Vi slutter den lille test af de røde bourgognevine med den sidste Jean Gagnerot vin og det blev denne 2013 Savigny-Les-Beaune 1er Cru Narbantons.
Savigny-lès-Beaune hører normalt ikke til det dyreste område i Bourgogne med få undtagelser … og marken Les Narbantons er netop en af disse undtagelser. Den er en 1er Cru mark på samlet 9,5 hektar og ligger på skråningen under Mont Battois i den sektor af Savigny, der grænser op til Beaune-appellationen. Jordbunden her er særligt veldrænet og holder perfekt på solvarmen, så der kompenseres for markens kølige orientering mod nordøst.
Druerne høstes i hånden, afstilket og ligger i kølig premaceration inden gæring på rustfrie ståltanke. Vinen omstikkes herefter og har så lagret 15 måneders på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 40% helt nye samt 60% mellem 1 og 3 år gamle.
Duftmæssigt er vinen lidt mere tilbageholdende end de forrige Pommard vine, men duften er subtil og fantastisk. Der er en frisk, syrlig frugt med tranebær, hindbær, granatæbler, masser af roser, blomster, en virkelig fin friskhed, så når man går en tur i skoven på en forårsdag. Man fanger skovbund, svampe, lidt estragon og vinen virker afdæmpet, blød og venlig.
Syren er heller ikke helt så aggressiv i munden, som hos de forrige vine, men er småsyrlig, frisk, frugtrig og let. Tanninerne er også ret lette og føjelige, men det gør også vinen meget smagfuld allerede nu, nærmest smålæskende, venlig og fin. Tørhed, friskhed, godt lys frugt, slank syre og et læskende væsen … what’s not to like?
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.