Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Vincenzo Bossotti, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

Mer’ italiensk i form af denne Barbera d’Asti fra vinhuset Vincenzo Bossotti, der holder til i den lille by Cisterna d’Asti i Roero – lige mellem Alba og Asti i Piemonte.

Vingården drives af Vincenzo Bossotti himself sammen med børnene Chiara, Carlo og Cristina samt hendes mand Davide.

Vingården har samlet 8 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Nebbiolo, Barbera, Arneis og den mere ukendte Croatina, hvilket danner baggrund for 9 forskellige vine samt en enkelt Spumante.

Der produceres således hverken Barolo eller Barbaresco vine … ja faktisk laver familien alene en vin på Nebbiolo, nemlig en almindelig Langhe Nebbiolo.

Bossotti laver til gengæld 2 Barbera vine … nemlig en Barbera d’Asti Superiore og denne almindelige Barbera d’Asti. Den er selvfølgelig på ren Barbera, vinificeret på rustfrie ståltanke og uden lagring på eg, alene lagret 6 måneder på flaske.

Superioren lagrer til gengæld på egefade 6-7 måneder. Den har dog en helt anden etiket end denne almindelige Barbera d’Asti, som i glasset har balsamisk aroma … sådan lidt rustik og landlig, fed og voluminøs med både syre, blæk, mejeri og nogle søde elementer.

Den er smagsmæssigt også en kraftig vin, rustik og har godt med frugt. Det er måske ikke en vin, som gør det store væsen af sig, men blot smager ganske godt.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 4/7 

2012 Foradori, Sgarzon Teroldego, Alto Adige, Italien

Fra den sydlige ende af Italien til den nordlige ende af landet og nu igen med en kvindelig vinmager. Vi har nemlig fat i vinen Sgarzon Teroldego fra vinhuset Foradori aka Elisabetta Foradori, der – som navnet også indikerer – drives af Elisabetta Foradori … en af de markante, kvindelige vinmagere i Italien.

Azienda Agricola Foradori ligger  ved byen Mezzolombardo, omkring 20 kilometer nord for Gardasøen … sådan set lige mellem Gardasøen og Brenner-passet på kantet af Alperne i Trentino-Alto Adige området.

Vingården er grundlagt af i 1901 og blev i 1929 købt af Vittorio Foradori. Hans søn Roberto overtog driften i 1960, men efter hans død i 1976 måtte hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen.

Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som har drevet foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter …. primært Teroldego, som fylder 80% af produktionen, men de øvrige sorter er 15% Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården har været certificeret biodynamisk siden 2009 og producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade.

En anden markant ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun omkring 75%, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt de kvindelige italienske vinmagere og kaldes bl.a. også dronningen af Teroldego.

Denne Sgarzon Teroldego er en enkeltmarksvin produceret  på netop 100% Teroldego fra Sgarzon marken i Rotaliano zonen … en mark, som hører til blandt Elisabettas køligste marker. Og det er også netop i Rotaliano områder, at druen Teroldego primært findes, så det er meget en lokal drue, som man ikke finder andre steder.

Der er mange forklaringer på, hvor druen Teroldego har sit navn fra. Nogle mener, at det er tysk dialekt af Gold aus Tirol, mens andre siger, at navnet kommer fra Tirelle, som refererer til de snore/wirer, som druestokkene bindes op med.

Den mest plausible forklaring er måske nok, at druen stammer fra en by med navnet Teroldege eller Teroldeghe, som er nævnt i dokumenter tilbage fra det 15. århundrede.

Man har for nyligt opdaget, at Teroldego er i familie med sorten Dureza, som stammer fra Frankrig og var en de druer, som Syrah oprindelig er skabt fra. Nogle sammenligner dog også vine på Teroldego med vine på Zinfandel …. det er jeg dog ikke enig i.

Teroldego havde egentlig for mange år siden et anerkendt ry, men udviklingen gik imod kvantitet frem for kvalitet og de højstydende kloner blev hele tiden selektioneret. Og fremstilling af kvalitetsvine på druen var helt gået i glemmebogen.

