Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. G.H. Martel & Co, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. G.H. Martel & Co, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigJeg smagte i 2022 to champagner fra G.H. Martel & Co, nemlig den flotte 2012 Cuvée Victoire Gold i en eksklusiv guldflaske og en Non Vintage Premier Cru Brut. Men nu smager jeg atter en Non Vintage champagne fra Martel, nemlig denne Blanc de Blancs Brut.

Dermed har jeg også skrevet en masse om Martel, der årligt har en produktion på pænt over 10 millioner flasker champagne og er et af  de 10 største huse i  Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

Denne Blanc de Blancs Brut er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay druer, som allerede selekteres allerede i vinmarken og så igen på vineriet, hvor mosten presses fra druerne forsigtigt.

Den har først gæret i rustfrie ståltanke, mens andengæringen på flaske er sket i kælderen overen ukendt med bærmen. Den er lavet af vin fra forskellige årgange. Vinen er degorgeret og har så lagret yderligere en kortere periode.

Dejlig duft … jeg fanger omgående noget meget landligt og så nogle sødligere noter med lakridskonfekt, lidt sød og eksotisk frugt og ikke mindst et vildt brus med en tæt og sødlig mousse. Der er både gær, ristet rugbrød, croissanter, vanilje og karamel, mens frugten klart mest er abrikos, dåsepærer, fersken og modne æbler med en lille oxideret note. Mums.

Smagen er lidt anderledes end duften og klart knap så sød, for det er grape, citroner og grøn æblesyre, der dominerer. Dermed bliver det en frisk, livlig og ren champagne, hvor der også kommer mineralitet, bitre elementer og fin syre frem, selvom det egentlig leveres pænt cremet og med en vis landlig charme. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen på tilbud er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. M. Hostomme, Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, FrankrigI sommers smagte jeg topchampagnen 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru fra champagnehuset M. Hostomme, men nu har jeg atter en champagne i glasset fra huset … deres Non Vintage Blanc de Blanc Grand Cru.

Her kommer Chardonnay druerne fra nogle af husets parceller på de hvide, kalkede marker i Côte de Blancs. Det er et terroir, som giver  rene og finesserige champagner med kølig frugt og mineralitet.

Vinen er først lavet med en førstegæring på franske 228 liters burgundiske barriques under temperaturkontrollerede forhold. Derefter er vinen så flasket og har ligget med andengæring i nogle år inden den så er degorgeret i marts 2002. Slutteligt har vinen hvilet 6 måneder yderligere, før den er frigivet.

Duftmæssigt er det meget klassisk og tørt … der er gærede noter, ristet rugbrød, dej, tørre papkasser og så umodne grønne æbler og syrlige citroner, friske tulipaner og andre blomster … svagt nødder, der lige giver en smule rundhed i aromaerne.

Smagen er også bare ren, krisp, frisk og stringent. Der er syrlige citroner, umodne æbler, noget grape og man holdes virkelig i kort snor af en skarp, ren og præcis smag. Det er næsten som om, at alle kernerne hoppe ud af æblerne og viser æblesyre med stenet, kernet og vild mineralsk kant. Sådan skal en god, ren champagne skrues sammen, så dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienVi skal et smut til bakkerne ved byen Adro i Lombardiet, hvor vi finder Azienda Agricola Monzio Compagnoni. Derfra smager jeg nu en 2018 Franciacorta Brut.

Monzio Compagnoni er grundlagt i 1987 af den dengang 20-årige unge Marcello Monzio Compagnoni, der fra sin families ejendom i Cenate Sotto i Bergamasco besluttede sig for at lave vin.

I 1989 frigav han sine første vine og har så senere i 1995 udvidet driften med leje af marker i Franciacorta og senere med købet af den gamle vingård Loneto fra det 15. århundrede ved byen Adro i Franciacorta.

Vinproduktionen sker i samarbejde med ønologen Donato Lanati og siden etableringen har Marcello haft succes med sine vine … både de almindelig fra Bergamasco og de mousserende Franciacorta vine.

Det er i dag klart de mousserende vine, som fylder mest hos Monzio Compagnoni, for ud af husets samlede 17 hektar vinmarker er de 14 beliggende omkring vingården i Adro, hvor Marcello både dyrker Chardonnay og Pinot Noir til produktion af Franciacorta vinene.

