Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D’Orion, Loire, Frankrig

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D'Orion, Loire, FrankrigFra en dejlig sommeraften med gode gæster lige en række vine, og vi starter fint i Loire, hvor vi i byen Ménétréol-sous-Sancerre, blot et stenkast fra selve Sancerre by, finder les Vignobles Gitton Père & Fils, et familieforetagende grundlagt i 1945 af Marcel Gitton med knap en hektar jord i Sancerre.

I dag er det dog sønnen Pascal Gitton og hans kone Denise, som driver vingården. Nu er der mere en blot en enkelt hektar. Således har Gitton Pere Et Fils 27 hektar vinmarker i Sancerre, spredt på forskellige parceller mellem Sancerre og Ménétréol og 7,5 hektar vinmarker i Pouilly på den modsatte bred af floden Loire ca. 10 km. fra selve vingården.

Herudover har familien også købt Vignoble du Taureau, en lille vingård i på 4,5 hektar i Coteaux du Giennois mellem landsbyerne Bohème og Fontaine Morin samt et lille vinslot, nemlig Château Lafon, som har 13 hektar vinmarker i Côtes de Duras, omkring 40-50 km. øst for Bordeaux.

På markerne i Loire med de to appellationer dyrkes der primært Sauvignon Blanc, men der er dog også blevet plads til 4 hektar med Pinot Noir til husets rødvine og rosévine.

Ses der på de Sauvignon Blanc, eller Blanc Fumé, som druen også kaldes i Loire, så er den gennemsnitlige alder på vinstokkene omkring 30 år, og i Sancerre har markerne en jord med flint, og forskellige typer af kridt, som giver vinene herfra en god sprødhed og mineralitet. Markerne i Pouilly består mere af kalk og mergel, og den specielle kimmeridge mergel giver druerne en ekstra finesse og en duft af ​​violer, som er typiske for Pouilly-Fumé.

Alle Gitton Pere Et Fils’ vine fra Loire vinificeres i rustfri ståltanke for at holde deres frugtighed og friskhed.

Her har vi så én af husets vine fra Pouilly, en enkeltmarksvin fra parcellen Clos Joanne D’Orion. Lad os smage vinen, og vi starter som vanligt med duften. Her er der lidt hø, græs, stikkelsbær, grønne toner og en smule citrus. Skøn og livlig. Smagsmæssigt ganske okay, fin frugtrig … men nok uden større kompleksitet. Et dejligt glas vin, men ikke noget, som jeg er oppe at ringe over.

Købt i SuperBest i Hjørring, pris 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, TysklandSøndag gik der sgu Spätburgunder i den igen … nemlig med denne Spätburgunder Trocken fra vinhuset med adelig tilknytning, Weingut Markgraf von Baden, som har sit hovedsæde i Salem, tæt på Bodensøen (Bodensee) og grænsen mellem Tyskland, Østrig og Schweiz.

Det var oprindelig Hermann den 2. fra Zähringenslægten, som i år 1112 kaldte sig Markgraf von Baden. Navnet opstod fra slottet Hohenbaden, som dengang var magtcentrum i den by, som i dag hedder Baden-Baden. Og siden har Markgraf von Baden også givet navn til det efterfølgende Storhertugdømme Baden, og det vi i dag kender som den nuværende delstat Baden-Württemberg.

Og det er måske også forståeligt, at familien har været med til at give området sit navn, for Markgraf von Baden har været med til at præge vinens udvikling i området. Således var det Markgraf Christoph I. von Baden (1453-1527), der var var ansvarlig for den første vin lov i Baden i 1494.

Det var også storhertug Carl Friedrich von Baden (1728-1811), som stod for forbedringen af vinens kvalitet i Baden, bl.a. da han i 1782 plantede 3.700 nye Riesling vinstokke på Klingelberg ved Durbach og gav navn til sorten af samme navn. Klingenberger er reelt synonym med Riesling, men betegnelsen må anvendes i hele Baden.

Siden 1998 er det den ældste søn af Markgraf S.K.H. Maximilian von Baden, S.K.H. Bernhard Prinz von Baden, som fører vintraditionen videre. Det sker på to lokaliteter, nemlig på Schloss Salem ved byen Salem tæt på Bodensøen og på Schloss Staufenberg i Durbach, lidt længere med nord.

