N.V. Champagne J. Charpentier, Prestige Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne J. Charpentier, Prestige Brut, Champagne, FrankrigNytår … ja selvfølgelig først godt nytår til alle læserne her på bloggen. Håber I alle kom godt ind i 2014 med manér og gode vine … herunder ikke mindst et godt glas champagne. Hos os nød vi et par flasker rigtig god champagne inden middagen … for ærligt talt, hvem smager ordentligt på champagnen ved midnat efter godt med vin, øl eller drinks?

Én af de to flasker champagne, som vi nød her i huset var denne fremragende Prestige Brut fra champagnehuset J. Charpentier, som ligger ved byen Villers-sous-Châtillon i Marne-dalen i hjertet af Champagne-regionen med 12 hektar vinmarker spredt ud på ikke mindre end 38 parceller ved 9 forskellige byer som Villers-sous-Châtillon, selvfølgelig, Reuil, Binson-Orquigny, Châtillon sur Marne, Mareuil le port, Verneuil, Mont saint Père, Neuville sur Seine og Le Breuil.

Vinhuset er grundlagt i 1920 af Pierre Charpentier og siden 2004 har det været 5. generation i form af Jean Marc Charpentier. som styrer driften og den samlede produktion på godt 100.000 flasker årligt. Som producent er Charpentier RM, hvilket betyder Récoltant-Manipulant, dvs. at huset producerer champagnerne fra egne druer.

Charpentier er med i sammenslutningen Vignerons Independants, og arbejder målrettet for bedst muligt at udtrykke og respekterer områdets unikke terroir. Huset har en ekstremt klassisk tilgang til produktionen af Champagne, og arbejdet i vinmarken sker med fokus på balanceret og mest mulig skånsom dyrkning. Druerne høstes manuelt og der bruges ingen kunstgødning.

Den meget kalkholdige jord hos J. Charpentier er tilplantet med Pinot Meunier, Pinot Noir og Chardonnay. Vinstokkenes gennemsnitsalder er på 25 år, og plantetætheden er på 10.000 vinstokke pr. hektar. Den meget høje andel Pinot Meunier er ingen tilfældighed. Charpentier har således vundet stor anerkendelse for deres meget bevidste arbejde med denne drue.

Meunier er en mutation af Pinot Noir, deraf også navnet Pinot Meunier. Druen giver ikke store eller komplekse vine, den benyttes derfor oftest som blandingsdrue, da den modnes tidligt og derfor er relativt sikker selv i nordlige lande.

Vinifikationen og lagringen finder sted på en blanding af ståltanke, foudres og barrriques, med en stadig større andel på foudres. Champagnerne er blandet af typisk 2-3 årgange.

Denne Prestige Brut er lavet på 60% Pinot Noir, 20% Pinot Meunier og 20% Chardonnay. Druerne kommer fra marker i Reuil , Le Breuil, Neuville sur Seine, Verneuil og Châtillon sur Marne. Meget eksklusiv indpakning i traditionel flaske med elegant silketryk i hvid og guld. Bestemt en imponator, hvis du skal servere champagne for en dejlig pige … ellers som denne nytårsaften … til at skabe en vis finesse som velkomst inden maden.

Og indholdet skuffer bestemt heller ikke, men leverer varen. Duften er oxyderede eller overmodne æbler, gær eller dej under gæring, blommer, tørrede abrikoser, blomster … leverer generelt et meget animalsk og forførerende indtryk. Smagen er friske æbler, ristede toner, blomster, meget aromatisk og god, vedholdende syre uden champagnen bliver sur og træls … som mange champagner ofte bliver. Boblerne er blide og milde, og medvirker også til et samlet godt indtryk af champagnen. En af de bedste champagner jeg har smagt. Big Thumbs Up … og et klar must til alle gentlemen, forførere eller livsnydere.

Forhandles hos Niche Vine, pris 285 kr.