Det besluttede Elisabetta at ændre. Da hun ville genskabe kvaliteten var det ikke nok at nedsætte udbyttet. Kvaliteterne var gået tabt og det var nødvendigt at finde og udskille de få stokke med de gamle, små druer og lavt udbytte.

Derudover presser hun – som tidligere nævnt – også kun omkring 75% af mosten ud af druerne. Og så anvender Elisabetta også både barriques, amphora krukker, cementtanke i produktionen af vinene.

Druerne til denne vin kommer altså fra marken Sgarzon og den vinificerer Elisabetta i cementtanske uden tilsætning af gær. Vinen lagrer derefter 8 måneder med skindet på store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien.

Alt  foregår helt naturligt uden at tilsætte noget eller trække noget ud og der er også brugt minimal svovling ved flaskning.

Og det er også på mange måder en powerfuld vin, som i næsen byder på sorte kirsebær, tranebær, violer, blæk, røg, yoghurt, flintesten og en klar italiensk syre.

Smagsmæssigt er der også godt med syre, men på en fed og tyk balsamisk måde, godt med kraft, en mørk og powerfuld frugt, godt med tanniner og lidt peber. Måske det familiemæssige bånd med Syrah kan smages? Meget flot afbalanceret vin.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Fattorie Romeo del Castello, Vigo, Sicilien, Italien

Fattorie Romeo del Castello drives af den smukke Chaira Vigo og hun står bag næste vin … opkaldt efter hende selv og med druer dyrket på marker på den nordlige side af en anden ilter kvinde, vulkanen Etna på Sicilien.

Vinhuset ligger ved Randazzo i Catania provinsen i det nordøstlige hjørne af Sicilien og lige for foden af Etna. Huset har igennem 3 generationer været drevet af Vigo familien og drives – som nævnt – i dag af Chiara Vigo sammen med hendes moder Rosanna.

Det var reelt ikke meningen, at Chiara skulle være vinproducent, for hun startede med at studere kommunikation i Bologna, men et studieophold i Paris åbnede hendes øjne for, at vin kunne være helt fantastisk.

Da hun efterfølgende mødte vinkonsulenten Salvo Foti, blev hun for alvor klar over, at hun på vinejendommen på Sicilien havde potentiale til at lave vine i særklasse.

Salvo Foti er nemlig drivkraften bag den nylige succes, som vinene fra markerne omkring Etna har opnået. Han laver selv nogle af de mest ekstreme vine omkring vulkanen og han er også konsulent for alle ambitiøse producenter i området. Metoderne er back to basics; økologisk dyrkning af traditionelle sorter.

Og Chiara har samlet hele 30 hektar vinmarker på Etnas skråninger i omkring 700 meters højde, men dyrkning hos den iltre Etna er ikke uden udfordringer. I 1981 blev ejendommen næsten destrueret, da en kæmpe lavastrøm fra det største udbrud i nyere tid løb ned gennem markerne.

Heldigvis undslap omkring 14 hektar af familiens 100 år gamle stokke med Nerello Mascalese og Nerello Capuccio samt et tusind år gammelt oliventræ. Helt mirakuløst er nogle af de vinstokke, der blev begravet i lavastrømmen, også begyndt at skyde igen og producerer nu atter druer.

Der dyrkes helt traditionelt – økologisk og med mest muligt arbejde i hånden. Vinifikationen er også helt traditionel – intet tilsat og intet taget ud. Der gæres naturligt, vinene lagres på brugte fade og flaskes uden filtrering.

Huset har da også fået helt fantastisk presse på det sidste med fantastisk omtale hos både Jancis Robinson, The Wine Advocate, The Wine Enthusiast og New York Times. Denne vin har fx også fået 94 point af Wine Advocate og 93 af Wine Ethusiast.

Denne Vigo er husets topvion, lavet på 90% Nerello Mascalese og 10% Nerello Cappucino fra 70-100 år gamle stokke på nordsiden af Etna. Dyrket uden brug af kemikalier, men først økologisk certificeret fra 2015. Gæret naturligt på ståltank og efterfølgende lagret et år på brugte fade af fransk eg. Flasket uden filtrering og med minimal svovling.