Det tidligere kloster i Salem, nu Schloss Salem, købte familien tilbage i 1802 og har omfattende vinmarker, samlet 110 hektar med Erste Lage markerne Chorherrenhalde (Meersburg), Kirchhalde (Birnau), Leopoldsberg (Bermatingen), Sängerhalde (Markdorf) og Schlossberg (Kirchberg). Schloss Staufenberg har familien ejet siden 1693 og har 25 hektar vinmarker, bl.a. Erste Lage marken Schlossberg, hvor der primært dyrkes Klingelberger Riesling og Spätburgunder. Herudover dyrker man hos Markgraf von Baden sorterne Clevner (lokalt navn for Traminer), Pinot Gris, Pinot Blanc, Müller-Thurgau, Bacchus, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Direktør på foretagendet er S.G.H. Michael Prinz von Baden, mens Volker Faust er ansvarlig vinmager i Salem og Martin Kölble vinmager i Durbach. Der laves Gutsweine, Ortsweine, masser af Erste Lage vine og så nogle få med betegnelsen Fidelitas, som er husets bedste vine fra de ældste vinmarker. Derudover fremstilles der også lidt mousserende vine samt lidt spiritus.

Her har vi en Spätburgunder Trocken, hvor druerne kommer fra området ved Schloss Salem, en Gutswein som dog har været lagret på egetræ. Havde egentligt bestilt en Ortswein, nemlig deres Spätburgunder Schloss Staufenberg, men jeg fik denne var Salem området i stedet. Duftmæssigt meget atypisk normal Spätburgunder, for her er der kanel, nelliker, urter, mørkerøde bær … men hvor pokker bliver Pinot næsen af? Smagsmæssigt også til den varme side med modne kirsebær, urter og krydderier og virker generelt lidt som en elefant i en glasbutik … grov og kantet.

Købt hos Belvini til 9,90€, men en Gutswein Spätburgunder fra Markgraf von Baden koster normalt 7€ på slottet.

Vinanmeldelse  3/7 

2011 Columna, Albariño, Rias Baixas, Spanien

2011 Columna, Albariño, Rias Baixas, SpanienUgen bød også på et besøg hos Supervin, som beskedent kalder sig Jyllands største vinbutik, og forretningen har da også til huse i et tidligere supermarked i Hjørring, så på den måde er der tale om en pæn stor forretning. Betjeningen er også i top, hvor nordjysk lune sammen med kyndig rådgivning giver dig en god oplevelse. Der er også kaffe på kanden om lidt, sagde den venlige vinhandler, da vi troppede op i forretningen som et afbræk i det dovne sommerliv.

Jeg fik købt lidt flasker, et par spændende italienere samt et par rester, nedsat til fornuftige menneskepenge, og én af dem var denne lille perle fra Columna lavet på Albariño-druen, en drue jeg tidligere har smagt og været meget begejstret for, bl.a. da jeg tidligere i år smagte en Albariño D’Fefiñanes fra vinhuset Bodegas del Palacio de Fefiñanes.

Albariño er en af spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier. Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Columna ejes af CVA, Compañía de Vinos del Atlántico. CVA blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien. Begge deres familier har produceret vin, uafhængigt af hinanden, i hele Spanien siden slutningen af ​​1800-tallet. I dag producerer CVA vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.

Druerne på Columna gror på vinmarker, med masser af granit i undergrunden, ved siden af Miño floden i Galicien i det mindre delområde Condado de Tea i Rias Baixas. Vinmager bag vinen er Rodrigo Mendez, chefvinmager Raul Perez højre hånd. Vinen er Albariño vinstokke plantet i 1978 og vinen er lageret i ståltanke, og har ikke fået eg overhovedet. Der bliver årligt lavet 1.300 kasser af denne vin, og her i årgang 2011 har den gode Parker endda givet vinen 91 point.

Duftmæssigt meget aromatisk med grønne, overmodne pærer, ananas, blomster, lidt honning og lidt vanilje … lidt sødlig, men frisk. Smagsmæssigt meget sprød med lys frugt og fin mineralitet. Der er også lidt citrus og en del sødme, og en fantastisk vin til terrassen. Røverkøb til en 50 kr.

