2009 Quinta do Vesuvio, Quinta do Vesuvio, Douro, Portugal

Quinta do Vesuvio er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Og Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne er husets topvin eller 1. vin, mens 2. vinen hedder Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – hvor António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og ændrede det dengang korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport.

I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group, der i forvejen ejer hus som Warre’s Port, som jeg jo smagte portvin fra forleden, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få.

Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão.

På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt mange andre eksotiske frugter og en smule urter.

Sociale Agricola Quinta do Vesuvio laver som nævnt indledningsvis 2 rødvine og denne er altså deres abolutte topvin. Den er lavet præcis af  druer fra præcist de samme marker, som druerne til husets portvin.

I denne årgang 2009 betyder det 70% Touriga Nacional, mens resten er Touriga Franca samt Tinta Amarela. Brugen af druerne fra portvinene betyder, at der er tale om perfekt terroir, gamle vinstokke og en for området tæt beplantning.

Når Touriga Nacional – som her – plantes på områdets højest beliggende vinmarker, så giver den et yderst begrænset udbytte af en tæt most, der har et højt indhold af sukker, syre og tanniner.

På grund af de meget begrænsede udbytte er det kun 2% af Dourodalens vinmarker, som er tilplantet med denne sort, hvilket gør den til en yderst sjælden gæst i områdets bordvine.

Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke.

Derefter lægges vinen på nye franske 400 liters egetræsfade i 13 måneder. Fadene er er kombination af mange forskellige bødkere, bl.a. Taransaud, François Frères, radoux, Seguin-Moreau, Boutes og Saury. Vinen laves kun i de allerbedste år … ellers sælges druerne eller indgår i Symingtons vine.

Duftmæssigt blød frugt, kirsebær, svag mynte, godt med power, bløde og tætpakkede solbær, kul, lakrids, vanilje og egefad. I munden er vinen også blød, rund med godt med tung frugt, men vinen virker nu ikke tung … sådan mest midt imellem. Blødt og cremet og måske lidt for solrig, men bestemt vellavet vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5/7 

2014 Podere Sapaio, Volpolo, Toscana, Italien

Næste bølge – runde 2 – startede med denne Volpolo … en Bordeaux inspireret Bolgheri vin fra vinhuset Podere Sapaio Societa’ Agricola Di Massimo Piccin, der ligger midt i byen Castagneto Carducci få kilometer fra kysten og vel omkring 40 kilometer syd for Livorno i Bolgheri, Toscana.

Podere Sapaio er grundlagt i 1999, da Massimo Piccin – som vi ser på billedet ovenover – overbeviste sin fader, at de skulle købe jord i Bolgheri området og starte med at producere vin.

Massimo og resten af familien stammede egentlig fra Veneto i den nordlige del af Italien, men Massimo havde altid haft en passion for vin og ønskede selv at forfølge en drøm om selv at producere vin.

I dag har Massimo Piccin samlet 40 hektar vinmarker, som stort set er opdyrket fra det rene ingenting. Vinmarkerne ligger mellem byerne Castagneto Carducci og Bibbona.

Til at hjælpe med produktionen har Massimo hyret agronomen Simone Setti samt ønologen Susanna Drei. Massimo har også i starten haft hjælp af den italienske super flying vinmager, konsulenten Carlo Ferrini, som i dag arbejder for mere end 30 vinhuse i Toscana.

Carlo Ferrini er i dag den konsulent i Italien, der står bag flest 3 røde glas i Italiens vinguide Gambero Rosso.

Og siden etableringen er det gået ganske godt. Huset laver – i bedste Bordeaux stil – kun to vine … en 1. vin og en 2. vin. Husets 1. vin er er blandt Bolgheris bedst præmierede og får hvert år de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso. Wine Spectator har også Sapaio højt på listen over deres bedste vine.

Denne Volpolo er Podere Sapaios 2. vin og den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Petit Verdot, lavet i ståltanke med lang maceration, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen er lagret 14 måneder på barriques og derefter 6 måneder på flaske. I denne årgang 2014 er der lavet 50.000 flasker.

Næsen er dyb kælder, eg, vanilje samt lidt gærende, gamle kirsebær, urter, en dyb italiensk syre, godt med kanel og en vis sødme fornemmes også.

I munden er det er tæt vin … italiensk syre, krydret med peber, godt med tanniner, stor tørhed. Det er virkelig tæt, tørt og har derudover nogle strejf af vanilje, tobak og en smule skarphed. Tænker, at denne måske er alt for ung endnu og kunne ha’ godt af nogle år i kælderen.

Forhandles flere steder, bl.a. Gallovini, hvor en flaske koster 249 kr., men mere beskedne 129 kr. ved køb af 6 flasker. Den fås også i grænseboderne til 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7