Duftmæssigt en meget let vin med en luftig syre, kridt, tavlekridt, sten, kul, jordbær, aske, sød tobak og en smule læder. Lidt varm og alligevel ganske let i næsen.

I munden er det let, stringent og syrligt … lidt som en Barolo, blot en tak varmere og måske endda også mere tilgængelig. Rund og næsten lidt limonadeagtig med jordbær, hindbær, kirsebær samt en masse mineraler af forskellig slags. Det smager altså bare godt.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Rating 6/7    

2015 Perticaia, Delposto Trebbiano Spoletino, Umbrien, Italien

Denne vin forelskede jeg mig totalt og aldeles i under mit besøg i Umbrien … vinen Delposto Trebbiano Spoletino fra vinhuset Perticaia.

Ja, jeg ved godt, at jeg endnu ikke har skrevet indlægget om mit besøg på vingården, men det skal nok komme. Promise. Der har bare været så mange vine at skrive om, så jeres ellers så flittige vinblogger er fortsat godt bagefter med skrivekrampe, tonsvis af smagsnoter og sved på panden.

Jeg vil derfor heller ikke skrive en helt masse om vingården … det må I ha’ til gode til et større blogindlæg. Men selvfølgelig et par få facts om vingården, der ligger ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco.

Vingården er ejet af Guido Giardigli, har 15 hektar vinmarker og producerer de sædvanlige vine for området, dvs. Grechetto, Spoletino, Montefalco Rosso, Sagrantino og Passito.

Jeg mødte vinmageren Alessandro Meniconi – som I ser på mit foto ovenfor – og smagte et udvalg af hans vine. Han er utrolig rar og imødekommende og har sammen med Guido virkelig fået Perticaia sat på landkortet, som en af de bedste vingårde i Montefalco. Den er absolut også blandt de allerbedste hos mig.

Og denne vin er bl.a. medvirkende til min vinøse topplacering af vinhuset. Jeg smagte vinen flere gange i Umbrien og har nu også smagt den herhjemme. Jeg fik en af hjem af Alessandro Meniconi, men har været nødsaget til at købe nogle flere hjem direkte fra producenten.

Det er en sellection vin … en speciel vin, som også er ny i sortimentet hos Perticaia og således storesøster til huset almindelige Trebbiano Spoletino. Den er lavet med maceration – dog kun er kort tid – gæring ved 15-16 grader i  rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer sur lie i 12 måneder og yderligere 6 måneder efter flaskning.

Og det er absolut topdollar lækker vin, som i næsen byder dig på citrus, karamel, ufattelig lethed og præcision, salt, hvide blomster, acacieblomster, delikate eksotiske frugter, flint, lidt honning og et drys og tydelig friskhed samt syre.

I munden er vinen frisk og sprød … ganske syrerig, meget ren med salt og selvom syren bærer vinen hele vejen igennem, så kombineres det med svage søde elementer, mineraler, flint og en spirende livlighed, lethed og elegance, som jeg finder helt enestående.

Købt på vingården til 17€ … svarende til 127 kr. = tyveri.

Rating 7/7 

2007 Weingut Dr. Heger, Achkarrer Schlossberg Riesling GG, Baden, Tyskland

Weingut Dr. Heger behøver vel ingen præsentation? Jeg har skrevet om ham flere gange, bl.a. besøgt vingården … og sidst da jeg for et par uger siden drak hans 2012 Ihringer Winklerberg Riesling. Nu har jeg hevet vel en af hans allerbedste Riesling’er op, nemlig hans 2007 Achkarrer Schlossberg Riesling Großes Gewächs.

Det var en vin, som jeg smagte under på besøg på vingården og som jeg straks faldt helt pladask for og selvfølgelig (og heldigvis) købte … og denne forelskelse blussede totalt op igen, da jeg smagte den nu igen. Weltklasse.

Marken Achkarrer Schlossberg ligger vest for Ihringer Winklerberg ved landsbyen Achkarren og er en meget stejl vinmark med store og stejle terrasser.

Marken ligger meget solrigt – er et af de varmeste steder i Tyskland – med en vest til sydøst orientering, meget lidt nedbør og en rimelig gold jord, primært med sten af vulkansk oprindelse.