Købt hos Supervin, pris 50 kr. (rest)

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Giovanni Rosso, Barolo Serralunga, Piemonte, Italien

2008 Giovanni Rosso, Barolo Serralunga, Piemonte, ItalienSidste vin fra tirsdag var denne Barolo fra Azienda Agricola Giovanni Rosso, som er en familie-ejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba, et par kilometer nord for Monforte d’Alba i Barolo land. Familien har ejet vinmarker og dyrket druer siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.

I begyndelsen af ​​1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.

Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.

I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Davide har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: “Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir”. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.

Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglige remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hl. store franske Fontainebleau egetræsfade.

Denne Barolo Serralunga er lavet på samme vis, kommer fra Nebbiolo druer fra markerne Costa Bella, Broglio, Sorano og Meriame, hvor vinstokkene er plantet mellem 1984 og 2000. Der laves 50.000 flasker af vinen hvert år.

Duftmæssigt lidt blomster, røde bær, lakrids, kaffe, blyant, mens smagen er dejlig italiensk Nebbiolo syre med kirsebær, ribs, skovbær og jord. Der er en lang og vedvarende syre/frugt, som bare bliver i mund, svælg og på fortænderne, meget silkeblød men alligevel med kant og fine tanniner. Fin lang eftersmag. Den kan jeg sgu meget godt li’.

Købt i Supervin i Hjørring, pris 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, TysklandDen tredje og sidste Spätburgunder fra i tirsdags var denne Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein fra Weingut Dr. Nägler, eller som han blot selv kalder den “Rüdesheimer Rotwein”, for Dr. Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Vi er i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland und Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover disse marker ejes også marken Rüdesheimer Drachenstein, og der er herfra at druerne til denne Spätburgunder kommer fra. Den skulle efter – hvad jeg har fundet ud af – slet ikke været lagret på eg, så det skulle give en vin, som har meget klar frugtsmag, selvom jeg ofte har haft det lidt svært med Pinot Noir baserede vine, som ikke har fået eg.

Duftmæssigt en meget kraftig duft i forhold til, at der er tale om en Spätburgunder, og det er masser af urter og krydderier, stor fylde, solbær … meget “urtet” i duften og virker lidt “bulderbasse”. Smagsmæssigt er der peber, bitter ribs, sure kirsebær og igen masser af urter. Bitterhed i eftersmagen. Smagte vinen dagen efter, og her var den betydelig bedre i smagen, mere rund og mere afbalanceret end lige efter åbningen.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 8€.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandSpätburgunder nr. 2 kom fra Weingut Zelt i Pfalz, eller lidt længere sydpå end før, omkring 40-50 km. syd for Wiesbaden i byen Laumersheim. Her finder vi det lille familieforetagende med far og søn, Ernst og Mario Zelt. Familien har drevet vinproduktion i 4. generationer, men op til midten af 1990’erne som et klassisk landbrug med almindelig kornproduktion, vinmarker og frugtplantager. Hovedparten af ​​de producerede druer blev solgt til andre vingårde.

Da Mario skulle til at overtage roret på gården, så stod det klart for ham, at han ville specialisere sig og udelukkende koncentrere sig om vin. For at opnå dette, så blev alle gamle marker ryddet og der blev tilplantet forskellige sorter, både nogle af de lokale og nogle af de international klassikere. Mario studerede derefter ønologi i Geisenheim med forskellige praktikophold hos nogle af de bedste producenter i Frankrig, Østrig og Sydafrika, og så var han klar til livet som vinbonde.

Og han producerer selvfølgelig nogle af de klassiske tyske vine, som Riesling, Weissburgunder, Muskateller, Sauvignon Blanc, Chardonnay eller Grauburgunder, men Mario har også kastet sig over en række røde vine, bl.a. på  Dornfelder, Spätburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon og  Frühburgunder. Der laves også et par blandingsvine, bla. “Triologie” på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc samt “Les Tentes Cuvée” på Saint Laurent, Spätburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Her er det Marios gutswein på Spätburgunder, lavet med 14 dages klassisk maceration og lagret 12 måneder i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt ligger vinen meget op af de klassiske tyske Spätburgundere med Pinot sødme, svag animalsk i næsen, men giver også lidt krydderier, som tilfører en lidt varmere fornemmelse, salvie, mirabeller og hindbær. Smagen også mere krydret eller varm end normalt med lidt solbær, let peber og generelt et lidt mere fyldigt indtryk end tyske Spätburgundere normalt giver. Men bestemt en dejlig vin.