Vinanmeldelser 5/7  

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, Australien

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, AustralienWater Wheel Vineyards ligger i den lille by Bridgewater on Loddon, ca. 15 km nordvest for den større by Bendigo, som også har givet navn til dette område i Victoria i Australien. Distriktet Bendigo er beliggende ca. 150 km nordvest for Melbourne. Området er, som så mange andre steder i Australien, utroligt tørt med kun 425 mm regn om året.

Denne weekends vin, en Memsie Homestead Shiraz kommer netop fra dette vinhus, Water Wheel Vineyards, som er ejet  Cumming-familien, som har lavet vin i distriktet siden de købte vingården tilbage i 1989. Familien havde forinden gennem mange år drevet gartneri i området.

Ved købet af Water Wheel Vineyards var der tilknyttet 8 hektar vinmarker med vinstokke plantet tilbage i 1970, men siden da har familien  løbende opkøbt jord, så det beplantede areal i dag er blevet øget til 121 hektar. Derudover har familien i 2009 købte endnu en vingård ved byen Baringhup, 40 km stik syd for Bridgewater. Der har man yderligere 50 hektar med primært Shiraz, som er høstet første gang i 2012.

Denne Memsie Homestead Shiraz er lavet af druer fra noget af den jord, som Peter Cumming har opkøbt gennem årene. I respekt for den oprindelige ejer er vinen kaldt Memsie Homestead Shiraz og refererer til ejendommen Memsie Estate, som blev grundlagt i 1841 af den skotske emigrant John Catto. Da han kom til Australien, så bosatte han sig nær Bendigo og kaldte sit nye hjem Memsie efter den skotske landsby, som han stammede fra.

Vinen i denne årgang 202 er lavet på 71% Syrah, 22% Cabernet Sauvignon og 7% Malbec. På markerne sker der – pga. det meget tørre klima – selvfølgelig kunstvanding. Under gæringen bliver hatten af skaller presset ned i mosten tre gange dagligt. Såvel første – som andengæringen – foregår på delvist nye amerikanske fade, hvor vinen også efterfølgende får lov til at lagre i 6-9 måneder.

Duftmæssigt en smule utilnærmelig … i hvert fald ved for kold temperatur. Det hjælper lidt, når vinen når stuetemperatur, som det må være læren om denne vin. Nå, men duften … der er jod, jern, rust blandet med solbærsyltetøj, eukalyptus og mentol. Jernsmagen går en smule igen i smagen sammen med solbær. Smagen er egentlig blød og behagelig, men i eftersmagen bider vinen dog en smule i haserne. Lidt kantet vil jeg nok beskrive vinen. Havde egentligt vurderet den til 3 Thumbs Up, men lidt varme i glasset mildner mig, og jeg havner på 3½.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg drak deres “Hvide Amarone … Marani Bianco Veronese“. Vi er i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Sartori di Veronas historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Og siden 2002 har vinhuset arbejdet sammen med Banfi gruppen og Cantina Colognola, hvorved de har adgang til druer fra langt flere vinmarker end tidligere.

Vinen her er en Ripasso Valpolicella Superiore, hvilket betyder, at hvilket også giver vinen en god fylde.

Vinen er produceret på “Ripasso” metoden, som direkte oversat betyder “passeret igennem igen”. Udtrykket betyder, at man tilsætter de upressede skaller fra Amarone vinene efter at disse vine på tørrede druer er færdige med deres gæring. Dette giver ekstra smag, alkohol, krop, karakter og garvesyre til denne vin.

Macarationen er på 8-10 dage sammen med drueskaller fra Amarone produktionen, og det betyder også, at druerne er klassiske Amarone druer, her 55% Corvina Veronese, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Croatina. Vinen har lagret 18-24 måneder i både mellemstore og store tønder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt langt mere power og fylde end de to foregående vine. Her er der brombær, kakao og blommer. Duften er svag animalsk med en anelse kanel. Smagen er fyldig, krydret … godt med frugt og svag sødme. Blød og behagelig, og vil please de fleste. Ganske okay vin.