Derudover har han 3 hektar vinmarker i Cenate og Grumello del Monte ved Bergamasco og der dyrker han både Merlot, Cabernet Sauvigon, Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato di Scanzo.

I vinkælderen har Marcello en kapacitet med 5.000 hektoliter rustfrie ståltanke og 100 franske barriques på 225 liter, hvilket kan håndtere en produktion på 170.000 flasker årligt. Hans produktion sker ved hjælp af pneumatiske presser og termostyrede tanke som nyeste teknologi, der kombineres med traditionelle egetønder og barriques.

Her smager vi hans 2018 Franciacorta Brut, der er lavet på et blend af de klassiske druesorter 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir. Efter høsten er druerne hurtigt fragtet til vineriet, hvor de er presset og så derefter gæret i små egefade ved  kontrollerede temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret lang tid med andengæringen og degorgering i 2022.

Duftmæssigt er det en blød mousserende vin, hvor aromaerne består af nødder, franskbrød, dåsepærer, grillet citron, fersken og abrikos … og alt med en lidt støvet sødme suppleret med et touch af noget vanilje.

I munden er boblerne meget blide og fader hurtigt, men det er blot med til at gøre vinen meget tilgængelig, venlig og omgængelig med en livlig, frisk og let smag. Det er endda lige før, at jeg vil sige, at vinen er saftig, læskende og pleasende. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDen næste Viña Casa Marín Sauvignon Blanc opfylder alle dine hedeste drømme til Sauvignon Blanc vin, for det er nemlig den totalt sylespidse, skarpe, grønne, balancerede og friske Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc i seneste årgang 2022.

Vinen er lavet med druer fra marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og selvfølgelig også fra Cipreses marken, hvor vinstokkene er 22 år gamle og høstet med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at 2/3-dele af druerne er presset og gået direkte i gæringstankene, mens den sidste 1/3-del har gennemgået en kold pre-maceration over 3 dage. Derefter er gæringen sket ved 9-12 grader. Efter endt fermentering er en lille procentdel på 10% af vinen lagret på egefade – heraf 3% i nye fade og 7% i brugte fade, men hovedparten altså i ståltankene.

I denne årgang 2022 står der på vinen også la 20’ma Consecha, altså den 20. høst og dermed 20. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Duftmæssigt kan det minde en smule om Cartagena, for du får nyskårne grønne pebre, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, lidt frisk biodiesel, nyhøstet hø, grønne ærter, ærteskud, kiwifrugt, flintesten, stearin … og selvom det atter er grønt, pivskarpt og sylespids, så er der på én eller anden måde mere kontrol over aromaerne her … styret, doseret og mere præcis.

I munden kommer alle smagende bare rullende og rullende i det, som virker som en lang uendelighed. Perfekt. Det er nærmest en afgrundsdyb og koncentreret grøn aroma af pivskarp Sauvignon Blanc. Den er syrlig, stringent, smuk og SÅ styret med stikkelsbær, bitter lemon, en anelse grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter.

Vinen har fortsat med 2022’eren en lille sødme med tropisk frugt, som giver modspil til den trutmundsagtige syrlighed. Det er by far en af de bedste Sauvignon Blanc vine, som jeg nogensinde har smagt, så dermed 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hvis du elsker syrlighed og vil dig selv noget godt, så køb en kasse af denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Casa Marin, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marin, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileSauvignon Blanc er en drue, der normalt deler vandene … nogle hader vine på druen og andre elsker dem.

Jeg har også selv været sådan lidt til eller fra, men når man smager Sauvignon Blanc vine fra Viña Casa Marín, så kan man nærmest kun elske druen.

De er vildt barberbladsskarpe og nu smager jeg igen 2 vine fra det chilenske vinhus, hvor den første er denne 2022 Cartagena Sauvignon Blanc. Den er vistnok i denne årgang være lavet på ren Sauvignon Blanc … hvorimod der i 2021’eren var 15% Sauvignon Gris blandet i. Druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley.

Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning. Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Det er bare så arketypisk Sauvignon Blanc, så kan du ikke li’ den drue, så skal du bare stoppe her. Er du til syrespids, åleslank samt skarp vin, så får du både grøn peber, græs, nyhøstet hø, solbærblade og tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, lime og en smule mineraler … det stinker af god Sauvignon Blanc.

Sådan smager vinen også … ren, grap’et, bitter, rank og grøn. Der er lemon, grøn syre, grønne grene, salte mineraler, hvid peber, en vis saftighed med en letflydende syre og denne saftighed gør, at vinen ikke bliver alt for kantet, selvom den fortsat er ren og kantslibende skarp. Jeg er begejstret, så 91 klokkeklare point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er på tilbud til kun 79,95 kr. og det er fortsat rent tyveri ved høj dag.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Obere Steigen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Obere Steigen, Niederösterreich, ØstrigI sommers smagte jeg Riesling Terrassen fra Weingut Huber, der ligger i byen Reichersdorf i Traisental … nu er det imidlertid en 2021 Grüner Veltliner Obere Steigen, som jeg har skænket op i mit vinglas.

Jeg har vist skrevet om den østrigske vingut et par gange tidligere, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.

Obere Steigen kommer fra gamle Grüner Veltliner vinstokke på 25-50 år i Nussdorff på marker med sand, ler og muldjord. Kun de mest modne druer bliver udvalgt i den hårde selekteringsproces.

Fermenteringen foregår i ståltanke – med en 8 times pre-maceration forinden – ved 19 grader i  temperaturstyrede ståltanke for at bevare den rene frugtkarakter og de druetypiske aromaer.

Derefter er vinen så blot lagret 4 måneder sur lie i ståltankene inden flaskning. Vinen har 3,1 gram restsukker pr. liter.

Rank, frisk og mineralsk vin i næsen. Der er en luftig aroma … næsten som at indånde bjergluft, ren og forfriskende. Det er en kombination af grønne æbler, umodne pærer, gule mirabeller, en touch fersken, lemon samt en kalket mineralitet.

Smagen er let aromatisk og næsten parfumeret med en grøn, saftig samt livlig frugt. Der er pænt med mineraler … kalk, granit med frisk, syrlig og levende kant. Det er en bette, lækker hvidvin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, UngarnI det vildt spændende Ma’d Moser projekt mellem Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery og Lenz Moser laver de endnu en vin, som dog knap er udgivet endnu … en 2021 Dry Furmint MM55.

Det er en vin, som bare har fået ekstra TLC … druerne kommer fx fra de bedste vulkanske topmarker i Szent Tamás, Nyúlászó og Király,

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke, men derefter har vinen så lagret 8 måneder på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade.

FÅK aka fuck, hvor det dufter godt … det kan faktisk minde en smule om stor hvid burgundisk vin, har en henrivende duft af røg og lejrbål med fællessang og har en olieret fornemmelse med fadnoter, vanilje og havskum med let salt på næsespidsen. Frugten er bare SÅ præcis, skarp og sart doseret. Der er pærer, fersken, mango, grillede samt syltede citroner.

Smagen er helt på samme boldbane og der scores øjeblikkeligt mål, så netmaskerne basker. Smagen er fed, olieret, røget og svag porno, men på den fedeste måde, for vinen har en stram og tæt syre, sødlig bitterhed, æblesyre og lemon. Kæmpevin, som jeg øjeblikkeligt bare knuselsker. 97 point.

Ikke tilgængelig endnu, men Supervin overvejer import, men således kendes prisen heller ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, UngarnMa’d Moser er et vildt spændende projekt skabt mellem Károly Kovács’ innovative, ungarske vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze – der populært kaldes Mád Winery, da vinhuset ligger i byen Mád og laver en række vine under brandet Mád – og den østrigske innovative vinmager Lenz Moser. Vi starter her med at smage en 2021 Dry Furmint MM5.

Lenz Moser er en travl og initiativrig herre, som har indgået flere joint-venture projekter … seneste har jeg bl.a. smagt en vin fra hans fabelagtige projekt LenzMark, hvor han laver vine sammen med en anden dygtig østrigsk vinmager Markus Huber. Derfra har jeg fx smagt den imponerende 2020 New Chapter Grüner Veltliner.