Købt hos Belvini, pris 9,90€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandEfter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.

Weingut Künstler holder til i den lille by Hochheim am Main, blot få kilometer fra det sted, hvor Mainfloden løber sammen med Rhinen, og omkring 4-5 km. sydøst for Wiesbaden i Rheingau vinområdet.

Künstler er én af Hochheims mest berømte producenter, og kommer fra en gammel vinfamilie, som siden 1648 har dyrket vinproduktion, først 80 km nord for den østrigske hovedstad Wien i Untertannowitz i Tjekkiet, og i dag i Hochheim am Main i Rheingau. Efter anden verdenskrig blev Franz Künstler nemlig eksproprieret, udvist og måtte således forlade det gamle fædreland, og først i 1965 – efter nogle år at have arbejdet for forskellige vinproducenter – fik Franz igen gang i vinproduktionen i sit nye hjemland.

Grundet hans filosofi om kompromisløs kvalitet blev hans vine straks meget roste ved vinsmagninger og de begyndte også at vinde en betydelig række priser.

Siden 1992 er ejendommen blevet drevet af hans søn Gunter Künstler, og han forfølger sin fars filosofi bistået af sin kone Monika. Og Gunter har også langsomt udvidet produktionen, bl.a. med tilkøb i 1996 af Weingut Geheimrat Aschrott´sche Weingutsverwaltung, hvor han fik 13 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i Hochheim. Samlet har Künstler i dag 37 hektar vinmarker.

Denne Spätburgunder Tradition er Künstlers basis Spätburgunder, som lagrer knapt et år på 1.200 liter store, gamle fade. Efter lagring på fade, så lagrer vinen derefter et år på flaske inden frigivelsen.

Farvemæssigt ganske lys transperant … teglfarvet … en anelse orangebrun kant, hvilket indikerer lidt alder … her 5 år. Duftmæssigt en svag sødme, ikke så animalsk som vi ofte finder i en Spätburgunder, men derimod lidt hindbær, ribs, grønne noter, gazebind og en lidt gammel duft … ikke sherry/portvin, men nærmest lidt kælderagtigt. Smagsmæssigt fremstår vinen nu ellers meget skarpt med hindbær, kirsebær, lidt peber, grønne blade … god frisk syre, god mineralitet … men også en smule vandet i udtrykket. Vinen vinder ved lidt luft, og jeg nåede at få et glas den efterfølgende dag, hvor smagen var en anelse mere varm og fyldig. Fint vin.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 12€ for en årgang 2009.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, Frankrig

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, FrankrigI sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797. I starten var familien udelukkende vinkøbmænd med virke fra hovedsædet i Beaune, men løbende har man opkøbt jord, og ejer i dag selv mere end 50 hektar. Som noget helt unikt er man den største ejer af Grand Cru marker i Cote d’Or, nemlig hele 28,63 hektar. Husets egne vinmarker strækker sig fra Chambertin i nord til Chevalier-Montrachet i syd og er selvfølgelig alene tilplantet med Pinot Noir og Chardonnay.

Huset laver også vin udenfor Bourgogne, nemlig fra både Ardèche i Rhône og Côteaux du Verdon længere sydpå. Generelt er der tale om et af de større negociantfirmaer, og de laver mange vine. På deres hjemmeside kunne jeg tælle omkring 200 forskellige vine, som der produceres hvert eneste år.

Alle druerne til familiens vine vinificeres og lagres på et stort anlæg på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Her har man skabt et produktionsanlæg med et jernbanesystem og elevatorsystem, der sikrer, at mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer. Dette anlæg var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour.

