2011 Anthonij Rupert, Optima, Western Cape, Sydafrika

Sidste update fra byggemødet … vinen Optima fra vinhuset Anthonij Rupert Wines, der ligger ved byen Franschhoek i Western Cape i Sydafrika smukt omgivet af Groot Drakenstein Mountains forrevne bjergtinder.

Vinhuset er grundlagt af Anthonij Rupert i 1969 på vingården L’Ormarins i Franschhoek, men gården har dog været anvendt i vinproduktion i langt længere tid. Efter Anthonijs død i en bilulykke i 2001 blev driften vingården overtaget af Anthonij Ruperts bror Johann Ruperts, som opkaldte vinhuset efter sin afdøde bror.

Johann og Anthonij var sønner af Anton Rupert, der var en stor filantrop og grundlægger af et imperium bestående af destillerier, bryggerier, vingårde samt en portefølje af luksus mærker, så som Cartier, Dunhill, Piaget og Montblanc.

Johann bestyrede tidligere salget af luksus varerne, mens hans bror Anthonij og søster Hanneli tog sig af vingårdene L’Ormarins, Rupert, Rupert & Rothschild og La Motte.

I dag er Johann fortsat stor aktionær i foretagenet, som nu hedder Richemont Group og omfatter Cartier, IWC, Piaget, Dunhill, Montblanc, Chloé, Panerai og mange andre kendte mærkevarer.

Derudover ejer han altså også Rubert Wines, som omfatter vinhuse/brands som Cape of Good Hope, L’Ormarins, Terra del Capo, Protea og så selvfølgelig Anthonij Rupert.

Huset vinmarker er fordelt på L’Ormarins i Franschhoek, Rooderust i Darling, Riebeeksrivier i Swartland og Altima i det mere øde Elandskloof. Samlet har vinhuset over 250 hektar vinmarker i de to områder. Og derudover omfatter driften også Franschhoek Motor Museum med 80 gamle veteranbiler.

Druerne til denne vin kommer fra L’Ormarins og Rooderust. L’Ormarins jorde har er meget forskellige og ligger hovedsageligt på skræninger ved Groot Drakenstein bjergene. Rooderust i Darling området, 13 kilometer fra Atlanterhavet, producerer fantastiske druer takket være den lave mængde nedbør og havbriserne om sommeren.

Denne Optima er lavet på et Bordeaux blend … altså Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men forholdet kender jeg ikke. Druerne har lagret hver for sig 18 måneder i franske egefade. Dernæst 6 måneder i fad og tank efter at være blevet sammensat og sluttelig 24 måneder på flaske.

Næsen er godt stram og stringent med urter, våde fade, kanel, vanilje, mælkechokolade, tobak, kirsebær, blommer og sødme. Der er ikke muld, stald eller andre ting, som måske vil kunne løfte aromaen et niveau op og derfor virker næsen måske lidt anonym.

I munden er der peber, syrlig og frisk frugt … frugten virker måske lidt kantet og lidt ensidet og sammenlagt er det ikke umiddelbart lige min type vin. Er dog sammenlagt et fornuftigt glas vin.

Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men mere beskedne 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

1972 Warre’s Port, Colheita Single Harvest Jubileum Port, Douro, Portugal

Portvin til dessert giver god mening. Jeg ved ikke så meget om portvin, men denne Colheita Single Harvest Jubileum Port fra Warre’s Port smagte da meget godt.

Warre´s Port er det ældste britiskejede portvinshus og har deres marker i den nordlige del af Douro i Portugal. De er fordelt på 3 ejendomme Quinta da Cavadinha, Quinta do Retiro Antigo og Quinta da Telhada på samlet 121 hektar. Derudover får de også druerne fra yderligere 29 hektar privatejede marker, nemlig markerne Quinta do Alvito og Quinta das Netas.

Portvinshuset er grundlagt i 1670 af de to englændere William Burgoyne og John Jackson, som åbnede et handelskontor i det nordlige Portugal med eksport af vin, olivenolie, frugt og importerede samtidig tørret torsk og engelske uldvarer.

Over tiden kom der nye partnere med i firmaet. William Warre, blev del af firmaet i 1729 og dengang hed det Clark, Thornton & Warre. Senere blev Warre familien eneejere og huset fik navnet Warre’s Port … og det har det så gjort siden.

Ved slutningen af det 18. århundrede var Warre’s Port et af de ledende portvinshuse og stod dengang for omkring 10% af den eksporterede portvin.

I dag ejes huset af Familien Symington, som blev medejere i 1905 og overtog Warre’s Port helt i 1912.

Huset har leveret portvin til flere kendte og kongelige. I 1810 købte Lord Wellington således Warre´s portvin, og vores egen Dronning Margrethe nød godt af lige præcis denne Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 ved sit 40 års regentjubilæum i 2012.

Desuden er det også Warre´s, som Livgarden skåler i. Vinen hedder Den kongelige Livgardes Port, men skulle være identisk med reservaen ”Warrior”, som kan dateres tilbage til 1750.

Nå, men denne er altså lavet til at markere 40-årsdagen som regent den 14. januar 2012 og portvinen er begrænset til blot 3.000 nummererede flasker og kommer i en flot gaveæske. Druesammensætningen består primært af Touriga Nacional og Touriga Franca.

Duften er – ganske overraskende – nærmest animalsk, men ellers er det nødder, karamel, ristede mandler, figner, rosiner, blommer, violer … alderen fornemmes klart og samtidig også en vis alkohol.

I munden bider alkoholen dog ikke, for det er meget rundt med karamel, ristede noter, nødder samt en smule tørrede urter og spicy krydderier. Smager virkelig godt … men falder dog ikke helt i svime.

Forhandles af Supervin, hvor en flasker koster 649 kr.

Rating 4,5/7