Importeres af AMKA og sælges bl.a. i SuperBest, hvor prisen er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienÉn af julens vine var en italiener, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo. Det er historisk og stort vinhus, som er beliggende i Barolo by, ja faktisk ejer Marchesi di Barolo 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.

Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor  Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.

I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.

Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.

Nå, men videre til det, som det egentlig drejer sig om, vinen. Som de forrige vin er den lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges at et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Lad os starte med duften, hvor jeg har noteret mig gode med jordbær, mynte, yoghurt, blæk samt blomster? Smagen er godt mild med friske røde frugter, modne kirsebær og en smule syre og tannin … igen meget blidt.  Er måske – som 2009’eren – en anelse flad i smagen, og eftersmagen måske en smule tynd.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen på tilbud er 117,50 kr. v/køb af 2 stk. Normalprisen ligger på 235 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi er med denne vin i den lille by La Morra hos det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.

Vinhuset  kan dateres tilbage til 1340, hvor Pietrino Falletti overtog kommunen La Morra. Gennem 16 generationer var huset på familiens hænder frem til 1941, hvor grevinde Luigia Falletti di Rodello døde, og huset blev overdraget til de nærmeste arvinge, familien Cordero di Montezemolo, nemlig i form af barnebarnet Paolo Cordero di Montezemolo.

Det er i dag Pablo søn Giovanni Cordero di Montezemolo som sammen med hans børn, Elena og Alberto driver vinhuset, som består af omkring 28 sammenhængende hektar og Cordero di Montezemolos vartegn, det mere end 150 år gamle libanesiske cedertræ, kan ses milevidt i det smukke landskab og ligger på toppen af en af de bedste vinmarker, Bricco Gattera.

Træet er stor del af historien og traditionerne hos vinhuset. Træet blev plantet af Costanzo Falletti di Rodello og Eulalia Della Chiesa di Cervignasco, forfædre til de nuværende ejere, for at fejre deres bryllup i 1856 og som et symbol på deres kærlighed til jorden.

Familien Montezemolo hører til en af de ældste adelsfamilier i Piemonts. Luca, fra Montezemolo klanen, er rigmand og bestyrelsesformand hos ikke mindre end Ferrari. Givanni di Montezemolo fra Azienda Agricola Monfalletto ser lighedspunkter med Ferrari: Cordero di Montezemolo har en navn og arv, der samtidig forpligter, nemlig at bevare de gamle traditioner, men samtidig benytte de nye teknologier, for at opnå det bedste resultat.

Her har vi husets Langhe Nebbiolo DOC, selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og lagret 6-7 måneder på egefade og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelsen.

Lad os smage vinen, som ved første indtryk er lys, næsten transparent rød i glasset. Duften er rigtig Nebbiolo med sure kirsebær, stikkelsbær og blomster, mens smagen er frisk, godt med frisk frugt, markant … men ikke voldsomme … tanniner og svagt krydret i eftersmagen. Den smager faktisk rigtigt god og også bedre end forventet. Har tidligere smagt Langhe Nebbiolo som ikke har fået fad … og de har været meget utilnærmelige. Denne her er ganske fin.

Forhandles bl.a. hos Meinertz-Vine, hvor prisen er 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Domaine Santa Duc, Rasteau Les Blovac, Rhône, Frankrig

2010 Santa Duc, Rasteau Les Blovac, Rhône, FrankrigNår vi nu er ved Santa … og ingen nævner ham den højaktuelle Claus, men derimod fortsat Domaine Santa Duc, så lad os da endelig lige smage storesøsteren til forrige blogindlæg Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, nemlig en ægte Rasteau i form af denne Rasteau Les Blovac … en rigtig Rhônevin, lavet på rigtige Rhône druer uden brug af Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vi er igen hos Yves Gras, som også kaldes et lille kraftværk. Den energiske og ambitiøse Yves går helt fremme på tåspidserne, han vil gerne være en lille Guigal. Udover Parker, som har vinhuset også fået gode anmeldelser herhjemme i vores lille andedam.

