Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Trivée Rotwein Trocken, Ahr, Tyskland

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Trivée Rotwein Trocken, Ahr, TysklandGlud Vin har herhjemme fået forhandlingen af vinene fra det store Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, det gamle kooperativ i Ahr. Derfra skulle vi også smage en vin, nemlig denne 2018 Trivée Rotwein Trocken.

Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Denne Trivée Rotwein Trocken er – som navnet indikerer – lavet på tre forskellige druesorter, nemlig Regent, Spätburgunder og Domina og ifølge Glud vin helt præcis på 20% Regent, 60% Spätburgunder og 20% Domina.

Vinen er lavet traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring i nye barriques. Vinen har 4,2 gram restsukker pr. liter og 14% højoktan alkohol.

Fagpræget er meget tydelig i næsen … masser af kanel og vanilje, nelliker og våde fade, mens frugten er langt mørkere og mere rustik end lige forventet, men både Domina og Regent kan godt være ret svære at danse med. Frugten er mørk, sorte kirsebær og virker også lidt tørret i udtrykket. Der er lidt våde vaskeklude, håndsæbe, røg og samtidig fornemmes der også nogen saftighed.

Smagen er røget, krydret med lysere frugt end duften egentlig indikerede. Der er hindbær, tranebær og rabarber med en lidt mørk bitterhed, røg, tjære, kul … noget rustik og bestemt ikke elegantier, men en kularbejder med vejrfuret ansigt og bittert blik. Og så har vinen alligevel lidt charmerende Ahr karakter med de røgede elementer og en lidt frisk frugt.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2006 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2006 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMed næste vin – den ikoniske Châteauneuf-du-Pape fra Clos des Pape – vågnede mit vinglas atter op til dåd. Det er vin, som bare smager vildt godt … også i denne årgang 2006.

Clos des Papes er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf- du-Pape.

Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt meget stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er det den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance.

Clos des Papes har 32 hektar vinmarker, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene – clos – omkring slottet, heraf navnet Clos des Papes.

Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 25 år og  siden 2011 har Clos des Papes været økologisk certificeret med agriculture biologique.

Der fremstilles kun to vine … en hvid og en rød Chateauneuf-du -Pape, hvor 90% af produktionen er rødvinen. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødsaget til at have en vis tålmodighed. Den kræver normalt 8-10 års lagring før den viser sit rette potentiale.

Udbyttet holdes ekstremt lavt omkring 12-15 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er meget traditionel. Paul-Vincent Avril er ikke tilhænger af brug af ny eg, så lagringen foregår på store gamle foudres og cementtanke.

Arbejdet i vineriet er helt klassisk med gæring ved op til 32 grader i 3 – 4 uger. Der laves to pump over af mosten, morgen og aften. Siden 1991 er der foretaget 100% afstilkning, da kun Grenache kan levere stilke der har positiv karakter.

Der eksperimenteres i det hele taget ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Paul-Vincent Avril selv stiller og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den, der har været lavet på stedet i årtier.

Normalt laves Clos des Papes’ Châteauneuf-du-Pape på 65% Grenache, 20% Mourvedre og 10% Syrah, mens resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet har i 2006 ligget på 21 hektoliter pr. hektar og vinen har gæret på cement og lagret på foudres og cementtankene i 12-15 måneder.

Selvom vinen i årgangen 2007 fik 100 Parker point, så skal man ingenlunde disse denne 2006, som nærmest er på samme niveau med 98 Parker point. Jeg har smagt vinen i flere årgange og nogle gange været begejstret og andre gange skuffet … men denne 2006 med lidt alder begejstrer imidlertid.

Uhhhhh sikke et step op fra de forrige vine … her er der masser af mælkede og flæskede aromaer, sorte oliven, sorte bær, solbær samt hindbær, meget kølig tyksort frugt, kul, tørv, hårdhed, skolekridt, en lakridsrod, peber, krydderier, blomster, tør jord og så samtidig også lidt fadpræg med svag vanilje. Det hele er doseret så perfekt, hvor alt er i balance … vildt tiltrækkende. Uha.