Marken regnes i øvrigt som Tysklands bedste mark for specielt Weissburgunder og Grauburgunder, men giver også Riesling vine, som er stærke og udtryksfulde, men også altid elegante.

Besøgende kan gå gennem marken på en 2,4 kilometer lang sti, der fører hen over Schlossberg med en smuk udsigt udover Achkarren … hvis ellers du har bentøjet i orden.

Og det er helt præcis weltklasse vin … med en petroleumsnæse, som bare er awesome, som de vil sige udenbys. Det er gul blomsterpollen, maling, lak og fernis, en gul mursten, syre, modenhed, fersken, svag abrikos, honning … FÅK, hvor det dog dufter fabelagtig. Sgu til at blive helt høj af.

I munden er det balanceret og intens Riesling væske med fernis, sødme … som en malermester på syre. Du rammes af strålende syre, som er moden, afbøjet og sammen med de søde elementer smelter på din tunge. Vinen er stadig slank med et mineralsk greb og det smager – og nu smiler jeg – fandeme godt.

Købt på vingården til 28€ … svarende til 209 kr.  Billigt!

Rating 7/7 

2013 Weingut Rosi Schuster, Reserve, Burgenland, Østrig

Weingut Rosi Schuster ligger ved byen St. Margarethen … lige ved Neusiedler søen i Burgenland, 4 kilometer nord for grænsen til Ungarn og står bag næste vin, som blot har navnet Reserve, men er et fifty/fifty blend på Blaufränkisch og Sankt Laurent

Vinhuset drives af den unge Hannes Schuster, som overtog driften efter sine forældre i 2004, men er egentlig grundlagt tilbage i 1979 af Hannes forældre. Og da moderen Rosi fortsat hjælper unge Hannes med pasningen af vinmarkerne, så er vinhuset såmænd også opkaldt efter moderen.

Hannes er en ung, ambitiøs og talentfuld vinmager, og har siden overtagelse af vingården specialiseret sig i røde vine på specielt Sankt Laurent og Blaufränkisch.

Han laver de fleste af vinene uden brug af eg for at give et klassisk, umanipuleret billede af druernes særegne karakteristika. Det er således vine, som den grad afspejler drue såvel som terrior. Hannes nævnes som en af Østrigs hotteste nye vinstjerner, selvom han egentlig som person er ydmyg på grænsen til det selvudslettende.

Efter Hannes overtagelsen af vingården har han omlagt produktionen af husets 11 hektar vinmarker til økologisk drift og blev i 2010 også certificeret økologisk vinbrug.

Der laves en enkelt hvidvin, men fokus er – som nævnt – på rødvinene, primært Blaufränkisch og Sankt Laurent, men også på druer som Zweigelt, Merlot samt en smule Cabernet Sauvignon.

Denne Reserve er som nævnt lavet på 50% Blaufränkisch og 50% Sankt Laurent fra henholdsvis 30 og 50 år gamle vinstokke, lavet med druernes vilde gær, spontant fermenteret og lagret i store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.

Og den dufter sgu ganske fabelagtig … animalsk som ind i helvede og byder dig derudover mejeri, yoghurt, spidsede blyanter, kirsebær, blåbær, umodne blommer, laurbærblade, enebær, syre og krydderier på epo samt en smule frugtsødme.

I munden en saftig bandit … dyb og fabelagtig balanceret vin med power på kirsebærrene, lidt peber og ellers virkelig saftig og indbydende. Det er både friskt og fløjlsblødt.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 185 kr.

Rating 6/7 

2013 Weingut Petra Unger, Pinot Noir Gottschelle, Kremstal, Østrig

Petra Unger holder til ved byen Furth i Kremstal … lige ved Donau floden. Hun står bag næste vin, denne Pinot Noir Gottschelle.

Petra overtog vingården efter sine forældre i 1999 og har samlet 11 hektar vinmarker, som ligger på begge sider af Donau floden i den yderste del af Kremstal, næsten på vej ind mod Wachau. Og de bedste marker er Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg, Hintere Point og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.

Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc samt de røde sorter Zweigelt og Pinot Noir. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin.

