2015 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, Italien

2015 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, ItalienJeg skrev forleden om vinhuset Il Borro, som var købt af Ferruccio Ferragamo fra modefirmaet Salvatore Ferragamo. Og nu smager jeg vinen Dainero Rosso IGT fra vinhuset Castiglion del Bosco, som ejes af Ferruccios broder Massimo Ferragamo.

Massimo står for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjertaget af stedet og købte stedet i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber. På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af generne fra modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn.

Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af den tidligere amerikanske præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel … og hvem ved, måske engang den velkendte vinblogger Houlberg?

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og så denne supertoscaner Dainero.

Dainero er fremstillet 90% Merlot og 10% Sangiovese. Merlot druerne kommer fra marken Prima Pietra, der er en højt beliggende mark omkring Riparbella ved Toscanas kyst nær det eksklusive Bolgheri. Marken er begunstiget af varm sol og kølende briser fra Middelhavet. Vinen er modnet på fade af fransk eg i 6 måneder.

Og sikke en vin … næsen er kompleks, hvor der først viser sig nogle animalske eller landlige aromaer, svampe, champignon, violer, blomstereng, roser, hasselnødder, eukalyptus, gærede kirsebær, blåbær, frisk eg  samt en aroma, som jeg ikke helt kan definere, men giver vinen et sjovt og karakteristisk udtryk. Det er let og samtidig ganske syrligt i næsen … hmmmm.

I munden er der syrlige, små bær med lidt peber, masser af tanniner, som indikerer en stadig meget ung vin med potentiale. Der er jern og vinen er ung og nærmest utilnærmelig med masser garvesyre, italienske stejlende hestekræfter og samtidig meget fængslende. Der er næsten lidt Nebbiolo over udtrykket … viser muskler og kræver masser af luft. Fascinerende vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker. Køb 6, gem dem og så drik efter nogle år en hvert år. De vil blive endnu bedre end i dag.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Burggarten, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Burggarten, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, TysklandNu bliver vi sgu nødsaget til at udvide vores vokabular og glosarium fra Ahr og Arghhh til også at omfatte Amen. For ved Gud i himlen er denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder fra Weingut Burggarten dog himmelsk saft med eller uden 5 x Ave Maria.

Det er kun 3. gang, at jeres flittige vinblogger smager en vin fra Weingut Burggarten. Jeg har tidligere været oppe at ringe over husets 2017 Rosé Trocken samt 2016 Spätburgunder Classic, så da Jacob fra Propperiet Vin Import spurgte, om jeg ville teste husets topvin, denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, var jeg selvfølgelig ganske modvillig. Not.

Weingut Burggarten aka Weingut und Weinquartier Burggarten er grundlagt i 1920 af Peter-Josef Schäfer. Den lille vingård drives i dag af 4. generation i form af Paul-Josef Schäfer sammen med hustruen Gitta samt næste generation, sønnerne Paul-Michael, Heiko og Andreas.

Men alt det kan du læse om i mit tidligere blogindlæg … det om deres 2016 Spätburgunder Classic. Der har jeg faktisk skrevet en masse om huset, dets historie, deres lille hotel Weinquartier Burggarten og selvfølgelig markerne, som også omfatter Walporzheimer Kräuterberg.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken på samlet 5,15 hektar og er en del af marken Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer

Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Der dyrkes i dag primært Pinot Noir på det meste af Kräuterberg, men der findes dog også en smule Dornfelder og Müller-Thurgau. Tilbage i 1970’erne var marken ellers domineret af Blauer Portugieser, men den er helt forsvundet i dag.

Jeg kan ikke se, hvor mange – eller få – hektar, som Weingut Burggarten har på Walporzheimer Kräuterberg, men de er bestemt ikke eneejere, idet vinhuse som Meyer-Näkel, J. J. Adeneuer, Kriechel og en del flere har parceller på marken.

Det er dog nok en ganske lille parcel, som Burggarten ejer, for det bliver kun til 2 barrriques eller omkring 500 liter, og de er som regel solgt inden vinen er tappet. Vinen har tilbragt 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år.

Lad os starte med farven i glasset … lys, men ikke helt vildt transparent, men samtidig har vinen også et svagt knæk af orange rundt i kanten og er samtidig herlig ufiltreret grumset.

I næsen – uha – virkelig en kompleks vin, hvor der hele tiden åbner sig nye lag på lag på lag. Den har en let og svævende aroma, som kilder dine næsebor med hindbær, stikkelsbær, kirsebær, en lille grøn note, lidt gran, tør jord, lidt medicin … eller måske penicillin, men så er det en kur, som jeg gerne vil være på.

Paul-Josef Schäfer har også trukket i lederhosen … men udover læder er der også aromaer af lakrids, peber, lidt kamfer og en svag – men gennemgående – chokoladesødme samt duft fra en gammeldags honningslynge. Det er en ganske berusende duft … tør man så tænke på, hvad smagen gør?

Smagsmæssigt er vinen cremet og har en syrlig, frisk frugtsyre … der er sgu virkelig nerve i vinen. Der er stramme og kontrollerende tanniner, lakrids og krydderier. Det hele er blødt og smelter nærmest i munden og slutter som en sang fra 70’erne, som bare fader, fader og fader langsomt, endeløst ud.

Det er kirurgisk præcisionsarbejde. Vi hoster fluks op med 6½ fede tommelfingre med en overbevisning om, at lidt alder vil bidrage med den sidste halve fingerspids. Amen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 799 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7