Laurenz Maria Moser V aka Lenz Moser har, siden han var 14 år, haft en stor kærlighed for Ungarn og specielt Tokaj området, for hans far tog ham ofte med på forretninger i Ungarn.

Via et nyt besøg i landet for nogle år tilbage – sammen med den ungarsk fødte Rita Takaro, som er DipWSET, bosiddende i Østrig og specialist i ungarske vine – hvor de tog rundt i vinregionerne, så besluttede de at starte et projekt i Tokaj.

Dér fandt de en god partner i Karoly Kovacs og hans fremragende vinmager Gabor Urban, der som nævnt samen driver Mád Winery i Mád, De indgik derfor i 2021 et samarbejde i projektet Ma’d Moser.

Deres fælles mål er at bringe verdenen en spændende og ny fortolkning af tør Furmint fra en af verdens store – men glemte – vinregioner. Vinene på Furmint skal vise friskhed, stor kompleksitet og struktur med en unik individuel karakter.

Jeg har tidligere smagt et par vine fra Károly Kovács’ vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery, nemlig 2014 Mád Hárslevelű og 2014 Mád Furmint.

Jeg har også smagt masser af vine fra Lenz Mosers østrigske vinhus, der heder Laurenz V. Lenz’s rigtige navn er egentlig Laurenz Maria Moser V, hvor V’et er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Jeg har således tidligere smagt en 2012 Forbidden Grüner og en 2012 Singing Grüner Veltliner. Du kan i øvrigt læse meget mere om Lenz i disse blogindlæg.

Nu kigger vi så nærmere på denne 2021 Dry Furmint MM5, der er lavet på 100% Furmint, som er selekteret fra vulkanske topmarker omkring Mád. Et ekstra lavt høstudbytte medvirker til at bringe den mineralmættede karakter helt frem i smagsbilledet.

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke med efterfølgende modning på de fine gærrester. 10% af vinen forkæles med lagring på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade. Efter aftapningen lagrer vinen nogle måneder inden frigivelse.

What? Har en kalket note suppleret med æbler, pærer, fersken, stikkelsbær, lime, nødder, lidt franskbrød og kan på flere måder minde en smule om champagne uden bobler. Virker også noget olieret i aromaerne.

Smagen er saftig, juicy og med stor bund, har masser af frisk frugt med lemon, grape, stikkelsbær og umoden fersken, hvid peber og så atter den kalkede mineralitet. Der er godt med opkvikkende grape bitterhed og smager herregodt, så 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas y Viñedos Labastida, Montebuena Rioja Bianco, Rioja, Spanien

2021 Bodegas y Viñedos Labastida, Montebuena Rioja Bianco, Rioja, SpanienDet er sgu ikke tit, at vi smager hvidvin fra Rioja, selvom faktisk 10% af produktionen i området er hvid … enten i lagret eller frisk udgave. Vi smager her netop en 2021 Montebuena Rioja Bianco fra kooperativet Bodegas y Viñedos Labastida.

Kooperativet ligger i Labastida i den mest nordvestlige del af Rioja Alavesa tæt ved floden Ebro, Sierra Cantabria bjergene i læ af Sierra de Toloño og er grundlagt i 1964 af en gruppe lokale avlere. Byen Labastida er også kendt som fødested for den ret vinglade præst Manuel Quintano, som allerede tilbage i 1786 introducerede Bordeauxs lagring teknikker i Rioja, så byen har stolte traditioner indenfor vinproduktion.

Bodegas y Viñedos Labastida har i dag via de tilknyttede vinavlere over 500 hektar vinmarker, hvoraf størstedelen af markerne ligger mellem 450-550 meter over havets overflade, hvilket giver køligere nætter og dermed en større fastholdelse af naturlig syre i druerne.

Kooperativet sælger deres vine under brands som Castillo Labastrida, Bodegas Montebuena og Solagüen.

Denne Rioja Bianco er fremstillet på 100% Viura, som vinmageren César Castro selekterer fra over 60 år gamle vinstokke på nogle af Rioja Alavesas bedste og meget kalkholdige vinmarker omkring landsbyen Labastida.

