Societa Agricole Villa Erbice ligger helt korrekt i en smuk og gammel 1700-tals villa i Mezzane di Sotto et stykke nordvest for Soave by. Vinhuset drives af familien Erbice og jeg smager her deres 2012 Soave Superiore Panvinio.
Vinhuset er grundlagt i 1870 af Narciso Erbice. I dag er det 3. og 4. generation af familien Erbice, som driver vinhuset, nemlig brødrene Arberto og Silvio Erbice sammen med den unge4. generation i form af Luca og Massimo Erbice.
Det var Luca Erbice, som skænkede mig dette glas Soave Superiore Panvinio. I kan se den stolte Luca på billedet ovenover.
Familien har samlet 13 hektar vinmarker, der ligger i 250-450 meters højde omkring Mezzane di Sotto og markerne drives uden brug af kunstige sprøjtemidler og med respekt for naturen.
I vinkælderen er alt meget traditionelt … og vinene laves i rustfrie ståltanke, mens mange af vinene også lagres i 225 liters franske barriques. Erbice laver samlet 6 forskellige vine, men udelukkende to Soave vine … resten er røde Valpolicella vone.
Soave Superiore Panvinio er lavet på 100% Garganega druer, som kommer fra marker lige ved byen. Der er vinstokkene plantet i 1963 og høstudbyttet har ligger på 80 hektoliter pr. hektar. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor druerne er let overmodne.
Alle druerne sorteres manuelt, hvorefter de ligger i blød en kort periode inden presning og gæring starter. Derefter lagrer vinen på barriques i 6 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.
Lagringen på eg kan fornemmes i duften. Der er noget varmt, rundt over duften, lidt strandsand, solcreme, blomstersæbe og fylde, mens frugten er fersken, pærer plus lidt mandler og et strejf vanilje.
Smagen er blid, blød og rund med fedme samt et frisk bid i eftersmagen. Der er fersken, melon og citronsyre. Smager også ganske godt, om end en smule anonym.
Ingen dansk forhandler, men prisen i Italien ligger på 20€ … svarende til 149 kr.