2012 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Grand Cru Rosacker er lidt Jacques Sipps signaturvin … husets bedste Riesling. Sidst jeg smagte vinen var det i en flot, ældre årgang 1997, men her er det altså en langt nyere årgang 2012.

Det er selvfølgelig Grand Cru marken Rosacker, som har leveret druerne til denne enkeltmarksvin.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken. Vinstokkene er omkring 25 år og dermed faktisk betydelig yngre end ved foregående Riesling Vieilles Vignes.

På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat. Jacques Sipp laver dog kun vine på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack. som ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og naturligvis Trimbach.

Jacques Sipp siger selv, at Riesling vinene fra Rosacker nemt kan gemmes 15 år, men det nåede denne 2012 Riesling Grand Cru Rosacker imidlertid ikke.

Næsen er igen en tak mere kompleks og spændende …. og udover nogle af de samme aromaer, som foregående vin – altså petroleum, våd hund, fersken og citron, så er her også lidt abrikos, svedig gymnastiksal, et gammelt Randers Reb samt klare mineralske elementer. Ganske indbydende.

I munden er der god, rank syre, svagt krydret med lidt røg, mere tætpakkede smagsnuancer samt masser af citrus og mineraler, som gør vinen både stringent, spændstig og alt passer bare godt sammen. Med lidt varme i glasset bliver vinen også mere givende og smager af mere … og mere.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2013 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte derefter med Riesling … men et step op med denne 2013 Riesling Vieilles Vignes, altså Riesling fra gamle stokke.

Og hvor gamle vinstokke snakker vi så om? Hos Jacques Sipp er vinstokkene her omkring 45-50 år, men det er nu ellers – i min optik – ingen alder. Det skal jeg jo selvfølgelig sige ;o)

Vinen er såmænd egentlig lavet som de andre vine. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober. Efter sortering placeres druerne i en pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Og næsen afslører med det samme, at det er et pænt step op … nu snakker vi godt med petroleum, våd hund, fersken, citron, appelsinskal og virker både frisk og sprød samtidig med en vis fylde og dybde. Med lidt tid er glasset fader petroleum noten dog en smule ud og kan være svær at finde igen.

Nu er der også langt mere bundtræk i smagen … mere rund, mere kompleksitet og samtidig endnu mere lækker balance mellem syre, sødme, blødhed, friskhed. Det er let grape, ananas, mineraler og dejlig tørhed.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., men prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2015 Domaine Sipp Mack, Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Tradition er Jacques Sipps entry-level Riesling og vel én af husets store sællerter, men sjovt nok ikke en vin, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Det råder vi hermed bod på nu.

Tradition serien er lavet med druer fra de unge vinstokke og fra de flade marker. Ellers er der såmænd ikke så meget at sige om vinen. Den er jo lavet nogenlunde som de andre vine, dvs. at druerne druer høstes manuelt. Herefter presses de forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter i 4 måneder på store, gamle egefade.

Det er jo økologisk og Jacques siger selv, at han oplever, at den økologiske produktion giver vinene mere dybde end tidligere … det er i hvert fald hans erfaring.

Og en ganske fin lille Riesling med en næse, som byder dig på god friskhed og sprødhed på en ganske saftig måde. Der er æbler, citrus og hvide blomster. Smagsmæssigt en meget straight vin, god frisk med citrus og ellers … ja lige ud af landevejen.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 96 kr., men prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7