Terroirets unikke beliggenhed i ly af Sierra Cantabria bjergene, så giver unikke klimatiske forhold, der tillader druerne at modne til perfektion. Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne, inden en 36 timers koldmacerering trækker maksimal frugtaroma fra drueskindet.

Herefter gærer vinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 14 grader over 14 dage, hvorefter vinen trækker yderligere fedme og smagskompleksitet fra de fine gærrester, inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det lidt en forsigtigper, som vi her snakker med … lidt neutral i aromaerne, men har nogle lidt sødligere krydderier som spidskommen, lidt papkasser, honningmelon eller cantaloupemelon, bløde og udvandede pærer … måske med en anelse saltvand.

Smagen er lidt i samme boldgade … blød og let neutral, men er lidt som et vandløb, bare stille og rolig med lidt lemonskal, grillet citron samt den blødeste og mildeste syre, som man kan ønske af sådan en rolig vin. Her skal man næsten ha’ den sammen med lidt godt fra havet og helst den hårde slags med skal eller kløer. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, Frankrig

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, FrankrigFra kooperativet La Chablisienne skal vi smage en ny og moderne crowdpleaser af en Chablis, nemlig denne Chablis La Chablisienne, som jeg nu smager i en årgang 2019.

Kooperativet La Chablisienne er grundlagt i 1923, hvor en lille gruppe vinbønder, besluttede at arbejde tæt sammen, så de var bedre rustet til de økonomiske vanskeligheder, der fulgte i kølvandet på første verdenskrig. Det var en usikker tid i Frankrig og det var vigtigt at kunne stå sammen.

Bønderne startede derfor kooperativet, der stod for at blende den hvidvin, som bønderne leverede, og sælge den – oftest til grossister. Sådan gjorde man indtil midten af 50’erne, hvor nogle progressive kræfter i kooperativet vandt frem og besluttede, at La Chablisienne skulle være et vartegn for høj kvalitet.

Derfor skulle bønderne også fremover levere alle druer eller druemost i stedet for færdig vin. Dermed kunne kvaliteten højnes, idet man nu samlet kunne styre hele produktionsprocessen.

Erfarings- og vidensdeling blandt bønderne blev også sat i system og i samarbejde med vinmagerne blev de enkelte marker og parceller nu også dyrket og plejet på en måde, der passede til det enkelte lille mikroklima. I dag har La Chablisienne måske verdens mest moderne vingård, som gør sammenslutningen i stand til at yde det ultimative og fastholde alle detaljer i de elegante hvidvine.

Samtidig er det også blevet en stor producent, da de mange små tilknyttede vinbønder – der tilsammen udgør La Chablisienne – samlet besidder omkring 25% af alle vinmarker i Chablis og det gør kooperativet i stand til at udvælge og lave vine på alle planer.

Det kan fx ske fra én af de allerbedste vinmarker i Chablis, nemlig den 7,2 hektar store Grand Cru mark Grenouilles, som kooperativet arvede i 2003 fra Château Grenouilles, der også har lagt navn til den legendariske mark.

Her er det dog en lidt anderledes vin, som vi smager … Chablis La Chablisienne , der kommer fra en ny serie fra kooperativet. Med en moderne tilgang, nye flasker og etiketter har Chablisienne skabt en ny crowdpleaser.

Chardonnay druerne kommer fra en ler- og kalkholdig jord i Chablis appellationen og vinstokkene er omkring 20-25 år, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om selve produktionen, så jeg springer bare videre til smagsnoterne.

Duftmæssigt er det fuld flor på smørblomsterne, vild lækker inderlighed, dåsepærer og friskere grønne pærer, hyld, fersken, let citron og lidt nøddekrokant. Vinen har en blæret smørfrakke på, en kalket mineralitet og … gud, hvor den dufter godt.

Og sådan smager vinen også … har denne lidt sarte, tilbagelænede, bløde og fint afbalancerede smag, men det er fortsat med en kerne af frisk frugt med lemon, citron og dugfriske grønne pærer, kridt og sten og en blid frugtsødme. Det er en levende og alligevel småsaftig, pleasende og moderne Chablis, der smager fremragende. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7