Således beskriver den danske Rhône ekspert Niels Lillelund i sin bog “Vinene fra Rhône” domænet meget positivt og bekriver Yves Gras som hele Rhônedalens imødekommenhed udtrykt i en enkelt mands personlighed. Yves Gras siger også selv om sine vine, at de skal være dybe, modne og koncentrerede.

Druerne til denne vin kommer fra gamle vinstokke på Yves Gras’ fætters marke Les Blovac på 2 hektar i Rasteau og består af de rigtige Rhône sorter, nemlig 80% Grenache, 10%, Syrah og 10% Mourvèdre. Vinen er lavet i store betonkar, lagret på 500 liters egefade og flaskes ufiltreret.

I glasset fint mørk, bordeauxfarvet vin … og meget rustik i udtrykket. Duften er tør, krydret med peber, lavendel, solbær, brombær og mørk chokolade … sidstnævnte dog først efter vinen har fået lidt luft. Smagen som sagt rustik med solbær … godt fyldig, men også med fin syre og tannin, som holder vinen i stramme tøjler. Dejligt glas Rhône vin.

Forhandles af Bichel Vin, hvor prisen normalt ligger omkring 99,75 kr., og på bud 69,75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Domaine Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, Frankrig

2010 Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, FrankrigEfter en omgang julefrokost lørdag, hvad trænger man så til en kedelig, regnfuld søndag? Lidt rødvin selvfølgelig, og hvad er mere passende end en simpel, skøn Rhônevin … nu bullshit Sherlock, en Vin de Pays de Vaucluse Les Plans fra Domaine Santa Duc, som ligger byen Gigondas, endda på adressen Les Hautes Garrigues.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1874, ejes og drives af Yves Gras, som er 5. generation på stedet. Han overtog stedet efter sin far i 1985. Yves Gras anses for at være en af de førende producenter af Gigondas, hvor huset ejer omkring 12 hektar. Hertil kommer yderligere 14 hektar i andre appellationer, herunder Châteauneuf-du-Pape, hvor Gras i 2009 købte 1,2 hektar (Lieu-dit Sainte Vierge) og i 2012 yderligere 2,5 hektar (Lieux-dits La Font du Pape og La Crau).

Domænets vinmarker i Gigondas er fra 2012 certificeret agriculture biologique, og der laves årligt omkring 120.000 flasker fra Domaine Santa Duc og herudover ca. 200.000 flasker Selection Santa Duc på druer, som er  købt af venner og bekendte, som tidligere leverede til bl.a. Guigal.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte. Gennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske guru kulminerende med to gange 97 point til 2007 årgangen. Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste producent i Gigondas i skarp konkurrence med St. Cosme, og Parker bruger Yves som “konsulent” for Gigondas.

Denne “landvin”, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans er her i årgang 2010 lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 15% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer både fra husets egne marker i Roaix (Grenache og Merlot), mens de øvrige druer er købt hos nogle af de vinavlere, som Yves Gras arbejder sammen med. Vinen har alene lagret på stål og flaske.

Duftmæssigt jordbær, peber, læder, mørk chokolade. Smagen er meget frugtrig, og det mærkes tydeligt, at vinen ikke har lagret på eg … ikke at det er dårligt, for det giver godt med frisk frugt i smagen sammen med peber, krydderier, god stor tørhed, og tanninerne bider heller ikke, så alt i alt et fornuftigt glas vin, som passer super godt til at give en smule varme på denne våde, blæsende søndag.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Cline Cellars, Cashmere, Californien, USA

2010 Cline Cellars, Cashmere, Californien, USAUgen bød på denne vin til en reception … en “Rhônevin på steroider” kunne man vel ret passende kalde den. Vi er i Sonoma, Californien USA, hvor vi finder vinhuset Cline Cellars, som ejes og drives af Fred Cline.