Petra laver fortrinsvis hvidvine, men altså også denne Pinot Noir Gottschelle, som jeg desværre ikke har de store informationer om … hverken produktion, lagring eller andet. I stedet springer vi da bare ud i mine smagsnoter.

Næsen er klar Pinot Noir … lidt krydret er første indtryk, bærrene lette med jordbær, frugtsødme, blomster, margarine og en smule eg. Meget sådan straight-forward i duften.

Og det gælder sådan set også smagen, som byder på fin lethed, sødme … måske en tak for meget sødme, lidt peber, jern, eg samt en ganske fin syre, hindbær og ribs. Med lidt varme i glasset er vinen ikke så sød, som i starten, og det klæder vinen. Den var måske serveret en tak for kold.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 140 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Latium Morini, Soave Campo le Calle, Veneto, Italien

Derefter stod den på lidt hvid Soave-saft, nemlig i form af vinen Soave Campo le Calle fra vinhuset Azienda Agricola Latium Morini, der ligger i Val di Mezzane i den østlige del af Valpolicella og dermed udenfor Classico området.

Vinhuset ejes og drives af Morini familien, som grundlagde Latium Morini tilbage i 1992, hvor de flyttede fra Lazio og købte en historisk gammel vingård fra omkring starten af 1900-tallet og byggede en moderne ejendom til produktionen af vin. Ja, det er selvfølgelig Morini familien, som I kan se på billedet ovenover.

De har samlet 40 hektar marker, hvorfra de laver både vin samt lidt olivenolie. Markerne ligger primært ved Mezzane lige mellem gode producenter som Roccolo Grassi og Corte san’t Alda og derudover har familien marker i Illasi tæt på Dal Forno’s vinmarker, altså både i Valpolicella og Soave områderne.

I Valpolicella ejer familien vinmarkerne Grezzana, Mezzane ai Monti og Leòn samt olivenmarken l’Olivara, mens de ved Illasi ejer markerne Ai Progni, Forade, Sottomonte og La Calle, som netop har leveret druerne til denne Soave Campo le Calle.

Morini familien satser meget på kvalitet og særligt i fremstillingen af deres Amarone vine, hvor de fx bruger samme druesammensætning som Dal Forno, nemlig Corvina, Rondinella, Croatina og Oseleta.

Derudover har de et meget lavt udbytte på omkring 25 hektoliter pr. hektar, anvender grøn høst, knækker halvdelen af drueklasen midt over, hvorved de yderste druer bliver ikke brugt til vinproduktion … kun den inderste og bedste halvdel nærmest stilken.

Marken La Calle ligger midt i Val d’Illasi i en højde på 75-80 m over havets overflade. Der dyrker familien druesorterne Garganega og Trebbiano di Soave i en jord, som er præget af kalksten med en mudret, sandet og gruset tekstur.

Garganega vinstokkene er omkring 35 år gamle og giver en udbytte på omkring 50 hektoliter pr. hektar.  Druerne høstes manuelt, normalt i første tredjedel af oktober. Druerne tørres let i bakker i 12 dage, inden druerne afstilkes og presses.

Fermentering sker med maceration i 12 timer efterfulgt af gæring i rustfrie ståltanke omkring 25 timer. Derefter lagrer vinen i tankene, men hvor lang tid fremgår ikke. Efter flaskning lagrer vinen endnu et par måneder.

I næsen er det moden fersken, melon, hyldeblomst … sødmen fornemmes, men virker ikke oversød, selvom druerne er tørret. Der er dog en vis fedme og fylde i næsen.

Smagsmæssigt rammes man først af sødmen … fyldig og cremet vin med en vis portion sødme, men heldigvis også lidt tørhed og godt med eksotisk frugt. Meget behagelig vin, opulent, cremet og et fint glas vin. Det er en vin, som alle vil kunne li’ … både tante Oda og vinnørden.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 129,50 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

Næste glas var skam også champagne, nemlig denne flotte Noir … også en Blanc de Noirs Premier Cru og fra det lille champagnehus Louis Nicaise.