Siden etableringen af Louis Latour for flere hundrede år siden er vinhuset fortsat beliggende på samme adresse, og fortsat ejet af Latour-familien. Det er med andre ord gået i arv fra far til søn i over ti generationer, og siden 1999 har det været Louis-Fabrice Latour, som har drevet det traditionsrige negociantfirma. Vinene fra Louis Latour sælges i mere end 60 lande og anerkendes for deres kvalitet i alle prisklasser.

Druerne til denne vin er nøje udvalgt fra kommunen Lugny, hvor markerne er excellente i forhold til jordbund og beliggenhed. Det er den eneste landsby i Mâcon, som blev beplantet med Chardonnay for mere end 30 år siden. Jordbunden, er leret og limstensholdig, og dermed virkelig velegnet til Chardonnay. Les Genièvres er en af topmarkerne i det sydlige Bourgognes Mâcon region. Vinen er fremstilles på ren stål.

Duftmæssigt fanger jeg lidt melon, blomster, mandler, muskatnødder og hø … samt svag citrus. Smagsmæssigt fint cremet, lidt smør, god rund og sprød, men med lidt bitterhed i eftersmagen. Okay vin, og god til pengene.

Købt til 100 kr. i SuperBest.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandJesper havde medbragt denne vin … direkte fra et besøg på det tyske vinslot for under en uge siden, og smagning af vin bliver jo altid sjovere, når man har besøgt stedet, set markerne og måske endda hørt om vinfremstillingen.

Jesper har tidligere serveret Schloss Johannisberg for mig, nemlig ved et tidligere byggemøde, hvor det var husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken. Dengang skrev jeg en del om vinslottet, herunder også om den lakforsegling, som vinene fik i “gamle dage”, men fortsat anvendes på Schloss Johannisberg.

Jeg nævnte også, at der findes en Silberlack, som er lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs”, og det var netop den vin, som Jesper havde medbragt fra det tyske broderfolk, husets tørre topvin.

Hvis du vil vide mere om vinhuset, så tjek mit tidligere blogindlæg.

Ganske kort, så er Schloss Johannisberg et tysk vinslot i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Vinmarkerne udgør 35 hektar, og supplerende skal jeg dog referere en lille historie om vinmarkerne hos Schloss Johannisberg, nemlig om tilstedeværelsen af store rosenbuske ved hver mark.

Ved hver mark står der nemlig en stor, flot rosenbusk … men årsagen er ganske praktisk. Hvis der opstår lus, så angriber lusene nemlig først rosenbuskene og først derefter vinstokkene. Dermed kan vinstokke sprøjtes, hvis der opstår lus i rosenbusken. Simpelt, men smart.

Nå, tilbage til denne Silberlack, en Erste Lage vin, ren Riesling, og fremstilles på store 1.200 liter egetønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt modne æbler, fersken, honningmelon, abrikos, citrus, lidt kælder og bagedej. Med yderligere varme i glasset svag petroleum, men også kun svag … og så en lillebitte smule urter. Smagen er meget kompleks med modne æbler, fyldighed sammen med god mineralitet, god syrlighed med fin syre/sødme balance. Tror faktisk, at vinen kunne vinde ved at ligge nogle år, men godt smager det sgu.

Købt på vinslottet, pris 39€. Dansk forhandler er Petersborg Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelser 5,5/7 

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, Italien

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, ItalienHer en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Fra samme hus har jeg tidligere smagt deres I Saltari Amarone della Valpollicella DOC, som vistnok også er husets absolutte topvin.

Sartoris historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Denne vin, Marani Bianco Veronese IGT er lavet på 100% Garganega druer, der er dyrket på Sartoris egne marker i Veneto området. Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere.

Druerne er håndplukket og omhyggeligt udvalgt. De ligger så til tørre i 40 dage – samme metode som man anvender til Amarone vinene og netop derfor kaldes Marani  “Den hvide Amarone”. En del af vinen har været lagret på egetræsfade og resten har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt har jeg noteret mig bitter melon, æbler, svag hyld blandet med honning, blomster og lidt nødder samt lidt grønt. Smagsmæssigt fin frisk og uden noter af “Amarone”, men derimod grønne æbler, stor tørhed, mandler og ganske fin hvidvin.

Købt i SuperBest, pris på tilbud 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7