Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Bodegas Valentin Bianchi, Maria Carmen Chardonnay, Mendoza, Argentina

2021 Bodegas Valentin Bianchi, Maria Carmen Chardonnay, Mendoza, ArgentinaJeg mindes fortsat vinene fra Bodegas Valentin Bianchi, som jeg i mine yngre dage var helt pjattede med. Siden er jeg kun stødt på vine fra huset i ny og næ … men nu sidder jeg så med deres 3 topvine startende med denne 2021 Maria Carmen Chardonnay.

Bodegas Valentín Bianchi hører til blandt de ansete producenter i Argentina. Valentín Bianchis vine er utroligt populære – især i USA – og roses i høj grad af Robert Parker. Vinhuset er grundlagt i 1928 af Don Valentín Bianchi, som havde en drøm om at eje en lille vingård og selv lave vin.

Don Valentín Bianchi kom fra Fasano i Italien og han var egentlig lærer, men i 910 emigrerede han til Argentina med en stor og solid iværksætterånd om at blive vinbonde og han slog sig ned i San Rafael i Mendoza.

Der begyndte han sit livsprojekt og fik så i 1928 sin egen vingård, som han kaldte El Chiche … det betyder noget i retning af; den lille vingård af store vine.

Don Valentín søn Don Enzo Bianchi fortsatte faderens arv og var virkelig banerfører for fremstilling af kvalitetsvine. Han stod også i 1995 bag opførelsen af et revolutionerende produktionsanlæg for mousserende vin i Mendoza … et byggeri, som gjorde San Rafael til en turist destination for vinelskere og i dag årligt besøges af over 85.000 mennesker.

Det er i dag også blevet en større historie, for nu omfatter vingården mere end 700 hektar vinmarker og salg af vinene i hele verden. I San Rafael har man bl.a. vinmarkerne Las Paredes, Asti samt Doña Elsa i Rama Caíd, mens de i Uco Valley også har bygget et flot vineri, som kaldes Bodega Enzo Bianchi og dertil marken Finca Enzo.

Det er 3. generation af Bianchi familien som driver vingården i dag, nemlig Raúl, Sylvia og Valentín Bianchi samt Ricardo Stradella, og de har indrettet et supermoderne vineri  i Mendoza og har alle deres vinmarker både i San Rafael samt Uco Valley.

Vinene

Samlet smager jeg nu disse 3 topvine fra huset:

Denne første Maria Carmen Chardonnay er lavet med Chardonnay druer fra 18. blok af Las Paredes vinmarken i San Rafael i 770 meters højde og 40 år gamle vinstokke. Vinen er lavet af vinmageren Silvio Alberto og er opkaldt efter Enzo Bianchis livsledsagerske.

Druerne høstes manuelt og gennemgår streng selektering, inden vinifikation og efter endt fermentering 12 måneders fadlagring på franske egetræsfade, hvoraf ca 1/3 del er nye og 2/3 dele er brugt 1 gang tidligere. Der produceres årligt kun et sted mellem 2.900 til 6.300 flasker afhængig af årgangen.

Duftmæssigt en sand frugteksplosion … totalt chardonnay’sk med erotisk og eksotisk tyktflydende frugtnektar fra dåsepærer, fersken, mango, ananas og selvom det absolut klart er en fadlagret, oversøisk Chardonney, bliver det aldrig gumpetungt på nogen måder, men har selvfølgelig lidt sødme, vanilje og lakridskonfekt.

I munden imponeres du dog allermest, for vinen smelter vitterlig i munden som chokoladetrøfler på et glohed solskinsdag i ørkenen, da vinen er ultra fløjsblød og cremet med kæmpe blid- og blødgørende imødekommenhed. Det er modne pærer og bløde ferskner, abrikos, grillet lemon samt mere af den tropiske frugt, men samtidig med en vis friskhed, rund syre, vanilje, hvid chokolade og ganske svagt lidt blødkalket mineralitet. Det er forkælelse i 6. potens, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, Spanien

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, SpanienBodegas Llicorella i Priorat er ét af mange vinhuse, som er er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares. Den familie har vi jo stødt på en del gange her på vinbloggen og her er det med vinen 2021 Minairó.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer efterhånden ret mange vinhuse i Spanien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrene Miguel og Ángel Gil udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Sidst jeg undersøgte det, så talte jeg ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Bodegas Llicorella ligger i kommunen El Molar i en vingård kaldet Mas Perxet, som ligger helt ud til Siurana floden i et barskt landskab med skiferholdig marker, som er typisk for området.