Den oser af eksklusivitet med elegant sort etiket, sort top med gammeldags snor i stedet for ståltråd. Og der findes endda en lille specialsaks, som skal anvendes til at klippe snorene over. Brugen af snor til at sikre korkproppen hedder ficelage og er en metode, som blev anvendt i gamle dage. Faktisk blev metoden udviklet efter en dekret fra 1735, hvor producenterne blev pålagt, at propperne skulle sikres med minimum 3 stykker snor.

Snoren er lavet af hamp og behandlet med enten voks eller stearin og metoden blev brugt af de fleste champagnehuse helt frem til starten af 1. Verdenskrig. Derefter begyndte man at anvendes ståltråd, som både var nemmere og hurtigere.

Udfordringen med ficelage er nemlig, at det er en procedure, som kun kan gøres manuelt. En trænet ficeleur – ja det hedder det sgu – kan lukke omkring 50 flasker i timen.

I dag har flere champagnehuse genoptaget metoden, men primært på deres topvine, da det fortsat er en dyrere måde end med anvendelsen af ståltråd.

Nå, men tilbage til Louis Nicaise … det lille familieejede champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne smukke champagne med navnet Noir og smuk bundet ficelage er primært lavet med druer fra 2013, idet 80% af druerne kommer fra 2013, mens de resterende 20% er fra andre og unavngivne årgange.

Halvdelen af vinen er lagret på store Tonneaux egefade, hvor træet kommer fra skoven i Hautvillers, mens de sidste 50% er lagret på rustfrie ståltanke. En del af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen. Der er udelukkende produceret 1.500 flasker.

Næsen er langt mere kølig, mere elegant og feminin end foregående champagne, frugtrig … men på en delikat måde med smør, pærer, modne æbler, lidt citrus, en smule astronaut-is, frisk brød … let, ren og tør. Virker virkelig lækker og indbydende.

I munden er denne champagne også meget delikat og feminin … boblerne virker afbalancerede, der er lethed, mineraler, salt, nogle let bitre elementer og der er på en eller anden måde meget mere “vin” i glasset end ved foregående champagne. Det er let, sprødt, frisk og elegant. Kan varmt anbefales … men serveres koldt.

Købt hos Champaniac, pris 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Gabriel-Pagin Fils, Carte d’Or Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

Med fingrene godt nede i farsen for at lave byggesjakkets bedste grillpølse, så startede vi samtidig med lidt bobler i glasset. Fed kombi. Det blev denne Carte d’Or, en Blanc de Noirs Premier Cru fra champagnehuset Gabriel-Pagin Fils.

Det er et champagnehus, der ligger i Avenay Val d’Or … og er grundlagt i 1946 af Roger Gabriel. I dag drives huset af 3. generation i form af Aurélien Gabriel, dog sammen med hans far Pascal … og selvfølgelig også lidt hjælp fra moderen. Med andre ord en rigtig lille familievirksomhed.

Huste har samlet omkring 9 hektar marker, som fortrinsvis er både Premier Cru og Grand Cru marker, som er beliggende omkring Avenay Val d’Or og Mutigny.

Denne Carte d’Or er en Blanc de Noirs, altså 100% Pinot Noirs og med druer fra husets marker i hjembyen Avenay Val D´Or samt fra Mutigny. Der bruges traditionel presse, den naturlige gær fra druerne, fadlagring og dosage i den lave ende i forhold til, at det er en Brut champagne.

Det er en non-vintage, altså fra forskellige årgange, men vinen er lagret på gæren – sur lie – i 3 år, hvor minimumskravet for en non-vintage champagne bare er 15 måneder.

Og det er en ganske aromatisk champagne, som dufter landligt med abrikos, modne pærer, svag toast, nødder og lidt gær. Ganske aromatisk, lidt bulder, volumen og kluntet, men på en ganske elskelig måde.

I munden egentlig ganske frugtrig … boblerne er ikke aggressive og der er også en vis lethed over champagnen. Det er lidt rustik, frugtrigt og med masser af smag og slet ikke nogen bitterhed eller større syrlighed. Det er svagt læskende og smager rigtigt godt.

Købt hos Champaniac, hvor prisen er 179 kr.

Rating 5/7