Vi smager nu endnu en vin fra Pablo Calatayud på Celler del Roure, men nu ikke på de lokale ukendte druer, men et skønt mix af internationale. Les Alcusses er da også fra vinhusets serie af klassiske vine … Vins Clàssics.
Druerne til vinen kommer fra forskellige marker i kommunen Moixent, der omfatter byerne Les Alcusses, Bosquet og Pitxò beliggende i 550-600 meters højde. Drueblendet i vinen er på 30% Monastrell, 20% Garnacha, 20% Petit Verdot, 15% Syrah, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot fra 20-40 år gamle vinstokke dyrket certificeret økologisk.
Efter høsten er alle druerne afstillet og så er gæringen sket med druernes egne naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, hvorefter den er lagret 8 måneder på franske egefade på 250 og 500 liter og i foudres på 5.000 liter. Der laves årligt 90.000 flasker af vinen.
Duftmæssigt er her først lidt blomster og sæbe, kirsebærsten og en frugt med både kirsebær, brombær og så nogle grønne elementer, en del urter, røg, bål og brændte noter, læder og kaktuspiller. Vinen har en ganske fin og finurlig friskhed i frugten.
Det smager sgu godt … igen er der lidt blomster, men ellers en lille krydret fyldighed, sødme og svag tørhed. Frugten er brombær samt solbær, nogle tanniner og træ, men vinen har også en sødme med en plade mælkechokolade og let bitterhed. Det er måske ikke sådan ultradybt, men til gengæld er der en fin balance.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 12 flasker.