Konen næsten skreg på hvidvin, men det kunne jeg da heldigvis løse med lidt burgundisk, nemlig en Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud og her endda i en nyere årgang 2019.
Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation. Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.
Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.
Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.
Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.
Sikke fin næse med stål, sten, flintlås fra et gammel musketergevær, kalk og selvom vinen virker næsten lidt olieret i duften, så er vinen ikke fed, men har alligevel nogle små sødlige aromaer, mens frugten mest er melon og fersken. Der er også citroner, blomster, nogle skarpe og krydrede noter, som supplerer sødmen.
Smagen er stringent med røg, salt og masser af flint, stål, sten, men slet ikke så syrlig som 2018’eren. Der er dog fortsat citroner, grape og kalkede mineraler. Dermed fremstår vinen stenet, cool, crisp, ren og frisk. Der er masser af liv i vinen, fin bitterhed og en livlig, krydret kant … frisk og direkte. Der er nogen overlegent ved denne vin, som har småfyldig frugt, stoisk rolig og fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance … og til prisen et kanonkøb.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.