Denne 2021 Minairó er lavet på 40% Garnacha , 30% Cariñena, 20% Syrah og 10% Merlot. Druerne blev håndplukket og hver sort har så gæret separat i små kar i 10 dage ved 28 grader. Derefter er hver af de forskellige sorter lagret 6 måneder på franske egefade og først derefter er vinen endelig sammenstukket.

Duftmæssigt er det en varm, eksplosiv og småopulent aroma, nærmest sådan lidt bondsk, rustik med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det dufter saftigt, blødt og varmkrydret, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt. Man fornemmer samtidig en stor samt varm saftighed.

Selvom duften måske virker lidt for varm og sødkrydret, så er det virkelig i smagen, at vinen udfolder sig, for dér er godt med tørhed, en mere kølig, streng og bitter frugt …  brombær, kirsebær, blommer samt et nærmest stenet og mineralsk udtryk. Der er ret markant og rå tanniner, der samtidig river lidt i munden på bedste måde … men alligevel med en lille frugtsødme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 224,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienDenne vin strutter af stor selvtillid, for den har tilnavnet (I’m) Perfetto – jeg er perfekt – og er Cantine Buglionis 2020 Valpolicella Superiore Classico.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5 % Croatina, som i årgang 2020 for kun anden gang er opgraderet med økologisk certificering.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 10 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Slam … duften er meget anderledes end forventet, for der er nærmest noget jul over duften med masser af nelliker, allehånde, brunkagedej og en frugt med kirsebærsauce, blommer, let rosin og grønne grene, violer og friske grønne krydderurter. Det er en meget oprejst og lilla aroma … hvis det bliver mening?

Smagen er lidt i samme boldgade … har lidt samme frugt med søde, umodne blommer, røde kirsebær, ribs og moreller. Men så kommer denne smag af nelliker og andre søde krydderier, der aspirerer lidt til Mellemøsten, kakao og lidt Primitivo sødme og varme. Det er ikke en vin, som jeg blev bedste venner med. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, ItalienArnaldo Caprai Società Agricola er et af de mest respekterede vinhuse i Montefalco i Umbrien … men det er derfra, at jeg nu smager denne 2018 Anima Umbra Rosso.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Under det besøg smagte jeg dog ikke denne Anima Umbra Rosso, selvom vinen er fremstillet siden 2006. Det er en vin, som er lavet på 85% Sangiovese og 15% Canaiolo. Efter gæring og maceration er vinen lagret 8 måneder på franske egetræsfade og minimum 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke en fin aroma … har lidt Brunello vibe med kirsebær, ribs, hindbær og svesker, godt med violer, gran og lidt søde noter samt et disket fadpræg med vanilje, lakrids, kanel og mælkechokolade, lidt mandler og røg. Dufter sgu meget indbydende.

I munden er der bestemt noget af den tørhed, som Caprai vil nærmest også er kendt for. Det er en lettere og lidt krydret vin med en frugt af sure kirsebær, ribs og en vis lemonagtig bitterhed, meget tydelige, tørre og let pebrede tanniner, en vild og let rustik syre… og godt med røg, tørt træ og bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2021 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienVi skal for en stund tilbage til vinmageren Antonio Sarrión, som jo både driver Bodegas Mustiguillo og sideprojektet Risky Grapes Wine Co.

Nu smager jeg en hvid 2021 Finca Calvestra Merseguera, der på ren Merseguera … en drue ukendt for mange.

Det er en hvid druesort, der primært dyrkes langs den sydøstlige kyst af Spanien. Der findes relativt få marker med Merseguera og de er centreret i Valencia, Alicante og Jumilla.

