2009 Sordo Giovanni, Barolo Riserva Perno, Piemonte, Italien

2009 Sordo Giovanni, Barolo Riserva Perno, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sordo Giovanni ligger i Castiglione Falletto og står bag næste vino … en fin enkeltmarksvin Barolo Riserva Perno.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Giuseppe Sordo, men det var sønnen Giovanni Sordo, som sammen med hustruen Maria fik sat vinhuset på landkortet og løbende også ekspanderede med opkøb af nogle af de allerbedste marker i Barolo området … både ved Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Monforte d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Grinzane Cavour og Vezza d’Alba.

Samlet har vinhuset i alt 53 hektar vinmarker med så fornemme marker som bsolutte topmarker som Rocche di Castiglione, Monvigliero, Perno, Gabutti, Parussi og Ravera, som dermed kan vise klassisk Barolo fra vidt forskellige terroirs in næsten hele Barolo.

Det er i dag 3, generation i form af Giorgio Sordo, som driver vingården, hvor de laver vinene helt klassisk efter de gamle traditioner. Vinene gærer og macererer med “Cappello Sommerso” i 4-6 uger inden lagring i store slavonske fade og efterfølgende lagring i flaske.

Cappello Sommerso betyder noget i retning af “oversvømmet hat”. Under gæringen stiger skind og kerner normalt op til overfladen, hvor de danner et låg, der ligner en hattepuld, men ved Cappello Sommerso anvendes der et et filter, en rist eller lignende til at holde denne masse af skind og kerner nede under overfladen, så man får udtrukket mere farve og garvesyre ud af druerne.

Denne Barolo Riserva Perno er en af husets Riserva Barolo’er og den er lavet med de bedste druer fra marken Perlo, der ligger lige mellem Barolo og Seranlunga d’Alba. Marken har en jordbund med sten, klippe med sand og ler.

Vinen er lavet med afstilkning, vinifikation i rustfrie ståltanke med marceration – som nævnt ovenfor – i 4-6 uger afhængig af årgang. Efter endt fermentering lagrer vinen 6 måneder i ståltankene efterfulgt af lagring i 24-48 måneder i store slavonske fade.

Derefter lagrer vinen på flaske op til 5 år, så vi snakker altså virkelig lang tids lagring. Og den kan nærmest også smages i vinen, som virkelig har en stor modenhed over sig.

Næsen er violer, tobak, hindbær, syrlig frugt, kul, fersk kød, læder, eg, roser, kakao, mynte og en mørk samt animalsk side. Virker sådan lidt varm og rund i udtrykket, som det bestemt fortsat er præcis og tørt.

Og det er sådan set også lidt det samme smagsmæssigt, hvor vinen har en lidt varm og moden siden. Det er bestemt fortsat klar, præcis Nebbiolo med tonsvis af tanniner, men vinen er blødere end Barolo generelt og glider nærmest lige gennem systemet. Det sker med en let bitterhed, lethed og elegance. Dejlig vin.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandEn skuffende Spätburgunder … næsten to modsatte ord, men ikke desto mindre, så er jeg ikk’ ovenud begejstret for denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken fra Domäne Assmannshausen … eller Kloster Eberbach, som det gamle, traditionsrige vinhus rigtigt hedder.

Ja faktisk hedder det helt korrekt Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, og vinhuset har jeg skrevet om flere gange, sidst da jeg besøgte stedet sidst i oktober. Det kan du lære om i blogindlægget Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter.

Kloster Eberbach råder over omkring 250 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 domæner, altså Domäne Steinberg, Domäne Bergstraße og Domäne Assmannshausen. Der er således marker ved byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.

Denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken er lavet af druer fra den berømte mark med samme navn … Assmannshäuser Höllenberg, som med sit mikroklima og stejle skråninger samt undergrund af skifer og kvartsit gør markerne helt perfekte for både Riesling og specielt Pinot Noir.

Marken er samlet på 46 hektar, er ganske stejl … 30 til 65 procent og ejes af flere producenter, bl.a. Weingut G. H. von Mumm, Weingut August Kesseler og Weingut Krone, blot for nævne nogle få. Det  bedste stykke på Höllenberg kaldes Filetstück.

Vinene fra Eberbach / Assmannshausen er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Cabinetkeller, Crescentia og Gutsweine, så denne Spätburgunder hører således til den mellemste gruppe. Jeg har ikke kunnet se, hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfade.

Jeg har smagt vinen tidligere i årgang 2013 og den var jeg egentligt ret begejstret for. Denne 2014’er lever imidlertid ikke op til det foregående år.

Just knappet op, så skuffer vinen … havde ellers smagt vinen på vingården i oktober, men nu stikker den sgu helt af. Ingen animalsk kostald, hestestald endsige grisestald, men derimod et grønt og syrligt udtryk. Spätburgunderen fornemmes dog med syrlige kirsebær, hindbær, men lidt fortættet og lukket i duften med lidt eg og en svag anelse kanel. Derudover lidt sure sokker, jod, gammelt, brugt plaster, røget kød og lidt spegepølse.

I munden er vinen også syrlig, kantet og nærmest i ubalance. Der er dog godt med syre, peber, jern og ganske vist en vis lethed. Jeg forsøgte at voldtage den ved omkring 7 x dekantering, men det vakte den ikke til live. Argghhhh, det blev måske en tand bedre, men helt godt blev det aldrig.

Købt på vingården, hvor prisen var 20,50€ … eller 153 kr.

Vinanmeldelse 4/7