Vietti ligger i Castiglione Falletto i Langhe og er et historisk, anerkendt vinhus og denne Barolo Ravera fra Vietti var da også en af aftenen dyreste vine.
Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.
Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.
Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trivles i bedste velkommende i specielt Roero området.
Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.
Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.
Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.
I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.
Her smager vi altså husets Barolo Ravera, som er kommer fra Viettis 3 hektar store parcel, hvor vinstokkene i gennemsnit er 36 år gamle … dog med enkelte plantet helt tilbage i 1935.
Efter høst knuses druerne og gærer i rustfrie ståltanke i 4 uger med fuld skindkontakt. Efter de4 uger gennemgår vinen malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også lagrer 30 måneder.
I næsen byder Viettis Barolo Ravera på violer, roser, meget stringent og rank næse, som også giver ribs, mentol, kampfer, læder, trøfler, lidt chokolade og gær?
Smagsmæssigt viste Vietti en sindssyg tørhed og endnu vildere tanniner. Den er simpelthen bare mega-tør og syren er meget streng. Frugten smager mørkere end duften indikerede, men sammenlagt er det bestemt godkendt. En 5’er med pil op.
Forhandles bl.a. af Niche Vine, hvor en ældre årgang koster 1.150 kr., mens Jacob vist havde givet 1.270 kr. for denne 2013’er.