2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg GG Spätburgunder, Baden, TysklandNow we’re talking … en af stjernevinene fra Fritz, Friedrich og resten af Keller-banden hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i herlige, lille Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl. Überbevisende og stjernegodt.

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Læs det, hvis I vil vide mere om vinhuset.

På billedet ovenover kan I se der ganzen familie. Det er lige udenfor den 1-stjernede Michelin restaurant Schwarzer Adler, hvor Jan og jeg klokken lort om natten, efter en våd Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein lige skulle nyde et sidste glas Spätburgunder.

Det var imidlertid ikke denne Eichberg GG Spätburgunder, som ellers er en af husets topvine og samtidig søstervin til Kirchberg GG Spätburgunder, som jeg for nogle måneder siden også smagte ved Gert E. Han besøgte nemlig også huset og restauranten her i sommers med hans frue.

Oberrotweiler Eichberg marken we en af området bedste Grosse Lage marker og den ligger – ligesom Kirchberg – ved nabobyen Oberrotweil … ja faktisk lige mellem Oberrotweil og Bischoffingen på en højderyg af vulkansk oprindelse.

Det er en mark, som også den godmodige, karismatiske og humørfyldte Karl Heinz Johner har parceller på. Fra Johner har jeg fx tidligere smagt et sip af hans imponerende 2011’er Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, som Karl Heinz også selv var ovenud tilfreds med. Det lagde han bestemt ikke skjul på.

Denne 2014 Eichberg GG Spätburgunder fra Schwarzer Adler er lavet helt traditionelt, bl.a. med 20-30 dages maceration og den har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere. God tørhed med 1,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen nærmest mælket … rolig nu, jeg sagde ikke malket. Men der er både mejeri, lidt A38 (den klassiske), mentol, eukalyptus, kaktus, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster og duften er da bare for lækker.

I munden er det en stram lærerinde … pisken frem, korsettet på og en kende irettesættende. Men her er der grund til at rette sig ind, for det er skarp jern, sten, hvid peber og stram syre samt direkte tæt frugt. Det er hindbær, jordbær og en tand kirsebær. Fylden fra varme Baden mærkes, men holdes i snor af den herlige syre. Uha det smager godt. Smæk mig lærerinde.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée Villages, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigI det burgundiske grønne spor fortsatte Gert E med endnu mer’ Pinot Noir, nemlig denne Vosne-Romanée Villages fra Domaine Annie Gavignet, der ligger i den lille by Comblanchien omkring 8-9 kilometer nordøst for Beaune i Cotes de Nuits.

Domaine Annie Gavignet er et lille, uanseelig vinbrug og ukendt for de fleste. Det syner heller ikke af meget ude fra vejen. Det drives af Annie Gavignet, som er 3. generation på vingården, der blev grundlagt af hendes farfar Honoré Gavignet. Annie overtog driften efter hendes far Maurice Gavignet.

Den let buttede dame laver udelukkende vine på Pinot Noir og udelukkende fra egne marker. Jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar, som Annie ejer, men de er fordelt på parceller i Hautes-Côtes de Nuits, Nuits-Saint-Georges, Vosne-Romanée og Chambolle Musigny … alle i Côtes de Nuits.

Det bliver dermed også alene til 4 forskellige vine, som alle laves efter samme opskrift med en forholdsvis kort fadlagring på kun 10 måneder. Ellers er Annie ikke videre informativ omkring produktionen af vinene.

Her er det hendes Vosne-Romanée Villages … altså en kommunevin, og således ikke hverken enkeltmarksvin eller 1er Cru, men alligevel med god kvalitet.

Vosne-Romanée gemmer dog også på nogle af verdens mest berømte marker som fx Romanée Conti, Richebourg og La Tache. Og den gode Annies marker i Vosne-Romanée skulle efter sigende ligge lige op til flere 1er cru marker.

Næsen byder på røg, violer, blomster, kalkede mineraler, hindbær, kirsebær samt en meget stringent og grøn syre, syrlig mødding, animalsk og ganske rustik med lidt fennikel.

Smagen er præget af direkte og stram frugt … virkelig grøn og byder derudover på kul, hindbær og godt med mineraler, nærmest med sten og jern i munden. Grønt og direkte, skarpt og alligevel er jeg ikke helt afklaret. Giv den masser af luft.

Købt via Vivino, men prisen kender jeg ikke, men vil gætte på et sted omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7