighed i næsen, en smule mejeri og klart til den mørkere side, bitre kirsebær, brombær, lidt mælket, røg, godt med eg samt lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der kant, for vinen er nærmest stærk i munden, og det er måske alle 8 kanter + lidt hjørner, som skraber mundhulen på jeres flittige vinblogger. Der er kirsebær, peber, jern og samlet bliver det lidt for gumpetungt, skarpt og unuanceret for mig.

Købt i Tyskland for 13,75€ … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Finesse Trocken, Mosel, Tyskland

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Finesse Trocken, Mosel, TysklandI sommervarmen er det godt med kølige bobler og i køleskabet fandt jeg en iskold og lettere bedaget flaske tysk sekt … Sektkellerei Schloss Wachenheim Faber Finesse Trocken, som måske kunne slukke tørsten hos et par besøgende gæster.

Faber Finesse Trocken kommer fra Sektkellerei Faber GmbH, et stort tysk sektkellerei beliggende i Trier i vinområdet Mosel. Sektkellerei Faber GmbH er dog en del af det store tyske Sektkellerei Schloss Wachenheim, som ligger i byen Wachenheim omkring 30 km nord for Karlsruhe i vinområdet Pfalz.

Schloss Wachenheim blev grundlagt i 1888 af brødrene Friedrich og Ludwig Böhm. Det er et af de ældste vinhuse indenfor mousserende vine. I sin nuværende form er selskabet stiftet i 1996 ved en fusion mellem Schloss Wachenheim samt Sektkellerei Faber.

Schloss Wachenheim AG har også udviklet sig fra et rent tysk vinhus, som kun lavede mousserende vine, til en international koncern med datterselskaber i Frankrig og Centraleuropa.

Selskabet har i dag produktionssteder i Tyskland, Frankrig, Polen, Rumænien og Tjekkiet og sælger vine i Tyskland under mærker som Faber, Feist, Light Live, Schloss Wachenheim, Nymphenburg Sekt og Schweriner Burggarten og i Frankrig under navne som Charles Volner, Muscador og Opéra.

Schloss Wachenheim er i dag en af ​​verdens førende producenter af mousserende vine, i hvert fald hvis man snakker kvantitet, for firmaet producerer samlet omkring 220 millioner flasker om året.

Udover vin omfatter det også alkoholfri vin, vermouth, spiritus og andre drikkevarer, der indeholder vin. Produkterne sælges i mere end 80 lande på alle kontinenter.

Denne Faber Finesse Trocken findes også i en halbtrocken udgave, og den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen. Denne tørre udgave er der ikke mange informationer om … hverken om druerne, hvor de kommer fra eller produktionen.

Så når jeg skriver, at vinen kommer fra Mosel … da produktionsanlægget ligger i Trier i Mosen, så er det formentlig en sandhed med modifikationer, da druerne tilsyneladende kommer fra det meste af Tyskland, idet man ellers nok havde skrevet Mosel på flasken.

Måske kommer druerne endda fra forskellige lande, for huset skriver selv; Ausgesuchte Weine aus den bekannten Weinanbaugebieten Europas, altså fra berømte vindyrkningsområder i Europa.

Og druesorten har jeg heller ikke – trods masser af research – fundet ud af. Vinen er dog ikke lavet med 2. gæring i flaske, men blot med 2. gæringen i store tankanlæg. Men … det er også en billig vin. Der er 28 gram restsukker pr. liter i vinen.

Smagsmæssigt er der nu heller ikke så meget at komme efter. I næsen er vinen ganske neutral med lidt melon og en smule astronaut-is. I munden lidt saftevandsagtigt med hyld, en champagnebrus og smagene ebber hurtigt ud. Det kan drikkes, men man også bare række tungen ud af vinduet.

Forhandles i Tyskland til priser mellem 1,99-3,50€ … altså et sted mellem 15-26 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7