Fred grundlagde Cline Cellars i 1982, da han købte en lille vingård i Oakley i Californien med pengene fra en lille arv efter sin morfar, Valeriano Jacuzzi, som var én af syv Jacuzzi brødre, som opfandt Jacuzzi boblebadet. Fred var én af de første amerikanske vinmager til at plante de franske Rhône sorteri Californien, og han er også én af ​​de oprindelige Rhone Rangers.

Rhône Rangers er en sammenslutning af amerikanske vinproducenter, som producerer og markedsfører amerikanske vine, som laves efter forbilledet i Rhône, og gruppen omfatter bl.a. den legendariske Randall Grahm fra Bonny Doon Vineyard, Joseph Phelps fra Joseph Phelps Winery, Bob Lindquist fra Qupé Wine Cellars og en række andre andre kendte producenter.

I 1991 flyttede Fred og hustruen Nancy imidlertid vinhuset fra Oakley til en 350 hektar stor ejendom i Carneros regionen i Sonoma Valley. Ejendommen i Sonoma var oprindelig fra 1850’erne og havde haft en omtumlet tilværelse som mejeri, dambrug og seneste med hesteopdræt. Stedet havde før den tid endda været tidligere indiansk Miwok landsby.

I dag er Cline Cellars bedst kendt for produktionen af ​​deres vine på gamle vinstokke. På husets marker i Oakley finder man Mourvèdre, Carignan, Grenache, Palomino og Zinfandel . Vinstokkene spænder i alder fra 80 til 120 år. Omkring 42 hektar Carignan og Zinfandel vinstokke blev plantet mellem 1906 og 1925 og 14 hektar af Mourvedre vinstokke kan dateres tilbage til 1920.

Vinmager på Cline Cellars har siden år 2000 været Charlie Tsegeletos, som også kommer fra en familie af vinproducenter, bl.a. havde hans oldefar, Guippe Guidotti, produceret vin i Guerneville området i Sonoma County i 1930’erne. Før Cline Cellars havde Charlie arbejdet hos Pendleton Winery, Hacienda Wine Cellars, D’Agostini Winery og Glen Ellen Winery.

Hos Cline Cellars er naturlig produktion i højsædet, bl.a. med brug af får for at fjerne ukrudt i vinmarkerne, og brug af kompost-te som gødning. Det er endvidere Californiens næstestørste soldrevne vingård, idet Cline Cellars har ikke mindre end 34.625 kvadratmeter solpaneler.

Cashmere er en såkaldt GSM vin, og er således lavet på 46 % Mourvèdre, 41 % Syrah og 12 % Grenache og blev oprindeligt lavet specielt for Hospice du Rhônes årlig vinfestival i Paso Robles. Hospices du Rhône er et non-profit center som beskæftiger sig med promovering, aktiviteter, uddannelse m.m. for private og fagfolk omkring Rhônes klassiske druer.

Mourvèdre og Grenache kommer fra Clines vinmarker i Oakley, hvor vinstokkene gror på meget tør, sandholdig jord. Syrah stammer fra Lake County (nordøst for Sonoma) og Suisun (Central Valley, øst for Sonoma).

Duftmæssigt helt klart en Rhône næse … men med lidt turbo … eller på steroider, kaldte jeg det vist. Udover kirsebær, hindbær og solbær i skøn forening sammen med den lidt krydrede duft, så dufter den også lidt af mynte, der er godt med sødme og chokolade. Smagen er fyldig … meget mere marmelade end dens europæiske søstre. Der er vanilje, sød lakrids … meget amerikansk, men meget velsmagende. Skøn vin.