Smagsmæssigt – åh – det løber lige igennem alle drænrør med den største velbehag … det smager monstergodt. Der er vild dybde og en forbløffende renhed og kraft. Den er så dyb og intens, at det næsten gør ondt. WAUW. Frugten er mørk, kølig og saftig med en cremet og silkeagtig konsistens, lidt blomster og en medicinsk note. Der er samtidig en imponerende længde på eftersmagen. Stor vin.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske i de nyeste årgang koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2012 Produttori di Govone, Fagiano Barolo Riserva, Piemonte, Italien

2012 Produttori di Govone, Fagiano Barolo Riserva, Piemonte, ItalienTrioen af Fagniano vine fra  vinkooperativet Produttori di Govone Societa Cooperativa Agricola sluttede med denne 2012 Fagiano Barolo Riserva.

Igen sparsomme oplysninger, men den skulle være lavet med både gæring/maceration over 25 dage og en efterfølgende lagring på barriques i 24 måneder.

Næsen er let animalsk med lidt tjære, kul, knuste roser, mentol, tranebær, søde kirsebær og noget til den fede side, klart mørkere i frugten end normalt for en Barolo. Fadpræget er også meget udtalt med brændte noter med kanel, vanilje, lidt kamfer og samtidig fornemmes der også en stor – og upassende – sødme.

Smagsmæssigt er der bare masser af frugt, som bare presser sig frem med kirsebær og tranebær … fede og samtidig meget, meget søde. Tanninerne er beskedne og overdøves faktisk af volumenen og sødmen i vinen … alt for voluminøs og sød for en Barolo målt efter mit termometer. Der mangler både syre og intensitet, så jeg er bestemt ikke fan. Beskedne 3,5 tomler med pil op.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 235 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi skulle også smage denne 2015 Fagiano Barbera d’Alba Superiore fra vinkooperativet Produttori di Govone Societa Cooperativa Agricola.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om produktionen udover vinificering i ståltanke, hvor vinen også er lagret i 12 måneder efter endt gæring. Så er vinen flasket og yderligere lagret 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det igen en fed, opulent næse, mørk, urtet, meget maskulin med noter af bitter chokolade, et stort glas mørk stout-øl, mælkede noter, blæk, røg og kul. Duften er sådan set okay, men smagsmæssigt går det imidlertid galt.

I munden minder det nemlig mere om lidt noget sødlig syditaliensk Puglia vin, meget fed og opulent med nogle kraftige og sødbrændte noter, kanel og østlige krydderier. Frugten er blommer, kirsebær, brombær, figner og samlet en meget tung smag. Vi hoster op med spinkle 3,5 houlbergske fingre med pil ned.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienProduttori di Govone Societa Coop. Agricola er et kooperativ, som ligger i byen Govone. De laver masser af vine under mange forskellige brands, som fx Fagiano. Hos Falken smagte vi 3 forskellige Fagiano vine og den første var denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti.

Kooperativet Produttori di Govone er grundlagt i 1957 og har samlet 250 medlemmer, som ejer omkring  300 hektar vinmarker i områderne Alba, Langhe, Roero, Asti og Monferrato, men derudover opkøbes også druer fra andre vinavlere, således den årlige produktion ligger på omkring 2 millioner liter vin.

De fleste af kooperativets vine sælges under navne som Terre Sabaude, Produttori di Govone, Produttori di Portacomaro, Io Sono eller Produttori di Valtiglione, som er vine i bag-in-a-box.

Men derudover laver de specielle vine til udvalgte markeder og når jeg sørger på Fagiano vinene, så sælges disse primært på det danske marked. Det er dermed vine, som er specielt designet til vort hjemlige marked og til billige penge.

Denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti er én af disse, men jeg kan ikke finde oplysninger om produktionen … som i overhovedet ikke. Men hvis den er lavet som næste Barbera d’Alba, så er vinificering sket på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 12 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen har en noget fluffy aroma … masser af mælkechokolade, vanilje, blommetærter, håndsæbe, kirsebærsauce og lidt hindbær, meget søde og brændte noter, men med lidt luft i glasset, så bliver frugten måske en anelse lysere og mere frisk.

Smagen følger duften meget godt … alt for megen sødme, fedme og store deller. Dermed bliver det hele lidt tungt, fedt og sødt, selvom vinen endda er lettere og har mere syre end husets Barbera d’Alba, men lidt en gumpetung vin uden megen elegance.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Weingut Dr. Loosen, Graacher Himmelreich Riesling GG Alte Reben, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Dr. Loosen, Graacher Himmelreich Riesling GG Alte Reben, Mosel, TysklandTil lidt kartoffel- og porresuppe fik vi en battle mellem 2 Riesling vine, hvor denne 2018 Graacher Himmelreich Riesling Großes Gewächs Alte Reben fra det legendariske vinhus Weingut Dr. Loosen skulle duellere med den rheingauske Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert i årgang 2015.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at han havde basis for at lave vine i verdensklasse.

Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels bedste marker, alt Bernkasteler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich … navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Som ung interesserede Ernst Loosen sig dog ikke så meget for vin, men mere for de mange romerske oldtidsmonumenter og han begyndte derfor efter endt studentereksamen at læse arkæologi.

I midten af 1980’erne blev hans far syg, men da ingen af hans fem brødre og søstre ville overtage vinhuset, så ville hans mor sælge det. Ernst Loosen tog derfor den store beslutning at bytte arkæolog-drømmene ud med ønologi-studier ved den berømte vinskole i Geisenheim med henblik på at føre familiens vinhus videre.

Han supplerede sine studier med rejser til vinhuse i blandt andet Bourgogne, Alsace og Californien og sugede til sig af den viden, han fik fra nogle af verdens dygtigste vinmagere og fik en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres.

Efter overtagelse af driften af familiens vingård begyndte han således straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brugen  af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning.

Denne grønne og bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling. Og resultaterne udeblev heller ikke. De store internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter.

Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som Winemaker of the Year i 2001. Decanter kårede ham som Man of the Year i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt The World’s 50 Most Influential Winemakers og Wine International kårede ham som Whitewine Maker of the Year.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked.

Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Denne Graacher Himmelreich Riesling Großes Gewächs Alte Reben er en vin, som Loosen har lavet siden 2011 og selvfølgelig med druer, der er høstet og sorteret manuelt fra den gamle mark. Vinen er lavet med gæring i gamle egefade på 1.000-3.000 liter og der har vinen også lagret sur lie 12 måneder efter endt gæring.

I næsen er der ikke vild petroleum, men lige en fin antydning kombineret med lidt neglelak, bløde pærer, fersken, svag appelsin, tropisk frugt, ananas, mango, mirabeller, citron og en halv pose nødder samt godt med salte mineraler.

Smagsmæssigt adskilte vinen sig markant fra den rheingauske Riesling ved at være langt mere fin og delikat i smagen, virkelig blid, let og blød, let perlende og byder ellers på masser af citroner, grape og en snas moselsødme. Det mineralske er ikke så tydelig i smagen som ventet, meget fint afdæmpet, men sidder så ellers bare i eftersmagen i monsterlang tid. Stor – men ung – Riesling.

Vinen er købt i Mosel, hvor en flaske koster 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2000 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2000 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigVi startede en hyggeaften forleden hos Falken med en Cuvée Dom Pérignon fra Moët & Chandon i første årgang i det nye årtusinde. En fin millenium champagne aka årgang 2000.

Det er dog ikke en Dom Pérignon årgang, der går over i historien som fx 2002 og 2008, men den ekstra lagring har dog imidlertid gjort noget godt for vinen, men herom senere.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, så det er bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre ved mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

Dom Pérignon er jo en årgangschampagne … og en sådan én skal lagre tre år på flaske, for at den må kaldes sådan, men Dom Pérignon lagrer meget længere, typisk 9 eller 10 år. Den lange lagring er med til at udvikle smagen og gøre den mere kompleks. Dom Pérignon er lavet på nærmest halv Pinot Noir og halv Chardonnay.

Duften er meget blid, næsten skrøbelig og delikat med nødder, fersken, pærer, mango, meget moden, sublim, feminin, en lidt syrlig note med svag grape og ingefær, toast, let svævende og æterisk, moden, galant og distingveret.

I munden … uha utrolig fint balanceret, bare så mega-blid med små, tætte og blide bobler, hvilket bare gør champagnen meget blød, blid og cremet. Der er igen de tropiske frugter, svag grape, svag sødme, lidt appelsin, gule og modne æbler … det smager tæskegodt og vi er tæt på perfektion. Det er så blidt, blødt og lækkert.

Forhandles mange steder og vejledende pris første nyeste årgang – som i øvrigt pt. er 2010 – er på 1.298 kroner. Denne årgang 2000 vil i dag koste 1.798 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 WillaKenzie Estate, Thibaud’s Cuvée Pinot Noir, Oregon, USA

2015 WillaKenzie Estate, Thibaud's Cuvée Pinot Noir, Oregon, USA WAUW. Bedste amerikanske Pinot Noir i mands minde. Det smager vildt godt. Det er denne 2015 Thibaud’s Cuvée Pinot Noir fra vinhuset WillaKenzie Estate, som jeg snakker om.

