2014 Domaine Santa Duc, Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Santa Duc, Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges, Rhône, FrankrigDen kedelige onsdag aften med Gert E, Max H og Paul DM sluttede med denne Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges fra vinhuset Domaine Santa Duc.

Vinhuset har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen. Det ligger i byen Gigondas, endda på adressen Les Hautes Garrigues.

Domaine Santa Duc er grundlagt af Gras familien tilbage i 1874, og drives i dag af 5. generation i form af Yves Gras. Han overtog stedet efter sin far i 1985.

Yves Gras kaldes også det lille kraftværk. Den energiske og ambitiøse Yves går helt fremme på tåspidserne, han vil gerne være en lille Guigal. I kan i øvrigt se den energiske vinmager på billedet ovenover.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte. Gennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske guru kulminerende med to gange 97 point til 2007 årgangen.

Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste Gigondas producent i skarp konkurrence med St. Cosme, og Parker bruger Yves som reference for god Gigondas.

Udover Parker, så har Domaine Santa Duc også fået gode anmeldelser herhjemme i vores lille andedam.  I bogen Vinene fra Rhône skriver den danske Rhône ekspert Niels Lillelund meget positivt om vinhuset. Han beskriver også Yves Gras som hele Rhônedalens imødekommenhed udtrykt i en enkelt mands personlighed.

Domaine Santa Duc ejer omkring 12 hektar vinmarker i Gigondas, men hertil kommer yderligere 14 hektar i andre appellationer, herunder Châteauneuf-du-Pape, hvor Gras i 2009 købte 2,5 hektar parceller på La Font du Pape og La Crau samt 1,2 hektar på netop Sainte Vierge, som denne vin stammer fra.

Domænets vinmarker i Gigondas er fra 2012 certificeret agriculture biologique, og der laves årligt omkring 120.000 flasker fra Domaine Santa Duc. Herudover laver Yves omkring 200.000 flasker Selection Santa Duc på druer, som er  købt af venner og bekendte, som tidligere leverede til bl.a. Guigal.

Les Saintes Vierges marken ligger lidt øst for Châteauneuf-du-Pape og er en mark, der lige som den berømte mark la Crau, har en jordbund med sand og rullesten.

Vinen er lavet på 90% Grenache, 9% Mourvèdre og 1% Counoise, høstet med håndkraft med strikt sortering og vinificeret med kort maceration. Lagret 18 måneder på store, brugte fade.

Yves Gras siger selv om sine vine, at de skal være dybe, modne og koncentrerede og det må man sige er lykkedes. Næsen er fed og opulent. Her er både mejeri, fersk og røget kød, blod, jod og marmeladefed frugt. Det er solbær, grafit, tørhed, peber, krydderier og lakrids i en skøn forening.

I munden er vinen blød, fed og fuldlækker. Det byder faktisk på nogle af de samme dyder som duften.  Den er en kraftig bandit og fin afslutning på en episk aften. Sorte kirsebær, peber, rund, fyldig og cremet … og alligevel ganske elegant. Sådan.

Forhandles hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Château Gigognan, Châteauneuf-du-Pape Clos du Roi, Rhône, Frankrig

2014 Château Gigognan, Châteauneuf-du-Pape Clos du Roi, Rhône, FrankrigFÅK der er mange g’er i Gigognan. Hele 3 g’er eller GGG, som ifølge Google i øvrigt uden sammenligning betyder Good, Giving and Game … altså med på lidt af hvert i seksuel forstand. Uha. Nå, men her handler det sgu ikke sex, men om vin, nemlig en Châteauneuf-du-Pape Clos du Roi fra slottet med de mange g’er, Château Gigognan.

Gigognan ligger et par kilometer nordøst for den lille by Sorgues og vel omkring 10-12 kilometer nordøst for Avignon. Området ved vinslottet er faktisk kendt som Le Grand Gigognan og slottet er bygget af munke i det 19. århundrede.

Slottet med pøl, høj sol og sydfransk idyl ses på billedet ovenover, og det ser sgu da meget lækkert ud. Château Gigognan er da også både vinhus og et minihotel med udlejning af værelser … Bed and Breakfirst eller Chambres d’Hôtes, som det hedder på fransk.

Château Gigognan drives af Callet familien, som har været ejere siden 1996, hvor Jacques Callet købte slottet. Siden da er der foretaget omfattende renoveringer af bygningerne og bygget moderne faciliteter til vinfremstilling oven på de gamle kældre.

Desværre døde Jacques i 2016, så driften videreføres i dag af hustruen Anne samt de to døtre Claire Treuer og Sophie Psaroudakis. Claires mand Alain Treuer er direktør for foretagendet.

Jacques Callet nåede i sin tid på vinslottet at få udvidet vinmarkerne, således der i dag samlet er 72 hektar til Château Gigognan, nemlig 30 hektar under Châteauneuf-du-Pape appellationen, 20 hektar Côtes du Rhône Village og 22 hektar Côtes du Rhône. Alle markerne er certificeret agriculture biologique – altså økologik – siden 2010.

Til at hjælpe med vinproduktionen hyrede Jacques også kendte kræfter, nemlig både Anne Cécile Piquot og Philippe Cambie, som hører blandt de bedste vinmagere i Rhône og begge Parker darlings.

Og Cambie har de seneste år præget produktionen, bl.a. med længere maceration, delvis brud af lagring på egefade og er vel også eksponent for mere kraftige Rhône vine, hvilket måske også kan ses i denne Châteauneuf-du-Pape Clos du Roi, hvor alkoholprocenten ligge på hele 15%. Heavy shit.

Den er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, høstet med et ganske lavt udbytte på beskedne 25 hektoliter pr. hektar. Huset er meget strikse i sortering af druerne, som afstilkes og gærer på rustfrie ståltanke.

Macerationen varer sammenlagt hele 3 uger for at sikre mest muligt ekstraktion af kraften fra druerne og efter endt fermentering, så lagrer vinen ved, at 5% af mosten kommer på en kombination af barriques og demimuids, mens den store del – de 95% – lagrer i store betontanke for at sikre en mikroiltning. Samlet lagrer samlet omkring 18 måneder.

Næsen byder på gode Châteauneuf-du-Pape  dyder, bl.a. mejeri, godt med kraft, mørke bær, brombær, tørrede kirsebær, sød røg, lidt jord og tørre krydderurter, lidt mentol og eukalyptus, godt med syre endda samt lidt mørk og dyb kælder.

I munden er det krydret med mellemrøde bær, kirsebær, lidt sødme, lidt kanel og frugtsødmen har måske lidt kant. Man overraskes af, hvor frugtrig vinen er … ingen gumpetung CdP’er, men syrlig, ung og skarp, men på en god måde.

Forhandles af Sallings Vinforsyning , hvor en flaske koster 315 kr.

Vinanmeldelse 5/7