Det er sjældent at finde vine alene lavet på Merseguera, da druen mangler sortkarakter og bedst bruges i blandinger. Generelt har den mest været værdsat for sine vinavlskvaliteter med store udbytter snarere end sine enologiske kvaliteter.

Vine på Merseguera kan være kedelige og mangler syre, men sorten er meget tolerant over for det varme og tørre klima … og Valencia er da også et af de varmeste områder i Spanien med somre omkring 40 grader.

Merseguera er i stand til at vokse effektivt i fattige jordarter og stadig producere betydelige udbytter. Vine fremstillet på druen ses meget sjældent andre steder uden for Spanien.

Med denne vin kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine af rødvinssorten Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje kalkindhold betyder, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende
for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring modner hvidvinen 9-11 måneder sur lige på samme fade.

Det er egentlig ikke en fadpræget note … har i stedet en kropslig aroma med både havvand, pærer, vandmelon, fersken og samtidig noget grillet lemon. Man fornemmer omgående, at der er fylde og endda let olieret fedme, men byder samtidig på grønne oliven, lidt mynte, gule blomster, chai te og en lidt kalket note, som måske kunne lede tankerne hen på noget burgundisk.

Smagen er ligeledes både kropslig og frisk … har en virkelig blød gennemgående syre, mens frugten er lys eller hvid med pærer, lidt fersken og syltet lemon … smører bare lidt munden blidt, men har også denne friske og kalkede mineralitet. Den er svær at placere, men samtidig også svær ikke at holde af. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Xavier Vignon, Orange, Rhône, Frankrig

N.V. Xavier Vignon, Orange, Rhône, FrankrigDenne orangevin er sgu ret spændende og lavet på 200 liter Wine Globes glaskupler med 20 måneders maceration på mest  Viognier tilsat lidt Vermentino og kommer fra den altid meget eksperimenterende Xavier Vignon.

Ham er vi stødt på masser af gange her på bloggen, så ham skal vi ikke skrive om … for nu kigger vi bare videre på denne årgangsløse orangevin.

Som skrevet indledningsvis er vinen lavet på Viognier tilsat lidt Vermentino. Efter høsten har vinen spontangæret sammen med skindet i 200 liters glaskupler, af den eksklusive Wine Globes-type, som er nyeste trend blandt flere topnavne i både Bourgogne og Bordeaux.

I disse glaskupler gærer vinen på skindet som en rødvin og trækker derefter gennem hele 20 måneders maceration. Xavier sætter trumf på ved at lade en del af Vermentino vinen fremstille i sit eksklusive Vinarium, hvor vinen bliver lagt på egetræsfade sammen med de
fine gærrester og sænket ned i en tank, der fyldes op med vin.

I glasset er vinen ikke helt orange … nærmest sådan et sted mellem orange og morgenurin … so to speak. Men det dufter sgu herligt, det er kandiseret frugt, abrikos, ovntørret æble, vingummibamser, noget kvæde og syltede citroner. Der er samtidig noget landligt over det og måske endda også lidt sødsaltet med en lille woody trænote.

Smagsmæssigt viser vinen også masser af styrke … er så blød, rund og utrolig smagfuld. Det er både bløde pærer, modne nedfaldsæbler, abrikos og saftig fersken … endda på en fyldig, smooth samt nærmest olieret facon med blomsterpollen med velouragtig syre og alligevel med en virkelig lang, blød og fyldig eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USA

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USADen allersidste Buena Vista Winery vin var fra Founders Collections serien og det var en 2019 The Sherif of Buena Vista med en ikonisk, sej sherifstjerne som etiket.

I denne årgang 2019 er vinen på 33% Cabernet Sauvignon, 28% Petite Sirah, 22% Syrah samt 8% Petit Verdot, 4% Grenache, 3% Mourvedre og 2% Mission.

Druerne til vinen kommer fra områderne Rockpile, Sonoma Valley, Russian River Valley, Dry Creek Valley, Fountaingrove District og Bennett Valley.

