Onsdag bød på denne dejlige vin fra Weingut Georg Zang, et lille familie vinbrug, som ligger i byen Sommerach, omkring 15-20 km. øst for Würzburg … og lidt skråt op. Faktisk byder byen på to vingårde med navnet Zang, denne Weingut Georg Zang og så Weingut Otmar Zang … de er sikkert i familie.
Nå, men vinen er lavet på den lokale Rivaner drue, som også kaldes Müller-Thurgau, er en krydsning mellem Riesling og Gutedel, og druen er skabt i 1882 og opkaldt efter Professor Müller fra Thurgau i Schweitz. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for vinskimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.
Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.
Parret laver en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken. Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.
Denne Rivaner hører selvfølgelig til blandt “Junges Franken” vinene, og duftmæssigt har denne vin lidt svag petroleum, sødme/syre, pærer, grønne æbler … og ved mere tid i glasset kommer der også lidt mere aromatiske dufte. Smagen er mineralitet og frisk, der er sten og god syre.
Købt i Franken, på gården koster vinen 4,90€ … et fund for denne vin. Thums Up big time for kvalitet i forhold til pris.