Vinhuset er grundlagt i 1991, hvor franske Bernard Lacroute sammen med hustruen Ronni købte en pæn stor kvægfarm lidt nordøst for byen Yamhill i Oregon. De kaldte gården for WillaKenzie Estate og da de året efter mødte vinmageren Laurant Montalieu, så startede de sammen med at tilplante markerne med vinstokke.

Nogle år senere i 1995 besluttede de, at de også ville leve af vinproduktionen, så de sendte de første flasker på markedet og byggede også et moderne vineri … det første i området. Og siden er vinene fra WillaKenzie Estate blev efterspurgt af restauranter og vinkendere verden over.

Deres 1995 Gamay Noir blev endda serveret i Det Hvide Hus til en officiel statsmiddag, hvor den amerikanske præsident Bill Clinton tog imod den franske præsident Jacques Chirac og den engelske premierminister Tony Blair.

Siden 2000 har det været Thibaud Mandet, som har været vinmagere på WillaKenzie Estate og samme år købte Lacroute også yderligere 38 hektar jord, således vingården i dag har omkring 170 hektar vinmarker, der faktisk nærmest ligger rundt om vingården.

I 2016 gik Lacroute ægteparret på pension og solgte WillaKenzie Estate til den store Jackson Family Wines vinkoncern, der jo ejer en lang række vinhuse i USA og resten af verdenen.

Sidst jeg skrev om vinhuset, der talte jeg til 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika.

Men denne 2015 Thibaud’s Cuvée Pinot Noir er altså lavet inden Jackson Family Wines overtog vinhuset og var oprindeligt lavet til de to WineSpectator awardnominerede restauranter Spruce og The Village Pub i San Francisco. Men da Lacroute solgte vingården, så blev denne vin ikke solgt til restauranterne, men Jysk Vin fik lov at købe et lille parti af vinen, da de i forvejen handler med Jackson Family Wines.

Vinen er en tribute til vinmageren Thibaud Mandet, der var ansvarlig for produktionen af vinene på WillaKenzie Estate frem til salget i 2016. Vinen er lavet på  Dijon klonerne 113,115 & 777 og jeg kan ikke se, om Thibaud selv var med til at lave vinen, eller om det er den efterfølgende vinmager Erik Kramer, som lavede vinen. Jeg læner mig nok op af det sidstnævnte.

Druerne er selvfølgelig høstet ved håndkraft, hvorefter de er sorteret og gennemgår en koldmaceration inden gæringen på ståltanke samt en efterfølgende lagring på franske fade, hvoraf en andel er fade af ældre dato.

Uha … hvor dufter det vildt godt … en blid brise af velduft, lyse bær, jordbær, hindbær, kirsebær, søde bolsjer, kaktuspiller, mentol, præg fra fadene med et blidt aftryk af vanilje, æterisk lethed samt en vibrerende sød syre … men slet ikke US sød og varm, men den bevarer derimod en slank, let og elegant facon. WAUW.

Og hvor smager det dog blødt … det er fløjlsagtig, afrundet og mildt med mælkechokolade, tobak, søde kirsebær, jordbær, vanilje og med silkefine tanniner. Det er bare så let, lys og cremet … glider igennem systemet og råber zen zen zen. Den coater din mund og gane med ultrablide kærlighedsstrøg … bedst US-Pino i long time. Smukt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 495 kr., mens prisen er 419 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Giant Steps Wine, Yarra Valley Pinot Noir, Victoria, Australien

2019 Giant Steps Wine, Yarra Valley Pinot Noir, Victoria, AustralienGiant Steps Wine ligger lidt øst for byen Healesville i Yarra Valley … en appellation/område i Victoria regionen i Australien. Det er lige præcis derfra, at jeres altid Pinot Noir elskende vinskribent nu smager en 2019 Yarra Valley Pinot Noir.

Historien om Giant Steps Wine startede tilbage i 1997, hvor Phil Sexton slog sig ned ved Healesville med netop det formål at lave vin på primært Chardonnay og Pinot Noir … og netop i Yarra Valley fandt han nogle højtliggende marker med masser af nedbør, kølige nætter og vinde, altså perfekt for de to druer.

I dag har Phil Sexton omkring 122 hektar vinmarker, fordelt på markerne Sexton Vineyard, Applejack, Gruyere, Tarraford, Wombat Creek, Primavera, Nocton … og så har den gode mand faktisk også et lille stykke jord i New Zealand, nemlig marken Tosq.

Siden 2003 har Sexton haft hjælp til produktionen fra vinmageren Steve Flamsteed, som tidligere har arbejdet for det kendte vinhus Leeuwin Estate. Steve har bl.a. været med til at indføre de enkeltmarksprincipper, som benyttes den dag i dag.

I dag er Giant Steps også en af Australiens mest anmelderroste producenter af Pinot Noir og Chardonnay. Derudover har Giant Steps de seneste fem år i træk været på Wine & Spirits’ liste over verdens 100 bedste vinerier.

Yarra Valley Pinot Noir er faktisk lavet med druer fra både Australien og fra New Zealand, idet 91,5% af druerne kommer fra de yngre vinstokke på de køligt beliggende vinmarker Sexton, Wombat Creek, Tarraford, Applejack, og Primavera i Yarra Valley i Victoria regionen i Australien, mens de sidste 8,5% af druerne kommer fra marken Tosq i Central Otago i den sydligste del af Sydøen i det frodige land.

Som det er tilfældet med alle Giant Steps’ vine, så vinificeres vinen efter ret traditionelle metoder, hvor høst og sortering foregår ved håndkraft. Vinen helklasegæres med 40% af druematerialet. Man benytter sig af koldmaceration og spontangæring på en kombination af stål og eg, hvorefter lagringen sker på en kombination af ældre 4.000 liters fade og barrique, hvoraf 10% er nye.

Næsen er herlig Pinot Noir med en kølig og smågrøn kant, pænt europæisk i stilen med både nogle lidt mælkede noter, ymer samt hindbær, kirsebær, jordbær … masser af jordbær, Earl-Grey teblade, træ, brunkul, tør jord, et diskret fagpræg med vanilje, lidt gazebind og småbitre hybenroser.

Smagen er saftig, rund og virkelig indbydende. Der er sødme, frugt … en meget rund frugt med kirsebær, jordbær, virkelig ren og samtidig meget læskende. Vinen har smagsmæssigt både denne fine og kølige renhed sammen med stor imødekommenhed, saftighed og læskende tilgængelighed. Det gør vinen til en lille fin perle … ren nam på en let og læskende facon.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr,, mens prisen er 179 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Cantine Adanti, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

2013 Adanti, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, ItalienCantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger tæt ved Bevagna nord for Montefalco i dejlige Umbrien. Det er derfra, at jeg nu smager denne 2013 Montefalco Rosso Riserva.

Adanti  er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, der var et tussegammelt Celestine munkekloster, som han derefter renoverede. Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Det er Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som nu driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Og én af vinene er netop denne Montefalco Rosso Riserva.

Vinen er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Merlot, altså et ganske normalt blend for en Montefalco Rosso vin. Druerne stammer vinmarker placeret i 230 meters højde i Bevagna med en undergrund af ler og kalk samt en sydøstlig eksponering.

Efter høst fjernes stilk og kvas fra druerne, hvorefter der sker gæring og maceration på ståltanke ved 28 grader over 4 uger med en løbende pump over-teknik, hvor mosten fra bunden af tanken så hældes over drueskindet i toppen af tanken. Efter endt fermentering er vinen lagret på store egetræsfade i 30 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Allerede ved duften savner jeg Montefalco … denne lidt specielle aroma med blommer, brombær, solbær, masser af balsamiske noter og her er frugten endda flot moden, lidt gæret og med en meget fin italiensk syre, som i næsen virker medium balanceret. Det suppleres med lidt tobak, svag aftryk fra fadene … nice.

Smagsmæssigt er det også arketypisk Montefalco Rosso, hvor man allerede fra første fløjt kan smage, at Sagrantino druerne har givet et bidrag til tørre tanniner, stor og kraftig intensitet, peber, lyse solbær, kirsebær, mørk og bitter chokolade, krydderurter og lys saftighed. Der er pæn lang eftersmag … lækker sansefuld Montefalco vin. Dermed bliver det 5 fine tomler med stor pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 124 kr., hvilket i øvrigt er ret billigt for denne lille uslebne perle.

Vinanmeldelse 5/7