Efter gæring er vinen lagret 15 måneder på egefade … heraf 9% nye franske fade. Hver druesort er både gæret og lagret separat, således endelig sammenstikning af vinen først sker til sidst.

Så skete der sgu noget … og sikke en forskel i forhold til de foregående vine fra Buena Vista Winery. Her er fadpræget tydeligt fra første snif, men det er mere kompleks, nuanceret, subtilt, dybere og sammenhængende. Der er solbær, friske brombær, dadler og alt bare dybt med våde fade, mørk teaktræ, sød tobak, violer samt en smule oksefond.

Hvor smager den godt, virkelig blød og cremet, nærmest smelter i munden uden den helt store amerikanske sødme. Her spiller det sgu, smagen er dyb med kanel, vaniljesukker, solbær, blommer og nougat, mørk chokolade, cafe latte og tussegammel balsamico. Det er skruet godt sammen og et godt glas vin inspireret af Bordeaux, bare med mere epo, power og kraft. 94 point,

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Buena Vista Winery, North Coast Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, North Coast Cabernet Sauvignon, Californien, USADen sidste Buena Vista Winery vin i North Coast serien blev så denne 2020 North Coast Cabernet Sauvignon.

Også her kommer alle druerne – 100% ren Cabernet Sauvignon – fra forskellige marker i Lake County og Sonama County.

Efter høst af de modne druer, som er vinen gæret på rustfrie ståltanke og efter endt gæring lagret 11 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det en frugt af solbær, der har taget dirigentstokken og akkompagneret af lidt sød tobak. Der er igen en snert af en smule eukalyptus, blommemarmelade, muldjord og skovbund, kakao samt en smule nødder.

I munden er det også solbær og mørk kirsebær, men atter slår den amerikanske sødme igennem med søde krydderier. Selvom det sgu er meget sød, så har vinen alligevel en okay syre med lidt bitterhed fra lemon … er rustik, kantet og bondsk, men skriger virkelig på noget mad. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USA

2018 Buena Vista Winery, North Coast Pinot Noir, Californien, USADenne 2018 North Coast Pinot Noir er søstervin til foregående Chardonnay og kommer dermed fra North Coast serien hos Buena Vista Winery.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Lake County og Sonoma County. Efter høsten af de modne druer sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering, så har den lagret 7 måneder på en blanding af både franske, amerikanske og ungarske egetræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Stilmæssigt minder den utrolig meget om den Pinot Noir, som jeg smagte for nogle dage siden fra DeLoach, for vinen har lidt samme noter af en mere rustik og kantet Pinot Noir … samme grønne side med en snert af eukalyptus og timian. Frugten er jordbær, rabarber, ribs og tranebær med en snert grøn bitterhed, nelliker, tørt træ, vanilje samt kakaopulver.

Som med DeLoach er der i munden mere fad og frugtsødme … har jordbær, hindbær, kirsebær og sød ribsgele. Smagen er slank og ren med en blød syre, virkelig saftig, læskende og omgængelig, så dermed 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USA

2020 Buena Vista Winery, North Coast Chardonnay, Californien, USADe 3 næste vine fra det historiske vinhus Buena Vista Winery var alle fra North Coast serien og jeg startede med en 2020 North Coast Chardonnay.

Vinen er ren Chardonnay og  druerne er dyrket på forskellige marker i Lake, Mendocino og Sonama County.

Druerne plukkes ved optimal modenhed og gæres på rustfrie ståltanke … med 10% på helt nye egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på ældre fade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejlig duft faktisk … god blanding af pærer og fersken med en smule fad, men fadpræget af meget afdæmpet, hvilket giver mere plads til frugten. Der er ikke vild kompleks, men meget indbydende med lidt nødder, let smør og måske endda lidt honningmelon.

I munden er det en fyldig, lidt olieret med frugt, der er fed … en smule tropisk og kandiseret. Der er fersken, tørret abrikos, pærer og grillet citron med en lidt rustik syre med lemon og æblesyre. Alle vil kunne lide denne vin … har lidt af alt. 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7