Forhandles af Vinoble, pris 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

Vinaften 14. december 2013

Så kom aftenen, som de 4 gæve vinjyder havde ventet på .. vinaften igen … og denne gang endda med tema. Det var Jans idé, at vi skulle prøve at lave et tema med vine fra ét vinland … og jeg greb straks handsken, da det var mig, som skulle stå for det kommende arrangement. Jeg havde selvfølgelig valgt Italien som tema, og havde forberedt mig på flere fronter.

Italiensk vinaften

Som det første selvfølgelig en behersket italiensk opdækning … bemærk de dekorative små italienske flag på bordet. Hele herligheden havde da også kostet mig 14,95. Hvad der var mere vigtigt var imidlertid indkøb af et par italienske vine, men det vender jeg tilbage til senere … og så selvfølgelig en italiensk menu, som skulle forsøge at matche de italienske vine.

Her lige menuen for aftenen:

Menuen
Fik ikke taget fotos af alle retterne, men bringer da lige et par stykker.

Svineskank
Her lige 2 x svinestank inden marinering og braisering. De blev senere til en omgang Gnocchi di Castagne con Cinghiale Brasato, hvilket gerne skulle være noget i stil med kastanjegnocchi med braiseret vildsvin. Helt vilde var de nu ikk’.

Antipasta
Sjov lille antipasta, en Peperoni al orno con Maionese Tonno, dvs, bagte peberfrugter med hjemmelavet tunmayonnaise.

Cannoli Siciliani
Dolci Il mafioso Cannoli Siciliani, Mafiaens dessert, Sicilianske kagerør med ricottafyld … og så var alle vist godt mætte.

Nå, men det med vinene var jo også det vigtigste og det bærende element for hele aftenen. Jeg skulle udover to røde (som alle medbringer) sørge for en hvidvin og så en kultvin. Kultvinen var nem, hvad er mere passende end at vælge én af de mest berømte italienske vine, nemlig Sassicia. Det blev igen et imponerende felt af vine.

Vinene 14. december 2013

Listet op ser det sådan her ud:

Som vanligt også med links til mine beskrivelser og anmeldelser.

På den konkurrencemæssige side var det business as usual, idet Paul må lide den tort igen at skulle ha’ gave med, mens jeg løb med aftenens præmie. Paul, denne tekst har jeg bare kopieret fra sidste referat. Nå, men Paul havde faktisk været ude at finde en spændende gave, meget passende i form af 2 små italienske pølsespecialiteter, en Salame Boccone Di Cinghiale og en Salame Boccone Al Tartufo … altså vildsvin og trøffel. Hmmmm.

Vi bringer da sluttelig lige et foto af de to pølser Italiano:

Italienske pølsespecialiteter
Ellers blot herfra tak for en god aften drenge.

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, Italien

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, ItalienAftenens sidste vin havde Paul med og kommer fra Trentino-Alto Adige området, helt præcis fra byen Mezzolombardo, omkring 20 km. nord for Gardasøen. Området ligger imellem Garda-søen og Brenner-passet på kantet af Alperne. Her finder vi det lille vinhus Dall’ Azienda Agricola Foradori, som drives af Elisabetta Foradori.

Vingården er grundlagt af i 1901, og købes af Vittorio Foradori i 1929. Vingården drift overtages i 1960 af Roberto Foradori, men efter hans død i 1976 må hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen. Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som driver foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter, bl.a. 80% med Teroldego, 15% med Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade. En anden markant  ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun ca. 75 %, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt kvindelige italienske vinmagere.

Vinen her Morei Teroldego er en enkeltmarksvin på 100 % Teroldego fra biodynamisk dyrkede marker. Teroldego er en lokal drue der kun gror i Trentino, og som  har sine optimale vilkår på de grusede, stenede sletter. Vinen har gæret og lagret 8 måneder på amfora med skaller.

Duftmæssigt er det sure kirsebær, kirsebærsten, stor mineralitet med sten og grus, mens smagen er let syrlig med bløde tanniner, urter og let røget fornemmelse. Spændende vin, og sjovt at prøve en drue, som jeg ikke har smagte så mange gange tidligere.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger